Jeg, en novise...

Det er jo slet ikke til at komme udenom den blogger, der med sin skarpe tunge er mest oppe i tiden, nemlig Bitterfissen Bethany. Og nu kan man jo mene hvad man vil om denne anonyme bloggers vredesudbrud på vores allesammens cyber-legeplads, mens der spåes i øst og vest om hvor mange X og Y kromosomer vedkommende besidder. Men er det overhovedet relevant om disse ord kommer fra en mand eller en kvinde? Burde man ikke tillægge ordene mere betydning fremfor kønnet?

Et gammel ordsprog siger: "Pennen er mit sværd", og nu vil jeg så gerne tilføje skjold til denne sætning. For det første jeg tænker når jeg læser pågældende bloggers skriblerier, er mere hvilket menneskesyn der er bag profilen? Jeg tror næppe at det er en usympatisk person, der i opdragelsens år blev forbigået for god takt og tone, men nærmere et menneske, som har indset at det omtale at råbe højt og gerne om pik og patter, samt et menneske, der nyder opmærksomheden som en anden narcissus. Nå men nok om Bethany, og lad mig i stedet tale lidt om de ord, vi selv udgyder og hvorledes de modtages.

budskabet er klart! 

Jeg oplever fra tid til anden, at folk bliver stødt og såret over mine ord, nogle gange er det fordi de ikke er særligt pæne eller foregår i en situation hvor bølgerne går højt og andre gange er det modpartens opfattelse, der er en anden end min mening. Sådan vil det altid være, men nogle gange bruger vi netop ordene som sværd og tilfører modtageren så meget smerte som muligt, også selv til mennesker vi elsker og holder af, og blot for at kunne udligne til uafgjort eller er det fordi vi er ligeglade med om vi sårer vores nærmeste?

Så kan man naturligvis diskutere hvornår en spade skal kaldes en spade og hvornår man i empatiens navn bør pakke det lidt ind og det afhænger nok af situationens alvor og hvad vi ønsker at opnå med vores udtalelser. Ligeså meget glæde få ord kan frembringe, ligeså meget smerte kan de påføre og ord har en tendens til at sidde fast og blive husket længe. De forsvinder jo ikke bare fordi de ikke er foreviget på papir eller i cyber, men brænder sig fast i modtagerens hukommelse, til evig genkaldelse og den tilhørende følelse.

Nogen vil måske påstå at ord preller af dem og det er sikkert selvsamme mennesker, der benytter ordet som sværd frem for en gave. Jeg er vist en af dem der står med et ben i hver lejr, for jeg er udemærket klar over hvor jeg kan bore spidsen ind og jeg vil også gerne indrømme at jeg til tider har mistet beherskelsen og ladet det ske, men jeg er ikke bange for at erkende min forseelse og stikke en behørig undskyldning. Samtidigt er jeg en følsom sjæl, som let kan rammes af ord. Ikke alle ord, men ved man hvor mit "allerfarligste-sted" sidder er det intet problem at bringe selv den stærkeste i knæ. Spørgsmålet er så bare om man gør det?!

Naivt?