"Hun har ben i næsen" er et ofte brugt udtryk om den stærke moderne kvinde og jeg er ikke helt sikker på jeg altid forstår forherligelsen af, at de dertil indrettede gå-aggregater er placeret midt i trynen. Det vil jeg derfor i aften prøve at sætte i min virtuelle og så absolut generaliserende bås, også i en så ekstrem grad at der forhåbentligt ikke er nogen, som oprigtigt genkender følgende ude i den virkelige verden. Hun kan nemlig ALT selv og hun gør det, før du overhovedet har nået at række din hånd frem, hun tør stå ved og anerkender sit eget værd til fulde, siger altid sin uforbeholdne mening og har i det hele taget ikke brug for andres hjælp til noget, for at få livets små bump udjævnet, hvilket hun klarer alene ved hjælp af hendes verbale damptromle. Hun fastholder sin ret til have en mening om alle livets forhold, ja faktisk mener hun at man er forpligtet til at tage stilling og have et standpunkt og hun betragter det ikke som en ret, men nærmere et krav, hvis du skal nyde hendes respekt. Og den er ikke let at få, for er dine små livsanskuelser ikke så stålsatte som hendes, må de betragtes som uovervejede og hun kan simpelthen ikke tage det som seriøse overvejelser. Hun tager dog gerne en for holdet, for hun skal gerne i overbærenhedens tegn, fortælle dig hvordan facit skal se ud på bundlinjen og hvor skabet skal stå. Både på egne og på andres vegne. Er hun så stærk eller rettere så selvsikker, som ordsproget skal signalere? Det tror jeg ikke, men hun er en allerhelvedes god skuespiller, så længe publikum klapper!
Hendes alter ego må være den passive kvinde, hvis ben tripper på skift, som stod hun på glødende kul og som smilende trækker på skulderen, mens blikket flakker rundt i jagten på den rette mening at spejle sig i og som ikke rigtigt kan få skrutrækkeren til at dreje den rigtige vej, uden en kyndig (og gerne mandlig) vejleder til at føre hendes hånd. Hendes mening passer perfekt i den mund hun lytter til og hun nikker anerkendende og fremstammer et enkelt ja fra tid til anden, hvis hun da ikke ligefrem stiltiende accepterer alt hvad hendes omverden postulerer af krav, befalinger og kloge ordkløverier. Hun gør ingenting og kan INTET, end ikke have sine egne beskedne meningers mod og selvom benene ikke ligefrem sidder i lugteorganet, så bruges de absolut heller ikke til at stå på og hun må tilnærmelsesvis kaldes ben-amputeret. Pust og hun vakler og griber fat i den nærmeste arm der kan støtte hende, af enten ugidelig dovenskab eller tvivl på egen formåen. Hun fortæller dig aldrig hvad du skal tro, mene eller burde, for tænk hvis hendes facit liste er forkert eller tænk hvis nogen rent faktisk lytter og det forventes at hun skal agere krykke og når hun endelig træder et halvt skridt frem med sine inderste tanker, er det ofte på en spørgende facon, som en slags helgardering mod at skulle stå på mål senere hen. Du har heller ikke hendes respekt, for hun ejer ikke engang selvrespekten, så posen er tom på den konto. Og som den forrige beskrivelse, håber jeg bestemt også at der kun færdes et fåtal af disse kvinder på vores klode, for hun kan heller ikke tilnærmelsesvis betegnes som stærk. Ja, hun ligger ikke engang skjul på sin svaghed, men hylder den rettere. Hun skifter imellem at have lammende sceneskræk i livets teater, til at være en 2. rangs Diva der sidder i kulissen og nægter at betræde scenen, før champagnen er lagt på køl!
Og så er der sådan nogen som de fleste af os almindelige dødelige kvinder, som mere eller mindre har lidt af dem begge i os, alt afhængig af situationen, for selvom jeg ikke håber de ovenstående findes i deres reneste figur, så kan jeg godt nikke genkendende til at de hver især, fra tid til anden titter frem. Det er som at have en djævel og en engel på hver sin skulder, samtidig med ens fornuft bag pandeskallen forsøger at overdøve stemmerne og hvor kunne det være skønt hvis vi selv var herre over hvornår de trådte frem og tog over. Hvordan ser den stærke kvinde så ud, kan jeg jo så spørge mig selv og det ved jeg egentlig ikke, men selvom jeg ikke har begge ben på jorden eller stængerne proppet op i næsen, så håber jeg i min naive verden at det måske kan være min styrke, at have et ben i begge ender?!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar