Trivsels-tanker

"Det er jo bare et job"... Hvor mange har man ikke hørt sige dette, men jeg kan ærligt sige at det giver mig så meget mere end blot smør på brødet og salt til søndagens blødkogte æg. Bevares, der er da dage hvor jeg kunne ønske mig at jobbet blot var noget man kunne kalde bibeskæftigelse og hvor kollegaer var mennesker man blot skulle forholde sig passivt til.
Men jeg har nogle dejlige kollegaer og hvis jeg skal være ærlig, er jeg sikkert ikke god nok til at fortælle dem det. Hvorfor gør jeg ikke det, når nu der er så mange der rører mig dybt og er med til at give mig det drive, der giver mit arbejdsliv indhold. De er medvirkende til at jeg med et smil på læben møder ind til det der skaber min identitet og hvor jeg forhåbentlig kan give dem lidt tilbage af samme skuffe....

Hvor stor tror du din indflydelse er i universet og nærmere på de mennesker der er omkring dig? Den er større end du tror, for uanset handlingen, vil vores liv altid farves af andres gøren og laden og af de valg de træffer i livet. På en måde er det jo en betryggende tanke at vi ikke blot vejer som siv i vinden, men rent faktisk har en indflydelse også i arbejdslivets store puslespil, hvor brikkerne falder i hak. Mærkelig tanke at et ord eller en handling fra mig, kan påvirke andres liv og laden, på godt og ondt..... På godt og ondt?! For hvor er det i reglen også en frygtindgydende tanke at jeg kan være med til at skade et andet menneskes liv, bevidst eller ej!

Det får mig til at tænke på de bjerge jeg har forceret de sidste par år og om nogen er kommet i klemme på min vej. På hvis bekostning har jeg opnået mine mål? Jeg mener ikke jeg bevidst har skadet nogen som ikke allerede selv havde redt den seng, hvor jeg til tider skal koge lagenet rent. It's a dirty job.... For jeg har skam også mødt en mindre del af kvajpander, skvat og tomme dåser, som har til mål i livet at sætte sig selv først og dernæst deres hund, kat eller undulat. Dem som spørger hvad de får for det eller føler jeg uretfærdigt behandlet, blot man beder dem om at udføre deres ellers udemærkede lønnede arbejde, hvilket man naturligvis burde have specificeret i deres kontrakt under tillæg. Dem som kræver en nærværende og skuldre-klappende leder, i trivselens navn, men som stempler ham som overvågende når bekymringen om deres ve og vel er kommer tæt på.

Nok om dem. Næh, lad mig fortælle om dem der giver mig mere end de måske aner.... Lad mig fortælle om hende som de fleste elsker at hade, alene fordi de ikke hører hendes ord, men lytter til den følelse som de i bund og grund har i sig selv, når hendes ærlighed rammer spot on. Som min lærer på coaching engang sagde " det er ikke personen, men dine følelser der gør dig vred". Men se bag den rene tale og se det menneske der brænder for sit job, men ikke mindst brænder for mennesker og tør lade dem se hele palletten!

Se hende som knokler r.... ud af bukserne, for at få tingene til at fungere og for at få to, til tider, fjerntliggende ender til at hænge sammen. Se det enorme potentiale hun besidder og hvor god hun ikke blot er til jobbet, men også en misundelsesværdig evne til at få de sociale broer til at nå bredderne. Hendes kompetencer kan ikke anfægtes, men ses de?! Blot fordi man ikke hævder sig selv, råber højest og sætter komplimenternes rampelys på sig selv først, betyder det ikke at man ikke er en uhyre værdifuld brik.

Og ham jeg egentlig ikke føler jeg kender, men som alligevel rammer mig med sin ekstreme professionalisme, som jeg sjældent har set så gennemtrængende, som var den bukket i neon. Lun, venlig, hjælpsom og med et sindigt temperament, der sjældent blusser, men som dog alligevel til tider titter frem i ligefrem tale.Et menneske jeg nok aldrig kommer helt tæt på, men som jeg heller ikke kunne tænke anderledes, for vores ligesind om arbejde og fritid for sig, giver et fælles fodslag og en god kollega, når de kollegiale dramaer raser og 2084. sæson af Dallas udspiller sig omkring os.

Hende som til tider er så forsagt og genert, at når hun endelig taler ud af posen, snubler over sine egne ord i sin iver for at blive hørt. Og hørt bør hun også blive, for der ligger mange tanker og overvejelser bag, når hun sætter mennesket i fokus...Vel at mærke andre mennesker. Det er hendes store og dybtfølte empati der er hendes enorme styrke, for hun evner at se bort fra egne meninger, for at hjælpe andre fremhæve deres. Men det er måske også hendes akilleshæl, for det efterlader hende til tider i sine følelsers vold og hvor hun i andres ærinde, som deres ellers tavse røst, glemmer sin egen og den værdi hun har for vores arbejdsplads.

Sidst, men ikke mindst ham, der tænker som jeg, men som kan også kan drive mig til randen af vanvid, men som gør det på en absolut subtil og sofistikeret måde, som blot får mig til være endnu mere ihærdig i mit daglige virke. Ham jeg kan være diametral uenig med, uden at frygte hele arbejdsuniverset nødvendigvis bryder sammen og som respekterer at hende den lille lyshåredes (nu rødhårede) til tider bombarderende verbale skudsalver, både kan gøre tonen let og uhøjtidelig og afvæbne og jordforbinde selv de mest højflyvende (læs måger). Ham som jeg dagligt ser kæmpe med næb og klør imod ben-pillende gribbe og som forsøger at skærme os andre for de værste hak, men som kun modtager utak derfor. Jeg misunder ham ingenlunde hans sko, men ville ønske andre kunne betræde dem blot for en enkelt dag og få øjnene op for envejs-loyaliteten, som desværre træder frem i lyset engang imellem.

Sådan kunne jeg nævne mange flere, som alle besidder nogle uvurderlig værdier for vores lille forretning og desværre også nogle få, som ikke har lyst til at være medlem af vores lille "klub". Jeg er ikke perfekt, indrømmet, og jeg har nok ligeså mange dårlige sider som året har dage, men min trivsel er mit problem og mit ansvar. Kan jeg ikke lide klubben kan jeg jo gøre to ting.... Melde mig ind eller ud, and I'm all IN! Lad os se mulighederne, i stedet for begrænsningerne. Lad os løfte i flok og lad os få det bedste ud af hvad vi har, også i hinanden. Vi kan meget selv men endnu mere sammen!

Til Inspiration

Oh crappy day!

Kender du de dage, som starter med det forkerte ben ude af sengen, hvilket i mit tilfælde er særligt slemt, da valgmulighederne er begrænset til at headbange en væg, slå foden imod en radiator eller møve sig nedenud af fodenden. Samtidigt med, at man mangler en times søvn, da man jo ikke får sig snøvlet en skid tidligere i seng og står op, helt rundforvirret, da man ikke har fået stillet hverken køkkenur eller havemøbler frem, mens mobiler og pc selv styrer det show, uden min indblanding!

Nå, men i gang med dagens faste gøremål, hvilket i mit tilfælde er, at hælde den første kop kaffe ned, med tilhørende morgensmøg, så man lige akkurat er så vågen, at man kan finde badeværelset og træt nok til at ignorerer trolden i spejlet. Et grumt syn, den første times tid, men så begynder det også at hjælpe på det, takket være vand og sæbe, L'oyal, Max Factor og alle de andre. Og som de fleste andre morgener, glæder jeg mig til hvad dagen bringer, mens fuglene kvidrer og udstødningen brummer under mig, da der igen, igen er gået hul på skidtet.

Dagen starter okay og jeg er da også kun lige trådt ind af døren, før de første opgaver, står i kø med ordene "Find lige ud af det", hvilket jeg bestemt ikke klager over, for det er jo mit job. Men Jesus Christ, det er mandag! Der er ualmindeligt stille på kontoret og jeg er omgivet af rynkede pander, som er så opslugte af deres skærm, at de ikke engang formår at svare mig, når jeg stiller et spørgsmål ud i det tavse blikhus og den eneste respons jeg fornemmer, er mit eget ekko. Jeg kigger på mine skærme, for at se om det er mig der går glip af noget helt exceptionel, men de ser ud som de plejer og jeg begynder faktisk at føle stilheden en smule ubehagelig og undre mig, om de mon ser porno eller noget, siden de er i en anden verden?! Pjat, for selvfølgelig gør de ikke det. Men de er satme heller ikke særligt lydhøre, når de sidder der i deres glasbobbel og får rosinhud i pandeskallen, så jeg tænder radioen.

Musik kan næsten altid bringe mig i godt humør og det virker og jeg begynder, i ren provokation, at tale til manden i radioavisen, ikke at mine kære kollegaer opdager det. Næh, de er stadig helt væk i, hvad end de har gang i, hvilket jo ikke kommer mig ved, men i kraft af at jeg er kvinde og en nysgerrig en af slagsen, der gerne vil have en finger med i alt, bliver jeg helt lettet da den ene siger "Kom lige og se her". Jeg farer op, som sad jeg på en raket-rampe og netop havde fået nedtællingen til en tur til Mars. Og så var det bare noget ligegyldigt fnidder-fnadder-arbejdsrelateret info og lige så hurtigt jeg sprang op, ligeså hurtigt blev jeg bestemt henvist til min plads igen. Mundvigene dalede i takt med stemningen.  Dertil fik jeg senere nogle oplysninger, som jeg havde håbet på var forkerte, men som blot gjorde, at jeg blev endnu mere irriteret og flygtig i mine tanker og ikke kunne samle fokus om det job, jeg ellers elsker at udføre, og da jeg så forsigtigt forsøgte at lette mit hovedbrud, blev jeg igen mødt af tavsheden og pandefolder, der ville få selv en bulldog til at ligne Cher. Så kan jeg lære det!

Gu kan jeg da ej, for pludselig trak solen, fuglesang og mennesker, der rent faktisk synede levende, blot mere og de kunne ikke se mine esd-sikrede skosåler, for bare gummiafbrænding. Tina gik, for første gang i umådelig lang tid, tidligt hjem, uden at have en dissideret plan for resten af dagen eller et ærinde, der ikke kunne udsættes. På vejen hjem, skruede jeg helt op for musikken og lod den sexede Bruno Mars runge ud, af de alt for billige højtalere og gud hvor jeg nød larmen og bassen, der pumpede igennem kroppen, som var jeg forsøgskanin, af en hjertestarter. Ikke at jeg har prøvet det?!

Og hvad skuer mit øje, da jeg kommer bumlende igennem lille Kjellerup, til de andre trafikkanter og fodgængeres store interesse, selvom jeg tror det var udstødningen?! En af de lokale små-bikse holdt ophørsudsalg og ingen lukkefest uden mig, så der skulle jeg da lige forbi (og så endda med penge i pungen), hvilket resulterede i, at min ellers så sparsomme garderobe, blev udbygget med et par nude-farvede sko og to bluser. Så bliver det bare ikke bedre, for er der noget der kan give mig et godt, dog momentært rush, er det at shoppe og at det i øvrigt var mega billigt, ja nærmest røverkøb, er kun endnu et plus på happy-skalaen. Jeg fik mit fix og har brugt resten af dagen, med en sjældent set energi, på at alt muligt andet, end de sædvanlige overspringshandlinger og kan derfor nu, med god samvittighed, skrive dagens blog og samle nye kræfter til at slå morgendagens "folder", så at sige!

Oh HAPPY Day!!!

My turn...

Jeg har efterhånden et par gange hørt, at jeg ikke er som mange andre! Nå ja, det har de sikkert ganske ret i at antage og det er som sådan, heller ikke en kasse, jeg har noget imod at blive puttet i, så længe den passer. Det er dog primært på mit job, jeg møder kommentarene og det er sjovt nok sjældent for mine kvalifikationer eller for min evne til at varetage det job, som jeg brænder for og lægger både sved og mange timer i og hvilket kunne sige noget om nogle af de mennesker, jeg arbejder med. Men hvor er det så lige, de mener jeg adskiller mig fra mængden?

Det er skam noget så saglig, som mit valg af tøj og så alligevel ikke, men det vender jeg tilbage til. Kommentarene lyder på, at jeg går udfordrende klædt og at jeg fordrejer hovederne på mine kære mandlige kollegaer, så de mister evnen til at tænke klart at træffe rationelle beslutninger og ikke får noget som helst fra hånden ?! Jeg kan da godt se, at hvis jeg er den eneste, der laver noget og at gulvet konstant er indsmurt i savl, vil det udgøre en kæmpe sikkerhedsrisiko og en dalende effektivitet og gudskelov er der ikke opsat spejle på kontoret, for så ville selv jeg være total hypnotiseret, af mit eget spejlbillede. Så fræk er jeg! (ironi kan være brugt, vurder selv)

Nu kunne jeg jo også bare gå i noget andet tøj, som f.eks. kansas-bukser og forvaskede t-shirts, for at tilfredsstille de (kvinder), der ikke tillægger mændene mange flere hjerneceller end på primatstadiet og mener de få der måtte være tilbage, er vandret syd for navlen?! Jeg kunne jo, som alle andre, være jævn og kedelig, iført meget dyrt mærketøj, af et navn ingen kender og som stadig ser ud, som noget der var til overs fra syningen af en luftballon. Bad taste er bare ikke lige mit mærke, sorry!

Mit tøj er ganske almindeligt og hverken festtøj eller på anden måde fancy og for at det ikke skal være løgn, har jeg enten arvet det eller købt det på udsalg, ja selv i bilka! Jeg går altid i jeans, hvilket de fleste andre også gør og jeg har altid en top på med ærmer i, så det kan ikke være det?! Jeg har verdens grimmeste sikkerhedssko, hold nu fast, med sorte blomster og jeg skal, så snart jeg bevæger mig udenfor kontoret, bære en neongul trafikvest, som alle andre! Er det sexet?

Nå ikke, men så må det jo være indholdet, der skiller sig ud fra mængden og her er der åbenbart også regler for, hvorledes jeg bør se ud og hvorledes min statur skal formes?! Gad vide om jeg ville få bedre omtale, hvis jeg valgte at tage elastikbæltet, over barmen i stedet og dermed opfinde verdens første push-down bh? Jeg er en fyldig pige og blot i den (u)heldige situation, at mit fyld sidder på røven, på barmen og mellem ørerne, hvilket åbenbart ikke smager særligt godt, når andre kvinders fyld, har valgt at forlade deres hjerne og placerer sig der, hvor der engang var antydningen af en talje.

Det er jo ikke mændenes hjerneceller, der vandrer sydpå, men jeres og det er jer kvinder, der ser noget seksuelt i, at jeg ikke vejer 45 kilo og ligner et anoreksi-offer eller ikke vejer 150 kg og ligner en badebold, man for længst skulle have holdt op med at puste i. Hvorfor skal jeg bøde for, at I ikke kan lide jeres spejlbillede og dermed er så usikre, at angreb bliver det bedste forsvar? Så vidt jeg ved, tændes de færreste mænd af trafikveste og blomstrede sko og det er jo heller ikke dem, der bliver ved med at fokuserer på det ydre, men de kvinder, der i bund og grund mangler selvværd og det er fandme et turn-off om noget. Hvis det i virkeligheden er så skrækkelig, det syn I møder i spejlet, inden I stempler ind om morgenen, hvorfor skulle jeg så nogensinde ønske, at ligne det samme??? Get real, get busy and get your head out of my pants!

Stand Still, Look Pretty...

Freaky Friday...

Jeg sidder her en fredag aften alene, kun med hundens rungende snorken og radioen, som eneste selskab, alt imens jeg varmer mine kolde fingre ved at laden dem motionere over det virtuelle løbebånd. Ikke at jeg aldrig er alene, for det sker skam jævnligt, men dette er altid på hverdage og efter en lang begivenhedsrig dag på job, hvor man mæt af dagens oplevelser, trænger til lidt ro i hovedet. Nu jeg tænker over det, kan jeg ikke mindes jeg det sidste år har tilbragt en fredag aften helt alene, sådan på spontan vis, og aftenens planer blev skam også lidt ufrivilligt udsat, for som altid, var der skemalagt en dagsorden. Den stod på hygge og hjernetømning, opladning og "mor"-somhed, med familiehygge i højsædet og masser af knus, kram og den omsorg jeg føler jeg ikke har givet nok, på det sidste. Surpice, surprice....? NOT!

Før i tiden var jeg god til at hive en fredag aften ud af kalenderen, trække stikket til omgivelserne og lade verden stå stille, for at dyrke lidt selvforkælelse, i form af pleje af krop og sjæl. Selvtilfreds iføre mig min pæneste natkjole og elske mig selv, uden det skulle lyde lummert på nogen måde, men selv det var en planlagt handling. Jeg er sådan indrettet at jeg straks sætter tankerne i gang med at lede efter andet at benytte fritimerne konstruktivt på, for selvom jeg hverken er skuffet eller føler mig ensom, så burde jeg gøre noget, når nu planerne røg ud med skraldeposen og ugens reklamer. Men hvorfor egentlig det? Hvorfor sidder jeg og planlægger og prioriterer, hvad jeg ellers burde gøre, fremfor at slå håret ned og blot nyde at jeg bare kan være mig, måske udvide min horisont med en god bog, finde svar på mine tanker og lade alt andet vente til i morgen eller endnu senere? Hvorfor sidder jeg her? Hvorfor logger jeg på arbejds-pc'en i håbet om at komme lidt på forkant med mandagens udfordringer, som jeg ved, forsinkes af mandagens kommende kursus i elementær brandslukning.....?

Brandslukning? Sikkert en fornuftig ting at høre om, men det kræver vist mere og andet end en fiktiv brand, for at vide hvorledes jeg ville reagere i den givne situation, da man jo ikke aner hvor cool man ville agere på en akut krise-situation eller det blot ulmede lidt i hjørnet. Vil dog gerne berolige mine kollegaer om at jeg naturligvis finder kappen frem og redder alle dem og det, der er i brand. Tjek, vand på mennesker og kulsyre, der hvor det slår gnister....Eller var det omvendt? Arghhh....CRAP! Okay, jeg yder min fulde opmærksomhed, Hr. Brandmand (men har engang set hvordan sådan én, skal se ud, så forventningerne er store).

Jeg håber at den sobre tone kommer igen på mandag, for den fløj da op igennem ovenlys-vinduerne i dag, i forventningens tankespin, med det resultat at man mistede koncentrationen, i så voldsom grad, at mit i forvejen rastløse og fjollede humør, blot blev endnu mere fjantet. Det er svært at besvare seriøse opkald, om manglende vand i rørene, uden at man foreslår at rørlæggeren lægger en tur forbi, når man er ramt af fredag, hvilket egentlig ikke hævede samtalens niveau sønderligt. (Godt hun tog det pænt og med et smil på læben). Mon fredag, kan betegnes noget nær sindssyge, når det hele sitrer på én, fra det tidspunkt man møder ind og tankerne kun kredser om at det snart bliver tid til at punche ud igen og stå foran døren af verdens mørkeste gang?

Jeg har virkelig været ramt af fredag i dag, som var det ikke en ugentlig, men nærmere årlig begivenhed, som man med stor forventning har set frem til i lang tid og nu sidder jeg så her og mærker stilheden og roen vende langsomt tilbage, selvom fredagen er lidt endnu. Det er pludselig Tina-tid og normalt ville jeg dulle igennem med negle, ansigtsmasker, blød musik og et glas rødvin (ikke nødvendigvis i den rækkefølge), men jeg skal vist ikke tømme mere hjernemasse ud i dag/aften, på fjantet og tastet vis.... Jeg skal ikke undres i cyber, udgyde mine fredags-frustrationer til andre eller sidde og længes efter selskab! I'm out of office...

Have a Freaky Friday!

Der brænder en ild...

Hovedet værker, tankerne tumler efter endnu en nat, med alt for lidt søvn og hvor selv ens kollegaer påpeger at man ligner noget, der burde være endt i wc'et efter en aften, hvor man har kigget for dybt i rødvinsflasken. Med den dampende kaffe, sidder jeg nu og gør status over dagen, som jeg ofte gør, for at falde ned til et leje, som jeg selv kan holde ud og som ikke mindst min datter kan være tjent med og jeg transformere mig fra den fortravlede arbejdsbi til en overskudsagtig mor, selvom rollerne nogen gange udviskes. Igen i nat lå jeg og vendte og drejede mig, til trods for den overmandende følelse af træthed, med uro i kroppen og med noget på hjertet, som jeg forsøgte at formulere til noget konstruktivt.

Efter to timers mental gennemgang af indgangsvinkler, faldgruber og overspringshandlinger, var "talen" klar og forvisset om min forberedelse var tilstrækkelig, lod jeg øjnene glide i. De efterfølgende 4 timer husker jeg ikke meget af, men jeg fik dog hvilet både tanker og øjne nok, til at kunne vågne med gåpåmod til en ny og spændende dag, ventende forude. Bilturen på arbejde blev, efter Lean-konceptet om tidsbesparelse, brugt til at finpudse detaljer og liste op hvad jeg i øvrigt skule nå i dag..... For fanden, hvor havde jeg bare styr på det pis, hvis jeg selv skulle sige det. Yeah right...

Nu er det så jeg ikke lige helt klar over hvad der gik i fisk, for mig, men intet blev, som jeg havde forestillet mig og planlagt, til trods for at tankerne også var blevet vendt med min nærmeste sparringspartner. Og mine tanker om den dalende trivsel på arbejdspladsen, grundet brok, væltede ud i en underlig konstellation af selv samme og var hverken konstruktiv eller på anden måde fordrende, alt imens tilhørende sikkert følte sig stillet skoleret for frk Skrap, med nedfaldne briller på næseryggen og knold i nakken.

"For fanden, Tina...du ved bedre og var så forberedt på at fatte dig i konstruktiv korthed, uden din pointe gik tabt!" Ja, jeg ved ikke lige hvorfor de ord, jeg ellers mestre at sætte sammen i mine blogs, kom ud i neandertaler-sprog med grynt og fnys, til trods for at jeg stod med nedfældede notater i min hånd. Måske var det det tudehornet, der pludseligt rømmede kontoret, midt i mit koncentrerede tankespin, og hvor jeg efterfølgende måtte stå ude i kulden, med langt lys på, for at evaluere den igangværende brandøvelse, med en trafikvest som eneste værn imod vinden.
"Havde der været brand, havde jeg i det mindste et bål og varme mig ved", var min første tanke?!

Eller også var det blot en forvirring over hvor jeg er på vej hen, der prægede mig, for selvom jeg har bestridt denne stilling i 3 år, ser jeg en drejning imod nye udfordringer, hvis jeg blot griber boldene der bliver kastet. Faktisk har mit job aldrig været mere spændende og jeg kan ærligt sige at jeg med glæde drager afsted hver morgen. Måske var dagen en reminder om at min egen Ja-hat ikke sidder særligt godt fast i blæsevejr, at en brændende ild, tilsat benzin, kan blusse op i en ord- eksplosion og at kold (kynisk) kulsyre gør en dårlig brandslukker, mod mennesker i flammer....

Der brænder en ild.....

Kernevælger!

Tænker du over hvorledes andre ser dig og har det nogen betydning overhovedet? De fleste vil sikkert svare, "Jeg er som jeg er", til dette spørgsmål og selvfølgelig er vi forskellige af udseende og opførsel, holdninger og værdier og bør måske ikke bruge større hjernekapacitet på at undre os. Vi har alle noget forskelligt med i bagagen og vil netop derfor have en individuel tilgang til livet på godt og ondt. Enkelte vil også have en selvopfattelse, af at være unikke og ikke kan sættes i bås med andre, hvilket jeg mener er resultatet af den egoistiske verden vi har skabt os og som min og yngre generationer praktiserer til fulde.

Jeg kan rent faktisk ikke frasige mig, at tænke på, hvorledes de mennesker jeg omgiver mig med, ser mig som person. Jeg er oprigtigt talt ikke ligeglad med, om jeg fremstår som dum blondine med dukkeøjne eller om man ser det hele menneske jeg er, med alle mine facetter...... eller i det mindste fokuserer på billedet i den relation vi indgår. Med det siger jeg, at jeg i allerhøjeste grad spejler mig i mine nærmeste omgivelser, uanfægtet om dette er et personligt eller professionelt spejlbillede. Jeg er ikke ligeglad med hvad du tænker og føler, ikke fordi jeg er usikker på mig selv eller betvivler mit værd, men måske rettere at min empati, lader mig se dit.

Jeg er sikker og vis på, at mange af os ser noget ganske andet, end hvorledes personen ønsker at fremstå som og dermed også dømmer dem derpå. Vi dømmer på udseendet og på vores første indskydelse og skal have meget gode argumenter smidt på bordet, for at ændre opfattelse af vedkommende, selvom vi egentlig godt ved at vi kun ser en brøkdel af det hele menneske. Men hvorfor ikke udfordre vores fastlåste indskydelse og forsøge at danne et mere nøjagtigt billede, ved at åbne munden og spørge ind til mere dybde, og derved stille spørgsmålstegn ved vores egne evner som menneskekender? Er det fordi vi dermed bliver nødt til at erkende muligheden for at vi tager fejl, at vi ikke er så skide nuancerede, men lader overfladen sejre, fremfor at dykke dybere og måske opleve et helt nyt ocean.


Til tider vil vi blive bekræftet i vores opfattelse og andre gange vil vi blive overrasket. Når vi siger "jeg troede jeg kendte han/hun, men....." så er det måske ikke personen, der har skjult noget for os, men rettere os selv der har taget til takke med vores første indskydelse og været så selvcentreret at vi stoler blindt på egne fortolkninger. Og hvad har det så med andres syn på mig at gøre, for naturligvis kan man ikke være elsket af alle, så hvorfor tillægge det nogen betydning? Tja, vel mest at jeg gerne vil føle mig forstået i det forhold jeg har til vedkommende, men også at min respekt, accept og interesse er gengældt og ikke senere behøver at sidde med følelsen af fremmedgørelse pga. misfortolkninger og fejlvurderinger.

"Hvis det ligner og lugter af lort, ja, så er det sikkert ikke lagkage" har jeg ladet mig fortælle og vedkommende har for sin vis ret, men kun hvis vi er sikre på at vores egen "duft" ikke påvirker sanserne og dermed helhedsbilledet. Og det kan jeg ikke selv vide mig 100% sikker på, og selvom jeg oplever min egen intuition som stærk, tager heldigvis fejl til tider og er faktisk ret glad for det. Jeg kan ikke læse alle som en åben bog og visse mennesker er et evigt puslespil for mig at lægge, men som den nysgerrige person jeg er, vil jeg gerne læse hele bogen og basere mine konklusioner på andet end forordet, som oftest er den kedeligste del af litteratur. Dette er også medvirkende til at jeg til tider går tæt på, måske for tæt, men det er blot et forsøg på at komme derind hvor overfladen er fjernest...og finde kernen.

Uden at lyde selvhøjtidelig, så kan jeg sige at hvis dine tanker betyder noget for mig, så gør du bestemt også og alene af grund, håber jeg det samme gør sig gældende med omvendte fortegn!

Give a Little Bit...

Nogle bånd skal klippes, for at knyttes.

Jeg er netop kommet hjem fra mit andet hjem (eller er det tredje?) nemlig min arbejdsplads, efter en rimelig turbulent dag med alverdens udfordringer, der blot stillede sig i kø for at blive løst. Det blev de altså ikke, i hvert fald ikke alle sammen, men jeg synes nu jeg gjorde mit bedste og det er jo det der tæller. Ja bevares, så skal kunden og chefen også være tilfreds, men jeg kunne tage derfra med et smil på læben og med tilfredshed i sinde, præcis som jeg mødte ind.

Det skal siges, at det hele er en smule kaotisk for tiden, hvor vi står midt i at skabe en arbejdsplads med gode rammer og et godt arbejdsmiljø, men Rom blev som sagt ikke bygget på én dag. Det tror jeg nu heller ikke Vinderslev gjorde, den lille soveby jeg bor i, selvom vi her er i en noget mindre skala og man til tider kunne få den tanke. Skabelsesprocessen er afsindig spændende og følelsen af at sætte sit præg, er helt unik, uanset om man taler om sit hjem eller sin arbejdsplads, men jeg kan ikke lade være med at tænke på om det er rammerne eller personerne der gør det til et fantastisk sted at være?

Min bolig, er jeg ikke i tvivl om at det ville føles som hjem, så længe det oste af kærlighed og tryghed, men kan dette også føres over på arbejdspladser? For ganske som vores familie til tider kan drive os til randen af vanvid, kan vi jo også til tider synes vores kollegaer gerne måtte rejse hen hvor peberet gror, ristes og puttes på dåse, selvom vi bund og grund har tætte relationer. Og i disse dage har jeg ikke så meget kontakt til de kollegaer, som jeg ellers har et fantastisk ping pong med, ikke fordi jeg ønsker dem på jordomrejse, men blot fordi jeg har meget andet om ørerne og med nye relationer til følge .

Jeg klager ikke, for jeg elsker udfordringerne og de mange varierede opgaver som har det med at poppe op i en uendelig strøm, men det handler jo også om at prioriterer og følge sin mavefornemmelse, for hvad der giver mig arbejdsglæde og udfordrer mig mest muligt til fremtidig udvikling. Jeg har uden tvivl nogle fantastisk dygtige kollegaer og jeg tager hatten af for deres indsats og ihærdighed. Men, sorry nu kommer der altså en lille bøvs, for nogen gange bliver det altså for meget af det gode, når man er så ivrig og innovativ at man både glemmer aftaler, information og skifter mening og holdning, som vinden blæser, i sin iver for at opnå den ultimative proces. Lidt som at skifte hovedbeklædning i et jonglør-nummer med ja- og nej-hatte, på samme tid, mens fokus forbliver på at holde dem i spil og helst så hurtigt som muligt, frem for et perfekt show med lidt flere deltagende.

Sådanne tricks falder sjældent heldigt ud, med mindre man er fantastisk god i illusionens kunst og man burde måske overveje om man nødvendigvis behøver at hævde sin overlegenhed, men hellere smide en hat og få et fantastisk resultat. Jeg oplever tit at vi sætter en masse i gang, som der ikke er tid eller overskud til at søsætte og se om det rent faktisk holder vand, men vi knalder blot champagnen og stoler på, at når det er beskrevet, så virker det også i praksis. Eller også forventer vi at det hele klapper i første forsøg og giver ikke spillerummet til at lære, acceptere og forstå vores fejl til fulde, for der er nu nok en lille brandmand gemt i os alle. Også i mig, for hvem vil ikke gerne kunne fremstå, som den stærke helt, der reddede dagen?

Jeg er dog ikke mere brandmand, end modet engang imellem svigter mig og jeg med ængstelse begiver mig alene, med vaklende skridt, ind i flammerne, med frygten for at lokummet brænder ned til grunden. Hvad nu hvis der ikke er noget der klapper og det hele ender i katastrofalt kaos, med erkendelsen af nederlag til følge og har jeg nu husket det hele, så jeg kan leve op til forventningerne, som er blevet mig pålagt?
Så er det fedt at blive læst og mindet om, at jeg netop får opgaven i den tro, at jeg kan andet end brandslukke, men rent faktisk er dedikeret og har fordybet mig nok til at løse dem. Okay okay, sådan blev det ikke sagt ordret (og måske slet ikke sådan ment), men det var det jeg hørte og følte og det er godt nok til mig og når det røde bånd klippes imorgen, vil jeg tænke på at dette kunne være startskudet til noget langt større end rammerne byder!....Og det siger ikke så lidt, "hjemmets" størrelse taget i betragtning ;-)

Det røde satinbånd!

Suppeben og violiner

Endnu et år har taget sine spæde skridt og som vanligt går de første par dage med at sunde os over en dejlig ferie med venner og familie og med alt for meget mad. Det tager lige en uges tid, med lovninger om slankekure og rygestop, at komme i gang med det der virkelig tæller... Nemlig livet. "Livet er det der sker, mens du lægger andre planer", lyder et citat og det har da også en vis sandhed, når man ser på, hvad vi drømmer om og hvad vi i virkeligheden udlever. To vidt forskellige ting, men som vi dybt inde ville ønske var de samme og den koger vi lige (sød)suppe på, til lyden af en forvrænget 2. violin, som vi plejer og har gjort så tit.

Og når vi nu står der, nytårsnat, i vores glamourkjole og med glimmer og palietter i hele smasken (sådan så jeg dog ikke ud i år, utroligt nok) med forhåbningerne om at det nye år, vil gøre os rige, unge, smukke, elskeværdige og populære, sætter vi vores lid til nytårsforsætter, som blot fordi de er sagt denne nat, skulle have større chance for at lykkes?! Men hvem er det lige (udover os selv, selvfølgelig), vi forsøger at narre? Siden hvornår er ting begyndt at ske helt af sig selv, hvis vi ser bort for tyngdekraftens påvirkning på mit brystparti og på de furer jeg er begyndt at se på min pande?

Jeg er faktisk stor tilhænger af ideen om at have et mål, lille som stort, for jeg er af den holdning, at uden mål, udvikler vi os ikke. Men der skal handling bag, for at målet kan nåes eller komme indenfor rækkevidde. Det er ikke ret mange ting, der ændrer sig blot ved at beslutningen er truffet, uden der kommer noget håndgribeligt bag ordene. Og her kommer det sjove.... for ligeså meget vi kunne have lyst, så tør vi jo ikke altid, når det kommer til stykket. Vi vil så gerne en hel masse, som vi har en idé om, vil bidrage positivt til vores liv, men tanken om at det rent faktisk kunne gå i opfyldelse, skræmmer os og så er det jo også langt lettere at læne sig tilbage og vente på at appelsinen falder i netop din turban.

"Walk the talk"

Nå, men til trods for at jeg ikke tror på disse nytårsforsætter, så har jeg dog tænkt lidt over ét her i julen og nu kunne det måske være nærliggende at tro at jeg lige vil smide 5 kilo eller trappe lidt ned på smøgerne, hvilket er klassikerne i januar. Bevares jeg kunne måske trænge til begge dele, men det er dog alligevel ikke her jeg vælger at sætte ind. Jeg vil blive bedre til at sige til og ikke mindst fra og nu tænker du måske overfor hvem....?? Ja, der er rent faktisk ingen undtagelser, så det gælder alle.... ALLE!

Jeg vil være bedre til at udfordre og lade mig udfordre på mine holdninger, både privat og i embeds medfør og ikke stå så hårdt på min opfattelse af verden, hvis horisont kun kan blive større af det og give endnu flere strenge at spille på. Jeg vil lære og snuse til mig af viden og oplevelser, hvilket jeg øjner en mulighed for nu og jeg vil først og fremmest turde.
Og jeg vil blive bedre til at sige fra, når mine livsværdier udfordres og ligefrem overskrides. Jeg skal holde op med at ville rumme alt og alle, blot fordi jeg mener jeg kan og jeg skal. Jeg skal ikke længere træde til, hver gang der smides et afgnavet ben og det viser sig blot at være netop det.... Der skal sgu kød på! Jeg vil begynde at tro på mine drømme, ikke som noget jeg engang laaaaangt ud i fremtiden sikkert vil opleve, blot ved held og tålmodighed, men rent faktisk arbejde mig hen imod dem og hage mig op af den bjergside, for at nå toppen.

Life's journey is not to arrive at the grave safely in a well preserve body, but rather to skid in sideways, totally worn out, shouting "Holy Shit....What a ride!"

"Hvad så når du har nået toppen, lille Tina?" vil nogen nok tænke. Det ved jeg faktisk ikke og jeg aner heller ikke om jeg nogensinde når så langt, men jeg vil fanden brølme gøre forsøget og nyde turens oplevelser.
De første spæde skridt, har jeg taget og jeg gjorde det ikke engang alene, men blev ført og måske endda manipuleret til det, men sådan er det også nogle gange. Vi skal have et spark eller et kærligt vink med en allerhelvedes stor vognstang lige i solar plexus, så vi mister både pust og al energi, for at kunne få den igen. Så jeg koger suppe på de sparsomme ben, for sidste gang, smider skåneærmerne i ringen og vil aflive "Madmor på 2. violin".... Det er mit nytårsforsæt.....Velbekomme!

NEW DAY!