"Hun har ben i næsen" er et ofte brugt udtryk om den stærke moderne kvinde og jeg er ikke helt sikker på jeg altid forstår forherligelsen af, at de dertil indrettede gå-aggregater er placeret midt i trynen. Det vil jeg derfor i aften prøve at sætte i min virtuelle og så absolut generaliserende bås, også i en så ekstrem grad at der forhåbentligt ikke er nogen, som oprigtigt genkender følgende ude i den virkelige verden. Hun kan nemlig ALT selv og hun gør det, før du overhovedet har nået at række din hånd frem, hun tør stå ved og anerkender sit eget værd til fulde, siger altid sin uforbeholdne mening og har i det hele taget ikke brug for andres hjælp til noget, for at få livets små bump udjævnet, hvilket hun klarer alene ved hjælp af hendes verbale damptromle. Hun fastholder sin ret til have en mening om alle livets forhold, ja faktisk mener hun at man er forpligtet til at tage stilling og have et standpunkt og hun betragter det ikke som en ret, men nærmere et krav, hvis du skal nyde hendes respekt. Og den er ikke let at få, for er dine små livsanskuelser ikke så stålsatte som hendes, må de betragtes som uovervejede og hun kan simpelthen ikke tage det som seriøse overvejelser. Hun tager dog gerne en for holdet, for hun skal gerne i overbærenhedens tegn, fortælle dig hvordan facit skal se ud på bundlinjen og hvor skabet skal stå. Både på egne og på andres vegne. Er hun så stærk eller rettere så selvsikker, som ordsproget skal signalere? Det tror jeg ikke, men hun er en allerhelvedes god skuespiller, så længe publikum klapper!
Hendes alter ego må være den passive kvinde, hvis ben tripper på skift, som stod hun på glødende kul og som smilende trækker på skulderen, mens blikket flakker rundt i jagten på den rette mening at spejle sig i og som ikke rigtigt kan få skrutrækkeren til at dreje den rigtige vej, uden en kyndig (og gerne mandlig) vejleder til at føre hendes hånd. Hendes mening passer perfekt i den mund hun lytter til og hun nikker anerkendende og fremstammer et enkelt ja fra tid til anden, hvis hun da ikke ligefrem stiltiende accepterer alt hvad hendes omverden postulerer af krav, befalinger og kloge ordkløverier. Hun gør ingenting og kan INTET, end ikke have sine egne beskedne meningers mod og selvom benene ikke ligefrem sidder i lugteorganet, så bruges de absolut heller ikke til at stå på og hun må tilnærmelsesvis kaldes ben-amputeret. Pust og hun vakler og griber fat i den nærmeste arm der kan støtte hende, af enten ugidelig dovenskab eller tvivl på egen formåen. Hun fortæller dig aldrig hvad du skal tro, mene eller burde, for tænk hvis hendes facit liste er forkert eller tænk hvis nogen rent faktisk lytter og det forventes at hun skal agere krykke og når hun endelig træder et halvt skridt frem med sine inderste tanker, er det ofte på en spørgende facon, som en slags helgardering mod at skulle stå på mål senere hen. Du har heller ikke hendes respekt, for hun ejer ikke engang selvrespekten, så posen er tom på den konto. Og som den forrige beskrivelse, håber jeg bestemt også at der kun færdes et fåtal af disse kvinder på vores klode, for hun kan heller ikke tilnærmelsesvis betegnes som stærk. Ja, hun ligger ikke engang skjul på sin svaghed, men hylder den rettere. Hun skifter imellem at have lammende sceneskræk i livets teater, til at være en 2. rangs Diva der sidder i kulissen og nægter at betræde scenen, før champagnen er lagt på køl!
Og så er der sådan nogen som de fleste af os almindelige dødelige kvinder, som mere eller mindre har lidt af dem begge i os, alt afhængig af situationen, for selvom jeg ikke håber de ovenstående findes i deres reneste figur, så kan jeg godt nikke genkendende til at de hver især, fra tid til anden titter frem. Det er som at have en djævel og en engel på hver sin skulder, samtidig med ens fornuft bag pandeskallen forsøger at overdøve stemmerne og hvor kunne det være skønt hvis vi selv var herre over hvornår de trådte frem og tog over. Hvordan ser den stærke kvinde så ud, kan jeg jo så spørge mig selv og det ved jeg egentlig ikke, men selvom jeg ikke har begge ben på jorden eller stængerne proppet op i næsen, så håber jeg i min naive verden at det måske kan være min styrke, at have et ben i begge ender?!
Makrellen
Viser opslag med etiketten Identitet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Identitet. Vis alle opslag
onsdag den 3. juni 2015
tirsdag den 19. maj 2015
En knudemand i Dad-bod
Jeg kan ikke helt lade være med at trække let på smilebåndet, når jeg hører udtrykket knudemand, for jeg får indre billeder på nethinden af Onslow-typen henslængt i lænestolen, iført net-undertrøje og med en dåsebajer i den ene olieindsmurte hånd, mens den anden hånd klør, hvor der kløes skal, når man er en rigtig mand. Vi kender sikkert alle sådan én (jeg har kendt et par stykker) og du kaster måske endda et forsigtigt blik hen på sofaen, mens du sammenligner med ham, der i tidernes morgen hviskede søde ord i dine ører og smeltede dit pansrede hjerte, og som nu ligger der selvtilfreds og tilpas i dybeste tavshed, kun afbrudt af grynt. Sådan er det når de candyflossfarvede briller revner og vi længdes efter den helt afsindig romantiske mand, som kunne få tusindevis af bevingede insekter til at flakse rundt i vores mave, som havde man sluppet alle regnskovens sommerfugle løs dernede. "Ohh Nice", som karakteren ville have sagt, med en vis portion sarkasme, men hvis jeg skal være ærlig så finder jeg den type mand mere skræmmende end lattervækkende!
Men hvad er en knudemand for en fætter, hvis vi nu skal dissekere handyret til mere spiselige bidder, så vi alle kan være med og er han overhovedet så indestængt og sammenknyttet, som betegnelsen antyder eller er han i virkeligheden blot pisse ligeglad med alt andet omkring sig, så længe han får dækket hans behov og stillet sin kløe? Det har nemlig intet med mandens udseende at gøre, for selvom en net-undertrøje overlader mindre til fantasien end man kunne ønske og den toppede mave kunne antyde et forvokset garnnøgle, hvis man kniber øjnene nok sammen, så er knuden er ikke umiddelbar synlig udenpå. Den er måske endda slet ikke ret stor af størrelse, men alligevel præcis stor nok til at blokere for forbindelsen til følelsescenteret i hjernen og her kommer vi til den creepy del... Han har sgu selv sat den der!
Han er så langt fra ligeglad, men vælger at lukke af for de elementer, der kan få ham på usikker grund og få ham til at miste kontrollen og ét af de elementer kan desværre være kvinden i hans liv. Han har sådan en indbygget tænd/sluk knap, som kan lukke ned for de dele af hjerneaktiviteten der er i berøring med andet end hans basale behovscenter og det er jo egentlig ret smart, men hvad får han mon ud af det? Det skal jeg sige dig... Han får magt! Han er udmærket klar over at vi kvinder ikke er velekviperet med evnen til at afbryde forbindelsen til vores tanker og lukke de følelsesmæssige reaktorer ned og at vi har et ligeså stort behov for at høre ham hviske et par søde fraser fra tid til anden, som at trække vejret. Det giver ham muligheden for at være i fuld kontrol over både sit eget følelses register, men også over kvindens, for hans tavshed øger blot gisningerne og kvinden vil forsøge endnu mere ihærdigt at få ham til at løsne op, mens hun konstant forsøger at aflæse hans tanker.
Dette betyder naturligvis ikke at knuden er lige stram bundet hele tiden, for selv en knudemand kan jo snuble i sine snørebånd fra tid til anden og det er her kvinden ser et glimt af den fantastiske mand han vælger ikke at være, hvilket kun gør hende endnu mere forvirret. Hun føler det som om han straffer hende og det gør han måske også, for når man ser i historiebøgerne ligger begreberne hævn og magt lige til det højre herre-ben. Han agerer Vor Herre der giver med den ene hånd, mens han tager med den anden, hvis den da ikke lige er optaget af andre og mere presserende opgaver, som at ae sig selv på dunken eller klø sig selv i løgposen. Det kunne dog så ganske glimrende harmonere med den seneste trend indenfor mandekroppe, nemlig the Dad-bod eller i en mere fordansket version far-kroppen, som er den lidt kvabsede type med lidt til gården og gaden og som nu er blevet idealet for kvindens beundring. Og der skal ikke herske nogen tvivl om at sådanne "rigtige" mænd, der giver lidt efter i trommeskindet når man trykker på dem, er ret så sexede og kan tænde noget i os kvinder, men det er altså ikke nok at stille sig nøgen op foran en kvinde, med kæften stripset til og dermed kalde sig for trendsætter og tro hun føler sig som verdens heldigste kvinde.
Jeg ved godt jeg stiller tingene lidt på spidsen nu for at understrege min pointe og hvis der sidder nogle mænd derude og læser dette og føle sig truffet, er det ganske uden grund, for jeg tømmer som vanligt blot hovedet, for hvad det er ved at løbe over af. Eller også er du måske en knudemand?! Men jeg sidder også med en øv-følelse, at der stadig i 2015 findes den slags mænd, som leger rollespils-bødler med tavshedens sværd og som ikke vælger at bruge deres nye ideal status, til at være de attraktive, stærke og maskuline mænd der har fundet ud af de er udstyret med et kommunikationscenter.
Når du strammer garnet, kvæler du jo barnet...
Men hvad er en knudemand for en fætter, hvis vi nu skal dissekere handyret til mere spiselige bidder, så vi alle kan være med og er han overhovedet så indestængt og sammenknyttet, som betegnelsen antyder eller er han i virkeligheden blot pisse ligeglad med alt andet omkring sig, så længe han får dækket hans behov og stillet sin kløe? Det har nemlig intet med mandens udseende at gøre, for selvom en net-undertrøje overlader mindre til fantasien end man kunne ønske og den toppede mave kunne antyde et forvokset garnnøgle, hvis man kniber øjnene nok sammen, så er knuden er ikke umiddelbar synlig udenpå. Den er måske endda slet ikke ret stor af størrelse, men alligevel præcis stor nok til at blokere for forbindelsen til følelsescenteret i hjernen og her kommer vi til den creepy del... Han har sgu selv sat den der!
Han er så langt fra ligeglad, men vælger at lukke af for de elementer, der kan få ham på usikker grund og få ham til at miste kontrollen og ét af de elementer kan desværre være kvinden i hans liv. Han har sådan en indbygget tænd/sluk knap, som kan lukke ned for de dele af hjerneaktiviteten der er i berøring med andet end hans basale behovscenter og det er jo egentlig ret smart, men hvad får han mon ud af det? Det skal jeg sige dig... Han får magt! Han er udmærket klar over at vi kvinder ikke er velekviperet med evnen til at afbryde forbindelsen til vores tanker og lukke de følelsesmæssige reaktorer ned og at vi har et ligeså stort behov for at høre ham hviske et par søde fraser fra tid til anden, som at trække vejret. Det giver ham muligheden for at være i fuld kontrol over både sit eget følelses register, men også over kvindens, for hans tavshed øger blot gisningerne og kvinden vil forsøge endnu mere ihærdigt at få ham til at løsne op, mens hun konstant forsøger at aflæse hans tanker.
Dette betyder naturligvis ikke at knuden er lige stram bundet hele tiden, for selv en knudemand kan jo snuble i sine snørebånd fra tid til anden og det er her kvinden ser et glimt af den fantastiske mand han vælger ikke at være, hvilket kun gør hende endnu mere forvirret. Hun føler det som om han straffer hende og det gør han måske også, for når man ser i historiebøgerne ligger begreberne hævn og magt lige til det højre herre-ben. Han agerer Vor Herre der giver med den ene hånd, mens han tager med den anden, hvis den da ikke lige er optaget af andre og mere presserende opgaver, som at ae sig selv på dunken eller klø sig selv i løgposen. Det kunne dog så ganske glimrende harmonere med den seneste trend indenfor mandekroppe, nemlig the Dad-bod eller i en mere fordansket version far-kroppen, som er den lidt kvabsede type med lidt til gården og gaden og som nu er blevet idealet for kvindens beundring. Og der skal ikke herske nogen tvivl om at sådanne "rigtige" mænd, der giver lidt efter i trommeskindet når man trykker på dem, er ret så sexede og kan tænde noget i os kvinder, men det er altså ikke nok at stille sig nøgen op foran en kvinde, med kæften stripset til og dermed kalde sig for trendsætter og tro hun føler sig som verdens heldigste kvinde.
Jeg ved godt jeg stiller tingene lidt på spidsen nu for at understrege min pointe og hvis der sidder nogle mænd derude og læser dette og føle sig truffet, er det ganske uden grund, for jeg tømmer som vanligt blot hovedet, for hvad det er ved at løbe over af. Eller også er du måske en knudemand?! Men jeg sidder også med en øv-følelse, at der stadig i 2015 findes den slags mænd, som leger rollespils-bødler med tavshedens sværd og som ikke vælger at bruge deres nye ideal status, til at være de attraktive, stærke og maskuline mænd der har fundet ud af de er udstyret med et kommunikationscenter.
Når du strammer garnet, kvæler du jo barnet...
tirsdag den 14. april 2015
And you can qoute me on that....
Det er ingen hemmelighed at jeg er en sucker efter et godt citat, som på magisk vis kan sige det samme i ganske få ord, som jeg kan skrive stolpe op og ned om. Og jeg kan næppe være den eneste der finder trøst og enorm stor sandhed i de store filosoffers ord, alt efter humøret, men der er dog enkelte citater jeg er begyndt at opfatte som direkte forkerte og en hel del fortærskede igennem den personlige mølle. De ligner ofte en omskrivning af hinanden på diverse sprog med et billede af en knyttet hånd eller en gude smuk 50'er pin up med misundelses hvide tænder. Den type lyder noget ala: "Tag mig som jeg er, jeg kan ikke laves om!" eller "Hvis du ikke kan lide mig, er det dit problem!"
Vi skal naturligvis heller ikke gå rundt og lave om på hinanden hele tiden og vi skal i en så vidt mulig udstrækning hylde vores forskeligheder, for det er jo dem der giver tilværelsen vitalitet og liv. Vi har alle noget godt i os og det er naturligvis os selv der er førstevælger til hvad vi bringer til bordet og dermed tager med i bagagen her i livet, selvom man til tider kunne ønske at kufferten blev væk på livets bagagebånd. Men når det er sagt, så synes jeg faktisk slet ikke det er noget man bør stile efter at opnå, med mindre man ligefrem ønsker at fremstå afvisende og søger et liv så ganske alene i en egocentrisk verden, hvor din kat (som ligeså gerne skider i naboens have som i din) er din nærmeste allierede. "Arhm, jeg er da pisse ligeglad med hvad andre mener om mig", vil nogen sikkert sige og det er da også et statement at komme med, som i sig selv signalere en ting eller to, men det når sandheden skal frem er vi jo næppe ligeglade. Inderst inde vil vi jo gerne være attraktive for vores medmennesker, både i krop og sjæl, så hvorfor ikke tage tyren ved hornene og fordybe os i det vi virkelig kan påvirke. Os selv!
Hvis vi nu alle engang imellem reflekterede lidt over hvorledes vi påvirker vores omverden, så vil jeg hermed påstå at man komme nærmere at blive den bedste version, for der er naturligvis visse sandheder i hvordan andre opfatter én. Her taler jeg ikke om udseende og præferencer, for det er naturligvis en smagssag og en meget svær ting at ændre hos et andet menneske, men jeg taler om hvorledes vores egen ageren påvirker vores omverden. Lad mig give et eksempel: Hvis 10 mennesker finder din opførsel utiltalende, er det så alle 10 der tager fejl eller kunne det evt. være noget som du gør, således du opfattes sådan? Selvom du har de bedste intentioner og slet ikke har til hensigt at opfører dig utåleligt, er det oftest langt det letteste at lukke øjnene for kritikken og fortsætte sin ensomme færden. Jeg mener nu alligevel at man bør overveje at tilpasse sig modtageren af ens ord, gøren og laden, hvis vi vil have det rette budskab frem og få de bedste sider af hinanden i centrum.
Vi skal lade være med at holde så hårdt på vores ret til at gøre og sige præcist som vi vil, mens vi venter på at ligesindede stiller sig i kø til en tur i karrusellen, hvor vi uden konsekvenser kan gebærde os som vi vil. For igennem hele vores liv vil der være mennesker omkring os som vi skal interagere med, hvis bekendtskab vi ikke selv har valgt og som ikke har valgt os.
Ja ja ja, lille Tina. Nu er der jo nok nogen der husker at jeg skal selv har benyttet mig flittigt at nogenlunde samme udtryk, hvilket jeg også gerne indrømmer. Jeg har været uformelig stædig i min tilgang til visse mennesker og er det gensidigt helt sikkert hos nogen, som synes jeg er dominerende, skrap, utilgængelig, ufølsom, påståelig, kværulerende og en masse andre lidet flatterende udtryk. Og de har helt sikkert ret, for sådan er min profil og det er ingen undskyldning jeg kommer med, men det faktum at jeg tilhører den yderste fløj af ekstroverte dominerende personligheder, der har utroligt svært ved at se verden i andre nuancer end sort og hvid. Og jeg ved det!
Jeg kan stadig tage mig selv i at finde andres metoder forkerte, når de ikke tænker og gør som jeg, selvom jeg næppe er den rette til at tage pokalen for at have fundet de vise sten eller Emma Gads fortjeneste medalje for korrekt adfærd. Men jeg vil oprigtigt gerne blive bedre. Et bedre menneske om I vil. Jeg vil gerne lære en snert af alle de utrolige evner og styrker jeg ser i så andre, men som jeg ikke selv kom sovende til, da personligheder og blev delt ud. Andre har en anden personlighed, som hverken er mere rigtig eller forkert.... blot anderledes.
Du er den nuværende bedste version af dig og jeg er den nuværende bedste version af mig, men det betyder ikke at vi ikke alle kan trænge til en opdatering.
Vi skal naturligvis heller ikke gå rundt og lave om på hinanden hele tiden og vi skal i en så vidt mulig udstrækning hylde vores forskeligheder, for det er jo dem der giver tilværelsen vitalitet og liv. Vi har alle noget godt i os og det er naturligvis os selv der er førstevælger til hvad vi bringer til bordet og dermed tager med i bagagen her i livet, selvom man til tider kunne ønske at kufferten blev væk på livets bagagebånd. Men når det er sagt, så synes jeg faktisk slet ikke det er noget man bør stile efter at opnå, med mindre man ligefrem ønsker at fremstå afvisende og søger et liv så ganske alene i en egocentrisk verden, hvor din kat (som ligeså gerne skider i naboens have som i din) er din nærmeste allierede. "Arhm, jeg er da pisse ligeglad med hvad andre mener om mig", vil nogen sikkert sige og det er da også et statement at komme med, som i sig selv signalere en ting eller to, men det når sandheden skal frem er vi jo næppe ligeglade. Inderst inde vil vi jo gerne være attraktive for vores medmennesker, både i krop og sjæl, så hvorfor ikke tage tyren ved hornene og fordybe os i det vi virkelig kan påvirke. Os selv!
Hvis vi nu alle engang imellem reflekterede lidt over hvorledes vi påvirker vores omverden, så vil jeg hermed påstå at man komme nærmere at blive den bedste version, for der er naturligvis visse sandheder i hvordan andre opfatter én. Her taler jeg ikke om udseende og præferencer, for det er naturligvis en smagssag og en meget svær ting at ændre hos et andet menneske, men jeg taler om hvorledes vores egen ageren påvirker vores omverden. Lad mig give et eksempel: Hvis 10 mennesker finder din opførsel utiltalende, er det så alle 10 der tager fejl eller kunne det evt. være noget som du gør, således du opfattes sådan? Selvom du har de bedste intentioner og slet ikke har til hensigt at opfører dig utåleligt, er det oftest langt det letteste at lukke øjnene for kritikken og fortsætte sin ensomme færden. Jeg mener nu alligevel at man bør overveje at tilpasse sig modtageren af ens ord, gøren og laden, hvis vi vil have det rette budskab frem og få de bedste sider af hinanden i centrum.
Vi skal lade være med at holde så hårdt på vores ret til at gøre og sige præcist som vi vil, mens vi venter på at ligesindede stiller sig i kø til en tur i karrusellen, hvor vi uden konsekvenser kan gebærde os som vi vil. For igennem hele vores liv vil der være mennesker omkring os som vi skal interagere med, hvis bekendtskab vi ikke selv har valgt og som ikke har valgt os.
Ja ja ja, lille Tina. Nu er der jo nok nogen der husker at jeg skal selv har benyttet mig flittigt at nogenlunde samme udtryk, hvilket jeg også gerne indrømmer. Jeg har været uformelig stædig i min tilgang til visse mennesker og er det gensidigt helt sikkert hos nogen, som synes jeg er dominerende, skrap, utilgængelig, ufølsom, påståelig, kværulerende og en masse andre lidet flatterende udtryk. Og de har helt sikkert ret, for sådan er min profil og det er ingen undskyldning jeg kommer med, men det faktum at jeg tilhører den yderste fløj af ekstroverte dominerende personligheder, der har utroligt svært ved at se verden i andre nuancer end sort og hvid. Og jeg ved det!
Jeg kan stadig tage mig selv i at finde andres metoder forkerte, når de ikke tænker og gør som jeg, selvom jeg næppe er den rette til at tage pokalen for at have fundet de vise sten eller Emma Gads fortjeneste medalje for korrekt adfærd. Men jeg vil oprigtigt gerne blive bedre. Et bedre menneske om I vil. Jeg vil gerne lære en snert af alle de utrolige evner og styrker jeg ser i så andre, men som jeg ikke selv kom sovende til, da personligheder og blev delt ud. Andre har en anden personlighed, som hverken er mere rigtig eller forkert.... blot anderledes.
Du er den nuværende bedste version af dig og jeg er den nuværende bedste version af mig, men det betyder ikke at vi ikke alle kan trænge til en opdatering.
søndag den 12. april 2015
Picture that...
De fleste mennesker i dag har en eller anden form for profil, på én eller flere sociale medier og jeg er naturligvis heller ikke undtagelsen, når det kommer til forsøget på at følge med det virtuelle beat, hvis man da kan kalde gode gamle facebook det. Det er et eminent forum at male sit billede af verden i de helt rigtige farver og fremstå præcis som man vil, hvis man da ellers tillægger sin gøren og laden nærmere dybere eftertanke.
Det er absolut ikke altid med de store overvejelser jeg liker, deler eller poster på fb, ligesom jeg har skrevet blogs her, jeg ikke længere kan blive helt enig med mig selv om det nu også var så kloge ord, der fandt vej gennem tankespindet. Men præcis som i virkelighedens verden hvor vi ser hinanden i øjnene, når ordene strømmer ud af oral-orglet og vores handlinger udstilles til omverdenens skue, så vælger jeg at lade det skrevne stå, på godt og ondt. Jeg kan jo heller ikke tage det talte tilbage eller slette minderne på andres indre harddisc, for ikke at tale om min egen som stadig formår at lagre en smule, trods de 38 somre. Det er jo ikke nødvendigvis her jeg er i dag og heller ikke sådan jeg vil betragtes, men det fortæller dog om den vej jeg er gået for at blive hende jeg er i dag.
Og hvordan vil jeg så gerne fremstå? Ja, allerhelst vil jeg naturligvis bades i det positivitetens spotlight, hvis jeg selv kunne vælge, men det er ikke min beslutning alene, for hvad end jeg udsender af handlinger, ord og billeder, ryger direkte til analyse hos alle jer, hvis facit jeg ikke nødvendigvis kan påvirke. Det er jo ikke kun i virkelighedens verden vi påvirker folk til at have en holdning om os, det gør vi i høj grad også i den virtuelle verden, hvor de mange sitrende pixels måske ligefrem slører vores ellers så udemærkede dømmekraft og sætter den ellers så gode opdragelse på højkant. For modsat de mange opdateringer om aftensmadens nærmest usynlige kalorieindhold og billeder af barnebarnets fremmelige pottetræning, så oplever jeg nogle gange at den gode etikette fuldstændig forsvinder, når jeg f.eks af total narcissistiske grunde skifter profilbillede.
Her er et udpluk af de kommentarer jeg har fået med på vejen, både skriftligt, men også verbalt ude i den store verden: "Det er alt for meget make up", "Er du ikke blevet for gammel til alt den spartel", "En sminkedåse", "Det ser unaturligt ud", "Hvorfor bleger du dit hår så lyst", "man kan jo ikke arbejde med så lange negle"... Okay indrømmet, jeg er nok en dullefrø, på godt og ondt, men guess what... Mit blod er også rødt!
Ordene sårer mig egentlig ikke, men det stikker faktisk i mig at nogle mennesker , mener det er okay at pådutte deres holdning, og som ikke regner mig for mere eller vælger at se andet end den foundation jeg har på.
Men, for der er jo altid et men, så kan man jo spørge sig selv om tænketanken slår endnu flere kolbøtter over alle de usagte ord, men det er en helt anden blog .....
Det er absolut ikke altid med de store overvejelser jeg liker, deler eller poster på fb, ligesom jeg har skrevet blogs her, jeg ikke længere kan blive helt enig med mig selv om det nu også var så kloge ord, der fandt vej gennem tankespindet. Men præcis som i virkelighedens verden hvor vi ser hinanden i øjnene, når ordene strømmer ud af oral-orglet og vores handlinger udstilles til omverdenens skue, så vælger jeg at lade det skrevne stå, på godt og ondt. Jeg kan jo heller ikke tage det talte tilbage eller slette minderne på andres indre harddisc, for ikke at tale om min egen som stadig formår at lagre en smule, trods de 38 somre. Det er jo ikke nødvendigvis her jeg er i dag og heller ikke sådan jeg vil betragtes, men det fortæller dog om den vej jeg er gået for at blive hende jeg er i dag.
Og hvordan vil jeg så gerne fremstå? Ja, allerhelst vil jeg naturligvis bades i det positivitetens spotlight, hvis jeg selv kunne vælge, men det er ikke min beslutning alene, for hvad end jeg udsender af handlinger, ord og billeder, ryger direkte til analyse hos alle jer, hvis facit jeg ikke nødvendigvis kan påvirke. Det er jo ikke kun i virkelighedens verden vi påvirker folk til at have en holdning om os, det gør vi i høj grad også i den virtuelle verden, hvor de mange sitrende pixels måske ligefrem slører vores ellers så udemærkede dømmekraft og sætter den ellers så gode opdragelse på højkant. For modsat de mange opdateringer om aftensmadens nærmest usynlige kalorieindhold og billeder af barnebarnets fremmelige pottetræning, så oplever jeg nogle gange at den gode etikette fuldstændig forsvinder, når jeg f.eks af total narcissistiske grunde skifter profilbillede.
Her er et udpluk af de kommentarer jeg har fået med på vejen, både skriftligt, men også verbalt ude i den store verden: "Det er alt for meget make up", "Er du ikke blevet for gammel til alt den spartel", "En sminkedåse", "Det ser unaturligt ud", "Hvorfor bleger du dit hår så lyst", "man kan jo ikke arbejde med så lange negle"... Okay indrømmet, jeg er nok en dullefrø, på godt og ondt, men guess what... Mit blod er også rødt!
Ordene sårer mig egentlig ikke, men det stikker faktisk i mig at nogle mennesker , mener det er okay at pådutte deres holdning, og som ikke regner mig for mere eller vælger at se andet end den foundation jeg har på.
Men, for der er jo altid et men, så kan man jo spørge sig selv om tænketanken slår endnu flere kolbøtter over alle de usagte ord, men det er en helt anden blog .....
fredag den 27. marts 2015
Mit navn det står med......
Kært barn har mange navne og jeg lystre alt fra Tina og Mor til Kost, hvoraf det første er mine forældres valg af tilkaldenavn, den næste min datters første fremstammede ord og det sidste er jeg navgivet af en lille skare af underskønne veninder, der kender mig lidt for godt. Det med navne forandring er sgu da en underlig størrelse, men ikke destomindre er det meget udbredt at vi ændre vores navn til noget mere stilet, der matcher vores vores nye Kähler vaser og de åh så trendy Hey-puder. De fleste folk er døbt helt almindelige navne og har igennem deres ganske ordinære rugbrøds-danske opvækst accepteret og lystret navnet som de har fået. Men der er dog også dem, som pludselig finder det så livsnødvendigt for deres identitet at tage navnet på et eksotisk krydderi eller få stoppet fire ekstra vokaler ind, for at påpege deres status som unikum og livet skal blive en dans på roser. Newsflash... Det er ikke dit navn der mangler bogstaver, men dit liv der mangler indhold, hvis dit største problem er at hedde Bente og ikke ved hvor du skal få stoppet det Z ind, uden at henlede folks opmærksomhed på brændbare væsker!
Det kunne naturligvis tænkes at navneforandringerne sker for at kryptere Påskens gækkebreve til moster Inger, men jeg tror nu alligevel der ligger andre motiver bag. Det er som om vores navn har ændret sig fra at være en del af vores identitet, til et stykke modetøj vi tager på, for at understrege vores Mantra "Jeg er ikke som alle andre", hvilket for mig er en ret sørgelig pokal at stile efter, i en verden hvor vi trods anerkendelsen af forskellighed, bevæger os imod et mere egoistisk og solitært liv. Måske er det også bare for at så er det lettere for Thomas Blackman at huske mig, når jeg stiller op i X-factor og fortolker Joe Cocker, mens seerne spørger: "Kunne hendes forældre ikke lide hende siden hun skulle hedde Gurkemeje Xørensen?" og om Kværn-peber ikke havde været mere passende!
Jeg er glad for mit navn, Tina Møller Rasmussen og det er jeg mest af alt fordi, det er min første gave fra mine forældre, hvis vi lige ser bort fra den mindre detalje vi kalder livet. Min far blev selv opdraget med en vis stolthed om vores familienavn, om end den til tider grænsede til storhedsvanvid fra min afdøde farfar's side, men til trods har den nok smittet så tilpas meget af, at jeg faktisk er ret så stolt af mit ganske almindelige efternavn. Så meget at jeg nægtede at tage navneskifte, da jeg i sin tid blev gift, med min eksmand, som dog fuldt ud og stiltiende accepterede min beslutning, men som jeg lige synes, skulle ophøjes til verdens mest vigtige beslutning. Jeg skulle fandeme ikke hedde andet end Rasmussen, hvilket i dag virker lidt fjollet, for hvem pokker ønsker at hedde det samme som den tidligere statsminister, med grimme cykelshorts og en endnu grimmere cykelhjelm??? Never mind, men jeg ligger åbenbart en stor del af min identitet i navnet og at eks-manden havde samme mellemnavn som jeg, nemlig Møller, var jo slet ikke det samme, da mit mellemnavn havde en historie og var opkaldt efter min oldefar, som var møller af profession, hvilket igen gav mig en vis stolthed i at bære det navn. What??? Han malede korn om til mel og var jo ikke ligefrem nogen alkymist, men blot en jævn og hårdtarbejdende mand. Så skulle jeg måske håbe min datter kaldte sig Logistik Teknolog til mellemnavn? Not!
Kunne jeg finde på at ændre navn i dag, hvis kæresten skulle forvilde sig til at fri til mig, hvilket nok sker den dag han er færdig med alle hans projekter (hvilket er aldrig)? Det ved jeg faktisk ikke, men jeg tror det ikke, for om jeg vil det eller ej, kaldes jeg åbenbart allerede Tina Murer i lokale folkemunde, hvilket ikke engang er hans efternavn, men blot øgenavn kommet af hans fars profession. Og det irriterer mig faktisk, for jeg er min egen person og ikke noget side-kick, som ikke fortjener at blive kaldt sit navn eller i det mindste får sit eget øgenavn. Men når det nu ikke kan være anderledes, priser jeg mig blot lykkelig for at hans far ikke var kloakrenser, og dermed fik et værre øgenavn, hvilket ville være flittigt brugt i det samfund jeg bor i, hvor alle har et øgenavn.
Min pointe er: Dit navn gør dig hverken lykkelig eller ulykkelig, blot genkendelig for alle os andre, hvilket ikke er så dårligt endda. Det er ikke dit navn der definerer dig, men dine handlinger.
Det kunne naturligvis tænkes at navneforandringerne sker for at kryptere Påskens gækkebreve til moster Inger, men jeg tror nu alligevel der ligger andre motiver bag. Det er som om vores navn har ændret sig fra at være en del af vores identitet, til et stykke modetøj vi tager på, for at understrege vores Mantra "Jeg er ikke som alle andre", hvilket for mig er en ret sørgelig pokal at stile efter, i en verden hvor vi trods anerkendelsen af forskellighed, bevæger os imod et mere egoistisk og solitært liv. Måske er det også bare for at så er det lettere for Thomas Blackman at huske mig, når jeg stiller op i X-factor og fortolker Joe Cocker, mens seerne spørger: "Kunne hendes forældre ikke lide hende siden hun skulle hedde Gurkemeje Xørensen?" og om Kværn-peber ikke havde været mere passende!
Jeg er glad for mit navn, Tina Møller Rasmussen og det er jeg mest af alt fordi, det er min første gave fra mine forældre, hvis vi lige ser bort fra den mindre detalje vi kalder livet. Min far blev selv opdraget med en vis stolthed om vores familienavn, om end den til tider grænsede til storhedsvanvid fra min afdøde farfar's side, men til trods har den nok smittet så tilpas meget af, at jeg faktisk er ret så stolt af mit ganske almindelige efternavn. Så meget at jeg nægtede at tage navneskifte, da jeg i sin tid blev gift, med min eksmand, som dog fuldt ud og stiltiende accepterede min beslutning, men som jeg lige synes, skulle ophøjes til verdens mest vigtige beslutning. Jeg skulle fandeme ikke hedde andet end Rasmussen, hvilket i dag virker lidt fjollet, for hvem pokker ønsker at hedde det samme som den tidligere statsminister, med grimme cykelshorts og en endnu grimmere cykelhjelm??? Never mind, men jeg ligger åbenbart en stor del af min identitet i navnet og at eks-manden havde samme mellemnavn som jeg, nemlig Møller, var jo slet ikke det samme, da mit mellemnavn havde en historie og var opkaldt efter min oldefar, som var møller af profession, hvilket igen gav mig en vis stolthed i at bære det navn. What??? Han malede korn om til mel og var jo ikke ligefrem nogen alkymist, men blot en jævn og hårdtarbejdende mand. Så skulle jeg måske håbe min datter kaldte sig Logistik Teknolog til mellemnavn? Not!
Kunne jeg finde på at ændre navn i dag, hvis kæresten skulle forvilde sig til at fri til mig, hvilket nok sker den dag han er færdig med alle hans projekter (hvilket er aldrig)? Det ved jeg faktisk ikke, men jeg tror det ikke, for om jeg vil det eller ej, kaldes jeg åbenbart allerede Tina Murer i lokale folkemunde, hvilket ikke engang er hans efternavn, men blot øgenavn kommet af hans fars profession. Og det irriterer mig faktisk, for jeg er min egen person og ikke noget side-kick, som ikke fortjener at blive kaldt sit navn eller i det mindste får sit eget øgenavn. Men når det nu ikke kan være anderledes, priser jeg mig blot lykkelig for at hans far ikke var kloakrenser, og dermed fik et værre øgenavn, hvilket ville være flittigt brugt i det samfund jeg bor i, hvor alle har et øgenavn.
Min pointe er: Dit navn gør dig hverken lykkelig eller ulykkelig, blot genkendelig for alle os andre, hvilket ikke er så dårligt endda. Det er ikke dit navn der definerer dig, men dine handlinger.
onsdag den 9. april 2014
Eventyret om Aske-kompot....
Hvad gør dig trist? Og inden vi i flæng nævner hungersnød og verdens undergang, må jeg lige påpege at det jeg refererer til, er en smule mere nærlæggende og inden for min påvirkelighed, uden at skulle melde sig til læger uden grænser eller redde orangutang-unger i Borneos jungle! For selvom det ovenstående sagtens kan gøre mig trist og ilde til mode og man i bedste sendetid får spædet kaffen med, hvor destruktivt et samfund vi lever i, så må jeg indrømme at det er de nære ting der bidrager til min sindstilstands nedgående kurve.
Jeg plejer at sige at man ikke bør spilde sit krudt på det man alligevel ikke kan ændre eller i en eller anden grad påvirke og alligevel lever jeg nok ikke helt efter mine egne postulater, når jeg skal lægge hovedet på "bloggen". Og det skal jeg, for her sidder jeg efter lang tids stilhed fra tastaturets klapren, med følelsen af at skulle skrifte til blog-guden, inden munden løber over med hvad hovedet ikke længere kan rumme. Selvom mit univers her, aldrig spørger mig hvorledes jeg har det og om det går godt, så formår det altid at tage trykket akkurat i tide, inden jeg eksploderer i kropslig eller mental forstand. I hvert fald for det meste....
Jeg er den seneste tid blevet spurgt flere gange om hvorledes jeg har det og om det går godt og om der er noget galt, til hvilket jeg naturligvis instinktivt svarer "Helt fint", "Okay, hvad med dig" og "Jooooo, det er nok godt nok"! Men i dette nu er det løgn og latin og ønsker man at forblive i lykkelig uvidenhed, så bedes nye som gamle læsere springe til næste blog nu eller genoptage onsdagens ynglings tv-program, med dertilhørende citronmåne og en cognac til kaffen.
Og ja, jeg er lidt skuffet, lidt trist, lidt ked af det, lidt magtesløs, lidt bekymret, lidt bange, lidt vred og lidt utryg og samtidig ramt af en underlig lyst til at gemme mig, i en størrelse jeg ellers sjældent mærker til... En stor lyst, til at fortrække. Tag det bare roligt, for jeg er ikke på kanten af en depression, nedlagt af stress eller på anden måde på vej ud over den usynlige kant, men - indrømmet - jeg har lidt svært ved at se lyspunkterne for tiden, selvom foråret spirer frem alle vegne og dagene bliver længere. Bevares jeg svælger ikke just i negative tanker og modløshed hele tiden, for selvfølgelig er der masser af ting i livet jeg glædes over, men hvad hjælper det at have de flotteste glassko på, hvis de skaver lidt hele tiden? Når man har ligtorne på følehornene, er det vel unægtelig også lettere at trække dem til sig, når man har opbrugt sit sidste lindrende ligtorne plaster og ikke gider kæmpe mere?! Askepot fortrak jo også, men hun tog dog ikke turen ned med hovedet først, men kunne nøjes med at tabe sin ene glassko, blot for at kunne blive genfundet af prinsen. Hvis Askepot skulle gå i sikkerhedssko med sømværn, var eventyret måske nok endt noget anderledes?!
Arhhh jeg kan blive helt vred på mig selv, mens tasterne klikker i takt med fuglenes aften-kvidren og jeg på skrift ser mine tudekiks virtuelt spredt, men sådan ekkoer det nu engang inde bag min pandeskal i aften. Og selvom jeg måske burde nøjes med at være vred på mig selv (mit liv, mit ansvar), så falder det mig unægtelig svært, når jeg sidder tilbage med følelsen af at mine frustrationers overløb, mødes med den største tiltro til at jeg kan klare næsten alt. Det falder mig derimod let at konkludere, at det absolut også er din skyld.... bare en smule.... for hvis dette er livets eventyr og jeg er prinsessen, hvorfor redder du mig så ikke, nu fuglene stemmer i???
Fakta er nok, ved nærmere eftertanke, at mit voksenliv aldrig har været en fælles opgave eller nogen andens ansvar end mit eget, og hvornår underskrev jeg i øvrigt også lige den kontakt, med feen som skulle trylle mus om til hvide heste og græskaret om til en karet? Det er efterhånden længe siden og måske er det netop det faktum at kontrakten er udløbet, ugyldig og ikke står til fornyelse, der flår lidt i mit indre og at jeg ikke med Askepots graciøse værdighed, knokler uanfægtet videre ledsaget af spurvenes skønsang, men må erkende jeg momentært har tabt pusten... (selvom navnet passer meget godt, efter indholdet af aftenenes askebæger at dømme, Aske-kompot..)..Hvem ved?! Måske bliver det ikke som graciøs prinsesse jeg kæmper mig op ad trinene igen, men efter overbevisningen om at alle eventyr ender lykkeligt, så er det måske også lys forude for mig..... Hvis altså vi ser bort fra "Den lille pigen med svovlstikkerne"!
Jeg plejer at sige at man ikke bør spilde sit krudt på det man alligevel ikke kan ændre eller i en eller anden grad påvirke og alligevel lever jeg nok ikke helt efter mine egne postulater, når jeg skal lægge hovedet på "bloggen". Og det skal jeg, for her sidder jeg efter lang tids stilhed fra tastaturets klapren, med følelsen af at skulle skrifte til blog-guden, inden munden løber over med hvad hovedet ikke længere kan rumme. Selvom mit univers her, aldrig spørger mig hvorledes jeg har det og om det går godt, så formår det altid at tage trykket akkurat i tide, inden jeg eksploderer i kropslig eller mental forstand. I hvert fald for det meste....
Jeg er den seneste tid blevet spurgt flere gange om hvorledes jeg har det og om det går godt og om der er noget galt, til hvilket jeg naturligvis instinktivt svarer "Helt fint", "Okay, hvad med dig" og "Jooooo, det er nok godt nok"! Men i dette nu er det løgn og latin og ønsker man at forblive i lykkelig uvidenhed, så bedes nye som gamle læsere springe til næste blog nu eller genoptage onsdagens ynglings tv-program, med dertilhørende citronmåne og en cognac til kaffen.
Og ja, jeg er lidt skuffet, lidt trist, lidt ked af det, lidt magtesløs, lidt bekymret, lidt bange, lidt vred og lidt utryg og samtidig ramt af en underlig lyst til at gemme mig, i en størrelse jeg ellers sjældent mærker til... En stor lyst, til at fortrække. Tag det bare roligt, for jeg er ikke på kanten af en depression, nedlagt af stress eller på anden måde på vej ud over den usynlige kant, men - indrømmet - jeg har lidt svært ved at se lyspunkterne for tiden, selvom foråret spirer frem alle vegne og dagene bliver længere. Bevares jeg svælger ikke just i negative tanker og modløshed hele tiden, for selvfølgelig er der masser af ting i livet jeg glædes over, men hvad hjælper det at have de flotteste glassko på, hvis de skaver lidt hele tiden? Når man har ligtorne på følehornene, er det vel unægtelig også lettere at trække dem til sig, når man har opbrugt sit sidste lindrende ligtorne plaster og ikke gider kæmpe mere?! Askepot fortrak jo også, men hun tog dog ikke turen ned med hovedet først, men kunne nøjes med at tabe sin ene glassko, blot for at kunne blive genfundet af prinsen. Hvis Askepot skulle gå i sikkerhedssko med sømværn, var eventyret måske nok endt noget anderledes?!
Arhhh jeg kan blive helt vred på mig selv, mens tasterne klikker i takt med fuglenes aften-kvidren og jeg på skrift ser mine tudekiks virtuelt spredt, men sådan ekkoer det nu engang inde bag min pandeskal i aften. Og selvom jeg måske burde nøjes med at være vred på mig selv (mit liv, mit ansvar), så falder det mig unægtelig svært, når jeg sidder tilbage med følelsen af at mine frustrationers overløb, mødes med den største tiltro til at jeg kan klare næsten alt. Det falder mig derimod let at konkludere, at det absolut også er din skyld.... bare en smule.... for hvis dette er livets eventyr og jeg er prinsessen, hvorfor redder du mig så ikke, nu fuglene stemmer i???
Fakta er nok, ved nærmere eftertanke, at mit voksenliv aldrig har været en fælles opgave eller nogen andens ansvar end mit eget, og hvornår underskrev jeg i øvrigt også lige den kontakt, med feen som skulle trylle mus om til hvide heste og græskaret om til en karet? Det er efterhånden længe siden og måske er det netop det faktum at kontrakten er udløbet, ugyldig og ikke står til fornyelse, der flår lidt i mit indre og at jeg ikke med Askepots graciøse værdighed, knokler uanfægtet videre ledsaget af spurvenes skønsang, men må erkende jeg momentært har tabt pusten... (selvom navnet passer meget godt, efter indholdet af aftenenes askebæger at dømme, Aske-kompot..)..Hvem ved?! Måske bliver det ikke som graciøs prinsesse jeg kæmper mig op ad trinene igen, men efter overbevisningen om at alle eventyr ender lykkeligt, så er det måske også lys forude for mig..... Hvis altså vi ser bort fra "Den lille pigen med svovlstikkerne"!
tirsdag den 26. november 2013
Trivsels-tanker
"Det er jo bare et job"... Hvor mange har man ikke hørt sige dette, men jeg kan ærligt sige at det giver mig så meget mere end blot smør på brødet og salt til søndagens blødkogte æg. Bevares, der er da dage hvor jeg kunne ønske mig at jobbet blot var noget man kunne kalde bibeskæftigelse og hvor kollegaer var mennesker man blot skulle forholde sig passivt til.
Men jeg har nogle dejlige kollegaer og hvis jeg skal være ærlig, er jeg sikkert ikke god nok til at fortælle dem det. Hvorfor gør jeg ikke det, når nu der er så mange der rører mig dybt og er med til at give mig det drive, der giver mit arbejdsliv indhold. De er medvirkende til at jeg med et smil på læben møder ind til det der skaber min identitet og hvor jeg forhåbentlig kan give dem lidt tilbage af samme skuffe....
Hvor stor tror du din indflydelse er i universet og nærmere på de mennesker der er omkring dig? Den er større end du tror, for uanset handlingen, vil vores liv altid farves af andres gøren og laden og af de valg de træffer i livet. På en måde er det jo en betryggende tanke at vi ikke blot vejer som siv i vinden, men rent faktisk har en indflydelse også i arbejdslivets store puslespil, hvor brikkerne falder i hak. Mærkelig tanke at et ord eller en handling fra mig, kan påvirke andres liv og laden, på godt og ondt..... På godt og ondt?! For hvor er det i reglen også en frygtindgydende tanke at jeg kan være med til at skade et andet menneskes liv, bevidst eller ej!
Det får mig til at tænke på de bjerge jeg har forceret de sidste par år og om nogen er kommet i klemme på min vej. På hvis bekostning har jeg opnået mine mål? Jeg mener ikke jeg bevidst har skadet nogen som ikke allerede selv havde redt den seng, hvor jeg til tider skal koge lagenet rent. It's a dirty job.... For jeg har skam også mødt en mindre del af kvajpander, skvat og tomme dåser, som har til mål i livet at sætte sig selv først og dernæst deres hund, kat eller undulat. Dem som spørger hvad de får for det eller føler jeg uretfærdigt behandlet, blot man beder dem om at udføre deres ellers udemærkede lønnede arbejde, hvilket man naturligvis burde have specificeret i deres kontrakt under tillæg. Dem som kræver en nærværende og skuldre-klappende leder, i trivselens navn, men som stempler ham som overvågende når bekymringen om deres ve og vel er kommer tæt på.
Nok om dem. Næh, lad mig fortælle om dem der giver mig mere end de måske aner.... Lad mig fortælle om hende som de fleste elsker at hade, alene fordi de ikke hører hendes ord, men lytter til den følelse som de i bund og grund har i sig selv, når hendes ærlighed rammer spot on. Som min lærer på coaching engang sagde " det er ikke personen, men dine følelser der gør dig vred". Men se bag den rene tale og se det menneske der brænder for sit job, men ikke mindst brænder for mennesker og tør lade dem se hele palletten!
Se hende som knokler r.... ud af bukserne, for at få tingene til at fungere og for at få to, til tider, fjerntliggende ender til at hænge sammen. Se det enorme potentiale hun besidder og hvor god hun ikke blot er til jobbet, men også en misundelsesværdig evne til at få de sociale broer til at nå bredderne. Hendes kompetencer kan ikke anfægtes, men ses de?! Blot fordi man ikke hævder sig selv, råber højest og sætter komplimenternes rampelys på sig selv først, betyder det ikke at man ikke er en uhyre værdifuld brik.
Og ham jeg egentlig ikke føler jeg kender, men som alligevel rammer mig med sin ekstreme professionalisme, som jeg sjældent har set så gennemtrængende, som var den bukket i neon. Lun, venlig, hjælpsom og med et sindigt temperament, der sjældent blusser, men som dog alligevel til tider titter frem i ligefrem tale.Et menneske jeg nok aldrig kommer helt tæt på, men som jeg heller ikke kunne tænke anderledes, for vores ligesind om arbejde og fritid for sig, giver et fælles fodslag og en god kollega, når de kollegiale dramaer raser og 2084. sæson af Dallas udspiller sig omkring os.
Hende som til tider er så forsagt og genert, at når hun endelig taler ud af posen, snubler over sine egne ord i sin iver for at blive hørt. Og hørt bør hun også blive, for der ligger mange tanker og overvejelser bag, når hun sætter mennesket i fokus...Vel at mærke andre mennesker. Det er hendes store og dybtfølte empati der er hendes enorme styrke, for hun evner at se bort fra egne meninger, for at hjælpe andre fremhæve deres. Men det er måske også hendes akilleshæl, for det efterlader hende til tider i sine følelsers vold og hvor hun i andres ærinde, som deres ellers tavse røst, glemmer sin egen og den værdi hun har for vores arbejdsplads.
Sidst, men ikke mindst ham, der tænker som jeg, men som kan også kan drive mig til randen af vanvid, men som gør det på en absolut subtil og sofistikeret måde, som blot får mig til være endnu mere ihærdig i mit daglige virke. Ham jeg kan være diametral uenig med, uden at frygte hele arbejdsuniverset nødvendigvis bryder sammen og som respekterer at hende den lille lyshåredes (nu rødhårede) til tider bombarderende verbale skudsalver, både kan gøre tonen let og uhøjtidelig og afvæbne og jordforbinde selv de mest højflyvende (læs måger). Ham som jeg dagligt ser kæmpe med næb og klør imod ben-pillende gribbe og som forsøger at skærme os andre for de værste hak, men som kun modtager utak derfor. Jeg misunder ham ingenlunde hans sko, men ville ønske andre kunne betræde dem blot for en enkelt dag og få øjnene op for envejs-loyaliteten, som desværre træder frem i lyset engang imellem.
Sådan kunne jeg nævne mange flere, som alle besidder nogle uvurderlig værdier for vores lille forretning og desværre også nogle få, som ikke har lyst til at være medlem af vores lille "klub". Jeg er ikke perfekt, indrømmet, og jeg har nok ligeså mange dårlige sider som året har dage, men min trivsel er mit problem og mit ansvar. Kan jeg ikke lide klubben kan jeg jo gøre to ting.... Melde mig ind eller ud, and I'm all IN! Lad os se mulighederne, i stedet for begrænsningerne. Lad os løfte i flok og lad os få det bedste ud af hvad vi har, også i hinanden. Vi kan meget selv men endnu mere sammen!
Men jeg har nogle dejlige kollegaer og hvis jeg skal være ærlig, er jeg sikkert ikke god nok til at fortælle dem det. Hvorfor gør jeg ikke det, når nu der er så mange der rører mig dybt og er med til at give mig det drive, der giver mit arbejdsliv indhold. De er medvirkende til at jeg med et smil på læben møder ind til det der skaber min identitet og hvor jeg forhåbentlig kan give dem lidt tilbage af samme skuffe....
Hvor stor tror du din indflydelse er i universet og nærmere på de mennesker der er omkring dig? Den er større end du tror, for uanset handlingen, vil vores liv altid farves af andres gøren og laden og af de valg de træffer i livet. På en måde er det jo en betryggende tanke at vi ikke blot vejer som siv i vinden, men rent faktisk har en indflydelse også i arbejdslivets store puslespil, hvor brikkerne falder i hak. Mærkelig tanke at et ord eller en handling fra mig, kan påvirke andres liv og laden, på godt og ondt..... På godt og ondt?! For hvor er det i reglen også en frygtindgydende tanke at jeg kan være med til at skade et andet menneskes liv, bevidst eller ej!
Det får mig til at tænke på de bjerge jeg har forceret de sidste par år og om nogen er kommet i klemme på min vej. På hvis bekostning har jeg opnået mine mål? Jeg mener ikke jeg bevidst har skadet nogen som ikke allerede selv havde redt den seng, hvor jeg til tider skal koge lagenet rent. It's a dirty job.... For jeg har skam også mødt en mindre del af kvajpander, skvat og tomme dåser, som har til mål i livet at sætte sig selv først og dernæst deres hund, kat eller undulat. Dem som spørger hvad de får for det eller føler jeg uretfærdigt behandlet, blot man beder dem om at udføre deres ellers udemærkede lønnede arbejde, hvilket man naturligvis burde have specificeret i deres kontrakt under tillæg. Dem som kræver en nærværende og skuldre-klappende leder, i trivselens navn, men som stempler ham som overvågende når bekymringen om deres ve og vel er kommer tæt på.
Nok om dem. Næh, lad mig fortælle om dem der giver mig mere end de måske aner.... Lad mig fortælle om hende som de fleste elsker at hade, alene fordi de ikke hører hendes ord, men lytter til den følelse som de i bund og grund har i sig selv, når hendes ærlighed rammer spot on. Som min lærer på coaching engang sagde " det er ikke personen, men dine følelser der gør dig vred". Men se bag den rene tale og se det menneske der brænder for sit job, men ikke mindst brænder for mennesker og tør lade dem se hele palletten!
Se hende som knokler r.... ud af bukserne, for at få tingene til at fungere og for at få to, til tider, fjerntliggende ender til at hænge sammen. Se det enorme potentiale hun besidder og hvor god hun ikke blot er til jobbet, men også en misundelsesværdig evne til at få de sociale broer til at nå bredderne. Hendes kompetencer kan ikke anfægtes, men ses de?! Blot fordi man ikke hævder sig selv, råber højest og sætter komplimenternes rampelys på sig selv først, betyder det ikke at man ikke er en uhyre værdifuld brik.
Og ham jeg egentlig ikke føler jeg kender, men som alligevel rammer mig med sin ekstreme professionalisme, som jeg sjældent har set så gennemtrængende, som var den bukket i neon. Lun, venlig, hjælpsom og med et sindigt temperament, der sjældent blusser, men som dog alligevel til tider titter frem i ligefrem tale.Et menneske jeg nok aldrig kommer helt tæt på, men som jeg heller ikke kunne tænke anderledes, for vores ligesind om arbejde og fritid for sig, giver et fælles fodslag og en god kollega, når de kollegiale dramaer raser og 2084. sæson af Dallas udspiller sig omkring os.
Hende som til tider er så forsagt og genert, at når hun endelig taler ud af posen, snubler over sine egne ord i sin iver for at blive hørt. Og hørt bør hun også blive, for der ligger mange tanker og overvejelser bag, når hun sætter mennesket i fokus...Vel at mærke andre mennesker. Det er hendes store og dybtfølte empati der er hendes enorme styrke, for hun evner at se bort fra egne meninger, for at hjælpe andre fremhæve deres. Men det er måske også hendes akilleshæl, for det efterlader hende til tider i sine følelsers vold og hvor hun i andres ærinde, som deres ellers tavse røst, glemmer sin egen og den værdi hun har for vores arbejdsplads.
Sidst, men ikke mindst ham, der tænker som jeg, men som kan også kan drive mig til randen af vanvid, men som gør det på en absolut subtil og sofistikeret måde, som blot får mig til være endnu mere ihærdig i mit daglige virke. Ham jeg kan være diametral uenig med, uden at frygte hele arbejdsuniverset nødvendigvis bryder sammen og som respekterer at hende den lille lyshåredes (nu rødhårede) til tider bombarderende verbale skudsalver, både kan gøre tonen let og uhøjtidelig og afvæbne og jordforbinde selv de mest højflyvende (læs måger). Ham som jeg dagligt ser kæmpe med næb og klør imod ben-pillende gribbe og som forsøger at skærme os andre for de værste hak, men som kun modtager utak derfor. Jeg misunder ham ingenlunde hans sko, men ville ønske andre kunne betræde dem blot for en enkelt dag og få øjnene op for envejs-loyaliteten, som desværre træder frem i lyset engang imellem.
Sådan kunne jeg nævne mange flere, som alle besidder nogle uvurderlig værdier for vores lille forretning og desværre også nogle få, som ikke har lyst til at være medlem af vores lille "klub". Jeg er ikke perfekt, indrømmet, og jeg har nok ligeså mange dårlige sider som året har dage, men min trivsel er mit problem og mit ansvar. Kan jeg ikke lide klubben kan jeg jo gøre to ting.... Melde mig ind eller ud, and I'm all IN! Lad os se mulighederne, i stedet for begrænsningerne. Lad os løfte i flok og lad os få det bedste ud af hvad vi har, også i hinanden. Vi kan meget selv men endnu mere sammen!
mandag den 3. juni 2013
Gyldendals: Leverpostej i farver
Leverpostej er godt. Især hvis den er hjemmelavet og krydret med allehånde, kærlighed og måske en smule hakket bacon, for at holde fedtprocenten oppe på et niveau, som kan give glidemiddel til vores forsnævrede kranspulsåre. Og selvom det smager ganske fortrinneligt og måske endnu bedre hvis man har evner af ovenstående type og ynder at bage den selv, så er det altså blot en pulveriseret gris, udsat for høj varme. Oversat til film er det en kombination af Babe, den kække gris, Freddy Kruger og Vulcano, og så kunne vi passende bage den i Robocop.
Jamen det er jo Dansk, Tina og nærmest en nationalspise, som stoppes i halsen af os fra den første rugbrød vi maser ud i mellem små 1 årige pølsefingre, inden vi tvære den ud over mors fine sofa og op i håret. Gad vide om det er derfor danskerne har samme hårfarve?! Næppe, for nu vil den kloge jo påstå at det stammer fra den finere franske køkken og oprinder fra paté, og det kan da da også være det gør, men det er altså stadig leverpostej uanset hvilket sprog du taler.
Findes der et bedre symbol på hverdagen en pureret lever med spækmos?
Hverdagen trommerum er en spøjs størrelse. Den rammer sjældent som et godstog, men kommer snigende som en knæler på jagt, og før vi ved af det står vi iført en lidt for poset t-shirt i færd med at smøre madpakken, med vores leverpostejsfarvet hår (for at matche), som manden med største fornøjelse skal indtage dagen efter. Og nu er det jo ikke sådan en flad klap-sammen med fedt og den svedende rullepølse, der har beriget os med sin udsøgte sokkeduft, hver gang køleskabet er blevet åbnet, som vi disker op med. Næh for dum som man var, startede man naturligvis med at charmere ham med de højtbelagte stykker, godt med kræs og behørigt pyntet i alverdens farver, så det så indbydende ud.
Og leverpostejen gemmer vi så under alverdens fint udskårne grønsager, som sikkert er det eneste friske grønt, den gris nogensinde har smagt. Hmm, gad vide om bogen "leverpostej i farver" er skrevet, for ellers har jeg måske fundet mig en niche?!
Der var engang man svøbte sig i de rosende ord og smilet om hans mund når han kom hjem efter en lang dag, omfavnede mig og skamroste den fantastiske evne, man havde til at få 4 stykker højbelagt smørebrød, ud af 2 endeskiver rugbrød, en pakke Stryns og en dåse bløde elastikker, der engang var ristede løg. Man forsøgte ligefrem at overgå sig selv, blot for at vedligeholde strømmen af oralbuketter og tilføjede et lille twist af butiksindkøbt og færdigspiret karse, mest for designets skyld, men også lidt for at skjule det lidt for dårligt skårne pålæg fra jumbo-discount-stor-familie-pakken.
Men der er altid et loft og det rammer man også på et tidspunkt og for mig var det ikke blot det at skulle finde nye måder at maskere leverpostegen på, men ligeså meget at jeg fandt ud af at der ikke er ubegrænset højde på en stanniol madpakke, med de vanlige 8 halve. Jeg er kørt træt i hverdagens leverpostej, og jeg føler mig slet ikke parat til at det ansvar det er at kunne håndtere og leve side om side med så kedeligt pålæg, til trods for jeg ved jeg har skjult det godt.
Jeg kan faktisk bruges til andet end at smøre madpakker....... Jeg kan gå i seng, kan jeg og det agter jeg at gøre.
Jamen det er jo Dansk, Tina og nærmest en nationalspise, som stoppes i halsen af os fra den første rugbrød vi maser ud i mellem små 1 årige pølsefingre, inden vi tvære den ud over mors fine sofa og op i håret. Gad vide om det er derfor danskerne har samme hårfarve?! Næppe, for nu vil den kloge jo påstå at det stammer fra den finere franske køkken og oprinder fra paté, og det kan da da også være det gør, men det er altså stadig leverpostej uanset hvilket sprog du taler.
Findes der et bedre symbol på hverdagen en pureret lever med spækmos?
Hverdagen trommerum er en spøjs størrelse. Den rammer sjældent som et godstog, men kommer snigende som en knæler på jagt, og før vi ved af det står vi iført en lidt for poset t-shirt i færd med at smøre madpakken, med vores leverpostejsfarvet hår (for at matche), som manden med største fornøjelse skal indtage dagen efter. Og nu er det jo ikke sådan en flad klap-sammen med fedt og den svedende rullepølse, der har beriget os med sin udsøgte sokkeduft, hver gang køleskabet er blevet åbnet, som vi disker op med. Næh for dum som man var, startede man naturligvis med at charmere ham med de højtbelagte stykker, godt med kræs og behørigt pyntet i alverdens farver, så det så indbydende ud.
Og leverpostejen gemmer vi så under alverdens fint udskårne grønsager, som sikkert er det eneste friske grønt, den gris nogensinde har smagt. Hmm, gad vide om bogen "leverpostej i farver" er skrevet, for ellers har jeg måske fundet mig en niche?!
Der var engang man svøbte sig i de rosende ord og smilet om hans mund når han kom hjem efter en lang dag, omfavnede mig og skamroste den fantastiske evne, man havde til at få 4 stykker højbelagt smørebrød, ud af 2 endeskiver rugbrød, en pakke Stryns og en dåse bløde elastikker, der engang var ristede løg. Man forsøgte ligefrem at overgå sig selv, blot for at vedligeholde strømmen af oralbuketter og tilføjede et lille twist af butiksindkøbt og færdigspiret karse, mest for designets skyld, men også lidt for at skjule det lidt for dårligt skårne pålæg fra jumbo-discount-stor-familie-pakken.
Men der er altid et loft og det rammer man også på et tidspunkt og for mig var det ikke blot det at skulle finde nye måder at maskere leverpostegen på, men ligeså meget at jeg fandt ud af at der ikke er ubegrænset højde på en stanniol madpakke, med de vanlige 8 halve. Jeg er kørt træt i hverdagens leverpostej, og jeg føler mig slet ikke parat til at det ansvar det er at kunne håndtere og leve side om side med så kedeligt pålæg, til trods for jeg ved jeg har skjult det godt.
Jeg kan faktisk bruges til andet end at smøre madpakker....... Jeg kan gå i seng, kan jeg og det agter jeg at gøre.
torsdag den 15. marts 2012
My turn...
Jeg har efterhånden et par gange hørt, at jeg ikke er som mange andre! Nå ja, det har de sikkert ganske ret i at antage og det er som sådan, heller ikke en kasse, jeg har noget imod at blive puttet i, så længe den passer. Det er dog primært på mit job, jeg møder kommentarene og det er sjovt nok sjældent for mine kvalifikationer eller for min evne til at varetage det job, som jeg brænder for og lægger både sved og mange timer i og hvilket kunne sige noget om nogle af de mennesker, jeg arbejder med. Men hvor er det så lige, de mener jeg adskiller mig fra mængden?
Det er skam noget så saglig, som mit valg af tøj og så alligevel ikke, men det vender jeg tilbage til. Kommentarene lyder på, at jeg går udfordrende klædt og at jeg fordrejer hovederne på mine kære mandlige kollegaer, så de mister evnen til at tænke klart at træffe rationelle beslutninger og ikke får noget som helst fra hånden ?! Jeg kan da godt se, at hvis jeg er den eneste, der laver noget og at gulvet konstant er indsmurt i savl, vil det udgøre en kæmpe sikkerhedsrisiko og en dalende effektivitet og gudskelov er der ikke opsat spejle på kontoret, for så ville selv jeg være total hypnotiseret, af mit eget spejlbillede. Så fræk er jeg! (ironi kan være brugt, vurder selv)
Nu kunne jeg jo også bare gå i noget andet tøj, som f.eks. kansas-bukser og forvaskede t-shirts, for at tilfredsstille de (kvinder), der ikke tillægger mændene mange flere hjerneceller end på primatstadiet og mener de få der måtte være tilbage, er vandret syd for navlen?! Jeg kunne jo, som alle andre, være jævn og kedelig, iført meget dyrt mærketøj, af et navn ingen kender og som stadig ser ud, som noget der var til overs fra syningen af en luftballon. Bad taste er bare ikke lige mit mærke, sorry!
Mit tøj er ganske almindeligt og hverken festtøj eller på anden måde fancy og for at det ikke skal være løgn, har jeg enten arvet det eller købt det på udsalg, ja selv i bilka! Jeg går altid i jeans, hvilket de fleste andre også gør og jeg har altid en top på med ærmer i, så det kan ikke være det?! Jeg har verdens grimmeste sikkerhedssko, hold nu fast, med sorte blomster og jeg skal, så snart jeg bevæger mig udenfor kontoret, bære en neongul trafikvest, som alle andre! Er det sexet?
Nå ikke, men så må det jo være indholdet, der skiller sig ud fra mængden og her er der åbenbart også regler for, hvorledes jeg bør se ud og hvorledes min statur skal formes?! Gad vide om jeg ville få bedre omtale, hvis jeg valgte at tage elastikbæltet, over barmen i stedet og dermed opfinde verdens første push-down bh? Jeg er en fyldig pige og blot i den (u)heldige situation, at mit fyld sidder på røven, på barmen og mellem ørerne, hvilket åbenbart ikke smager særligt godt, når andre kvinders fyld, har valgt at forlade deres hjerne og placerer sig der, hvor der engang var antydningen af en talje.
Det er jo ikke mændenes hjerneceller, der vandrer sydpå, men jeres og det er jer kvinder, der ser noget seksuelt i, at jeg ikke vejer 45 kilo og ligner et anoreksi-offer eller ikke vejer 150 kg og ligner en badebold, man for længst skulle have holdt op med at puste i. Hvorfor skal jeg bøde for, at I ikke kan lide jeres spejlbillede og dermed er så usikre, at angreb bliver det bedste forsvar? Så vidt jeg ved, tændes de færreste mænd af trafikveste og blomstrede sko og det er jo heller ikke dem, der bliver ved med at fokuserer på det ydre, men de kvinder, der i bund og grund mangler selvværd og det er fandme et turn-off om noget. Hvis det i virkeligheden er så skrækkelig, det syn I møder i spejlet, inden I stempler ind om morgenen, hvorfor skulle jeg så nogensinde ønske, at ligne det samme??? Get real, get busy and get your head out of my pants!
Det er skam noget så saglig, som mit valg af tøj og så alligevel ikke, men det vender jeg tilbage til. Kommentarene lyder på, at jeg går udfordrende klædt og at jeg fordrejer hovederne på mine kære mandlige kollegaer, så de mister evnen til at tænke klart at træffe rationelle beslutninger og ikke får noget som helst fra hånden ?! Jeg kan da godt se, at hvis jeg er den eneste, der laver noget og at gulvet konstant er indsmurt i savl, vil det udgøre en kæmpe sikkerhedsrisiko og en dalende effektivitet og gudskelov er der ikke opsat spejle på kontoret, for så ville selv jeg være total hypnotiseret, af mit eget spejlbillede. Så fræk er jeg! (ironi kan være brugt, vurder selv)
Nu kunne jeg jo også bare gå i noget andet tøj, som f.eks. kansas-bukser og forvaskede t-shirts, for at tilfredsstille de (kvinder), der ikke tillægger mændene mange flere hjerneceller end på primatstadiet og mener de få der måtte være tilbage, er vandret syd for navlen?! Jeg kunne jo, som alle andre, være jævn og kedelig, iført meget dyrt mærketøj, af et navn ingen kender og som stadig ser ud, som noget der var til overs fra syningen af en luftballon. Bad taste er bare ikke lige mit mærke, sorry!
Nå ikke, men så må det jo være indholdet, der skiller sig ud fra mængden og her er der åbenbart også regler for, hvorledes jeg bør se ud og hvorledes min statur skal formes?! Gad vide om jeg ville få bedre omtale, hvis jeg valgte at tage elastikbæltet, over barmen i stedet og dermed opfinde verdens første push-down bh? Jeg er en fyldig pige og blot i den (u)heldige situation, at mit fyld sidder på røven, på barmen og mellem ørerne, hvilket åbenbart ikke smager særligt godt, når andre kvinders fyld, har valgt at forlade deres hjerne og placerer sig der, hvor der engang var antydningen af en talje.
Det er jo ikke mændenes hjerneceller, der vandrer sydpå, men jeres og det er jer kvinder, der ser noget seksuelt i, at jeg ikke vejer 45 kilo og ligner et anoreksi-offer eller ikke vejer 150 kg og ligner en badebold, man for længst skulle have holdt op med at puste i. Hvorfor skal jeg bøde for, at I ikke kan lide jeres spejlbillede og dermed er så usikre, at angreb bliver det bedste forsvar? Så vidt jeg ved, tændes de færreste mænd af trafikveste og blomstrede sko og det er jo heller ikke dem, der bliver ved med at fokuserer på det ydre, men de kvinder, der i bund og grund mangler selvværd og det er fandme et turn-off om noget. Hvis det i virkeligheden er så skrækkelig, det syn I møder i spejlet, inden I stempler ind om morgenen, hvorfor skulle jeg så nogensinde ønske, at ligne det samme??? Get real, get busy and get your head out of my pants!
mandag den 12. marts 2012
Why don't you just shoot me???
Jeg er så heldig at have en lille flok venner, som faktisk betragter mig som selv samme, og som jeg kan dele alle sorger og glæder med, der også, uden at dømme mig for mine handlinger, rent faktisk synes jeg er et ganske fornuftigt menneske. Mange tror sikkert de kender mig, men de kan tælles på én hånd, dem der får den tvivlsomme ære at lægge øre til mit tankespin og mit overflødighedshorn af gode råd og mere eller mindre kløgtige og dybsindige bemærkninger, udover her på bloggen. Det lyder måske ikke af mange, men jeg føler ikke jeg kan rumme, at have så mange helt tæt på, ligeså lidt som jeg magter at bevæge mig dybt ind i et andet menneskes følelsesunivers, med faren for at exit-skiltene er sparet væk eller pæren er sprunget.
Og jeg siger jer, de er dejlige, ærlige og absolut ikke helt normale, med en skæv vinkel på livet og en evne til at få mig til at tænke mig om, hvilket ikke engang lykkes for mine forældre, til trods for mange og talrige forsøg. Fællesnævneren for mine venner, er at de ikke skåner mig, for deres hudløs ærlige svar, på alle de spørgsmål, der popper op i mit hoved og som de kan se jeg tumler med, helt uden at jeg behøver at åbne munden. Og det er skam også fair nok, da jeg ikke just selv er kendt for at lægge fingre imellem, når jeg proces-analyserer deres privatliv og lader mine meninger falde, som overmodne og let forrådnede blommer, fra et selvrystende dansetræ.
Men nogen gange er det dog belastende, at emner og problemstillinger, man ihærdigt forsøger at undvige og ignorere, skal bringes op til overfladen af en velmenende ven, med søvnløshed til følge og en hjernenedsmeltning, så man skulle tro jeg havde drukket jet-fuel og umiddelbart efter, forsøgt mig som ildsluger! Mit tankespin, kunne få selv et røntgen fra en CT-scanner, til at ligne en mellemting imellem et spil pac-man og det billede man har for øjet, når man har stirret lidt for længe på solen. Hvem har bedt dig om at pille ved mine skyklapper og hvem kaldte lige dit nummer, som et andet spejl i snehvide, da der blev opfordret til at fortælle, hvem der er den dummeste og mest naive i landet her? Som I nok nu har bemærket, lod min bedste ven, mig smage lidt af min egen mirakel eliksir, som sælges under sloganet "This will hopefully trigger the only braincell, you have left".
Nu kunne det lyde som om, at Tina er en lille bitte smule sur, men det er jeg slet ikke, for jeg ved jo godt inderst inde, at manden har en ret god pointe og jeg ved også godt, hvorfor han sidder på den anden side af bordet og lade sandhedernes hammer falde. Når han fortæller mig, at det rent faktisk kræver at man spiller, før at man kan vinde i lotteriet og at man selv skal have købt kuponen, for indeværende uge. Han gør det jo fordi, han holder af mig og nødig ser mig træde ud på dybt vand, uden orange armvinger og mavebælte, og fordi han på egen krop har erfaret, at man meget sjældent forvandles til en havfrue/mand, når man har været under vand, lidt for længe uden snorkel. Man drukner blot!
Det er så let at være fornuftig og velovervejet, komme med kloge ord, referere til videnskabelige undersøgelser og alt for lave procentsatser, når man kan se det hele lidt udefra og til trods for, at det er mange år siden at han brugte sansynligheds-beregninger, dog har spottet de dårlige odds. Det kender jeg alt for godt selv og som sagt i en tidligere blog, ville jeg sikkert blive en glimrende brevkasse-redaktør, som kunne sidde og brede sine visdom ud over fraggle-land, med en rotte på hver skulder, som en anden Madame Skrald.
Men sådan er mine venner og det er lige præcis deres ærlige, hårde småkager, der adskiller dem fra de utallige bekendte, jeg også har. For det kan godt være, at deres småkager ikke altid smager lige sødt og at man risikerer at knække en tand eller to, men de er aldrig nogensinde belærende og kommer med den evigt kloge og selvhævdende "Hvad sagde jeg?". Jeg VED at de står klar med plasteret, når jeg skraber mine knæ (og det gør jeg sikkert), eller i hvert fald med en pakke kleenex og en karton rødvin, i mangel af Fontex. Så skyd I bare løs, for I skal altså selv tørre op!
Og jeg siger jer, de er dejlige, ærlige og absolut ikke helt normale, med en skæv vinkel på livet og en evne til at få mig til at tænke mig om, hvilket ikke engang lykkes for mine forældre, til trods for mange og talrige forsøg. Fællesnævneren for mine venner, er at de ikke skåner mig, for deres hudløs ærlige svar, på alle de spørgsmål, der popper op i mit hoved og som de kan se jeg tumler med, helt uden at jeg behøver at åbne munden. Og det er skam også fair nok, da jeg ikke just selv er kendt for at lægge fingre imellem, når jeg proces-analyserer deres privatliv og lader mine meninger falde, som overmodne og let forrådnede blommer, fra et selvrystende dansetræ.
Nu kunne det lyde som om, at Tina er en lille bitte smule sur, men det er jeg slet ikke, for jeg ved jo godt inderst inde, at manden har en ret god pointe og jeg ved også godt, hvorfor han sidder på den anden side af bordet og lade sandhedernes hammer falde. Når han fortæller mig, at det rent faktisk kræver at man spiller, før at man kan vinde i lotteriet og at man selv skal have købt kuponen, for indeværende uge. Han gør det jo fordi, han holder af mig og nødig ser mig træde ud på dybt vand, uden orange armvinger og mavebælte, og fordi han på egen krop har erfaret, at man meget sjældent forvandles til en havfrue/mand, når man har været under vand, lidt for længe uden snorkel. Man drukner blot!
Det er så let at være fornuftig og velovervejet, komme med kloge ord, referere til videnskabelige undersøgelser og alt for lave procentsatser, når man kan se det hele lidt udefra og til trods for, at det er mange år siden at han brugte sansynligheds-beregninger, dog har spottet de dårlige odds. Det kender jeg alt for godt selv og som sagt i en tidligere blog, ville jeg sikkert blive en glimrende brevkasse-redaktør, som kunne sidde og brede sine visdom ud over fraggle-land, med en rotte på hver skulder, som en anden Madame Skrald.
Men sådan er mine venner og det er lige præcis deres ærlige, hårde småkager, der adskiller dem fra de utallige bekendte, jeg også har. For det kan godt være, at deres småkager ikke altid smager lige sødt og at man risikerer at knække en tand eller to, men de er aldrig nogensinde belærende og kommer med den evigt kloge og selvhævdende "Hvad sagde jeg?". Jeg VED at de står klar med plasteret, når jeg skraber mine knæ (og det gør jeg sikkert), eller i hvert fald med en pakke kleenex og en karton rødvin, i mangel af Fontex. Så skyd I bare løs, for I skal altså selv tørre op!
PLAFF PLAFF!!!!
Blev jeg så klogere af lektionen i aftes, tænker I måske? Og svaret er:
Har du se min smukke halefinne?!
Blev jeg så klogere af lektionen i aftes, tænker I måske? Og svaret er:
Har du se min smukke halefinne?!
søndag den 5. februar 2012
Paint me a picture!
Hvor jeg dog elsker kunsten at farvelægge, formgive og modellere med ting, og se det transformere sig, hvad enten vi taler i ord, tegninger, malerier eller endda mit ansigt. Jeg drømmer mig langt væk i den leg og de muligheder, der viser sig når man står med et kønsløst og tomt lærred, som blot venter på at mine strøg giver det liv og vitalitet, men jeg må også indrømme at jeg ikke får gjort det nok.
De sidste mange "værker" har været på bestilling og ikke bundet i den store kreativitet, men alene en gengivelse af et foto, kopieret på papir med den spidse blyant og det kræver ikke den store kunst, men mere disciplin og koncentration. Så er jeg jo ikke meget andet end en kopi-maskine?!
Men når jeg lader drømmene få liv på papiret, er jeg udenfor denne verden og timerne flyver afsted, mens alt omkring mig står stille. Smøgerne ryger sig selv op, en efter en, i askebægeret og kaffen, der før dampede skoldhed, ender som en småkedelig kold cacaomælk. Det er et spil solitare, som jeg endnu ikke har kunnet dele med andre, dels fordi det meste af processen foregår i mit hoved og dels fordi de fleste betragter det som en evne, de ikke selv besidder. Men kunst handler for mig ikke om evner, kunnen eller håndværk, men mere om en ekstra sans vi har fået at se verden med og hvor nogen blot evner at vise det i en anden udtryksform.
Nu er jeg ikke den store analytiker hvad angår kunst, men ved blot hvad der behager mit øje og tricker mit eget tankespin, som jeg får afløb for i mine egne skriblerier, både her og på papiret og til tider også lærredet.
Stadig er jeg dog bedst til gengivelsen, i en så nøjagtig kopi som mulig og selvom jeg ville ønske at jeg kunne få tankerne frem, alene ved farvevalg og sporatiske penselstrøg, kan jeg lide at fordybe mig i detaljerne, hvilket nok desværre ikke overlader meget til andres fantasi. Min verden er måske ikke særlig abstrakt?!
Jeg har altid, fra barnsben, tegnet meget og det er sjovt at sidde og se sine gamle tegninger igennem, hvilket jeg i dag kan takke min mor for at mappeføre, helt fra dengang jeg havde hvide sløjfer i rottehalerne. Det slår mig dog, når jeg bladrer igennem dem, at jeg tegnede lidt anderledes end mine jævnaldrende, for hvor deres sole næsten altid havde et kæmpe bredt smil og husene var tegnet i én dimension, var mine tegninger i stedet oversået med detaljer, uden blanke pletter og tegnet fra et to-dimensionelt perspektiv. Måske er det mine manglende naivistiske sol-smil og blå fluffy lammeskyer, der gør at jeg ikke føler jeg mestrer den abstrakte stil, for det er ikke fordi jeg ikke har forsøgt mig ud i denne del.
Jeg kan sidde her i min stue og kigge på en serie af tre malerier, jeg startede for 4 år siden og som jeg besluttede ikke skulle forestille andet end mine tanker, følelser på netop det tidspunkt. Og selvom jeg har lagt liv og sjæl i de billeder i forsøget på at fortælle min historie, har jeg stadig en følelse af at de er ufuldendt, når jeg ser på dem, men hvad mangler?! Måske mangler der endnu flere lag, med spartel, tin, folie og oliemaling, ovenpå det simple pulsslag, der startede det hele, da jeg stod i en meget livsbekræftende og dog sørgelig tid i mit liv?!
Jeg kan kun komme på én ting der mangler, som dog rækker udenfor egne evner og indflydelse, for at fuldende det samlede billede, af min verden..... Lidt som den manglende brik i et puslespil, som ikke var med i pakken, men som fuldender motivet. Der mangler endnu et billede, en happy end, som jeg ikke kan male alene! Så dette er min bøn til dig, som kan....teach me how, or.....
De sidste mange "værker" har været på bestilling og ikke bundet i den store kreativitet, men alene en gengivelse af et foto, kopieret på papir med den spidse blyant og det kræver ikke den store kunst, men mere disciplin og koncentration. Så er jeg jo ikke meget andet end en kopi-maskine?!
Men når jeg lader drømmene få liv på papiret, er jeg udenfor denne verden og timerne flyver afsted, mens alt omkring mig står stille. Smøgerne ryger sig selv op, en efter en, i askebægeret og kaffen, der før dampede skoldhed, ender som en småkedelig kold cacaomælk. Det er et spil solitare, som jeg endnu ikke har kunnet dele med andre, dels fordi det meste af processen foregår i mit hoved og dels fordi de fleste betragter det som en evne, de ikke selv besidder. Men kunst handler for mig ikke om evner, kunnen eller håndværk, men mere om en ekstra sans vi har fået at se verden med og hvor nogen blot evner at vise det i en anden udtryksform.
Nu er jeg ikke den store analytiker hvad angår kunst, men ved blot hvad der behager mit øje og tricker mit eget tankespin, som jeg får afløb for i mine egne skriblerier, både her og på papiret og til tider også lærredet.
Stadig er jeg dog bedst til gengivelsen, i en så nøjagtig kopi som mulig og selvom jeg ville ønske at jeg kunne få tankerne frem, alene ved farvevalg og sporatiske penselstrøg, kan jeg lide at fordybe mig i detaljerne, hvilket nok desværre ikke overlader meget til andres fantasi. Min verden er måske ikke særlig abstrakt?!
Jeg har altid, fra barnsben, tegnet meget og det er sjovt at sidde og se sine gamle tegninger igennem, hvilket jeg i dag kan takke min mor for at mappeføre, helt fra dengang jeg havde hvide sløjfer i rottehalerne. Det slår mig dog, når jeg bladrer igennem dem, at jeg tegnede lidt anderledes end mine jævnaldrende, for hvor deres sole næsten altid havde et kæmpe bredt smil og husene var tegnet i én dimension, var mine tegninger i stedet oversået med detaljer, uden blanke pletter og tegnet fra et to-dimensionelt perspektiv. Måske er det mine manglende naivistiske sol-smil og blå fluffy lammeskyer, der gør at jeg ikke føler jeg mestrer den abstrakte stil, for det er ikke fordi jeg ikke har forsøgt mig ud i denne del.
Jeg kan sidde her i min stue og kigge på en serie af tre malerier, jeg startede for 4 år siden og som jeg besluttede ikke skulle forestille andet end mine tanker, følelser på netop det tidspunkt. Og selvom jeg har lagt liv og sjæl i de billeder i forsøget på at fortælle min historie, har jeg stadig en følelse af at de er ufuldendt, når jeg ser på dem, men hvad mangler?! Måske mangler der endnu flere lag, med spartel, tin, folie og oliemaling, ovenpå det simple pulsslag, der startede det hele, da jeg stod i en meget livsbekræftende og dog sørgelig tid i mit liv?!
Jeg kan kun komme på én ting der mangler, som dog rækker udenfor egne evner og indflydelse, for at fuldende det samlede billede, af min verden..... Lidt som den manglende brik i et puslespil, som ikke var med i pakken, men som fuldender motivet. Der mangler endnu et billede, en happy end, som jeg ikke kan male alene! Så dette er min bøn til dig, som kan....teach me how, or.....
torsdag den 2. februar 2012
Scared and scarred
Et enkelt lille bogstav adskiller de to ord, som har vidt forskellig betydning, men for mig hænger de unægteligt sammen. Her taler jeg hverken om spøgelser, mørke rum eller frygten for edderkopper, ligeså lidt som mine tanker går imod arvævet på maveskindet eller de arrede øjenbryn fra sammenstødet med spisebordet, i en alder af 4 år. For selvom vi alle sikkert går rundt med en lille fobi i maven, for ottebenede kryb, små lukkede rum eller at få vaniseret ansigtet, er det ikke disse tanker der præger og hæmmer min hverdag og trækker de store veksler på mit tankespin.
Jeg anser ikke mig selv for en speciel ængstelig person, men der er dog stadig oplevelser og følelser, der kan ryste min verden og få jordskælv til at ligne en milkshake-maskine, især når disse påfører mig uvished og tvivl. For hvor ville jeg dog gerne vide hvad morgendagen bringer af drømme og håb, men samtidig vil jeg helst leve nuet ud i uvidenhed, gå med skyklapper og lade det være nok, for at undgå at se meget længere end hvad den nærmeste fremtid måtte bringe af oplevelser. Men jeg tør ikke, alene af den årsag at jeg mange gange har erfaret, at når man flyver over skyerne og leder efter guldet for enden af regnbuen, mødes man af en gammel, langskægget dværg og vil kæmpe med næb og klør for at beholde krukken, han har gemt bag ryggen.
Ikke at jeg ikke er villig til at kæmpe bravt for mine drømme og mål, men jeg kan kun kæmpe så længe at jeg kan sanse og dufte deres tilstedeværelse, selvom jeg ikke kan se dem, med disse blå øjne. Drømme er for mig, som luften jeg indånder, der pumpes med livgivende ilt, igennem mine årer, og får dette hjerte til at slå og jeg er ganske sikker på at den dag jeg holder op med at stræbe efter mine drømme, vil jeg heller ikke trække vejret længere. Men drømme har det med at ændre sig hen af vejen, især hvis deres duft ikke længere kan fornemmes når jeg trykker næsen imod puden, forhindringerne for at nå dem, bliver for store eller hvis de ikke længere har nogen nævneværdig værdi. Jeg er jo desværre ingen alkymist?!
Men det kræver også mod at give slip på sine drømme, eller rettere turde lade dem blive til andet end drømme, hvad enten det handler om at ændre dem, lade dem flyve bort eller give dem liv i den virkelige verden. Dette mod har det med at svigte os, når vi med frygt, ser på de ar vores fortid har påført eller blot forestiller os det værste senarie om fremtiden, som fokuserede vi på risiciene ved en livsvigtig operation og samtidigt med det i mente, kan jeg undres om jeg lever med forbehold?!
Men det gør jeg desværre, for selvom jeg ville ønske at jeg blot kunne slippe alle tøjler og lade frygt og skrammer, være den bagage man efterlader i lufthavnen, for at skabe plads i rygsækken til velduftende parfumer og hvad man ellers ynder at pryde sig med, så forsøger jeg at helgardere mig ved at skabe plads nok til en faldskærm. Faldskærmen er min indre stemme, der påminder mig om, at selvom jeg flyver højt på drømme, er den hårdtslående jord ikke så fjern endda, når jeg lader mig falde i freestyle og at jeg ikke bør springe solo, før jeg er sikker på instruktøren er ædru og ved alle sine sansers fulde brug og vil bistå mig og bringe mig til sikker landing.
Stop, stop, stop, Tina.... Hvad fabler hun dog om? Kryb, dværge, drømme, operationer og faldskærme, som er smidt sammen i en pærevælling af metaforer, for (temmelig langtrukket) at beskrive et faktum, der kan siges meget kort:
Jeg anser ikke mig selv for en speciel ængstelig person, men der er dog stadig oplevelser og følelser, der kan ryste min verden og få jordskælv til at ligne en milkshake-maskine, især når disse påfører mig uvished og tvivl. For hvor ville jeg dog gerne vide hvad morgendagen bringer af drømme og håb, men samtidig vil jeg helst leve nuet ud i uvidenhed, gå med skyklapper og lade det være nok, for at undgå at se meget længere end hvad den nærmeste fremtid måtte bringe af oplevelser. Men jeg tør ikke, alene af den årsag at jeg mange gange har erfaret, at når man flyver over skyerne og leder efter guldet for enden af regnbuen, mødes man af en gammel, langskægget dværg og vil kæmpe med næb og klør for at beholde krukken, han har gemt bag ryggen.
Ikke at jeg ikke er villig til at kæmpe bravt for mine drømme og mål, men jeg kan kun kæmpe så længe at jeg kan sanse og dufte deres tilstedeværelse, selvom jeg ikke kan se dem, med disse blå øjne. Drømme er for mig, som luften jeg indånder, der pumpes med livgivende ilt, igennem mine årer, og får dette hjerte til at slå og jeg er ganske sikker på at den dag jeg holder op med at stræbe efter mine drømme, vil jeg heller ikke trække vejret længere. Men drømme har det med at ændre sig hen af vejen, især hvis deres duft ikke længere kan fornemmes når jeg trykker næsen imod puden, forhindringerne for at nå dem, bliver for store eller hvis de ikke længere har nogen nævneværdig værdi. Jeg er jo desværre ingen alkymist?!
Men det kræver også mod at give slip på sine drømme, eller rettere turde lade dem blive til andet end drømme, hvad enten det handler om at ændre dem, lade dem flyve bort eller give dem liv i den virkelige verden. Dette mod har det med at svigte os, når vi med frygt, ser på de ar vores fortid har påført eller blot forestiller os det værste senarie om fremtiden, som fokuserede vi på risiciene ved en livsvigtig operation og samtidigt med det i mente, kan jeg undres om jeg lever med forbehold?!
Men det gør jeg desværre, for selvom jeg ville ønske at jeg blot kunne slippe alle tøjler og lade frygt og skrammer, være den bagage man efterlader i lufthavnen, for at skabe plads i rygsækken til velduftende parfumer og hvad man ellers ynder at pryde sig med, så forsøger jeg at helgardere mig ved at skabe plads nok til en faldskærm. Faldskærmen er min indre stemme, der påminder mig om, at selvom jeg flyver højt på drømme, er den hårdtslående jord ikke så fjern endda, når jeg lader mig falde i freestyle og at jeg ikke bør springe solo, før jeg er sikker på instruktøren er ædru og ved alle sine sansers fulde brug og vil bistå mig og bringe mig til sikker landing.
Stop, stop, stop, Tina.... Hvad fabler hun dog om? Kryb, dværge, drømme, operationer og faldskærme, som er smidt sammen i en pærevælling af metaforer, for (temmelig langtrukket) at beskrive et faktum, der kan siges meget kort:
tirsdag den 31. januar 2012
Live And Let Die!
"Lev stærkt, dø ung og bliv et smukt lig" er et citat fra Willard Motley-klassikeren, af næsten samme navn, som jeg, som så mange andre teenagere, læste i mine unge år. Historien er barsk og dog livsbekræftende og selvom jeg levede mig ind i fortællingen, kunne jeg dog ikke drage de store sammenligninger, til mit eget trygge liv, hjemme hos mor og far.
Jeg er opvokset i pæne og probre rammer, med nydelige landskabsmalerier på væggene, den store Holmegaards-skål, som mine forældre fik i bryllupsgave, med millimeter-nøjagtighed, placeret midt på palisander-spisebordet. Det var utænkeligt at vasketøjskurven nåede mere end halv fuld, inden klæderne igen lå nyvasket i skabet, uden antydningen af fnuller, hundehår og huller. Et liv i en stor villa i en lille sove-landsby, hvor man hilste høfligt på naboerne og ikke kunne drømme om at lade hækken vokse sig lange fangarme, for at undgå at blive ugens samtaleemne, i det lille samfund, hvor anonymiteten var at foretrække. Der var altid varm, solid mad på bordet og ikke noget med hurtige færdigretter, til trods for at skabene bugnede af "moderne" køkkenmaskiner, der skulle gøre det hurtigt og let at fodre familien af, i microbølgeovnens barndom.
Jeg havde aldrig problemer i skolen, hvis vi ser bort for eftersidningerne for at være lige kæk nok, og jeg havde gode solide venskaber med "ligesindede" børn, med ligeså fornuftige og gode forældre, som mine egne. Jeg lavede hverken kriminalitet eller større dumheder og havde på ingen måde det ungdoms opgør, med mine gamle, som det ellers var så moderne, men nogen engel var jeg nok alligevel heller ikke, hvis regnskabet skulle gøres op i dag. Facit på bundlinjen, ville dog nok være det man kalder en "pæn" pige.
Jeg havde en god barn/ungdom og det var skam perfekt, set udefra og selvom jeg hverken kan eller vil klage, var borgerlivet nok også medvirkende til, at jeg var tiltrukket af bøgerne om livet på den anden side, i jagten på skævhed. Bøgerne hvor forfatteren eller hovedpersonen, væltede i problemer, så livets værste sider, bagsiden af medaljen og som til tider endte i en sørgelig skæbne. Men hvor perfekt, var vores eget glasbillede egentlig reelt set, og har alle medaljer ikke en bagside???
Hvis jeg skulle have trådt i mine forældres sko i dag og levet som de, ville jeg sikkert have kedet mig ihjel og det ville have været en meget kort biografi, der kun kunne udgives som pixibog, grundet manglen på spænding og oplevelser. Don't get me wrong, for det var nok for dem og var hvad man forventede af deres generation, hvilket var mål nok i sig selv og jeg ved de, ved min mors dødsleje, kunne se tilbage på et godt liv sammen, uden at fortryde noget. Det var, som man på godt jysk, kalder GODT NOK. Men slog de i virkeligheden sig til tåls og glemte at realisere deres drømme, midt i jagten på perfektionen og de pokkers normer, for alle andres tilfredsstillelse?
Jeg er langt fra så fornuftig som mine forældre, for selvom jeg er viljestærk og pokkers stædig, er jeg også egocentreret og narcissistisk, naiv og skrøbelig og til tider også både doven og så absolut uperfekt. Jeg er hverken politisk-, etisk- eller social korrekt, jeg har ingen fancy kunst på tapeterne, kun egne klatmalerier, som skjuler de store fejlslagne borehuller i væggen. Ingen fin glasskål med de rigtige inskriptioner i bunden, som kan repræsentere et langt og lykkeligt ægteskab og en dag kan gå i arv og jeg lever af ris-kiks og rugbrød, halvdelen af måneden, af ren dovenskab for at fatte en grydeske og få fedtet hår. Min vasketøjskurv, står som en evig skyldfølelse og det er nok ikke fordi jeg skifter tøj hurtigere end maskinen kan følge med, men nok mere fordi jeg håber at når døren lukkes, så forsvinder det sikkert helt af sig selv.
Og selvom jeg min indsats for at skabe de faste og rolige rammer, der forventes af en snart 35 årig "pæn" kvinde, er lidt fejlslagne, så har jeg svært ved at få bondeanger over at opvasken står endnu en dag, til fordel for bloggen her eller for en kop kaffe i det bedste selskab.
Det er faktisk mere end okay, for den dag jeg står med det ene ben, på vej i bedemandens cigarkasse, vil jeg hellere se tilbage på et liv med en upoleret bagside, fejltrin og fortrydelser, end et liv uden realiserede drømme, oplevelser og mål jeg ikke tilnærmelsesvis nåede. Ikke at jeg dermed siger at jeg vil leve stærk og dø ung, for jeg håber da at blive gammel, uden de værst tænkelige sorger, nødvendigvis behøver at vise mig livets flipside og at jeg ikke altid behøver at søge over grænsen, for at føle mig i live. Men jeg vil i det mindste leve livet, efter mine egne normer, ikke lade mig nøjes med second best og ikke leve efter hvad jeg i barndommen har lært som god skik og brug, men mere tage det oppe fra og ned, eller rettere indefra og ud og få alt hvad jeg kan ud af de dyrebare år, jeg er tildelt på denne jord, uden at jeg heldigvis har datoen for min dommedag.
Er målet en dag at kunne sidde ved Vor Herre og høre naboernes rosende ord over købmandsdisken, som bevis på, at man kunne leve op til omverdenens censorat, så er jeg allerede dumpet den eksamen!
Jeg er opvokset i pæne og probre rammer, med nydelige landskabsmalerier på væggene, den store Holmegaards-skål, som mine forældre fik i bryllupsgave, med millimeter-nøjagtighed, placeret midt på palisander-spisebordet. Det var utænkeligt at vasketøjskurven nåede mere end halv fuld, inden klæderne igen lå nyvasket i skabet, uden antydningen af fnuller, hundehår og huller. Et liv i en stor villa i en lille sove-landsby, hvor man hilste høfligt på naboerne og ikke kunne drømme om at lade hækken vokse sig lange fangarme, for at undgå at blive ugens samtaleemne, i det lille samfund, hvor anonymiteten var at foretrække. Der var altid varm, solid mad på bordet og ikke noget med hurtige færdigretter, til trods for at skabene bugnede af "moderne" køkkenmaskiner, der skulle gøre det hurtigt og let at fodre familien af, i microbølgeovnens barndom.
Jeg havde aldrig problemer i skolen, hvis vi ser bort for eftersidningerne for at være lige kæk nok, og jeg havde gode solide venskaber med "ligesindede" børn, med ligeså fornuftige og gode forældre, som mine egne. Jeg lavede hverken kriminalitet eller større dumheder og havde på ingen måde det ungdoms opgør, med mine gamle, som det ellers var så moderne, men nogen engel var jeg nok alligevel heller ikke, hvis regnskabet skulle gøres op i dag. Facit på bundlinjen, ville dog nok være det man kalder en "pæn" pige.
Jeg havde en god barn/ungdom og det var skam perfekt, set udefra og selvom jeg hverken kan eller vil klage, var borgerlivet nok også medvirkende til, at jeg var tiltrukket af bøgerne om livet på den anden side, i jagten på skævhed. Bøgerne hvor forfatteren eller hovedpersonen, væltede i problemer, så livets værste sider, bagsiden af medaljen og som til tider endte i en sørgelig skæbne. Men hvor perfekt, var vores eget glasbillede egentlig reelt set, og har alle medaljer ikke en bagside???
Hvis jeg skulle have trådt i mine forældres sko i dag og levet som de, ville jeg sikkert have kedet mig ihjel og det ville have været en meget kort biografi, der kun kunne udgives som pixibog, grundet manglen på spænding og oplevelser. Don't get me wrong, for det var nok for dem og var hvad man forventede af deres generation, hvilket var mål nok i sig selv og jeg ved de, ved min mors dødsleje, kunne se tilbage på et godt liv sammen, uden at fortryde noget. Det var, som man på godt jysk, kalder GODT NOK. Men slog de i virkeligheden sig til tåls og glemte at realisere deres drømme, midt i jagten på perfektionen og de pokkers normer, for alle andres tilfredsstillelse?
Jeg er langt fra så fornuftig som mine forældre, for selvom jeg er viljestærk og pokkers stædig, er jeg også egocentreret og narcissistisk, naiv og skrøbelig og til tider også både doven og så absolut uperfekt. Jeg er hverken politisk-, etisk- eller social korrekt, jeg har ingen fancy kunst på tapeterne, kun egne klatmalerier, som skjuler de store fejlslagne borehuller i væggen. Ingen fin glasskål med de rigtige inskriptioner i bunden, som kan repræsentere et langt og lykkeligt ægteskab og en dag kan gå i arv og jeg lever af ris-kiks og rugbrød, halvdelen af måneden, af ren dovenskab for at fatte en grydeske og få fedtet hår. Min vasketøjskurv, står som en evig skyldfølelse og det er nok ikke fordi jeg skifter tøj hurtigere end maskinen kan følge med, men nok mere fordi jeg håber at når døren lukkes, så forsvinder det sikkert helt af sig selv.
Og selvom jeg min indsats for at skabe de faste og rolige rammer, der forventes af en snart 35 årig "pæn" kvinde, er lidt fejlslagne, så har jeg svært ved at få bondeanger over at opvasken står endnu en dag, til fordel for bloggen her eller for en kop kaffe i det bedste selskab.
Det er faktisk mere end okay, for den dag jeg står med det ene ben, på vej i bedemandens cigarkasse, vil jeg hellere se tilbage på et liv med en upoleret bagside, fejltrin og fortrydelser, end et liv uden realiserede drømme, oplevelser og mål jeg ikke tilnærmelsesvis nåede. Ikke at jeg dermed siger at jeg vil leve stærk og dø ung, for jeg håber da at blive gammel, uden de værst tænkelige sorger, nødvendigvis behøver at vise mig livets flipside og at jeg ikke altid behøver at søge over grænsen, for at føle mig i live. Men jeg vil i det mindste leve livet, efter mine egne normer, ikke lade mig nøjes med second best og ikke leve efter hvad jeg i barndommen har lært som god skik og brug, men mere tage det oppe fra og ned, eller rettere indefra og ud og få alt hvad jeg kan ud af de dyrebare år, jeg er tildelt på denne jord, uden at jeg heldigvis har datoen for min dommedag.
Er målet en dag at kunne sidde ved Vor Herre og høre naboernes rosende ord over købmandsdisken, som bevis på, at man kunne leve op til omverdenens censorat, så er jeg allerede dumpet den eksamen!
lørdag den 28. januar 2012
Palør for dummies...
Hvordan pokker fortæller man en mand om sine tanker og følelser, uden at det skal lyde som en bebrejdelse, postulater, forventninger, krav eller klynk, men blot vil krænge det inderste af pandeskallen ud? For nok er jeg god til at bruge snakketøjet, men jeg har stadig ikke fundet den magiske formel, der kan trænge igennem muren af testosteron og gøre mig forståelig på mandsk, når jeg vil stoppe mit evindelige tankespin og tale klart.
Jeg har læst mange og lange bøger, i håbet om at kunne bruge deres råd som palør, men jeg synes nu stadig ikke det virker helt godt, når min direkte facon blot fremprovokere vrede, frygt, panik, irritation og afstandstagen.
Jeg har desværre ikke den personlighed, der som en tyfon river alt op med rode, når tingene ikke går helt som jeg håber og jeg er heller ikke typen der i stilhed, lukker mig inde og venter på bedre vejr i morgen, mens jeg lader stå til. Hvis jeg undres, så spørger jeg for at finde svar, hvis jeg frygter, så deler jeg mine tanker og hvis jeg bekymres, så søger jeg fortrøstning og forsikring og hvis jeg lykkes og glædes, så ser jeg ingen grund til at agere det modsatte, for at spille spillet.
Jeg forstår ikke helt, hvor jeg går galt i byen, når jeg taler rent ud af posen, for jeg har altid ladet mig fortælle at mænd ikke forstår, når det pakkes ind og der hintes. At man skal kunne tale sammen og komme kvindens tankespin og fortolkninger til livs, ved at vi skal lære at åbne munden, være ærlige og kalde en skovl for en skovl, i stedet for at vi lader vores hjerneceller drage konklusioner. Men jeg fatter åbenbart hat og briller, for hvornår er det lige jeg skal holde mine tanker for mig selv og hvornår skal jeg tale?
Måske er jeg bare tilpas blond og dum, til at kunne skelne, hvornår mine tanker betyder nok til at de skal formidles ud igennem munden og hvornår de ikke byder på noget af konstruktiv værdi. Måske er jeg blot så naiv og fatsvag at jeg tror at mine følelser, bekymringer og tanker, skulle ydes nogen særlig opmærksomhed, blot fordi de ikke deles og er mine alene. Hvor ville det være let at have en facitliste foran sig, som man med et enkelt opslag kan se hvorledes man bør forholde sig, når man søger svar, men det er jo selvfølgelig det jeg har veninderne til, vil nogen sikkert sige. Men belyser og løser det noget at gå til hestens røv, eller skal jeg konfrontere mulen og gribe dens bidsel?
Nå, men lad mig så lige oversætte mine ovenstående ord fra kvinsk til mands:
Når I kære mænd, kalder os konfliktsky, overfortolkende, vægelsindede og talende i tåger, så prøv om I kan undlade at svinge pisken, når de direkte og ærlige ord falder, så de kan overdøve dens smælden!
Jeg har læst mange og lange bøger, i håbet om at kunne bruge deres råd som palør, men jeg synes nu stadig ikke det virker helt godt, når min direkte facon blot fremprovokere vrede, frygt, panik, irritation og afstandstagen.
Jeg har desværre ikke den personlighed, der som en tyfon river alt op med rode, når tingene ikke går helt som jeg håber og jeg er heller ikke typen der i stilhed, lukker mig inde og venter på bedre vejr i morgen, mens jeg lader stå til. Hvis jeg undres, så spørger jeg for at finde svar, hvis jeg frygter, så deler jeg mine tanker og hvis jeg bekymres, så søger jeg fortrøstning og forsikring og hvis jeg lykkes og glædes, så ser jeg ingen grund til at agere det modsatte, for at spille spillet.
Jeg forstår ikke helt, hvor jeg går galt i byen, når jeg taler rent ud af posen, for jeg har altid ladet mig fortælle at mænd ikke forstår, når det pakkes ind og der hintes. At man skal kunne tale sammen og komme kvindens tankespin og fortolkninger til livs, ved at vi skal lære at åbne munden, være ærlige og kalde en skovl for en skovl, i stedet for at vi lader vores hjerneceller drage konklusioner. Men jeg fatter åbenbart hat og briller, for hvornår er det lige jeg skal holde mine tanker for mig selv og hvornår skal jeg tale?
Måske er jeg bare tilpas blond og dum, til at kunne skelne, hvornår mine tanker betyder nok til at de skal formidles ud igennem munden og hvornår de ikke byder på noget af konstruktiv værdi. Måske er jeg blot så naiv og fatsvag at jeg tror at mine følelser, bekymringer og tanker, skulle ydes nogen særlig opmærksomhed, blot fordi de ikke deles og er mine alene. Hvor ville det være let at have en facitliste foran sig, som man med et enkelt opslag kan se hvorledes man bør forholde sig, når man søger svar, men det er jo selvfølgelig det jeg har veninderne til, vil nogen sikkert sige. Men belyser og løser det noget at gå til hestens røv, eller skal jeg konfrontere mulen og gribe dens bidsel?
Nå, men lad mig så lige oversætte mine ovenstående ord fra kvinsk til mands:
Når I kære mænd, kalder os konfliktsky, overfortolkende, vægelsindede og talende i tåger, så prøv om I kan undlade at svinge pisken, når de direkte og ærlige ord falder, så de kan overdøve dens smælden!
mandag den 23. januar 2012
One dumb blond...?
Ja, det skulle efter sigende være mig, for sådan er det ofte folk opfatter mig, når de møder den affarvede, dullede blondine, som rapkæftet og knap så anonymt, betræder deres verden for første gang, so i've been told. Fair nok, for jeg ligner jo nok langt fra stereotypen på en kvinde, der sætter sin karriere i højsædet, en mor der nyder at have opdrager- og forældrerollen og én, der har discovery som favorit-kanal, når jeg endelig skal se tv. Nogle mennesker lader jeg forblive i troen, alene af den grund at det ikke betyder noget for mig, hvorledes de anskuer min person, og andre fordi de tydeligt fortæller mig at de ikke evner at se længere end deres egne fordomme og fortolkninger. Andre ser meget mere, når jeg først åbner munden og viser at der er mere til mig end kække bemærkninger og blufærdighedskrænkende catch-frases, men hvis deres egen usikkerhed gør at de føler sig truet, overtrumfet eller sat af sporet, så er dommen ofte selv samme.... Dumb blond?! Det er jo langt det letteste.
Nu skal det dette ikke være en skamrose-mig-selv-blog, men jeg vil gerne gøre op med lidt jantelov her og prøve at analysere, hvorledes jeg tror andre ser mig og hvorledes jeg ser mig selv, før og nu. For der er stor forskel på den 25 årige Tina og hende som sidder her og klaprer løs på tasterne i dag, og hvad der egentlig skabte hende blondinen, som nogen elsker og andre hader (der er sjovt nok sjældent nogen middelvej), udstiller jeg nu her til domsafsigelse. Thi kendes for ret!
For 10 år siden var jeg stereotypen af en mor, arbejder og hustru og agerede præcis, som man kunne forvente, eller i hvert fald som jeg troede andre forventede. Jeg var jævn almindelig, med ret så mange kilo på sidebenene, ja faktisk sad der for meget på samtlige knogler i min krop og min usikkerhed og mit manglende selvværd, var en overskyggende factor, som blev pakket pænt ind i sækkelærred og selvironi. Jeg havde hus, ny bil, ny campingvogn, sommerhus, racehund med den rigtige stamtavle og et husalter, jeg kunne snakke med for at overdøve stilheden af de dybe samtaler, som ikke fandtes. Jeg havde en god mand, en god far til min datter, som hverken slog, drak eller på nogen måde var ubehagelig, men han var ca. ligeså sat i hr. og fru. Danmark, som jeg var. Vi havde andre par som venner og vores familier, som vi besøgte når det var ved at være tid, som man nu gør, med snak om bleskift, børn, hjemmeprojekter, offentlige vurderinger og de stigende oliepriser. Vi stemplede hver især ind på vores respektive jobs, hver morgen, blot for at kunne tjene penge til at opretholde det perfekte glansbillede af et familieliv på skinner. Når dagen var omme og den sidste tv-avis var set, gik vi seng, han læste sine gør-det-selv-blade og jeg mit illustreret videnskab, inden alarmklokken blev stillet og lyset slukket og ellers fattede jeg min dagbog i sengeskuffen og skrev om mine tanker, præcis som jeg gør i dag på min blog. Men som det så ofte sker, gled vi mere og mere ind i trummerummen og selvom jeg faktisk aldrig på noget tidspunkt har bebrejdet min eks-mand, hvorledes mit liv havde udformet sig, så valgte jeg at træffe en egoistisk beslutning. Jeg ville skilles! Jeg hadede pludselig mig selv, mit liv og så det, som måden at vende bøtten for mig, uden at jeg tog hensyn til hvorledes det også ville ændre hans og ikke mindst vores datters verden. Jeg fortryder på ingen måde, men beklager dog at skulle have bragt dem så meget smerte og at det ikke kunne gøres på anden og mindre pinefuld vis. Jeg skulle dog lige helt ned i sølet, inden jeg kunne begynde transformationen, da jeg midt i den hårde skilsmisse, boende ved mine forældre, måtte se min mor miste kampen imod kræften. Dette blev vendepunktet og jeg tog, skridt for skridt, fat på at skabe mig den tilværelse jeg havde ønsket mig i så mange år, finde ud af hvem jeg egentlig var inderst inde og lade dette blive grundstenen for en ny og forbedret udgave af Tina. Jeg havde, uden jeg selv havde bemærket det, tabt mig en hel del kilo (okay rigtig mange) og så pludselig et spejlbillede, som i mine yngre år og tænkte stolt, hvorfor skjule det?! Jeg lod gradvist de ellers altid mørke lokker, affarve og genfandt glæden ved at gøre lidt mere ud af mig selv, end blot et brusebad, en svag antydning af make up og en kam igennem håret. Jeg flyttede ind i en lejlighed, med et cafésæt og en skummadras som eneste møbler, for selvom jeg blev tilbudt det halve af inventaret af det store hus, kunne jeg ikke forene det med mit nye liv og jeg havde desuden ingen yderligere trang til at ændre min datters hverdag, ved at forvandle det hun hidtil havde kaldt sit hjem. Vi skulle skabe et nyt hjem sammen, hende og jeg, og hvor jeg før boede nydeligt (cremefarvet bo-bedre tema) var det stål, sort og knaldende rødt, der prægede vores tøsehybel og det gør det i øvrigt stadig. Jeg har udskiftet de fede hurtigtgående flydere, med en lille blikspand af en bil og kan ærligt sige at det er det bedste transportmiddel, jeg endnu har haft.
Jeg har ændret stort set alt ved mit liv, fra dengang og ganske bevidst, for jeg har besluttet mig for, at være mig selv og stå ved det, uden jeg eller nogen andre skal diktere nogen norm, for hvad der er forventet eller ej. Jeg var nødsaget til at vælge fra, for at få og ikke mindst finde, og jeg har brugt mængder af tid på at finde ud af hvem jeg er, hvorfor jeg er sådan, men mest af alt fundet en accept og tilfredshed i mit indre, såvel som mit ydre. Nu kommer den svære del.....Jeg er blevet en voksen kvinde, en ganske smuk en af slagsen, med et godt job som jeg både finder identitet i, men også god til, jeg har fundet ud af at mine ord er så velskrevne at der er sidder mennesker derude, som synes mit tankespin er helt fantastisk og at de ikke bør være forbeholdt en hemmelig dagbog. Jeg har medbragt mig en masse bagage, livserfaring og den har ikke på nogen måde været gratis, men kostet blod, sved og tårer. Jeg ved, at jeg er en intelligent kvinde, der rummer mere end blot en smule affarvet hår, lange negle og uden at lyde selvfed, hvis det er muligt i lille Danmark, så ved jeg også at min styrke findes i min egen selvindsigt, min konstante udfordring af mig selv og mit syn på verden, set igennem disse, til tider, følelsesladede briller.
Kald mig blot dum blondine, sminkedukke, dulle, umoden, over-følsom og selvoptaget, men husk på at det krævede hårdt arbejde at give dig det førstehånds indtryk, men jeg lader det op til dig at ville se andet og mere. At nå, hvor jeg er i dag og det er ikke kommet af at blinke med sveskestenene, vrikke med hofterne og slå mine tanker hen i pjat. Det kom sig af, at kigge mig grundigt i spejlet, and smell the shit I was shoveling!
Nu skal det dette ikke være en skamrose-mig-selv-blog, men jeg vil gerne gøre op med lidt jantelov her og prøve at analysere, hvorledes jeg tror andre ser mig og hvorledes jeg ser mig selv, før og nu. For der er stor forskel på den 25 årige Tina og hende som sidder her og klaprer løs på tasterne i dag, og hvad der egentlig skabte hende blondinen, som nogen elsker og andre hader (der er sjovt nok sjældent nogen middelvej), udstiller jeg nu her til domsafsigelse. Thi kendes for ret!
For 10 år siden var jeg stereotypen af en mor, arbejder og hustru og agerede præcis, som man kunne forvente, eller i hvert fald som jeg troede andre forventede. Jeg var jævn almindelig, med ret så mange kilo på sidebenene, ja faktisk sad der for meget på samtlige knogler i min krop og min usikkerhed og mit manglende selvværd, var en overskyggende factor, som blev pakket pænt ind i sækkelærred og selvironi. Jeg havde hus, ny bil, ny campingvogn, sommerhus, racehund med den rigtige stamtavle og et husalter, jeg kunne snakke med for at overdøve stilheden af de dybe samtaler, som ikke fandtes. Jeg havde en god mand, en god far til min datter, som hverken slog, drak eller på nogen måde var ubehagelig, men han var ca. ligeså sat i hr. og fru. Danmark, som jeg var. Vi havde andre par som venner og vores familier, som vi besøgte når det var ved at være tid, som man nu gør, med snak om bleskift, børn, hjemmeprojekter, offentlige vurderinger og de stigende oliepriser. Vi stemplede hver især ind på vores respektive jobs, hver morgen, blot for at kunne tjene penge til at opretholde det perfekte glansbillede af et familieliv på skinner. Når dagen var omme og den sidste tv-avis var set, gik vi seng, han læste sine gør-det-selv-blade og jeg mit illustreret videnskab, inden alarmklokken blev stillet og lyset slukket og ellers fattede jeg min dagbog i sengeskuffen og skrev om mine tanker, præcis som jeg gør i dag på min blog. Men som det så ofte sker, gled vi mere og mere ind i trummerummen og selvom jeg faktisk aldrig på noget tidspunkt har bebrejdet min eks-mand, hvorledes mit liv havde udformet sig, så valgte jeg at træffe en egoistisk beslutning. Jeg ville skilles! Jeg hadede pludselig mig selv, mit liv og så det, som måden at vende bøtten for mig, uden at jeg tog hensyn til hvorledes det også ville ændre hans og ikke mindst vores datters verden. Jeg fortryder på ingen måde, men beklager dog at skulle have bragt dem så meget smerte og at det ikke kunne gøres på anden og mindre pinefuld vis. Jeg skulle dog lige helt ned i sølet, inden jeg kunne begynde transformationen, da jeg midt i den hårde skilsmisse, boende ved mine forældre, måtte se min mor miste kampen imod kræften. Dette blev vendepunktet og jeg tog, skridt for skridt, fat på at skabe mig den tilværelse jeg havde ønsket mig i så mange år, finde ud af hvem jeg egentlig var inderst inde og lade dette blive grundstenen for en ny og forbedret udgave af Tina. Jeg havde, uden jeg selv havde bemærket det, tabt mig en hel del kilo (okay rigtig mange) og så pludselig et spejlbillede, som i mine yngre år og tænkte stolt, hvorfor skjule det?! Jeg lod gradvist de ellers altid mørke lokker, affarve og genfandt glæden ved at gøre lidt mere ud af mig selv, end blot et brusebad, en svag antydning af make up og en kam igennem håret. Jeg flyttede ind i en lejlighed, med et cafésæt og en skummadras som eneste møbler, for selvom jeg blev tilbudt det halve af inventaret af det store hus, kunne jeg ikke forene det med mit nye liv og jeg havde desuden ingen yderligere trang til at ændre min datters hverdag, ved at forvandle det hun hidtil havde kaldt sit hjem. Vi skulle skabe et nyt hjem sammen, hende og jeg, og hvor jeg før boede nydeligt (cremefarvet bo-bedre tema) var det stål, sort og knaldende rødt, der prægede vores tøsehybel og det gør det i øvrigt stadig. Jeg har udskiftet de fede hurtigtgående flydere, med en lille blikspand af en bil og kan ærligt sige at det er det bedste transportmiddel, jeg endnu har haft.
Jeg har ændret stort set alt ved mit liv, fra dengang og ganske bevidst, for jeg har besluttet mig for, at være mig selv og stå ved det, uden jeg eller nogen andre skal diktere nogen norm, for hvad der er forventet eller ej. Jeg var nødsaget til at vælge fra, for at få og ikke mindst finde, og jeg har brugt mængder af tid på at finde ud af hvem jeg er, hvorfor jeg er sådan, men mest af alt fundet en accept og tilfredshed i mit indre, såvel som mit ydre. Nu kommer den svære del.....Jeg er blevet en voksen kvinde, en ganske smuk en af slagsen, med et godt job som jeg både finder identitet i, men også god til, jeg har fundet ud af at mine ord er så velskrevne at der er sidder mennesker derude, som synes mit tankespin er helt fantastisk og at de ikke bør være forbeholdt en hemmelig dagbog. Jeg har medbragt mig en masse bagage, livserfaring og den har ikke på nogen måde været gratis, men kostet blod, sved og tårer. Jeg ved, at jeg er en intelligent kvinde, der rummer mere end blot en smule affarvet hår, lange negle og uden at lyde selvfed, hvis det er muligt i lille Danmark, så ved jeg også at min styrke findes i min egen selvindsigt, min konstante udfordring af mig selv og mit syn på verden, set igennem disse, til tider, følelsesladede briller.
Kald mig blot dum blondine, sminkedukke, dulle, umoden, over-følsom og selvoptaget, men husk på at det krævede hårdt arbejde at give dig det førstehånds indtryk, men jeg lader det op til dig at ville se andet og mere. At nå, hvor jeg er i dag og det er ikke kommet af at blinke med sveskestenene, vrikke med hofterne og slå mine tanker hen i pjat. Det kom sig af, at kigge mig grundigt i spejlet, and smell the shit I was shoveling!
lørdag den 21. januar 2012
Sne på skærmen!
Sidder her og nyder synet af sneen falde udenfor mit vindue, mens jeg selvtilfreds kan kigge på et nærmest nypoleret hjem, for selvom jeg ikke normalt kan betegnes som morgenmenneske, stod jeg op klokken 07:00! Hvad sker der lige for det? Og så på en lørdag, hvor man burde nyde morgenen i sengen, under den tunge dyne og glimtvis kigge ud på de smukke fnug, der daler ned, mens morgenkaffen brygger og den bette sætter i højlydt latter, over det tossede morgen-tv, børn ser nu til dags.
Da jeg var barn var der ikke noget der hed morgen-tv, med undtagelse af julen, hvor de samme udsendelser blev gengivet år efter år og Jørgen Clevin viste hvorledes vi kunne fordrive ventetiden, med saks og papir. Gad vide hvad min datter ville synes om den type tv, som var klinisk renset for ukvemsord og eder og hvor de voksne studieværter, ikke var unge mennesker i kontakt med deres indre legebarn, men virkelige voksne.... Ja, de var vel nærmest gamle, i forhold til i dag?!
Måske er det blot mig, der er blevet gammel, når jeg ikke rigtigt kan fatte nutidens tv og her taler vi også de mange reality programmer, som myldrer frem og hvor morskaben skal bestå i at se andre mennesker dumme sig på åben skærm. Vi vælter os i X-faktor, De unge mødre, Paradise Hotel, Single-liv, Forsvundne Danskere og hvad de ellers hedder, og kan til vores store nydelse og underholdning se helt almindelige danskere vise fremvise deres bedste og ikke mindst værste sider, i bedste sendetid.
Kors, hvor er det godt at kunne klappe sig lidt på ryggen, mens man postulerer, at så dum er man i det mindste ikke selv, når Blackman's ord, verbalt pisker naive småpigers drømme om kendisstatus og siger alt det vi ikke selv tør. Vores egne børn synger jo som en drøm, ik? Når vi små-sadistisk, sidder og venter på at nogen skal knalde for åben skærm, til evigt eftermæle som hende der skreg, men stadig bedyrer at porno er noget snask og for dem der efter midnat sidder med hornbriller, slikhår og klister på tastaturet. Sådan er vi jo ikke selv, vel? Eller når en stakkel, ikke kan finde sin biologiske mor og lader et tv-hold jagte verdens afkroge rundt, for at finde en kvinde, siddende i et blikskur, mens hun laver dagens middag af vand og mel og de omfavner hinanden. Vi elsker at blive rørt og lader med glæde en tårer trille, i ren empati, uden vi skænker det en tanke, at nogen oplever uønsket indgriben i deres liv, i vores underholdnings navn. Vi ville jo selv elske at en fremmed troppede op ved vores dør og fortalte at arven efter moster Anna, skal deles, ik?
Reality-tv er egentlig en helt forkert kategorisering, da der intet realistisk er ved et setup, som guider de medvirkende til dumhedernes dør, og der i bedste Jørgen Clevin-stil, klippes og klistres for at behage beskuerens sult efter at føle os lidt bedre, heldigere, klogere og lykkeligere. Det burde hedde manipulations-porno, for vi har åbenbart svært ved at gennemskue, at den eneste grund til at de sender det bras, er fordi vi sidder uge efter uge, dag efter dag og lader os indbilde vi lever det perfekte liv. Livet leves ikke igennem et tv, hvor det eneste aktive vi foretager os er at zappe rundt, sippe lidt lidt den dampende kaffe og rokere lidt når venstre balle begynder at sove.
Et tv- program om mig og mit liv, ville sikkert ikke øge seertallet, men rettere blive en slags dogme dokumentar, der kunne vinde en af de priser, der altid hedder noget fancy, men som reelt er programmer ingen gider at se. Nej, så hellere sidde og nyde den ægte varer, nemlig det reality-tv der foregår uden for mit vindue, med dalende tavse snefnug, som underholder mig og hvor tilfredsheden med mit liv, ikke er spejlet i andre eller andet end et tilfrosset vandprisme. Se, det er godt og smukt tv!
Da jeg var barn var der ikke noget der hed morgen-tv, med undtagelse af julen, hvor de samme udsendelser blev gengivet år efter år og Jørgen Clevin viste hvorledes vi kunne fordrive ventetiden, med saks og papir. Gad vide hvad min datter ville synes om den type tv, som var klinisk renset for ukvemsord og eder og hvor de voksne studieværter, ikke var unge mennesker i kontakt med deres indre legebarn, men virkelige voksne.... Ja, de var vel nærmest gamle, i forhold til i dag?!
Måske er det blot mig, der er blevet gammel, når jeg ikke rigtigt kan fatte nutidens tv og her taler vi også de mange reality programmer, som myldrer frem og hvor morskaben skal bestå i at se andre mennesker dumme sig på åben skærm. Vi vælter os i X-faktor, De unge mødre, Paradise Hotel, Single-liv, Forsvundne Danskere og hvad de ellers hedder, og kan til vores store nydelse og underholdning se helt almindelige danskere vise fremvise deres bedste og ikke mindst værste sider, i bedste sendetid.
Kors, hvor er det godt at kunne klappe sig lidt på ryggen, mens man postulerer, at så dum er man i det mindste ikke selv, når Blackman's ord, verbalt pisker naive småpigers drømme om kendisstatus og siger alt det vi ikke selv tør. Vores egne børn synger jo som en drøm, ik? Når vi små-sadistisk, sidder og venter på at nogen skal knalde for åben skærm, til evigt eftermæle som hende der skreg, men stadig bedyrer at porno er noget snask og for dem der efter midnat sidder med hornbriller, slikhår og klister på tastaturet. Sådan er vi jo ikke selv, vel? Eller når en stakkel, ikke kan finde sin biologiske mor og lader et tv-hold jagte verdens afkroge rundt, for at finde en kvinde, siddende i et blikskur, mens hun laver dagens middag af vand og mel og de omfavner hinanden. Vi elsker at blive rørt og lader med glæde en tårer trille, i ren empati, uden vi skænker det en tanke, at nogen oplever uønsket indgriben i deres liv, i vores underholdnings navn. Vi ville jo selv elske at en fremmed troppede op ved vores dør og fortalte at arven efter moster Anna, skal deles, ik?
Reality-tv er egentlig en helt forkert kategorisering, da der intet realistisk er ved et setup, som guider de medvirkende til dumhedernes dør, og der i bedste Jørgen Clevin-stil, klippes og klistres for at behage beskuerens sult efter at føle os lidt bedre, heldigere, klogere og lykkeligere. Det burde hedde manipulations-porno, for vi har åbenbart svært ved at gennemskue, at den eneste grund til at de sender det bras, er fordi vi sidder uge efter uge, dag efter dag og lader os indbilde vi lever det perfekte liv. Livet leves ikke igennem et tv, hvor det eneste aktive vi foretager os er at zappe rundt, sippe lidt lidt den dampende kaffe og rokere lidt når venstre balle begynder at sove.
Et tv- program om mig og mit liv, ville sikkert ikke øge seertallet, men rettere blive en slags dogme dokumentar, der kunne vinde en af de priser, der altid hedder noget fancy, men som reelt er programmer ingen gider at se. Nej, så hellere sidde og nyde den ægte varer, nemlig det reality-tv der foregår uden for mit vindue, med dalende tavse snefnug, som underholder mig og hvor tilfredsheden med mit liv, ikke er spejlet i andre eller andet end et tilfrosset vandprisme. Se, det er godt og smukt tv!
fredag den 20. januar 2012
Freaky Friday...
Jeg sidder her en fredag aften alene, kun med hundens rungende snorken og radioen, som eneste selskab, alt imens jeg varmer mine kolde fingre ved at laden dem motionere over det virtuelle løbebånd. Ikke at jeg aldrig er alene, for det sker skam jævnligt, men dette er altid på hverdage og efter en lang begivenhedsrig dag på job, hvor man mæt af dagens oplevelser, trænger til lidt ro i hovedet. Nu jeg tænker over det, kan jeg ikke mindes jeg det sidste år har tilbragt en fredag aften helt alene, sådan på spontan vis, og aftenens planer blev skam også lidt ufrivilligt udsat, for som altid, var der skemalagt en dagsorden. Den stod på hygge og hjernetømning, opladning og "mor"-somhed, med familiehygge i højsædet og masser af knus, kram og den omsorg jeg føler jeg ikke har givet nok, på det sidste. Surpice, surprice....? NOT!
Før i tiden var jeg god til at hive en fredag aften ud af kalenderen, trække stikket til omgivelserne og lade verden stå stille, for at dyrke lidt selvforkælelse, i form af pleje af krop og sjæl. Selvtilfreds iføre mig min pæneste natkjole og elske mig selv, uden det skulle lyde lummert på nogen måde, men selv det var en planlagt handling. Jeg er sådan indrettet at jeg straks sætter tankerne i gang med at lede efter andet at benytte fritimerne konstruktivt på, for selvom jeg hverken er skuffet eller føler mig ensom, så burde jeg gøre noget, når nu planerne røg ud med skraldeposen og ugens reklamer. Men hvorfor egentlig det? Hvorfor sidder jeg og planlægger og prioriterer, hvad jeg ellers burde gøre, fremfor at slå håret ned og blot nyde at jeg bare kan være mig, måske udvide min horisont med en god bog, finde svar på mine tanker og lade alt andet vente til i morgen eller endnu senere? Hvorfor sidder jeg her? Hvorfor logger jeg på arbejds-pc'en i håbet om at komme lidt på forkant med mandagens udfordringer, som jeg ved, forsinkes af mandagens kommende kursus i elementær brandslukning.....?
Brandslukning? Sikkert en fornuftig ting at høre om, men det kræver vist mere og andet end en fiktiv brand, for at vide hvorledes jeg ville reagere i den givne situation, da man jo ikke aner hvor cool man ville agere på en akut krise-situation eller det blot ulmede lidt i hjørnet. Vil dog gerne berolige mine kollegaer om at jeg naturligvis finder kappen frem og redder alle dem og det, der er i brand. Tjek, vand på mennesker og kulsyre, der hvor det slår gnister....Eller var det omvendt? Arghhh....CRAP! Okay, jeg yder min fulde opmærksomhed, Hr. Brandmand (men har engang set hvordan sådan én, skal se ud, så forventningerne er store).
Jeg håber at den sobre tone kommer igen på mandag, for den fløj da op igennem ovenlys-vinduerne i dag, i forventningens tankespin, med det resultat at man mistede koncentrationen, i så voldsom grad, at mit i forvejen rastløse og fjollede humør, blot blev endnu mere fjantet. Det er svært at besvare seriøse opkald, om manglende vand i rørene, uden at man foreslår at rørlæggeren lægger en tur forbi, når man er ramt af fredag, hvilket egentlig ikke hævede samtalens niveau sønderligt. (Godt hun tog det pænt og med et smil på læben). Mon fredag, kan betegnes noget nær sindssyge, når det hele sitrer på én, fra det tidspunkt man møder ind og tankerne kun kredser om at det snart bliver tid til at punche ud igen og stå foran døren af verdens mørkeste gang?
Jeg har virkelig været ramt af fredag i dag, som var det ikke en ugentlig, men nærmere årlig begivenhed, som man med stor forventning har set frem til i lang tid og nu sidder jeg så her og mærker stilheden og roen vende langsomt tilbage, selvom fredagen er lidt endnu. Det er pludselig Tina-tid og normalt ville jeg dulle igennem med negle, ansigtsmasker, blød musik og et glas rødvin (ikke nødvendigvis i den rækkefølge), men jeg skal vist ikke tømme mere hjernemasse ud i dag/aften, på fjantet og tastet vis.... Jeg skal ikke undres i cyber, udgyde mine fredags-frustrationer til andre eller sidde og længes efter selskab! I'm out of office...
Have a Freaky Friday!
Før i tiden var jeg god til at hive en fredag aften ud af kalenderen, trække stikket til omgivelserne og lade verden stå stille, for at dyrke lidt selvforkælelse, i form af pleje af krop og sjæl. Selvtilfreds iføre mig min pæneste natkjole og elske mig selv, uden det skulle lyde lummert på nogen måde, men selv det var en planlagt handling. Jeg er sådan indrettet at jeg straks sætter tankerne i gang med at lede efter andet at benytte fritimerne konstruktivt på, for selvom jeg hverken er skuffet eller føler mig ensom, så burde jeg gøre noget, når nu planerne røg ud med skraldeposen og ugens reklamer. Men hvorfor egentlig det? Hvorfor sidder jeg og planlægger og prioriterer, hvad jeg ellers burde gøre, fremfor at slå håret ned og blot nyde at jeg bare kan være mig, måske udvide min horisont med en god bog, finde svar på mine tanker og lade alt andet vente til i morgen eller endnu senere? Hvorfor sidder jeg her? Hvorfor logger jeg på arbejds-pc'en i håbet om at komme lidt på forkant med mandagens udfordringer, som jeg ved, forsinkes af mandagens kommende kursus i elementær brandslukning.....?
Brandslukning? Sikkert en fornuftig ting at høre om, men det kræver vist mere og andet end en fiktiv brand, for at vide hvorledes jeg ville reagere i den givne situation, da man jo ikke aner hvor cool man ville agere på en akut krise-situation eller det blot ulmede lidt i hjørnet. Vil dog gerne berolige mine kollegaer om at jeg naturligvis finder kappen frem og redder alle dem og det, der er i brand. Tjek, vand på mennesker og kulsyre, der hvor det slår gnister....Eller var det omvendt? Arghhh....CRAP! Okay, jeg yder min fulde opmærksomhed, Hr. Brandmand (men har engang set hvordan sådan én, skal se ud, så forventningerne er store).
Jeg håber at den sobre tone kommer igen på mandag, for den fløj da op igennem ovenlys-vinduerne i dag, i forventningens tankespin, med det resultat at man mistede koncentrationen, i så voldsom grad, at mit i forvejen rastløse og fjollede humør, blot blev endnu mere fjantet. Det er svært at besvare seriøse opkald, om manglende vand i rørene, uden at man foreslår at rørlæggeren lægger en tur forbi, når man er ramt af fredag, hvilket egentlig ikke hævede samtalens niveau sønderligt. (Godt hun tog det pænt og med et smil på læben). Mon fredag, kan betegnes noget nær sindssyge, når det hele sitrer på én, fra det tidspunkt man møder ind og tankerne kun kredser om at det snart bliver tid til at punche ud igen og stå foran døren af verdens mørkeste gang?
Jeg har virkelig været ramt af fredag i dag, som var det ikke en ugentlig, men nærmere årlig begivenhed, som man med stor forventning har set frem til i lang tid og nu sidder jeg så her og mærker stilheden og roen vende langsomt tilbage, selvom fredagen er lidt endnu. Det er pludselig Tina-tid og normalt ville jeg dulle igennem med negle, ansigtsmasker, blød musik og et glas rødvin (ikke nødvendigvis i den rækkefølge), men jeg skal vist ikke tømme mere hjernemasse ud i dag/aften, på fjantet og tastet vis.... Jeg skal ikke undres i cyber, udgyde mine fredags-frustrationer til andre eller sidde og længes efter selskab! I'm out of office...
Have a Freaky Friday!
torsdag den 19. januar 2012
Grow with me.....
Jeg er egentlig fuldstændig ligeglad med om jeg skal skubbe en rullestol, eller selv blive skubbet, så længe jeg er lykkelig og kan se tilbage på et liv med masser af varme, kærlighed og så hul i om man skal stoppe op og puste lidt og støtte sig til ham med det grå-stænkede hår. Se på ham med samme briller, som sikkert er gledet ned over næseryggen, på samme måde som første gang man så i hans øjne og blive ramt af samme følelse af betagelse, som ved første kys.
Jeg vil gerne se mig selv i min, til den tid voksne, datter og med stolthed se mit livsværk, være blevet til en moden kvinde med et godt, sundt og lykkeligt liv. Se eventuelle børnebørn klatre i legestativer og mindes da jeg selv var et naivt barn, med et uspoleret syn på verden og med alle muligheder for mine fødder og vide at jeg gjorde mit for at leve det ud til fulde.
For jeg vil ikke sidde her og sige at jeg drømmer om et otium, som en anden jord om-rejsende, der blot ventede på friheden til at realisere mig og mine drømme: Hvis jeg vil rejse, så skal jeg rejse nu og måske endda i uvished om, hvor piloten vælger at lande, men opleve hvad verden byder mig. Måske vil hjemrejsen, give en ekstraregning for overlæs og måske bringer den kun mental bagage..... Og måske bringer den mig til alderdommen jeg vil nyde.
Jeg drømmer ikke om at blive gammel, men om at blive gammel med mine elskede; Gammel nok til at kunne opleve livet igen og igen, mens vi fortsætter med at fylde fotoalbummet med minder og se tilbage på et rigt liv, der stadig øges i værdi, for hver dag! Måske bliver jeg syg, grim og lasket og det er ingen hemmelighed at vi ikke bliver så gamle i min familie, men så længe jeg får fyldt det indre bæger, ville jeg elske det faktum at blive ældre og måske endda lære at elske de kommende rynker?! Altså mine, for jeg elsker allerede dine...
tirsdag den 17. januar 2012
Boobjobs, Berlingoer og Børnehaver...
Jeg har ofte hørt udtrykket, man kun er så gammel man føler sig, hvilket i sig selv vel er citeret, i et forsøg på at ændre datoen på sin fødselsattest?!
"Jamen jeg føler mig ikke som en 35 årig!" Ja, undskyld mig, men hvor pokker ved du egentlig fra hvordan det skal føles, når udløbsdatoen er nået halvvejs til de halvfjers og du ikke har andet eller bedre sammenlignings grundlag end dig selv? Du ER 35 år! Og nu vil nogen sikkert påstå (som jeg så tit selv har gjort) at de jo ligner én på 29 år.... Tja, dertil kan man jo så sige, at der sikkert også findes 50 årige der ligner en på 35, hvilket jo så gør dig temmelig meget ældre af udseende, eller hva?!
Jeg får tics, når kvinder på 30-40+ omtaler sig selv som en frisk pige....Pige???... Nej, Fru Jensen, du bliver ikke yngre, blot fordi du sammenligner dig med den purunge Lolita, med hvide knæstrømper og med en rød-stribet slikkepind i højre mundvig, med mindre du rent faktisk stadig iklæder dig din skolepige uniform, inden du stempler ind på kontoret. Rynkerne forsvinder ikke, blot fordi din fantasi stadig ikke rækker længere, end til at lade lokkerne flette og Hallo Kitty pryder som screen-saver på din mobiltelefon!
Hov hov, nu skyder hun med skarpt, tænker de kære kvinder, alt imens mændene sidder og klapper i deres små hænder, men kosten her, er slet ikke færdig. For I, kære mænd, er jo ikke en skid bedre, når det kommer til det faktum at være sig aldersbevidst, selvom jeres forbrug af rynkecreme sikkert er en del mindre end vores. For I er jo nogle drengerøve, hvis I selv skal sige det, når passionen for hestekræfter og udstyrsgejl, bringer julelys i jeres øjne og I tilegner jer endda det label med stolthed. Ikke et ondt ord skal falde fra min mund, om at have en hobby, men det barberer sgutte år af fødselsattesten, at kalde sig Thorkild Thyrring wannabe, med terninger i forruden og ordene "Eat my dust" i bagruden af jeres Berlingo!
Når man omtaler sig selv som frisk pige og drengerøv, (der er mærkeligt nok ikke noget der hedder pigerøv?!) i en voksen alder, lyder det i mine ører lidt mere som en selv-dianogstigsering af Peter Pan Syndrom , og ønsket om at finde den hellige gral i et boob-job størrelse op-under-hagen, eller i en udstødning, som får Berlingo'en til at lyde ond. Og jeg er ganske klar over, at jeg med disse ord lægger op til røvfuld, da jeg selv er flittig bruger af slette-lak-creme og også finder Berlingo'en, verdens nok mindst maskuline bil, men det gør mig ingenlunde til nogen "frisk" pige. Jeg er lige tilpas lagret, som min datter plejer at sige og hvad er der i øvrigt galt med at være voksen?
Jeg er kvinde! En voksen kvinde på snart 35 år, som faktisk er temmelig vild med min alder og helt vildt stolt af den bagage, jeg har skaffet mig indtil nu. Jeg er stolt af mine strækmærker, som vel egentlig kan betegnes for en slags kvittering, for mit smukkeste mesterværk, nemlig min datter. Jeg er stolt af at have en livserfaring, som generationen yngre end mig, nu synes at søge råd og visdom i. Og jeg er stolt af at jeg ikke føler den store trang til at være ung, med de unge, men rettere være mig selv med mine nærmeste, som spænder over alle aldre, selvom ingen af dem kører i sådan en pispotte, som ovennævnt.
Hvad vil jeg sige med alt dette? Ikke andet end at du jo har en dejlig alder, som præcis passer lige til dig, men hvis det fucking tal betyder så meget og er så svært at acceptere, så tag din spand og sæt dig ned i sandkassen, med de andre børn..... De har nemlig heller ikke lært at regne endnu!
"Jamen jeg føler mig ikke som en 35 årig!" Ja, undskyld mig, men hvor pokker ved du egentlig fra hvordan det skal føles, når udløbsdatoen er nået halvvejs til de halvfjers og du ikke har andet eller bedre sammenlignings grundlag end dig selv? Du ER 35 år! Og nu vil nogen sikkert påstå (som jeg så tit selv har gjort) at de jo ligner én på 29 år.... Tja, dertil kan man jo så sige, at der sikkert også findes 50 årige der ligner en på 35, hvilket jo så gør dig temmelig meget ældre af udseende, eller hva?!
Jeg får tics, når kvinder på 30-40+ omtaler sig selv som en frisk pige....Pige???... Nej, Fru Jensen, du bliver ikke yngre, blot fordi du sammenligner dig med den purunge Lolita, med hvide knæstrømper og med en rød-stribet slikkepind i højre mundvig, med mindre du rent faktisk stadig iklæder dig din skolepige uniform, inden du stempler ind på kontoret. Rynkerne forsvinder ikke, blot fordi din fantasi stadig ikke rækker længere, end til at lade lokkerne flette og Hallo Kitty pryder som screen-saver på din mobiltelefon!
Hov hov, nu skyder hun med skarpt, tænker de kære kvinder, alt imens mændene sidder og klapper i deres små hænder, men kosten her, er slet ikke færdig. For I, kære mænd, er jo ikke en skid bedre, når det kommer til det faktum at være sig aldersbevidst, selvom jeres forbrug af rynkecreme sikkert er en del mindre end vores. For I er jo nogle drengerøve, hvis I selv skal sige det, når passionen for hestekræfter og udstyrsgejl, bringer julelys i jeres øjne og I tilegner jer endda det label med stolthed. Ikke et ondt ord skal falde fra min mund, om at have en hobby, men det barberer sgutte år af fødselsattesten, at kalde sig Thorkild Thyrring wannabe, med terninger i forruden og ordene "Eat my dust" i bagruden af jeres Berlingo!
Når man omtaler sig selv som frisk pige og drengerøv, (der er mærkeligt nok ikke noget der hedder pigerøv?!) i en voksen alder, lyder det i mine ører lidt mere som en selv-dianogstigsering af Peter Pan Syndrom , og ønsket om at finde den hellige gral i et boob-job størrelse op-under-hagen, eller i en udstødning, som får Berlingo'en til at lyde ond. Og jeg er ganske klar over, at jeg med disse ord lægger op til røvfuld, da jeg selv er flittig bruger af slette-lak-creme og også finder Berlingo'en, verdens nok mindst maskuline bil, men det gør mig ingenlunde til nogen "frisk" pige. Jeg er lige tilpas lagret, som min datter plejer at sige og hvad er der i øvrigt galt med at være voksen?
Jeg er kvinde! En voksen kvinde på snart 35 år, som faktisk er temmelig vild med min alder og helt vildt stolt af den bagage, jeg har skaffet mig indtil nu. Jeg er stolt af mine strækmærker, som vel egentlig kan betegnes for en slags kvittering, for mit smukkeste mesterværk, nemlig min datter. Jeg er stolt af at have en livserfaring, som generationen yngre end mig, nu synes at søge råd og visdom i. Og jeg er stolt af at jeg ikke føler den store trang til at være ung, med de unge, men rettere være mig selv med mine nærmeste, som spænder over alle aldre, selvom ingen af dem kører i sådan en pispotte, som ovennævnt.
Hvad vil jeg sige med alt dette? Ikke andet end at du jo har en dejlig alder, som præcis passer lige til dig, men hvis det fucking tal betyder så meget og er så svært at acceptere, så tag din spand og sæt dig ned i sandkassen, med de andre børn..... De har nemlig heller ikke lært at regne endnu!
onsdag den 11. januar 2012
Pik og patter.....
Pardon my French, men det er hvad jeg har på hjernen i aften, og det der er værre (eller bedre) alt efter øjnene, der beskuer. Og nej, nu skal denne blog ikke omhandle diverse fortrin og vedhæng, men rettere hvad det giver os, ved at råbe disse ord ud i et rum/forum. For kan vi ikke tale om andre og dybere ting, kan vi altid tale om sex, mens vi indlader os på konkurrencen om at bevæge os tættest på kronjuvelerne under kyskhedsbæltet.
Jeg er ikke et hak bedre, for er der nogen der kan diskuterer sex, elskov, mænd og hvad der dertil hører (læs deres tredie hjernehalvdel), er det undertegnede og gør det endda gerne. Jeg synes dog alligevel selv, at jeg forsøger at pakke det smagfuldt ind og lade det være op til modtagerens fantasi at tolke mine ord, selvom det til tider fremmer forståelsen at kalde tingene ved deres rette navn. Så selvom jeg sagtens kunne bruge en hel blog på at debattere seksuelle præferencer, så vil jeg dog alligevel undlade og skåne jer for den ret kedelige læsning, og i stedet forsøge at holde stilen, hvis jeg altså har nogen.
Når vi så nådesløst råber disse ord ud i vores omgivelsers univers, er det måske oftest i håb om at gøre os bemærkede, sjove og fremstå som fri sindede og kække, selvom de færreste af os reelt mener det vi siger. På det punkt er mænd og kvinder ret ens, og selvom vi vil jo helst opleve hele jagten, uden at have alt serveret på et sølvfad, men også overlade lidt til fantasien, så siger vi det diamentralt modsatte. Og alligevel smider vi til tider de verbale hæmninger, åbner den kakifarvede blotter-frakke og fremstammer noget som vi tror, andre synes er frækt og grænseoverskridende. Men jeg må på egne vegne beklage.... Jeg er ikke specielt hæmmet og synker det, uden problemer i en mundfuld, om jeg så må sige.
Jeg tændes ikke af det, langt fra faktisk, for jeg synes indpakningen og den subtile flirt er langt mere spændende, men morer mig blot over at det giver afsenderen langt mere røde kinder, end mine. Og imens vi sidder og savler over nettets utallige links, om hvordan det perfekte blowjob gives og hvorledes man med succes kan bringe en kvinde til orgasme, ved at slikke alfabetet, (hvis man altså stadig kan huske remsen), så må vi ikke glemme vi gnisten og glimtet i øjet. Den gnist der udsendes subtilt, via et blik, en sms eller diskrete ord og alligevel får en betydning, der kan vække interesse og begærets lyster og som holder hele dagen, mens vores fantasi arbejder på højtryk og vores indre koger.
"Jamen, Tina, du er jo selv temmelig vulgær..." Indrømmet, men lad dig ikke narre, for måske er du også som jeg, hvor det intet har med sex og begær at gøre, men med humor og provokation og en pokkers søgen efter at se, hvor langt jeg rent faktisk får lov at overskride grænsen. For mig handler det ikke om at blive set eller hørt, hvilket jeg i øvrigt tror jeg kunne finde mange andre måder at tiltrække mig opmærksomhed på, men når bolden spilles tilbage, så kan jeg ikke lade være med at stramme skruen en tand til. Jer, der kender mig fra mit underholdningsmedie, facebook, har i hvert fald oplevet dette, på nærmeste hold og deler I min humor, kan i også skelne.
Det hænder (dog ikke tit) at jeg bliver fanget og ikke har en come-back-phrase, til selv den værste bemærkning, hvilket naturligvis skete i dag, da det blev mere end antydet at mine ben er så korte at selv gummistøvler ville skarve mig i skridtet! Skak mat... Den blev serveret fra så akkurat, en netop uventet kant, at jeg blot stod måbende og min eneste reaktion var latter og i bedste Miss Peggy-stil, en svunget arm. En indre og meget højlydt latter, der blev gentaget mange gange i løbet af i dag, uden jeg havde et eneste snappy come-back. Og ligeså irriteret jeg er over min manglende respons, så var det i mine øjne afsindig god og vel-serveret humor, på så lavt et plan at det nåede afsindige højder. Som at være stangspringer og limbo-danser på samme tid, med barren i hver sin ende af skalaen.
Hvad vil jeg så sige med alt dette? Hmm... Tja, at rødvinen lader til at have haft en vis effekt og at det nu er blevet tid til at finde min seng, mens jeg grubler over hvordan kan jeg gøre gengæld, men også opfordre jer alle til at finde det glinsende cellofan-papir og det røde krøl-bånd frem, når der skal flirtes igennem... Tag det fra en kender, der har set lidt af hvert. Det er nøglen til kyskheds-bæltet og giver liv, til meget andet end strittende fortrin og svulmende vedhæng...
Afslutningsvis vil jeg linke den ultimative (efter min mening) mest sexede sang jeg endnu har hørt!
Jeg er ikke et hak bedre, for er der nogen der kan diskuterer sex, elskov, mænd og hvad der dertil hører (læs deres tredie hjernehalvdel), er det undertegnede og gør det endda gerne. Jeg synes dog alligevel selv, at jeg forsøger at pakke det smagfuldt ind og lade det være op til modtagerens fantasi at tolke mine ord, selvom det til tider fremmer forståelsen at kalde tingene ved deres rette navn. Så selvom jeg sagtens kunne bruge en hel blog på at debattere seksuelle præferencer, så vil jeg dog alligevel undlade og skåne jer for den ret kedelige læsning, og i stedet forsøge at holde stilen, hvis jeg altså har nogen.
Når vi så nådesløst råber disse ord ud i vores omgivelsers univers, er det måske oftest i håb om at gøre os bemærkede, sjove og fremstå som fri sindede og kække, selvom de færreste af os reelt mener det vi siger. På det punkt er mænd og kvinder ret ens, og selvom vi vil jo helst opleve hele jagten, uden at have alt serveret på et sølvfad, men også overlade lidt til fantasien, så siger vi det diamentralt modsatte. Og alligevel smider vi til tider de verbale hæmninger, åbner den kakifarvede blotter-frakke og fremstammer noget som vi tror, andre synes er frækt og grænseoverskridende. Men jeg må på egne vegne beklage.... Jeg er ikke specielt hæmmet og synker det, uden problemer i en mundfuld, om jeg så må sige.
Jeg tændes ikke af det, langt fra faktisk, for jeg synes indpakningen og den subtile flirt er langt mere spændende, men morer mig blot over at det giver afsenderen langt mere røde kinder, end mine. Og imens vi sidder og savler over nettets utallige links, om hvordan det perfekte blowjob gives og hvorledes man med succes kan bringe en kvinde til orgasme, ved at slikke alfabetet, (hvis man altså stadig kan huske remsen), så må vi ikke glemme vi gnisten og glimtet i øjet. Den gnist der udsendes subtilt, via et blik, en sms eller diskrete ord og alligevel får en betydning, der kan vække interesse og begærets lyster og som holder hele dagen, mens vores fantasi arbejder på højtryk og vores indre koger.
"Jamen, Tina, du er jo selv temmelig vulgær..." Indrømmet, men lad dig ikke narre, for måske er du også som jeg, hvor det intet har med sex og begær at gøre, men med humor og provokation og en pokkers søgen efter at se, hvor langt jeg rent faktisk får lov at overskride grænsen. For mig handler det ikke om at blive set eller hørt, hvilket jeg i øvrigt tror jeg kunne finde mange andre måder at tiltrække mig opmærksomhed på, men når bolden spilles tilbage, så kan jeg ikke lade være med at stramme skruen en tand til. Jer, der kender mig fra mit underholdningsmedie, facebook, har i hvert fald oplevet dette, på nærmeste hold og deler I min humor, kan i også skelne.
Det hænder (dog ikke tit) at jeg bliver fanget og ikke har en come-back-phrase, til selv den værste bemærkning, hvilket naturligvis skete i dag, da det blev mere end antydet at mine ben er så korte at selv gummistøvler ville skarve mig i skridtet! Skak mat... Den blev serveret fra så akkurat, en netop uventet kant, at jeg blot stod måbende og min eneste reaktion var latter og i bedste Miss Peggy-stil, en svunget arm. En indre og meget højlydt latter, der blev gentaget mange gange i løbet af i dag, uden jeg havde et eneste snappy come-back. Og ligeså irriteret jeg er over min manglende respons, så var det i mine øjne afsindig god og vel-serveret humor, på så lavt et plan at det nåede afsindige højder. Som at være stangspringer og limbo-danser på samme tid, med barren i hver sin ende af skalaen.
Hvad vil jeg så sige med alt dette? Hmm... Tja, at rødvinen lader til at have haft en vis effekt og at det nu er blevet tid til at finde min seng, mens jeg grubler over hvordan kan jeg gøre gengæld, men også opfordre jer alle til at finde det glinsende cellofan-papir og det røde krøl-bånd frem, når der skal flirtes igennem... Tag det fra en kender, der har set lidt af hvert. Det er nøglen til kyskheds-bæltet og giver liv, til meget andet end strittende fortrin og svulmende vedhæng...
Afslutningsvis vil jeg linke den ultimative (efter min mening) mest sexede sang jeg endnu har hørt!
Abonner på:
Opslag (Atom)