Jeg, en novise...

Det er jo slet ikke til at komme udenom den blogger, der med sin skarpe tunge er mest oppe i tiden, nemlig Bitterfissen Bethany. Og nu kan man jo mene hvad man vil om denne anonyme bloggers vredesudbrud på vores allesammens cyber-legeplads, mens der spåes i øst og vest om hvor mange X og Y kromosomer vedkommende besidder. Men er det overhovedet relevant om disse ord kommer fra en mand eller en kvinde? Burde man ikke tillægge ordene mere betydning fremfor kønnet?

Et gammel ordsprog siger: "Pennen er mit sværd", og nu vil jeg så gerne tilføje skjold til denne sætning. For det første jeg tænker når jeg læser pågældende bloggers skriblerier, er mere hvilket menneskesyn der er bag profilen? Jeg tror næppe at det er en usympatisk person, der i opdragelsens år blev forbigået for god takt og tone, men nærmere et menneske, som har indset at det omtale at råbe højt og gerne om pik og patter, samt et menneske, der nyder opmærksomheden som en anden narcissus. Nå men nok om Bethany, og lad mig i stedet tale lidt om de ord, vi selv udgyder og hvorledes de modtages.

budskabet er klart! 

Jeg oplever fra tid til anden, at folk bliver stødt og såret over mine ord, nogle gange er det fordi de ikke er særligt pæne eller foregår i en situation hvor bølgerne går højt og andre gange er det modpartens opfattelse, der er en anden end min mening. Sådan vil det altid være, men nogle gange bruger vi netop ordene som sværd og tilfører modtageren så meget smerte som muligt, også selv til mennesker vi elsker og holder af, og blot for at kunne udligne til uafgjort eller er det fordi vi er ligeglade med om vi sårer vores nærmeste?

Så kan man naturligvis diskutere hvornår en spade skal kaldes en spade og hvornår man i empatiens navn bør pakke det lidt ind og det afhænger nok af situationens alvor og hvad vi ønsker at opnå med vores udtalelser. Ligeså meget glæde få ord kan frembringe, ligeså meget smerte kan de påføre og ord har en tendens til at sidde fast og blive husket længe. De forsvinder jo ikke bare fordi de ikke er foreviget på papir eller i cyber, men brænder sig fast i modtagerens hukommelse, til evig genkaldelse og den tilhørende følelse.

Nogen vil måske påstå at ord preller af dem og det er sikkert selvsamme mennesker, der benytter ordet som sværd frem for en gave. Jeg er vist en af dem der står med et ben i hver lejr, for jeg er udemærket klar over hvor jeg kan bore spidsen ind og jeg vil også gerne indrømme at jeg til tider har mistet beherskelsen og ladet det ske, men jeg er ikke bange for at erkende min forseelse og stikke en behørig undskyldning. Samtidigt er jeg en følsom sjæl, som let kan rammes af ord. Ikke alle ord, men ved man hvor mit "allerfarligste-sted" sidder er det intet problem at bringe selv den stærkeste i knæ. Spørgsmålet er så bare om man gør det?!

Naivt?

Kastration...how to!

I disse moderne tider, hvor grænserne imellem kønnene udviskes og mænd går med make-up, skal græde og amme børnene, mens kvinderne tordner frem  i army-dress, skulle man mene at der ikke var noget at kastrerer ved vores kære mænd. Men der tager i fejl, kære kvinder! Der er masser af ting vi stadig kan tilføje og gøre, som vil kappe strengene til manddommen og give os en tomhjernet hundehvalp, som vi kan forme efter eget ønske.

How to:

- så tidligt i forholdet som muligt, mens han stadig svæver lidt rundt på en euforisk candyfloss-sky af forelskelse, skal du sørge for at give han dårlig samvittighed, hver eneste gang han træder ved siden af dine normer, for omgang med det modsatte køn. Han skal vide hvor ked af det, han er skyld i du er, også selvom det er din egen usikkerhed der skaber den panikangst, som gør du mærker jalousien stikke. Du skal lade ham vide at det ikke er okay at kigge efter andre piger (ej heller på side 9) for det er jo både perverst og de stakkels pigebørn, af Amalie-kaliber er jo også bare lavet af plastik og hvem gider knalde en gummibåd?!

-Du skal i starten huske at gøre ham bekendt med at hans eks nok ikke lige falder under kategorien lækker, når du betragter hende og at du rent faktisk synes han er lidt smådum at have levet sammen med hende. Lad ham vide at de fleste af hans tidligere forhold har været til dåser og krukker og at han blot skal være glad for at kloge dig, har forbarmet sig over ham og tager hans kommende opdragelse alvorligt. Desuden var deres tidligere fælles kanin sgu også lidt småfed på den absolut ikke-nuttede måde.

-Du skal gøre ham klart at det ikke er i orden at have selvstændige tanker og holdninger, der ikke ligger i tråd med dine, da det i øvrigt clasher med gardinerne og de flødefarvede puder i sofaen. Han skulle jo nødigt gå hen og tro han var noget og her er det ultimative våben at benytte, janteloven, som piller ham ned på et stadie du kan kontrollere. Han skal ikke tro at han er den eneste mand på jorden, der synes dine øjne er fantastiske som strålende stjerner og at dine frikadeller bare smager som chateaubriand lavet alé Claus Meyer. Han skal derimod leve med visheden om hvor feteret og ombejlet du er, og at du egentlig ikke har så meget at tilbyde ham udover dit blændende udseende, lynende intellekt og afsindig vittige humor. Han er jo plat og bør nok have en vis læring, før han kan vises frem for familie og venner.

-Husk at fortælle ham hvor frækt et sexliv du har haft og hvor "store" dine tidligere elskere var, men at du synes sex med ham er hyggeligt og at du også er faldet til ro med alderen og ikke stiller de store krav.
Det er også vigtigt at du husker at lukke for det varme vand, fra tid til anden og straffe ham for alle de ting han ubevidst har sagt, som har stødt dig og hvor du ikke mener der bør følge en nærmere uddybning, når han er født med en hjerne og burde kunne tænke som dig.

-Værd at nævne er hans dagligdag og kritisere hans venner og hans hjem, men især hans job og bil, som både er for smartass og en potensforlænger og arbejdet for lavt betalt.

Hvis du følger disse råd og han retter ind, kan du være sikker på et tilfredsstillende resultat af en kastreret mand, en tro kopi af dig selv, som vil føje dig og sidde pænt hjemme og vente på du skriver/ringer/kommer for at han kan hente dine tøfler. Og så spørger du måske dig selv om hvad der så skal ske..... Ja, du forlader ham, fordi han ikke tilnærmelsesvis ligner og agerer som en rigtig mand længere og finder en ny og så kan du starte forfra. Og sådan er ringen i evig disharmoni intakt!

Jeg ønsker god fornøjelse (ironi i denne blog kan forekomme) 

Snip snip 

Når mandagen rammer...

Alle hader mandage, sådan lyder det sikkert fra hvert et lille hjem i Danmark, når man skal slå øjnene op efter en lang og dejlig weekend. Alle elsker derimod fredage, hvor forventningen om weekendens soven længe og længervarende timer, med dem man holder af kan få arbejdstimerne til at suse afsted og gøre timerne lettere fordøjelige, også selvom man ikke aner hvad den bringer, glæder man sig til uret kimer og man træder ud af porten.

Men inden vi får set os om er weekenden ovre og dagligdagen rammer, med arbejde, tøjvask og pasta med kødsovs i diverse brogede nuancer og sådan kan det føles selvom man, som jeg, rent faktisk holder meget af sit job. Sådan har jeg det også i forhold, for ligeså meget jeg elsker dagligdagen og de små ting, som betyder så meget, så længdes jeg hele tiden efter kærlighedens "weekend", tiden hvor alt bare var flyvende i frit fald og man kan slippe fornuften for en stund og drage ud i drømme. Men forholdets mandag indtræffer også altid, om man vil det eller ej, hvor morgenerne starter på samme måde, med godmorgen, har du sovet godt, kan du have en god dag og husk nu din madpakke og kør forsigtigt. En rigtig Hr. og fru Danmark historie, som ville være yderst velegnet sunget som kanon og skrevet på "I en kælder sort som kul", akkompagneret af orgel, med et par dansende i matchende camping-habitter.

En fælde man til tider vil falde i, grundet travlhed eller blot dovenskab og selvom man er opmærksom på det, vil man unægtelig til tider hoppe i med begge ben og for en stund være verdens kedeligste kæreste. Jeg taler her af erfaring, for i disse dage hvor mine tanker flyver i et virvar om mit job og det projekt jeg har brugt det sidste halve år på at søsætte, så koster det på hjemmefronten. Ikke at jeg på nogen måde har fået klager, men jeg kan sagtens mærke en forandring i mig selv og min egen ageren og dermed også på hvad jeg får retur fra min omverden og da jeg sad tidligt i morges helt alene og skulle nyde min morgenkaffe til den sædvanlige ro, som jeg elsker, var roen mere larmende end ellers.

Hvorfor havde jeg dog ikke kastet mig i armene på min kæreste da han aftenen før trådte ind af døren og hvorfor brugte jeg den sparsomme kærestetid foran den forbistrede kuk-kasse som jeg egentlig har svært ved at nyde, når jeg i stedet kunne have kysset ham inderligt og fortalt ham hvor højt jeg elsker ham og hvor fedt jeg synes det er han gider kører helt op til mig på en simpel onsdag? Pludselig savner jeg ham helt afsindigt og selvom han lige er trådt ud af døren, kan jeg nu kun sidde tilbage og ærges over alt det jeg ikke gjorde og længes efter weekendens komme, hvor han vender retur og jeg helt sikkert har noget jeg skal opnå og have indfriet.

Og selvom jeg forsøgte at råde en smule bod på at mine fortravlede tanker om job, som har optaget hele min verden i disse dage, med en kærlig sms om hvor savnet kæresten min er, så faldt det lidt til jorden da svaret "sur røv" kom retur. Men det var sgu nok lidt velfortjent og manden havde jo ret. For hvis der er noget mandage er (især på en torsdag) så er det SUR RØV!!! Men jeg vender retur og kan slet ikke vente på at mærke hans læber igen og putte mig i hans arme og lade projekt være noget der foregår imellem 08:00 og 16:00 fra mandag til fredag.... I'll be back!

The flip-side

Jeg sidder her en mørk novemberaften, just hjemvendt fra arbejde med friskbrygget kaffe og pc'en slået op på de faste sider som lige skal scannes igennem. Deriblandt er mit underholdnings medie og mit svar på tv3, nemlig facebook, som byder mig på både seriøse diskussioner og latter fremkaldende, lange tråde. Der findes også ting jeg forsøger at undgå, så som diverse spil og apps og det nye hit er spørgsmål om alt imellem himmel og jord. Uvant, som andre spørgsmål som florere på facebook, fanges mit blik af dette, der dog sikkert er lige så ligegyldigt som alle andre, "hvornår er man utro?", og som testen antyder med sine 97 svarmuligheder, er der nok ikke noget endegyldigt svar. Spørgsmålet er dog interessant, hvis man kan få lov at uddybe sit svar og satte det i en kontekst som vi alle kan forstå.

For hvornår er man egentlig det? Det spørgsmål har jeg tit stillet mig selv, men også debatteret med mine nærmeste, deriblandt min kæreste. Og jeg synes jeg oplever at mænd i langt højere grad forbinder utroskab med noget fysisk, når de stilles for spørgsmålet, hvor kvinder måske tænker mere om tankerne bag en eventuel handling.
Men er det først ved handling, når man har en form for seksuel samvær med andre end sin partner, eller opstår det langt før, måske allerede ved snakken eller endda tanken?

Personligt tror jeg på at vi selv bedst kan finde vores individuelle og ærlige svar ved at gøre to ting!
Det første man skal gøre er vel at gøre sig klart hvad troskab betyder i ens egen verden og hvilket værdisæt det udspringer af. Hvorledes fortolker man selv troskab og loyalitet, i denne verden som er fyldt med fristelser for både mænd og kvinder, som absolut blot er lettere at falde for i dagens Danmark med e-mails, sms'er og et hav af muligheder for kontakt. Kontakten kan jo sagtens være meget uskyldig, men i vores iver på at opretholde vores ret til privatliv og individualisme, kan det også let udviske normer og uskrevne regler, vi før så som en naturlighed.
Vi rykker dermed på vores grænser for hvad der er okay og acceptabel adfærd og slår det hen med at det jo blot er cyperspace og ord, så der er jo ingen skade sket. Men jeg tror nu alligevel at vores interaktive verden, bidrager til den større rate af skilsmisser, som er vokset eksplosivt de seneste år og det er vel værd at have med i sine overvejelser, når man agere på privatlivets vegne. Jeg har tænk over følgende, hvor jeg mener vores grænser har rykket sig:

