Mate With My Soul...

"Kærlighed gør ondt", er et godt slidt ordspil, som sikkert er ligeså gammelt og fra dengang, man hev kvinderne med håret og hvor en trækølle var det nærmeste alternativ til en potensforlænger, da hverken bilen eller viagra var opfundet. Det er uden tvivl fremstammet af et knust hjerte, der midt i tårerne og forsmåelsen, skulle finde en syndebuk at overdænge med skyld, for at kunne skærme sig fra at forsvinde i det dybeste, sorte hul. Og vi har alle oplevet ulykkelig kærlighed, på et eller andet tidspunkt i vores liv, både set fra den ene og den anden side af bredden, af kærlighedens fossende elv, hvor man ikke har anden mulighed end at lade sig drive med strømmen.
Uanset hvor mange gange vi har ladet os drive i land, halvt druknede, eller selv kappet livlinen til en partner, så har vi en evne, ja nærmest et instinkt, der får os til at hoppe i jollen igen. Og hvis kærlighed er sådan et dæmon, kan man undres over hvorfor vi til stadighed lader os lokke og fange i hvirvelstrømmene?!

Og jeg ville før i tiden have påstået at kærlighed ikke gør ondt, med mindre den mangler, fra den ene af de involverede parter, og at ægte kærlighed imellem to mennesker, kun kan være smuk, givende og bekræftende. Men, Boy was I wrong! For selvom jeg i løbet af mine 35 år, har oplevet et par stykker der kunne nærme sig titlen som kæreste, livsledsager, mand, så har jeg nok indset at der må findes en Soulmate i et andet menneske, som blot venter på at blive fundet. Et menneske som passer til mig, som to tandhjul der går i hak, som kan mærke mig, selv i mit fravær, i hvis nærvær jeg føler mig komplet, og hvis krop, nærmest flyder sammen med min, i den hedeste omfavnelse. En fantastisk, euforisk og surrealistisk følelse af, at være skabt for hinanden! Nogen kalder det tosomhed, når det er stærkest, et partnerskab på det menneskelige, følelsesmæssige og åndelige plan, som kun styrkes yderligere, for hver gang de bringes sammen.

Man kan nærmest ikke lande igen, når man er blevet holdt om og overdænget med så mange kys, at hagen nærmest er hudløs, som var den skrubbet den med en grydesvamp. Man genspiller alle de dejlige og smukke ord, der falder som en strøm af roser, for at fastholde øjeblikket, mens man vinker farvel og tænker. There goes my love.... My soul!
Men når tosomheden afbrydes og adskilles, er det pludselig at kærligheden smerter og gør så fandens ondt, for selvom at følelserne blot forstærkes ved hver fusion, så afføder savnet og afstanden, følelsen af ensomhed. Som om radioen mister sin lyd, lejligheden tømmes for møbler og luften drænes for ilt. Her bliver stille, sterilt og tomt, og kun duften i puden, sidder tilbage som et flashback, til genkaldelse af nærværets intensitet.

Selvom jeg ved at det er sundt at savne og at det også kan være med til at styrke det, i forvejen, stærke bånd, så er det dog svært at påminde sig selv, når man står alene tilbage med uvisheden om, hvornår og om man nogensinde igen får chancen, for at holde om, putte ansigtet ind til en skulder og blive et. Sådan føles det for mig at elske, så det gør ondt, og selvom smerten dulmes lidt igen ved gensyn, og euforien igen øges med hvert et blik, så ved jeg at min længsel stiger stødt, for hvert minut der går. Men hvem tæller.....

Så, ja kærlighed gør også ondt, selv når den er smukkest og føles som en del af sjælen, men når jeg elsker så usigeligt meget, er det pinen værd!
Du tror det måske ikke, men jeg er helt sikker på at det er skæbnen, der bringer mennesker sammen, for dette er ikke noget man oplever på ugebasis, men noget ganske unikt og at MIN sjæleven findes, er jeg vis på!

Soulmate