Ingen står mig nærmere end mit eget kød og blod og af denne lille udvalgte skare, må min datter siges at have en ufravigelig førsteplads i mit sind og mit hjerte. Dette er en plads der giver mig de største glæder, men også de største bekymringer, hvilket de fleste forældre sikkert kan nikke genkendende til. Man bekymrer sig om deres ve og vel og om man nu har gjort det arbejde godt nok, som man påtog sig da valget om at sætte børn i verden blev en realitet.
Jeg glædes over at se min datter trives i skolen og kunne tyde matematiske udregninger, som jeg ikke engang forstår og at hun kan skrive stile i et både velformuleret og levende sprog, selvom hun til tider skal påmindes lektierne en gang eller to. Jeg fyldes med tilfredshed og bliver umådelig stolt når jeg ser med hvilken empati og indlevelse hun har andres bedste for øje, selv når det ikke bemærkes eller gengældes. Jeg glædes når hun kommer hjem og fortæller at hun knap kan vente med at blive "store-ven" for et barn fra 0. klassen, tage barnet under vingerne og være den forgangspige, som skal være med til at sikre en tryg start på skolegangen.
Hun er en meget følsom pige, som tænker meget og til tider lidt for meget, hvilket jeg erkender hun ikke har fra fremmede og jeg kan sagtens genkende den side fra mig selv. Hun påtager sig skylden for andres tvivlsomme adfærd og bærer det som et åg på sine skuldre, mens hun blot lukker sin egen vrede inde og forsøger at holde andres fra livet ved at bøje af og blokere for negativiteten.
Og her er det bekymringerne begynder, for hun er jo blot et barn, der til trods for at teenage-hormonerne raser igennem hendes 12-årige krop, ikke bør tvivle på sin egen menneskelige værdi. Der er dog ingen tvivl om at vi mennesker sjældent kommer igennem livet uden modstand og konflikter, men det gør usigeligt ondt på mig at se hende fortvivlet og opgivende, mens hun accepterer andres nedladende kommentarer og mangel på opdragelse. Til tider er hun stadig den lille pige, hvor kroppen tager magten fra viljen og tårerne strømmer ned af kinderne, men også her er hun blevet mødt med ligegyldig attitude, af mennesker der burde vide hvorledes det føles at være bragt i blødende knæ.
Men det stopper her og nu, for jeg er MOR med store bogstaver og løvemoderens instinkter træder frem i mig, og med hjørnetænderne smilende blottet, skal jeg gerne demonstrerer hvor meget jeg kan tirres. Jeg har den opdragende rolle og skal være med til at fremelske den fantastiske personlighed, hun allerede har. Hun skal vide at jeg ALTID vil være der for hende og ikke lade nogen gøre hende ondt, på den ene eller anden måde. Jeg vil stå bag hende og guide hende når hun er på afveje, tørre hendes tårer og fortsat lære opfordre hende til at sætte barren højt og altid stile efter et positivt og beriget liv, med rummelighed og plads til alle der vil være en del af det. Livet er for kort til andet.
Sentimental som jeg er, er jeg også et følsomt gemyt, men dog kun til en vis grænse, for jeg har ingen intentioner om nogensinde at acceptere at se min datter fortvivlet og ulykkelig uden at reagere. Hun skal vide at hun er det menneske med den højeste værdi i hele min verden, den smukkeste pige i mit univers, et fantastisk menneske og at jeg elsker hende absolut betingelsesløst.
