Fra sølvtøj til Tupperware

Hvem kan sige sig fri for at være en lille smule anspændt, når man sidder i venteværelset hos tandlægen og nervøst bladre igennem et oldgammelt nummer af Femina, mens man venter på ens navn bliver kaldt til mødet med torturkammeret, den elektriske stol og beslutningen om man vil gasses eller have nålen? Nu havde jeg håbet at Harry, som min rare tandlæge hedder, havde taget fejl ang. den gamle sølvplombes svækkede tilstand, som skoletandlægen for snart 26 år siden berigede mit gnasketøj med. Men han holdt nu fast på sin diagnose at det orale sølvtøj skulle skiftes til skinnende hvidt Tupperware-plastik og at krateret måtte anses for at være af så betragtelig størrelse at gummen måtte bedøves, for at jeg kunne holde det ud.

Tak for lort, siger jeg bare til de slagterhunde til gebissnedkere jeg var underlagt som 12 årig, og som jeg er overbevist om dengang har boret det halve af tanden ud og glemt at fjerne boret i tide, mens de havde travlt med at diskuterer den nye klinikassistent nede hos specialtandlægen. Sådan husker jeg dem, en flok sladretanter der sad og søbede kaffe og kringle, mens de forsøgte at belære os elever om hvor farlige de mange sukkerknalder i en cola var, illustreret med afsindig farverige plakater i venteværelset. Jeg husker især den næsten kvindelige tandlæge, som havde den mest vederstyggelige tobaksånde og som kunne slå fluer ihjel ved blot at puste på dem, hvis de da ikke drattede døde om ved synet af hendes mono-bryn, der sad som en ekstra næsestang over de horntykke briller. Mage til maskulin madamme skulle man lede længe efter, når hun sad der i sin jadegrønne dragt og med blodstænk på brystet fra det sidste barn hun havde tortureret, uden at man kunne fremtvinge så meget som et smil fra hende og hun lignede oprigtigt én der følte sig snydt af livet og jeg skulle bøde for det.

Havde man dog bare været så fornuftig at tilbyde damen et lommetørklæde dengang, ikke for at trøste hende, men så kunne hun have poleret glasøjnene og så kunne det være man var sluppet for at have hendes fjæs placeret 5 cm over sit eget, mens de i det uendelige konverserede om "Har du hørt om Fru Jensen... 4+, 5+, caries i 6 +, 7+.... hun har fået ny mand igen", som var de ved at udfylde ugens tipskupon. Hadede det ord, CARIES, for hvis man ikke allerede kendte til det smertehelvede ordet altid indebar, så kunne man tydeligt fornemme at det var noget skidt på de bebrejdende blikke og rynkede bryn og de fik endda løn for det. Man ser da aldrig en blikkenslager bebrejde nogen for at have sprungne vandrør og sige "Tsk Tsk" til kunderne. Nå, men når man så endelig var færdig med at have hendes kagesnitter rodende rundt i gummerne, tandsættet var filet helt ned og de sylespidse instrumenter havde kradset tandkødet til blods, blev man dog tilbudt dispensation for tort og svie, i form af en refleks og en tube tandpasta.

Selvfølgelig kan det være at min hukommelse spiller mig et puds, men jeg føres automatisk tilbage til dengang, blot ved lugten af lattergas og flour og jeg valgte naturligvis derfor at lade kæberne lamme og tankerne flyde væk, mens jeg spændt ventede på tonerne af Beethoven skulle flyde ud af propperne i mine øre. Der er sket meget siden min sølvplombes fødsel, for dengang husker jeg nu ikke at man blev tilbudt at høre beroligende musik, for at det skulle være så afslappet og betryggende en oplevelse som muligt. Ja, jeg tør næsten at sige at oplevelsen har skiftet fra at føles som ufrivillig oral-fistning, til at være det rene spaophold, hvis man dog lige ser bort fra at jeg ikke på nogen måde finder at "Åh Abe" skaber den rette zen-stemning. Til trods for det, må jeg nu sige jeg er sluppet nådigt for barndommens traumer og at min nuværende tandlæge formår at gøre det til en absolut tålelig oplevelse, med sin venlige og imødekommende facon og at tandlægebesøg ikke er på listen over ting jeg frygter. Det vil sige hvis vi lige ser bort fra regningen..... OMG.... Nu ved jeg hvorfor jeg hader Tupperware!

You Win Again - Bee Gees

Med et ben i begge ender

"Hun har ben i næsen" er et ofte brugt udtryk om den stærke moderne kvinde og jeg er ikke helt sikker på jeg altid forstår forherligelsen af, at de dertil indrettede gå-aggregater er placeret midt i trynen. Det vil jeg derfor i aften prøve at sætte i min virtuelle og så absolut generaliserende bås, også i en så ekstrem grad at der forhåbentligt ikke er nogen, som oprigtigt genkender følgende ude i den virkelige verden. Hun kan nemlig ALT selv og hun gør det, før du overhovedet har nået at række din hånd frem, hun tør stå ved og anerkender sit eget værd til fulde, siger altid sin uforbeholdne mening og har i det hele taget ikke brug for andres hjælp til noget, for at få livets små bump udjævnet, hvilket hun klarer alene ved hjælp af hendes verbale damptromle. Hun fastholder sin ret til have en mening om alle livets forhold, ja faktisk mener hun at man er forpligtet til at tage stilling og have et standpunkt og hun betragter det ikke som en ret, men nærmere et krav, hvis du skal nyde hendes respekt. Og den er ikke let at få, for er dine små livsanskuelser ikke så stålsatte som hendes, må de betragtes som uovervejede og hun kan simpelthen ikke tage det som seriøse overvejelser. Hun tager dog gerne en for holdet, for hun skal gerne i overbærenhedens tegn, fortælle dig hvordan facit skal se ud på bundlinjen og hvor skabet skal stå. Både på egne og på andres vegne. Er hun så stærk eller rettere så selvsikker, som ordsproget skal signalere? Det tror jeg ikke, men hun er en allerhelvedes god skuespiller, så længe publikum klapper!

Hendes alter ego må være den passive kvinde, hvis ben tripper på skift, som stod hun på glødende kul og som smilende trækker på skulderen, mens blikket flakker rundt i jagten på den rette mening at spejle sig i og som ikke rigtigt kan få skrutrækkeren til at dreje den rigtige vej, uden en kyndig (og gerne mandlig) vejleder til at føre hendes hånd.  Hendes mening passer perfekt i den mund hun lytter til og hun nikker anerkendende og fremstammer et enkelt ja fra tid til anden, hvis hun da ikke ligefrem stiltiende accepterer alt hvad hendes omverden postulerer af krav, befalinger og kloge ordkløverier. Hun gør ingenting og kan INTET, end ikke have sine egne beskedne meningers mod og selvom benene ikke ligefrem sidder i lugteorganet, så bruges de absolut heller ikke til at stå på og hun må tilnærmelsesvis kaldes ben-amputeret. Pust og hun vakler og griber fat i den nærmeste arm der kan støtte hende, af enten ugidelig dovenskab eller tvivl på egen formåen. Hun fortæller dig aldrig hvad du skal tro, mene eller burde, for tænk hvis hendes facit liste er forkert eller tænk hvis nogen rent faktisk lytter og det forventes at hun skal agere krykke og når hun endelig træder et halvt skridt frem med sine inderste tanker, er det ofte på en spørgende facon, som en slags helgardering mod at skulle stå på mål senere hen. Du har heller ikke hendes respekt, for hun ejer ikke engang selvrespekten, så posen er tom på den konto. Og som den forrige beskrivelse, håber jeg bestemt også at der kun færdes et fåtal af disse kvinder på vores klode, for hun kan heller ikke tilnærmelsesvis betegnes som stærk. Ja, hun ligger ikke engang skjul på sin svaghed, men hylder den rettere. Hun skifter imellem at have lammende sceneskræk i livets teater, til at være en 2. rangs Diva der sidder i kulissen og nægter at betræde scenen, før champagnen er lagt på køl!

Og så er der sådan nogen som de fleste af os almindelige dødelige kvinder, som mere eller mindre har lidt af dem begge i os, alt afhængig af situationen, for selvom jeg ikke håber de ovenstående findes i deres reneste figur, så kan jeg godt nikke genkendende til at de hver især, fra tid til anden titter frem. Det er som at have en djævel og en engel på hver sin skulder, samtidig med ens fornuft bag pandeskallen forsøger at overdøve stemmerne og hvor kunne det være skønt hvis vi selv var herre over hvornår de trådte frem og tog over. Hvordan ser den stærke kvinde så ud, kan jeg jo så spørge mig selv og det ved jeg egentlig ikke, men selvom jeg ikke har begge ben på jorden eller stængerne proppet op i næsen, så håber jeg i min naive verden at det måske kan være min styrke, at have et ben i begge ender?!

A Woman's Worth

En knudemand i Dad-bod

Jeg kan ikke helt lade være med at trække let på smilebåndet, når jeg hører udtrykket knudemand, for jeg får indre billeder på nethinden af Onslow-typen henslængt i lænestolen, iført net-undertrøje og med en dåsebajer i den ene olieindsmurte hånd, mens den anden hånd klør, hvor der kløes skal, når man er en rigtig mand. Vi kender sikkert alle sådan én (jeg har kendt et par stykker) og du kaster måske endda et forsigtigt blik hen på sofaen, mens du sammenligner med ham, der i tidernes morgen hviskede søde ord i dine ører og smeltede dit pansrede hjerte, og som nu ligger der selvtilfreds og tilpas i dybeste tavshed, kun afbrudt af grynt. Sådan er det når de candyflossfarvede briller revner og vi længdes efter den helt afsindig romantiske mand, som kunne få tusindevis af bevingede insekter til at flakse rundt i vores mave, som havde man sluppet alle regnskovens sommerfugle løs dernede. "Ohh Nice", som karakteren ville have sagt, med en vis portion sarkasme, men hvis jeg skal være ærlig så finder jeg den type mand mere skræmmende end lattervækkende!

Men hvad er en knudemand for en fætter, hvis vi nu skal dissekere handyret til mere spiselige bidder, så vi alle kan være med og er han overhovedet så indestængt og sammenknyttet, som betegnelsen antyder eller er han i virkeligheden blot pisse ligeglad med alt andet omkring sig, så længe han får dækket hans behov og stillet sin kløe? Det har nemlig intet med mandens udseende at gøre, for selvom en net-undertrøje overlader mindre til fantasien end man kunne ønske og den toppede mave kunne antyde et forvokset garnnøgle, hvis man kniber øjnene nok sammen, så er knuden er ikke umiddelbar synlig udenpå. Den er måske endda slet ikke ret stor af størrelse, men alligevel præcis stor nok til at blokere for forbindelsen til følelsescenteret i hjernen og her kommer vi til den creepy del... Han har sgu selv sat den der!

Han er så langt fra ligeglad, men vælger at lukke af for de elementer, der kan få ham på usikker grund og få ham til at miste kontrollen og ét af de elementer kan desværre være kvinden i hans liv. Han har sådan en indbygget tænd/sluk knap, som kan lukke ned for de dele af hjerneaktiviteten der er i berøring med andet end hans basale behovscenter og det er jo egentlig ret smart, men hvad får han mon ud af det? Det skal jeg sige dig... Han får magt! Han er udmærket klar over at vi kvinder ikke er velekviperet med evnen til at afbryde forbindelsen til vores tanker og lukke de følelsesmæssige reaktorer ned og at vi har et ligeså stort behov for at høre ham hviske et par søde fraser fra tid til anden, som at trække vejret. Det giver ham muligheden for at være i fuld kontrol over både sit eget følelses register, men også over kvindens, for hans tavshed øger blot gisningerne og kvinden vil forsøge endnu mere ihærdigt at få ham til at løsne op, mens hun konstant forsøger at aflæse hans tanker.

Dette betyder naturligvis ikke at knuden er lige stram bundet hele tiden, for selv en knudemand kan jo snuble i sine snørebånd fra tid til anden og det er her kvinden ser et glimt af den fantastiske mand han vælger ikke at være, hvilket kun gør hende endnu mere forvirret. Hun føler det som om han straffer hende og det gør han måske også, for når man ser i historiebøgerne ligger begreberne hævn og magt lige til det højre herre-ben. Han agerer Vor Herre der giver med den ene hånd, mens han tager med den anden, hvis den da ikke lige er optaget af andre og mere presserende opgaver, som at ae sig selv på dunken eller klø sig selv i løgposen. Det kunne dog så ganske glimrende harmonere med den seneste trend indenfor mandekroppe, nemlig the Dad-bod eller i en mere fordansket version far-kroppen, som er den lidt kvabsede type med lidt til gården og gaden og som nu er blevet idealet for kvindens beundring. Og der skal ikke herske nogen tvivl om at sådanne "rigtige" mænd, der giver lidt efter i trommeskindet når man trykker på dem, er ret så sexede og kan tænde noget i os kvinder, men det er altså ikke nok at stille sig nøgen op foran en kvinde, med kæften stripset til og dermed kalde sig for trendsætter og tro hun føler sig som verdens heldigste kvinde.

Jeg ved godt jeg stiller tingene lidt på spidsen nu for at understrege min pointe og hvis der sidder nogle mænd derude og læser dette og føle sig truffet, er det ganske uden grund, for jeg tømmer som vanligt blot hovedet, for hvad det er ved at løbe over af. Eller også er du måske en knudemand?! Men jeg sidder også med en øv-følelse, at der stadig i 2015 findes den slags mænd, som leger rollespils-bødler med tavshedens sværd og som ikke vælger at bruge deres nye ideal status, til at være de attraktive, stærke og maskuline mænd der har fundet ud af de er udstyret med et kommunikationscenter.
Når du strammer garnet, kvæler du jo barnet...

Say Something

Play it again, Sam

Så sidder man her igen. Endnu en aften bag den blå skærms flimrende pixels, mens man surfer rundt blandt dagens læseværdige blogs og statusopdateringer på Facebook, om de helt fantastisk perfekte liv vi lever, mens tonerne af pladder romantiske hit strømmer ud af højtaleren. Og nu ved jeg ikke hvordan I har det, men jeg har langt lettere ved at sætte en følelse på mine tanker, når de understøttes af musik, uanset hvilken sindstilstand jeg befinder mig i og hvilken emotionel rutsjebanetur jeg ønsker at tage. Ved at høre bestemte stykker musik, kan jeg også genkalde mig minder, gode som mindre gode, som jeg dermed ganske ubevidst får hevet op af bagagen og kan læne mig tilbage og reflekterer over på nu, eller blot mindes med et skævt smil på læben.

Situationerne og følelserne spænder bredt, lige fra fra en enkelt lille tanke, en flygtig samtale som gjorde indtryk, til den helt store candyflossfarvede forelskelse og dybsindige livforandrende perioder i mit liv. Alt sammen sat til musik og jeg efterlades med en følelse af deja-vu, hver gang toner forplanter sig i øregangen og forbinder sig til hjernens skattekammer af oplevelser og de hengemte minder myldre frem.
Det er dog ikke altid helt ubevidst jeg sætter musik til mit tankespin, men til tider det stik modsatte, for musik har en eventyrlig evne til at kunne ændre humøret og tankernes sti, når man f.eks. flyver lidt for højt og man trænger til at få jordet ud af hovedet og under fødderne igen. Eller hvis man er sprunget ud i et mental sky dive i frit fald og trænger til et pust under humørets vinger, så har teksterne nogle gange til formål at lede os på rette kurs igen. Det hænder også det indre oprør bag pandeskallens dybe furer blot skal overdøves i en så larmende grad, at det kræver en god bas og en hvinende guitar at have højere volume en de knagende tandhjul.

Andre gange er musik, bare musik, som skal nydes med lukkede øjne, mens eneste bevægelse er fodens taktfaste vippen eller som skal leves ud et virvar af flagrende arme og ben på et dansegulv, hvor ens ynde og elegance retoucheres væk i sprittågerne, i discokuglens skær. Og så er der disse alt for stille regnvåde aftener, hvor man sidder og tænker over hvilke stier man har valgt at træde i livet og hvor de fører dig hen og hvor alle drømmene blev af på vejen, alt imens dråbernes slag imod ruden ekkoer i takt med denne sang.

Boulevard of Broken Dreams

Hvad vil du ha'? (Vol. II)

Hvad vil du egentlig ha'? Tough question, når det stilles så direkte og uventet og med mindre man er skrupsulten og udelukkende er hungrende efter en leverpostejsmad med rødbeder, så ligger svaret sjældent til højrebenet. Forleden spurgte jeg en kærlighedssøgende kvinde dette spørgsmål, og som forventet hakkede hun noget i svaret, mens hun nærmest så ud som om hun deltog i Hvem vil være millionær og var bange for at svare forkert på 500.00 kr. spørgsmålet. Nu gav jeg hende dog ikke de 4 sædvanlige svarmuligheder og ej heller ingen livliner, og selvom hun sikkert håbede på at tiden var løbet fra os, fastholdt jeg blot øjenkontakten, signalerende at jeg afventede hendes svar. Det var bestemt ikke for at stille hende i forlegenhed og jeg ville have godtaget et Det kommer ikke dig ved, men jeg har en tendens til at stille den slags spørgsmål af ren og skær nysgerrighed og i håbet om at svarene kan bruges som brændstof til min blog. Og der er ikke noget korrekt svar på spørgsmålet, hvilket jeg måske burde have antydet, for vi mennesker måler og vejer hinanden vidt forskelligt, hvilket er det der gør os så fantastisk nuancerede.

Så kom svaret Jeg går meget op i øje og selvom min første tanke var at hun formentlig mente at han skulle besidde 2 stk. af slagsen, så vidste jeg godt at det nok ikke alligevel var det hun mente og hun tilføjede da også hurtigt, at det var der man spottede charmen. Er det nu også det? Jeg har endnu aldrig hørt om nogen der kunne spotte en stjerne psykopat, blot ved at kigge ham i øjnene og er det i så fald i iris eller regnbuehinden det står malet, at han blot vil lege med dine følelser, efter han har givet dig en quicky over spisebordet? Jeg ved godt man siger at øjnene er sjælens spejl og forstår skam også godt det faktum at vi alle har forskellige præferencer, rent udseendemæssigt, men hvis dette er sandt står det sørgeligt til for de blinde og dem med et glasøjne og Andrea Bocelli er altså ret så charmerende. Nuvel, hvis charmen er i øjnene, er det vel rettere et filter der sidder et sted i vores egen synssans, som kan filtrere alle de småfejl væk, som normalt ville få os til at løbe skrigende bort, når vi står overfor det andet køn og at dette filter åbenbart er mindre finmasket ved dem, som ender med Mr. Wrong hver gang.
Han skal have pæne tænder og jeg kan nu godt til dels relatere til, at han ikke ligefrem behøver at have et decideret usoigneret oral-orgel og kan hitte ud af hvilken ende af tandbørsten der skal i kæften, men et par skæve pløkker er altså lettere at leve med, end et forvreden sind, der efterlader bidemærker, uanset hvor symmetrisk på række de måtte sidde. Måske siger jeg også blot dette, fordi min egen undermund lader en del tilbage at ønske, når vi taler afretning og fordi jeg alligevel er for forfængelig til nakketræk.

Men jeg vover alligevel at påstå at vi kan komme lidt tættere på svaret, hvis blot vi stiller os selv nogle helt andre spørgsmål, som hverken omhandler øjne, tænder eller hvor tonet hans six-pack er, selvom vi naturligvis har lov at fantasere lidt om at en delvist afklædt Patrick Swayze fra Dirty Dancing banker på vores dør. Vi skal ikke spørge os selv om hvad vi vil have, men finde ud af hvem vi selv er. Av den var svær, for her skal man være 100 % ærlig og ikke opstille en fantasi om hvordan livet ser ud, når vi lige har afdraget restgælden, tabt 15 kilo eller får taget os sammen til at trave sålerne af skoene i den lokale skov. Er det overhovedet vigtigt for os at han sveder 2 timer om dagen i fitnesscentret for at opnå det eftertragtede vaskebræt, hvis man (som jeg selv) føles som en fjedrende vandballon på maven, der skvulper lidt vel længe, når man trykker på den?  Hvis den kammeratlige mandehørm over en håndbajer er hans overtryksventil, er det så realistisk at tro at vores forventninger om fingerfletten på et lammeskindstæppe foran pejsen og i rusen af boblende champagne vil blive indfriet, eller tegner fremtiden i retning af weekender med Cola, Vild med Dans og Matador Mix i mobiltelefonernes skær. Nej, lad os se på vore egne livsværdier, for det er her vi kan finde vores sande kriterier, når vi står foran udvælgelsen af the best man for the job. Ikke dermed sagt at vi skal finde en tro kopi af os selv, for modsætninger tiltrækkes af hinanden, men skal et forhold holde på den lange bane, tror jeg der er nogle ting der må matche, for ellers ender én af parterne med at give køb på sig selv eller hverdagen bliver en kamp.

Og hverdagen er måske et ganske glimrende udgangspunkt til at beskrive det livssyn vi har, hvad angår de ting vi tillægger værdi og den tosomhed vi ønsker skal være byggesten for en fælles fremtid. Lad være med at liste alle de lange gåture i solnedgangens skær ved den klukkende strandbred eller de skønne romantiske middage i stearinlysets skær, hvor I sidder tavst og stirre dybt i hinandens øjne, for det er næppe sådan hverdagens hektiske trummerum kommer til at ud. Disse stunder vil sikkert vise sig i glimt og må betragtes som ren bonus, men sandheden er rettere at hverdagen byder på flere ture på lossepladsen end til stranden, på mere millionbøf end på foie gras og på flere dage med vask af hans sure sokker end sensuelle fællesbade under bruseren. Det er den hverdag vi skal lære elske, også selvom den virker lidt shitty nedfældet på skrift, og jeg skal også gerne indrømme at det ikke ligefrem falder mig let at sluge min egen medicin, selvom jeg i skrivende stund føler mig som den alvidende Madam Skrald, der har fundet livets kilde. Pointen er at når du erkender og elsker dine egne "skæve tænder", vil du også kunne anerkende og elske hans, for selvom du måske momentært kan give ham nakketræk og forme ham, som var han af julens overskydende potteler, genskabt ud fra dine fantasiers drømme-ideal, har potteler den triste egenskab at den krakelerer over tid!

And tell him

And you can qoute me on that....

Det er ingen hemmelighed at jeg er en sucker efter et godt citat, som på magisk vis kan sige det samme i ganske få ord, som jeg kan skrive stolpe op og ned om. Og jeg kan næppe være den eneste der finder trøst og enorm stor sandhed i de store filosoffers ord, alt efter humøret, men der er dog enkelte citater jeg er begyndt at opfatte som direkte forkerte og en hel del fortærskede igennem den personlige mølle. De ligner ofte en omskrivning af hinanden på diverse sprog med et billede af en knyttet hånd eller en gude smuk 50'er pin up med misundelses hvide tænder. Den type lyder noget ala: "Tag mig som jeg er, jeg kan ikke laves om!" eller "Hvis du ikke kan lide mig, er det dit problem!"

Vi skal naturligvis heller ikke gå rundt og lave om på hinanden hele tiden og vi skal i en så vidt mulig udstrækning hylde vores forskeligheder, for det er jo dem der giver tilværelsen vitalitet og liv. Vi har alle noget godt i os og det er naturligvis os selv der er førstevælger til hvad vi bringer til bordet og dermed tager med i bagagen her i livet, selvom man til tider kunne ønske at kufferten blev væk på livets bagagebånd. Men når det er sagt, så synes jeg faktisk slet ikke det er noget man bør stile efter at opnå, med mindre man ligefrem ønsker at fremstå afvisende og søger et liv så ganske alene i en egocentrisk verden, hvor din kat (som ligeså gerne skider i naboens have som i din) er din nærmeste allierede. "Arhm, jeg er da pisse ligeglad med hvad andre mener om mig", vil nogen sikkert sige og det er da også et statement at komme med, som i sig selv signalere en ting eller to, men det når sandheden skal frem er vi jo næppe ligeglade. Inderst inde vil vi jo gerne være attraktive for vores medmennesker, både i krop og sjæl, så hvorfor ikke tage tyren ved hornene og fordybe os i det vi virkelig kan påvirke. Os selv!

Hvis vi nu alle engang imellem reflekterede lidt over hvorledes vi påvirker vores omverden, så vil jeg hermed påstå at man komme nærmere at blive den bedste version, for der er naturligvis visse sandheder i hvordan andre opfatter én. Her taler jeg ikke om udseende og præferencer, for det er naturligvis en smagssag og en meget svær ting at ændre hos et andet menneske, men jeg taler om hvorledes vores egen ageren påvirker vores omverden. Lad mig give et eksempel: Hvis 10 mennesker finder din opførsel utiltalende, er det så alle 10 der tager fejl eller kunne det evt. være noget som du gør, således du opfattes sådan? Selvom du har de bedste intentioner og slet ikke har til hensigt at opfører dig utåleligt, er det oftest langt det letteste at lukke øjnene for kritikken og fortsætte sin ensomme færden. Jeg mener nu alligevel at man bør overveje at tilpasse sig modtageren af ens ord, gøren og laden, hvis vi vil have det rette budskab frem og få de bedste sider af hinanden i centrum.
Vi skal lade være med at holde så hårdt på vores ret til at gøre og sige præcist som vi vil, mens vi venter på at ligesindede stiller sig i kø til en tur i karrusellen, hvor vi uden konsekvenser kan gebærde os som vi vil. For igennem hele vores liv vil der være mennesker omkring os som vi skal interagere med, hvis bekendtskab vi ikke selv har valgt og som ikke har valgt os.

Ja ja ja, lille Tina. Nu er der jo nok nogen der husker at jeg skal selv har benyttet mig flittigt at nogenlunde samme udtryk, hvilket jeg også gerne indrømmer. Jeg har været uformelig stædig i min tilgang til visse mennesker og er det gensidigt helt sikkert hos nogen, som synes jeg er dominerende, skrap, utilgængelig, ufølsom, påståelig, kværulerende og en masse andre lidet flatterende udtryk. Og de har helt sikkert ret, for sådan er min profil og det er ingen undskyldning jeg kommer med, men det faktum at jeg tilhører den yderste fløj af ekstroverte dominerende personligheder, der har utroligt svært ved at se verden i andre nuancer end sort og hvid. Og jeg ved det!
Jeg kan stadig tage mig selv i at finde andres metoder forkerte, når de ikke tænker og gør som jeg, selvom jeg næppe er den rette til at tage pokalen for at have fundet de vise sten eller Emma Gads fortjeneste medalje for korrekt adfærd. Men jeg vil oprigtigt gerne blive bedre. Et bedre menneske om I vil. Jeg vil gerne lære en snert af alle de utrolige evner og styrker jeg ser i så andre, men som jeg ikke selv kom sovende til, da personligheder og blev delt ud. Andre har en anden personlighed, som hverken er mere rigtig eller forkert.... blot anderledes.

Du er den nuværende bedste version af dig og jeg er den nuværende bedste version af mig, men det betyder ikke at vi ikke alle kan trænge til en opdatering.

Better Than I Used To Be

Picture that...

De fleste mennesker i dag har en eller anden form for profil, på én eller flere sociale medier og jeg er naturligvis heller ikke undtagelsen, når det kommer til forsøget på at følge med det virtuelle beat, hvis man da kan kalde gode gamle facebook det. Det er et eminent forum at male sit billede af verden i de helt rigtige farver og fremstå præcis som man vil, hvis man da ellers tillægger sin gøren og laden nærmere dybere eftertanke.

Det er absolut ikke altid med de store overvejelser jeg liker, deler eller poster på fb, ligesom jeg har skrevet blogs her, jeg ikke længere kan blive helt enig med mig selv om det nu også var så kloge ord, der fandt vej gennem tankespindet. Men præcis som i virkelighedens verden hvor vi ser hinanden i øjnene, når ordene strømmer ud af oral-orglet og vores handlinger udstilles til omverdenens skue, så vælger jeg at lade det skrevne stå, på godt og ondt. Jeg kan jo heller ikke tage det talte tilbage eller slette minderne på andres indre harddisc, for ikke at tale om min egen som stadig formår at lagre en smule, trods de 38 somre. Det er jo ikke nødvendigvis her jeg er i dag og heller ikke sådan jeg vil betragtes, men det fortæller dog om den vej jeg er gået for at blive hende jeg er i dag.

Og hvordan vil jeg så gerne fremstå? Ja, allerhelst vil jeg naturligvis bades i det positivitetens spotlight, hvis jeg selv kunne vælge, men det er ikke min beslutning alene, for hvad end jeg udsender af handlinger, ord og billeder, ryger direkte til analyse hos alle jer, hvis facit jeg ikke nødvendigvis kan påvirke. Det er jo ikke kun i virkelighedens verden vi påvirker folk til at have en holdning om os, det gør vi i høj grad også i den virtuelle verden, hvor de mange sitrende pixels måske ligefrem slører vores ellers så udemærkede dømmekraft og sætter den ellers så gode opdragelse på højkant. For modsat de mange opdateringer om aftensmadens nærmest usynlige kalorieindhold og billeder af barnebarnets fremmelige pottetræning, så oplever jeg nogle gange at den gode etikette fuldstændig forsvinder, når jeg f.eks af total narcissistiske grunde skifter profilbillede.

Her er et udpluk af de kommentarer jeg har fået med på vejen, både skriftligt, men også verbalt ude i den store verden: "Det er alt for meget make up", "Er du ikke blevet for gammel til alt den spartel", "En sminkedåse", "Det ser unaturligt ud", "Hvorfor bleger du dit hår så lyst", "man kan jo ikke arbejde med så lange negle"... Okay indrømmet, jeg er nok en dullefrø, på godt og ondt, men guess what... Mit blod er også rødt!
Ordene sårer mig egentlig ikke, men det stikker faktisk i mig at nogle mennesker , mener det er okay at pådutte deres holdning, og som ikke regner mig for mere eller vælger at se andet end den foundation jeg har på.

Men, for der er jo altid et men, så kan man jo spørge sig selv om tænketanken slår endnu flere kolbøtter over alle de usagte ord, men det er en helt anden blog .....

All About The Bass

Mit navn det står med......

Kært barn har mange navne og jeg lystre alt fra Tina og Mor til Kost, hvoraf det første er mine forældres valg af tilkaldenavn, den næste min datters første fremstammede ord og det sidste er jeg navgivet af en lille skare af underskønne veninder, der kender mig lidt for godt. Det med navne forandring er sgu da en underlig størrelse, men ikke destomindre er det meget udbredt at vi ændre vores navn til noget mere stilet, der matcher vores vores nye Kähler vaser og de åh så trendy Hey-puder. De fleste folk er døbt helt almindelige navne og har igennem deres ganske ordinære rugbrøds-danske opvækst accepteret og lystret navnet som de har fået. Men der er dog også dem, som pludselig finder det så livsnødvendigt for deres identitet at tage navnet på et eksotisk krydderi eller få stoppet fire ekstra vokaler ind, for at påpege deres status som unikum og livet skal blive en dans på roser. Newsflash... Det er ikke dit navn der mangler bogstaver, men dit liv der mangler indhold, hvis dit største problem er at hedde Bente og ikke ved hvor du skal få stoppet det Z ind, uden at henlede folks opmærksomhed på brændbare væsker!

Det kunne naturligvis tænkes at navneforandringerne sker for at kryptere Påskens gækkebreve til moster Inger, men jeg tror nu alligevel der ligger andre motiver bag. Det er som om vores navn har ændret sig fra at være en del af vores identitet, til et stykke modetøj vi tager på, for at understrege vores Mantra "Jeg er ikke som alle andre", hvilket for mig er en ret sørgelig pokal at stile efter, i en verden hvor vi trods anerkendelsen af forskellighed, bevæger os imod et mere egoistisk og solitært liv. Måske er det også bare for at så er det lettere for Thomas Blackman at huske mig, når jeg stiller op i X-factor og fortolker Joe Cocker, mens seerne spørger: "Kunne hendes forældre ikke lide hende siden hun skulle hedde Gurkemeje Xørensen?" og om Kværn-peber ikke havde været mere passende!

Jeg er glad for mit navn, Tina Møller Rasmussen og det er jeg mest af alt fordi, det er min første gave fra mine forældre, hvis vi lige ser bort fra den mindre detalje vi kalder livet. Min far blev selv opdraget med en vis stolthed om vores familienavn, om end den til tider grænsede til storhedsvanvid fra min afdøde farfar's side, men til trods har den nok smittet så tilpas meget af, at jeg faktisk er ret så stolt af mit ganske almindelige efternavn. Så meget at jeg nægtede at tage navneskifte, da jeg i sin tid blev gift, med min eksmand, som dog fuldt ud og stiltiende accepterede min beslutning, men som jeg lige synes, skulle ophøjes til verdens mest vigtige beslutning. