En lille hyldest til mor

I aften gik jeg en lille tur på egen hånd ad en grusvej, med månen som eneste belysning og lod tankerne flyve til min højt savnede mor, som efter min overbevisning befinder sig et sted deroppe iblandt stjernerne, mens hun kigger ned og holder øje med os. Månen oplyste alle de øde haver som på en lys sommernat, selvom vinden dog gjorde det klart at en anden årstid er over os. Tankerne kom dog ikke helt af sig selv, for kort forinden havde jeg med akavet og en kende forvirret hånd, fraskrevet mig min mors arv, for at min far kunne gifte sig på ny og fortsætte det kapitel i sit liv han har påbegyndt.

Den akavede hånd kunne tolkes, som en misundelig og formået lille piges ønske om at holde alting som før, men i en alder af 35 år synes der at være langt flere ting der spiller ind, selvom jeg indrømmer at pigen der blot savner sin mor så usigeligt, er derinde. Jeg har altid tænkt at alt det arvehalløj ikke ville blive noget problem i min familie og jeg har på sin vis ret, for jeg forudser på ingen måde nogen form for slåskamp imellem mine søstre og jeg, men jeg har nu måtte føle på egen krop at skulle afgive min mødrende arv til en jeg ikke er blodbeslægtet til. Damen min far nu vil ægte og sikre for fremtiden, hvilket i sig selv jo sikkert lyder ganske fornuftigt.

Mine kvaler bunder i den voksende mistillid imellem min far og jeg, når han tager den jyske kræmmerhat på og påbegynder en subtil manipulerende forhandling om arven og negligere værdierne efter min afdøde mor, til det rene ingenting, samtidig med at han fornærmer min intelligens og regner med at det skuespil jeg har betragtet i hele min opvækst ikke bliver genkendt. Hvorfor skrev jeg så under, når nu det stikker så dybt?! Jeg gjorde dog, til trods jeg i aften fik bekræftet de anelser jeg har gået med de sidste år, at min mors sidste jordiske affekter ikke længere var i vores familie, men var solgt for ussel mammon, for at vedligeholde hans foregående amour, som foretrak Audi fremfor Peugeot. Alt imens jeg efterfølgende fik tudet ørerne fulde om hvor dyrt et gravsted er at holde, hvorefter min ældste søster og jeg naturligvis overtog det sidste sted vi kan vise vor mor respekt. Jeg gjorde fordi jeg er opdraget bedre, takket være hende! Jesus Christ, hvor bliver jeg gal blot ved at skrive det, men i stedet vil jeg genkalde mig tankerne fra grusvejen.

"Kære mor.
Nu er 5. jul uden dig efterhånden ved at gå på hæld og selvom det har været en fantastisk en af slagsen, bliver det dog aldrig det samme uden dig. Dit varme smil, din smittende latter og din altid favnende evne til at samle familien omkring dig. Højtider er som bestemt til at savne sine bortgåede kære og jeg har det på ingen måde anderledes, for hvor ville jeg ønske at jeg kunne knuse dig blot én gang til og vise dig hvor stor og dygtig min datter og dit barnebarn er blevet. Jeg gør mit bedste for at være en ligeså god mor for hende, som du var for mig, selvom dine gerninger i forældrerollen altid vil stå som noget uopnåeligt for mig, for i mine øjne var du den perfekte mor.... Min mor! Der er så mange ting jeg de forgangne år gerne ville have delt med dig og vist dig at jeg kunne stå på egne ben, og kunne skabe mig et liv uden at give køb på mine drømme.
Uanset fra hvilken stjerne du nu sidder og betragter mig, skal du vide at  at jeg stadig den dag i dag, kan fornemme din bløde kind imod min, din varme favn og de drilske bemærkninger med glimt i øjet over julefrokosterne, selvom du ikke er her ved min side mere. Jeg elsker dig!

Din for evigt hengivne datter
Tina!"

Just a closer walk... 

En rygers åg...

Nu tror i nok vi skal stille op til antiryger rygklapperi og piske de forpestende pulsere, men nej......"Så reager dog!" Hvor mange gange har man ikke oplevet en frustreret kvinde, nærmest flå håret ud med rode, for at få en mand til at udtrykke sine følelser på godt og ondt?! Og det er vist også almindelig opfattelse at mænd ikke er lige så gode til det der følelses-nowet, som vi kvinder er, og ikke ligefrem nyder lange dybe, analyserende samtaler om hvorledes følelserne ser ud indeni. Men jeg tror at mænd faktisk agerer meget mere end kvinder, og i stedet for at tale om hvorledes de føler, i snørklede beskrivende fraser, så udlever de dem.

En mand behøver ikke fortælle han er sur, skuffet eller ked af det, for hele hans tonefald, kropssprog og ikke mindst ord signalerer det, som var det bukket i neon, hvilket gør mænd er langt lettere at læse end kvinder. Måske er det fordi vi er vant til at bære en maske, i form af makeup og det altid feminine og lette engle-smil (som vor mor lærte os) med undtagelse af når vi endelig lukker op og lader tårerne trille. For det er sådan noget vi kvinder kan, eller rettere ikke kan lade være med, selvom vi efter bedste evne forsøger at bide tænderne sammen, så må vi erkende at vi har lettere ved at få overløb på vådlinien, selvom det er ganske upraktisk når mascaraen ikke er vandfast.

Og selvom jeg er ked af at spolere billedet af is-dronningen, hvis tårer i denne tid må forvandles til istapper, så er jeg ikke anderledes og må også overlade vandets fossende magter, til en kraft jeg ikke er selv er herre over, selvom jeg gerne ville. Jeg lider sjældent i stilhed som min søde veninde påstår og til tider udmønter det sig i vel-indpakkede verbale tæv, men andre gange bliver jeg faktisk stille og eftertænksom, mens jeg kæmper imod the waterfall. Men det er ikke ensbetydende med at det ikke irriterer mig, at jeg med våde øjne forstummer, i stedet for at agerer eller tale, måske endda råbe min frustration ud, i grimme gloser, uden at bekymrer mig om hvem vinder dysten. Ikke at jeg ellers mangler temperament eller tilnærmelsesvis kan betegnes som tavs, men jeg må erkende at jeg håndterer visse situationer anderledes end ønskeligt og må kaste mig i mine følelsers vold. Præcis som alle andre.

Det kan godt afholde mig fra at sige tingene ligeud, sætte foden ned og, tro det eller lad være, fortælle mine egentlige følelser og tanker, til det modsatte køn. Mest fordi jeg frygter modreaktionen, skuffelsen og mandens sjældent misforståede vrede, der for det meste stikker dybere i mig end det sikkert var ment. For jeg kan rammes af ord, som andre kan rammes af en velplaceret kæberasler og selvom det senere hen forsøges opblødet, så vil porcelænsdukken altid fremstå skåret, trods forsøget på at klinke. Gad vide om det er der pandefurerne kommer fra...Hmm?!

Hvad vil jeg egentlig sige med alt dette? Først til de kære mænd: Hvor er i dejlig mandige, når i puster jer op og trækker ansigtet i de ufølsomme folder, men tænk før i agerer og lader ordene falde til jeres afløb. Hvor I får afløb, bliver andre fyldt! Kære kvinder, ikke alle følelser er tårerne værd og visse ting kan ikke grædes ud, uden en efterfølgende handling, men husk jeres intuition, at der sjældent går røg af en brand, uden ild. Sidst men ikke mindst, kære Tina..... reager dog, lad nu være med dine analytiske trangstanker og drømme forestillinger og nyd nuet, på godt og ondt. Slap af og tag en smøg!

Smoke gets in Your Eyes

It's a dirty job...

Jeg elsker mit job, altså vitterlig elsker det og jeg kan på ingen måde forestille mig livet uden, velvidende at jeg en dag kunne stå face to face, med det faktum at det ikke længere er der, som så mange andre danskere oplever i disse jobfattige tider. Det er i grunden en forfærdelig tanke og må stå på listen over mine top 5 mareridt, for hvis der er en ting jeg er bevidst om, er det at jeg ikke bliver nogen god hjemmegående husmor, selvom jeg også nyder mit privatliv og mit hjem.

Hvad er det så for et job jeg elsker så højt? Tja, det kan faktisk være svært at definere selv for mig, for titlen hedder noget så fint som proces tekniker, men jeg er i reglen den lille blæksprutte, som alle firmaer har, der har opgaver der spænder fra hende der udleverer papirclips, til større proces optimerende udredelser. Jeg forsøger, efter bedste evne at få begge verdener til at nå sammen og være en del af bindeleddet imellem manden på gulvet og manden der sidder med magten, mens begge parter har forskellige og dog lige høje forventninger til min funktion. Jeg er et stort service-organ, der skal tilfredsstille og opfylde alle parters behov, som til tider stiller mig som lusen imellem neglene og gør mine prioriteringer i jobbet til en balanceakt på en knivsæg. Et job som er skabt til mig og et job som jeg er skabt til, for jeg nyder den jordnære kontakt til alle mine kollegaer og jeg nyder at sidde med ved bordet, når store beslutninger træffes, men er disse egentlig forenelige?!

Uden at ville lyde klynkende, så finder jeg det til tider svært at tilfredsstille alle, men endnu værre tilfredsstille mig selv og leve op til egne forventninger, som til tider kan være højere end selv jeg kan magte. Nogen vil nok blot sige at jeg håndterer kritik rigtig dårlig og indrømmet, det er bestemt ikke min stærkeste side, for selvom min stilling nok ville stille de fleste overfor en udfordring, hvad angår ære, så har jeg for længe siden lovet mig selv, ikke at flyve højere end jeg stadig kan få snavs under neglene, sideløbende med en stræben efter noget større. Mit problem er nok at jeg ønsker at favne det hele, være den bedste, uden at tænke på at jeg naturligvis har mine begrænsninger og at døgnet kun indeholder 24 timer, hvilket betyder at  når jeg oplever kiks, så skal jeg være den første til at svinge pisken over mig selv..... og den slår hårdt!

Pisken giver de ekstra point, der mangler til at nå de 200% og skaber de forventede resultater, men giver en langt mere misfornøjet Tina, der taber hænderne hun har rakt ud til begge sider og det koster så på en anden konto. Kontoen der hedder trivsel, glæde og omgængelighed, som gør jeg netop kan knytte det vigtige
bånd, der gør at alle føler deres opgave eller problem prioriteret, uanset om man mangler clips eller står med en større opgave, der kræver en løsning. Nogle gange må man blot erkende at man ikke evner at være god nok til at blive valgt til og at man ikke både kan blæse og have mel i munden, hvilket selvfølgelig kunne få én til at vælge side....

Men sådan er jeg bare ikke indrettet, for jeg vil ikke vælge side og jeg vil helst ikke tabe nogen eller noget på gulvet, men selvom jeg prøver og føler jeg yder alt hvad jeg kan, så må jeg også erkende at jeg nogle gange skuffer! Hvor ville jeg samtidig ønske, at folk trådte i mine knap så sexede sikkerhedssko og oplevede hvordan det er at være den person,  folk tørre opgaverne af på, som de ikke selv magter eller mener er deres tid værd, men forventer udført til UG og helst igår. Jeg må nok blot erkende at jeg ikke kan gøre alle glade, selvom jeg ihærdigt forsøger efter bedste evne og acceptere at jeg er et fejlbarligt menneske og til tider skuffer arbejdsmæssigt, som privat., men damn...hvor er det svært!

It's a dirty job....