Nå, men inden den famøse test blev afviklet, havde vi på kontoret en lille snak om hvad man kunne forvente og her blev det påstået at følte man trang til at tage testen, ville man opfylde profetien og være klar til direkte indlæggelse, med blå blink og spændetrøje. Lidt som når man i de kulørte sladderspalter, kan teste om man er verdens bedste elsker og sjældent får svaret, "du har vundet en lolitadukke......til din kæreste"! Man har en forventning om et resultat og i vores jagt på at yde det bedste, vil vi måske også være de bedste til denne disciplin, nemlig at være mest stresset. Også selvom de fleste af folks aftener, måske fordrives med at sidde den allerede udtjente stressless-stol til, med chipskrummer i skødet og en lam zapper-tot efter at have overmotioneret fjernbetjeningen?!
Jeg tog altså denne test, eller det vil sige jeg fandt 3 forskellige og tog dem alle, for ligesom at være sikker på at resultatet var valid og måtte besvarer en masse enslydende ja/nej spørgsmål. "Søg læge", var en af svarene med blinkende røde bogstaver. Hvad f..... er det for en måde at præsentere et svar på, for som det ikke er nok jeg åbenbart er stresset, men de behøver jo ikke føje epilepsi til min diagnose og lade mig falde om her, mutters alene, i krampetrækninger og med fråde i mundvigende?! Men skal jeg tage testenes svar for gode varer, så er jeg altså stresset, helt oppe i det røde felt, med fuld udslag på fareskalaen.
Nu er det jo ikke fordi jeg ikke godt var klar over at min test ville indikere at jeg er under et vist pres, for jeg har mange jern i ilden for tiden, både på hjemmefronten og arbejdsrelateret og alle med en sammenfaldende deadline, hvilket naturligvis ikke stiller sagen meget bedre. Og som om alt dette ikke var nok, så fik jeg så lige den ellers så brillante ide at ville holde med at ryge, hvilket jeg naturligvis ikke tilnærmelsesvis kunne lykkes med og det har blot øget til den dårlige samvittighed og følelsen af at være et skvat uden rygrad. Der findes ikke noget værre end at være et skvat.... det skulle da lige være når andre er skvat, for dem tror jeg faktisk jeg er allergisk overfor og kan risikere at gå i anafylaktisk chok hvert øjeblik! (Endnu en diagnose) Desuden var en af min modargumenter for at stoppe med cancerpindene, at jeg frygtede at tage på, hvilket jeg så underligt nok faktisk har gjort, selvom jeg under mit "forsøg" på rygestop, nok rettere har røget mere (hvilket ifølge testen er endnu et tegn på stress) og haft for travl til at stoppe noget i kæften. Sådan er verden så uretfærdig!
Ifølge testen skal jeg jo tage handling med det samme, søge læge og lade ham fylde mig med medicin, så jeg kan lære at slappe af, alt i mens stress-terapeuten Psyko-Lone, lytter til mit vandfald af dårlig samvittighed over det jeg frygter ikke at nå inden tæppefald. Det har jeg så ikke tænkt mig, for det har jeg simpelthen ikke tid til og nu kunne det godt se ud som om jeg tager tykt pis på diagnosen stress og ikke tager det specielt seriøst, men det er faktisk ikke min hensigt. Der er blot ligeså meget diagnose i sådanne tests, som der er rejer i en Buko rejeost. For mig er testen blot en pejler til mig selv, om at jeg for en stund skal forberede mine omgivelser på at jeg har behov for deres hjælp og støtte (og sikkert også et rimeligt døvt øre), samtidig med at jeg vokser mig den rygrad til, der er behov for at forcere dette bjerg. Med støtte mener jeg en accept af at jeg kan være en lille bitte smule urimelig at være sammen med, selvom det er svært at tænke sig og lytte til mit hovedbrud for en stund. Og med hjælp, mener jeg "gør det her for mig", hvilket nok er det sværeste for mig at sige, da jeg i så fald er tvunget til at erkende at der er noget jeg ikke magter.
"Det er blot fordi du ikke har prøvet det og været stresset NOK, Tina", og dertil kan jeg kun sige:
1. Hele tre test siger noget andet, også selvom jeg betvivler deres træfsikkerhed, men ingen test skal fortælle mig hvornår håndklædet kastes.
2. At rejse sig, handler om vilje og handling, også selvom det betyder at bide sin stolthed i sig og kappe et par bånd og tabe et par bolde. At fastholde og forværre situationen kræver blot absolut passivitet og små hits fra de selvudnævnte samvittigheds-vogtere.
3. Man kan ikke tale sig ud af alt, men det hjælper med et lyttende øre eller for mit vedkommende en hjernetømmende blog. Så længe man husker at når man har talt/skrevet færdig, er køen af opgaver desværre ikke nødvendigvis blevet mindre.
4. Lad for guds- eller rettere din egen skyld, ikke en diagnose blive din identitet, uanset om den antydes af en test eller lægen, for så kan du da være sikker på at sidde fast i dyndet, til der kommer rødder ud af dine tæer. Man kan godt tage det til sig, uden ligefrem at dyrke det som bakterier i en petriskål til yderligere analyse.
Jeg er en tumling. Sådan en man sagtens kan puffe til og få til at tilte, men jeg vover at påstå at jeg rejser mig med fornyet og headbangende kraft. Ikke fordi det er en særlig evne, men jeg kan ikke finde ud af andet. Jeg er ude med riven nu, det ved jeg, men det er mest efter mig selv og for at få det hele vendt derinde, hvor jeg kan håndtere det. Det er min naturlov og min logik, for nok er sindet en underlig uforudsigelig størrelse, men jeg det kan jeg forholde mig til og giver god mening i min verden.
Nok er jeg gammeldags og jeg tænker måske blot anderledes, for ingen har nogensinde vundet nogen kampe ved at smide sig i ringen og bede om timeout før tid. For mig kan det gå to veje, for min verden er på det punkt meget sort/hvid... Jeg kan enten tage de slag, der kommer og måske tabe eller endnu bedre vinde og komme ud på den anden side med en erfaring om hvorledes jeg bør agere en anden gang. Jeg risikerer naturligvis dermed at tabe nogle bolde, blandt de mange jeg jonglerer med for tiden og det kan godt være svært for mig at erkende og acceptere, men hvad er alternativet? At melde mig ud af spillet og forliges med min egen utilstrækkelighed? Not gonna fucking happen, for selvom min stresstest nærmest knock-out'er mig på min egen skrøbelighed, så ville en stædighedstest fortælle at jeg blot er gået en vægtklasse op og modstanden slår lidt hårdere end før!
Man skal huske at slippe offerrollen og tage ansvar for vores liv. Og som en temmelig vittig mand plejer at sige til mig, når jeg beklager min nød om ditten og datten, i en evindelig talestrøm:
"Det kunne være værre.........Det kunne være mig"!
