Hvad gør dig trist? Og inden vi i flæng nævner hungersnød og verdens undergang, må jeg lige påpege at det jeg refererer til, er en smule mere nærlæggende og inden for min påvirkelighed, uden at skulle melde sig til læger uden grænser eller redde orangutang-unger i Borneos jungle! For selvom det ovenstående sagtens kan gøre mig trist og ilde til mode og man i bedste sendetid får spædet kaffen med, hvor destruktivt et samfund vi lever i, så må jeg indrømme at det er de nære ting der bidrager til min sindstilstands nedgående kurve.
Jeg plejer at sige at man ikke bør spilde sit krudt på det man alligevel ikke kan ændre eller i en eller anden grad påvirke og alligevel lever jeg nok ikke helt efter mine egne postulater, når jeg skal lægge hovedet på "bloggen". Og det skal jeg, for her sidder jeg efter lang tids stilhed fra tastaturets klapren, med følelsen af at skulle skrifte til blog-guden, inden munden løber over med hvad hovedet ikke længere kan rumme. Selvom mit univers her, aldrig spørger mig hvorledes jeg har det og om det går godt, så formår det altid at tage trykket akkurat i tide, inden jeg eksploderer i kropslig eller mental forstand. I hvert fald for det meste....
Jeg er den seneste tid blevet spurgt flere gange om hvorledes jeg har det og om det går godt og om der er noget galt, til hvilket jeg naturligvis instinktivt svarer "Helt fint", "Okay, hvad med dig" og "Jooooo, det er nok godt nok"! Men i dette nu er det løgn og latin og ønsker man at forblive i lykkelig uvidenhed, så bedes nye som gamle læsere springe til næste blog nu eller genoptage onsdagens ynglings tv-program, med dertilhørende citronmåne og en cognac til kaffen.
Og ja, jeg er lidt skuffet, lidt trist, lidt ked af det, lidt magtesløs, lidt bekymret, lidt bange, lidt vred og lidt utryg og samtidig ramt af en underlig lyst til at gemme mig, i en størrelse jeg ellers sjældent mærker til... En stor lyst, til at fortrække. Tag det bare roligt, for jeg er ikke på kanten af en depression, nedlagt af stress eller på anden måde på vej ud over den usynlige kant, men - indrømmet - jeg har lidt svært ved at se lyspunkterne for tiden, selvom foråret spirer frem alle vegne og dagene bliver længere. Bevares jeg svælger ikke just i negative tanker og modløshed hele tiden, for selvfølgelig er der masser af ting i livet jeg glædes over, men hvad hjælper det at have de flotteste glassko på, hvis de skaver lidt hele tiden? Når man har ligtorne på følehornene, er det vel unægtelig også lettere at trække dem til sig, når man har opbrugt sit sidste lindrende ligtorne plaster og ikke gider kæmpe mere?! Askepot fortrak jo også, men hun tog dog ikke turen ned med hovedet først, men kunne nøjes med at tabe sin ene glassko, blot for at kunne blive genfundet af prinsen. Hvis Askepot skulle gå i sikkerhedssko med sømværn, var eventyret måske nok endt noget anderledes?!
Arhhh jeg kan blive helt vred på mig selv, mens tasterne klikker i takt med fuglenes aften-kvidren og jeg på skrift ser mine tudekiks virtuelt spredt, men sådan ekkoer det nu engang inde bag min pandeskal i aften. Og selvom jeg måske burde nøjes med at være vred på mig selv (mit liv, mit ansvar), så falder det mig unægtelig svært, når jeg sidder tilbage med følelsen af at mine frustrationers overløb, mødes med den største tiltro til at jeg kan klare næsten alt. Det falder mig derimod let at konkludere, at det absolut også er din skyld.... bare en smule.... for hvis dette er livets eventyr og jeg er prinsessen, hvorfor redder du mig så ikke, nu fuglene stemmer i???
Fakta er nok, ved nærmere eftertanke, at mit voksenliv aldrig har været en fælles opgave eller nogen andens ansvar end mit eget, og hvornår underskrev jeg i øvrigt også lige den kontakt, med feen som skulle trylle mus om til hvide heste og græskaret om til en karet? Det er efterhånden længe siden og måske er det netop det faktum at kontrakten er udløbet, ugyldig og ikke står til fornyelse, der flår lidt i mit indre og at jeg ikke med Askepots graciøse værdighed, knokler uanfægtet videre ledsaget af spurvenes skønsang, men må erkende jeg momentært har tabt pusten... (selvom navnet passer meget godt, efter indholdet af aftenenes askebæger at dømme, Aske-kompot..)..Hvem ved?! Måske bliver det ikke som graciøs prinsesse jeg kæmper mig op ad trinene igen, men efter overbevisningen om at alle eventyr ender lykkeligt, så er det måske også lys forude for mig..... Hvis altså vi ser bort fra "Den lille pigen med svovlstikkerne"!
Makrellen
onsdag den 9. april 2014
søndag den 19. januar 2014
Think Twice, But Skip The Sequel
Kender du det at hovedtrykket nærmer sig eksplosionsfare velvidende at munden på et tidspunkt vil løbe over med noget du måske ville ønske kunne holdes inde med eller i det mindste sige på en mere velovervejet og afværgende måde? Når tankemylderet gør hovedet til et smerte-dunkende helvede, med tyve strikkepinde i hver øjenhule og som ikke lader til at slippe sit tag, trods forsøget på at skabe ro. Sådan har jeg det lige nu og så er det med at komme til tasterne, inden én eller anden uanende stakkel må ligge ryg til de verbale tæsk og overdynges af det ocean af frustrationer der kan opbygges over en kold, blæsende og depressions-toppende årstid. Så er det godt man har sin lille anonyme blog, hvor byrden kan lettes for en stund og hvor ingen siger én imod. I hvert fald ikke lige i skrivende stund.
Mine tanker flyver og farer imellem kaos og en fanden i voldskhed, der normalvis sjældent rammer mit ellers så jyske og sindige gemyt, samtidig med at jeg rammes af en enorm tristhed og handlingslammet apati. Jeg fornemmer allerede at dette bliver en blog som kun jeg forstår til fulde og selvom det ikke vil blive min første, så er det altid langt sjovere at skrive noget folk kan relatere til. Det er egentlig det fede ved at have en blog, for her skal jeg ikke nødvendigvis forholde mig til andres holdninger eller deres modreaktioner, men kan skrive præcis hvad jeg vil og hvad jeg tør. Lige nu er jeg faktisk græsk katolsk om det går rent ind eller om nogen overhovedet interesserer sig om hvad der sker i mit indre, for der skal åbnes for overløbsventilen. En ventil som hidtil har kunne modstå trykket, men som jeg kan mærke ikke holder til det massive overtryk ret meget længere uden kedlen flækker.
Og hvad er det så der fylder bag min pandeskal? Det er en stigende fornemmelse at jeg er på afveje og at mit liv tager en retning jeg ikke er helt sikker på mit indre billiger, uden at få det kvælende på tværs i halsen. Men det er den mindste ting, for man har jo altid muligheden for at træde bremsepedalen i bund, dreje på rattet og komme tilbage til punktet, hvor man tog den forkerte afkørsel. Og her er det anderledes end i det virtuelle blog-univers, hvor man kan gemme sig bag skærmens blå skær og ikke skal face påvirkningen og konsekvensen af ens eget ego-opråb, i samme grad som den virkelige verden, hvor man skal forholde sig til at andres opfattelse at virkeligheden, ofte er en anden. Det er ikke i den verden jeg performer bedst, for jeg syntes efterhånden at mit forsøg på at indgå konstruktive dialoger, ofte ender i noget der minder om ærtemos med en lidt for rundhåndet knivspids chili. En pureret undskyldning af en grønsag, der med sine uskyldige associationer til babymad, velvilligt får én til at indtage dagens C-vitaminer, men som man opdager, brænder som bare fanden præcist så langt på sin vej ned i svælget, at der ikke er anden vej end at knibe øjnene sammen og synke. Så kan jeg have nok så ærlige og godvillige intentioner.
Hvorfor er det være så svært for mig at trænge igennem med et oprindeligt simpelt budskab, som i filmpræmieren i mit hoved altid udspiller er en oprigtig gensidig og forstående samtale i den dybeste respekt, men efterhånden har en tendens til at udvikle sig til en pisse-længst-konkurrence, hvor kvinden sjældent fra naturens hånd er udstyret med de legemlige vinder muligheder? En gentagelsestale, som ender i at den der er størst, taler højest eller længst muligt kan fastholde det køligste, følelsestømte blik, udnævnes til vinder. Jeg kan dog konkluderer at jeg i den grad har fået noget for mine skolepenge, for der er vist ingen tvivl om at mine tanker og følelser ikke egner sig til præmiere på det store lærred for filmkritikeren, men blot brillerer for mine egne øjne på skrift. Og selvom de siger at bogen oftest er bedre end filmen....er det dog svært at undlade at lave samme dumhed to gange.... "The Sequel", hvor jeg i min naivitet tror at mine lavmælte verbale opråb pludselig skulle få den direkte forbindelse, jeg håber!
Mine tanker flyver og farer imellem kaos og en fanden i voldskhed, der normalvis sjældent rammer mit ellers så jyske og sindige gemyt, samtidig med at jeg rammes af en enorm tristhed og handlingslammet apati. Jeg fornemmer allerede at dette bliver en blog som kun jeg forstår til fulde og selvom det ikke vil blive min første, så er det altid langt sjovere at skrive noget folk kan relatere til. Det er egentlig det fede ved at have en blog, for her skal jeg ikke nødvendigvis forholde mig til andres holdninger eller deres modreaktioner, men kan skrive præcis hvad jeg vil og hvad jeg tør. Lige nu er jeg faktisk græsk katolsk om det går rent ind eller om nogen overhovedet interesserer sig om hvad der sker i mit indre, for der skal åbnes for overløbsventilen. En ventil som hidtil har kunne modstå trykket, men som jeg kan mærke ikke holder til det massive overtryk ret meget længere uden kedlen flækker.
Og hvad er det så der fylder bag min pandeskal? Det er en stigende fornemmelse at jeg er på afveje og at mit liv tager en retning jeg ikke er helt sikker på mit indre billiger, uden at få det kvælende på tværs i halsen. Men det er den mindste ting, for man har jo altid muligheden for at træde bremsepedalen i bund, dreje på rattet og komme tilbage til punktet, hvor man tog den forkerte afkørsel. Og her er det anderledes end i det virtuelle blog-univers, hvor man kan gemme sig bag skærmens blå skær og ikke skal face påvirkningen og konsekvensen af ens eget ego-opråb, i samme grad som den virkelige verden, hvor man skal forholde sig til at andres opfattelse at virkeligheden, ofte er en anden. Det er ikke i den verden jeg performer bedst, for jeg syntes efterhånden at mit forsøg på at indgå konstruktive dialoger, ofte ender i noget der minder om ærtemos med en lidt for rundhåndet knivspids chili. En pureret undskyldning af en grønsag, der med sine uskyldige associationer til babymad, velvilligt får én til at indtage dagens C-vitaminer, men som man opdager, brænder som bare fanden præcist så langt på sin vej ned i svælget, at der ikke er anden vej end at knibe øjnene sammen og synke. Så kan jeg have nok så ærlige og godvillige intentioner.
Hvorfor er det være så svært for mig at trænge igennem med et oprindeligt simpelt budskab, som i filmpræmieren i mit hoved altid udspiller er en oprigtig gensidig og forstående samtale i den dybeste respekt, men efterhånden har en tendens til at udvikle sig til en pisse-længst-konkurrence, hvor kvinden sjældent fra naturens hånd er udstyret med de legemlige vinder muligheder? En gentagelsestale, som ender i at den der er størst, taler højest eller længst muligt kan fastholde det køligste, følelsestømte blik, udnævnes til vinder. Jeg kan dog konkluderer at jeg i den grad har fået noget for mine skolepenge, for der er vist ingen tvivl om at mine tanker og følelser ikke egner sig til præmiere på det store lærred for filmkritikeren, men blot brillerer for mine egne øjne på skrift. Og selvom de siger at bogen oftest er bedre end filmen....er det dog svært at undlade at lave samme dumhed to gange.... "The Sequel", hvor jeg i min naivitet tror at mine lavmælte verbale opråb pludselig skulle få den direkte forbindelse, jeg håber!
Abonner på:
Opslag (Atom)