For 20 år siden ville det nok ikke have været så acceptabelt at modtage 3-4 breve om ugen i sin postkasse fra eks'en med små beskeder og dog er det i dag helt okay at sms'e til selv samme "ku-godt's" for at hyggesnakke lidt.


For 20 år siden ville det have nok heller ikke have været så acceptabelt at have faste små snik-snak møder over køledisken i føtex, med det modsatte køn, uden kæresten ved sin side og i dag er det okay at have dem på msn og skype, i virtuelt live-show.

Dette er måske nok harmløse eksempler, men tænk så på hvor grænsen går om 10 år!

Det andet jeg mener man bør gøre, og det gælder i øvrigt i alle henseender, er at vende bøtten om, så at sige og lege at rollerne er byttet. Altså når du står overfor spørgsmålet, hvad utroskab er og har et svar klar på tungen, så som det er først ved samleje, så overvej lige om det betyder at det er okay din egen kæreste kysser med andre? Det er det sjældent, men vi er vel nødt til at acceptere de samme regler for vores egne partner, som de kan forvente overholdes af os og jeg tror hvis flere vendte pladen engang imellem, så ville mange tårer kunne spares.
Utroskab for dig er sikkert ikke det samme som for mig, da det vel handler om følelser og vi føler ikke ens. For mig er utroskab, et måske uovervejet, dog bevidst brud på min tillid, som man har imellem ægtefolk, kærester og partnere. Jeg kan nok ikke udpensle hver eneste situation hvor jeg vil opfatte det som utroskab og hvor jeg vil opfatte det som tillidsbrud, men jeg ved det nok alligevel inderst inde, både hvad angår mig selv og i allerhøjeste grad også min kæreste.

Jeg ved godt jeg tit for skudt i skoene at jeg er gammeldags indrettet og at jeg skal følge med den verden der er en anden i dag, and so be it og det kan jeg såmænd også godt se, men så forstår jeg blot ikke hvorfor vores følelser ikke udvikler sig i samme takt?

Hvad er utro for dig???

Det syge sind II

Flere tanker vælter igennem mit hoved, alt imens jeg følger med i sagen imod Amagermanden, som står anklaget for flere drab og endnu flere voldtægter. Hvis han bliver dømt, hvilket jeg efter egen overbevisning tror han gør, så vil han træde ind i noget trist Danmarks-historie, som en vaskeægte stjerne psykopat efter amerikansk målestok.

Når jeg gennemlæser dagens retsafhandlinger, kan jeg forstå på beskrivelserne af hans reaktioner eller rettere mangel på samme, at manden sidder upåvirket, dog med overskud til at smile og vinke til hans pårørende i salen. Han mener efter eget vidneudsagn at det ikke kan være hans dna og fingeraftryk, der knyttes til sagerne og selvom han har været afhørt tilbage i 1987 i forbindelse med det første drab, forstår han slet ikke forbindelsen.

Af tidligere venner og bekendte beskrives han dog, som stærk, karismatisk og dog kynisk, der fylder meget i et rum og tiltrækker sig opmærksomhed. Og med den sidste beskrivelse kan jeg ikke lade være med at drage en sammenligning til Amerikas nok mest kendte massemorder, Ted Bundy, som dræbte og maltrakterede et utal af kvinder og slap afsted med det i mange år, grundet sin veltalenhed og sit karismatiske ydre.
Det er begge mænd der med stor lethed vagte interesse ved det modsatte køn, men som i dagligdagen var velfungerende og ligefrem elskelige.

Er dette blot en forsmag på at vi nu på vanlig vis, får endnu mere amerikaniserede tilstande og nu kan forvente endnu flere af denne støbning? Er dette prisen for et samfund hvor velstand og manglende kamp for overlevelse, driver visse mennesker til ekstremerne for at få et kick eller er denne afvigelse en medfødt defekt, som blot blomstrer i den vestlige verden?

Jeg synes det er MEGET skræmmende og jeg håber denne danske retsag vil øge fokus på at vi skal have et dna-register for alle danskere. Ikke kun for at fange forbrydere, men i særdeleshed også for at hjælpe vores politi når vi bliver udsat for en forbrydelse. Og nu ved jeg godt at mange vil sige at det vil skabe et overvågnings-samfund, men jeg er dog af den overbevisning at taler vi om sædelighedsforbrydelser, drab, insest, pædofili og overfald, kan jeg kun tilslutte mig et sådan register. Jeg har ikke noget at skjule....har du?

Det syge sind...

I disse dage, følger vi med i dagspressen, som dækker retssagerne imod en grusom pædofil familiefar og Danmarks vel nok første massemorder, som er blevet døbt Esbjerg-manden og Amager-manden. Det er hver især grusomme beretninger om insest, overgreb, voldtægt, frihedsberøvelse og drab og som i begge tilfælde har stået på i mere end to årtier. Nu skal denne blog egentlig ikke handle om disse sager, men mere om det sind lægger bag disse mænds pandeskal og hvordan vi andre skal takle og håndtere den slags i vores egen dagligdag.

For det sker ikke altid kun for naboen og jeg har selv haft det sygelige sind inde på livet, som kunne have endt i ekstremiteter, men som "heldigvis" kun endte med en afslutning af hans eget liv. Hele dette handlingsforløb skete for efterhånden mange år siden, men til trods står det mig stærkt i erindringen, men for mine kæres skyld vil jeg ikke komme ind på hvem, hvad og hvor alt dette skete. Men jeg kan fortælle at jeg aldrig havde troet dette om denne person, som i mine øjne både var velfungerende, stærk og omgav sig med stor respekt. Og alligevel slog det klik og et sind jeg aldrig ellers havde været vidne til, stod i lys lue og overskyggede alt andet.

Nu står der 2 familier og mange venner i samme situation, i de to verserende retssager, at skulle forholde sig til et menneske de slet ikke kan genkende. De skal nu have sandheden af vide igennem bevisførelser og vidneforklaringer og forholde sig til, at det menneske de har holdt af fremstilles som et monster af en anden verden. Nogen vil støtte op om vedkommende og tro på deres uskyld eller blot andre tilgive, mens andre vil græmmes og mentalt slette hvert et minde og afskære enhver form for kontakt. Men uanset hvilken lejr, man vælger at betræde, skal vi andre huske på inden vi dømmer de pårørende som naive, at dette monster også kan have vist sig at være en kærlig ægtemand, en god far og en dejlig søn og at vi ikke er skabt til at tænde og slukke vores følelser, som en lyskontakt. Jeg føler virkelig med de pårørende i disse sager og her taler jeg ikke kun om ofrenes, men i særdeleshed og gerningsmændenes familie og nære.

Når man tager de 2 sager i betragtning, kan vi så stadig gå i den tro at vores verden er tryg og god at færdes i for vores børn? Her tænker jeg især på sagen fra Esbjerg, hvor tiltalte står anklaget for mange og gentagne overgreb på børn, som han i mange år har kunne true til tavshed og som i frygt ikke har turde tale eller måske endda troet at det var normalt. Mine tanker går imod at den seksual-undervisning vores børn modtager i skolen i dag er mangelfuld og burde handle om andet og mere, end den første gang og hvorledes et kondom rulles på et stoleben. Jeg har selv taget snakken med min 10-årige datter, om at der her i verden findes folk (hovedsagligt mænd) der rører og gør ting ved børn som er forbudte og meget forkerte og det kan godt være at nogen mener at jeg maler fanden på væggen, men det er nu engang det der sker oftere og oftere i dagens Danmark.

Til slut vil jeg gerne spørge om en ting, der har undret mig meget. Hvorfor er det næsten altid mænd, der begår seksualforbrydelser, pædofili, voldtægt, vold, mord, frihedsberøvelse og slår deres egne børn ihjel?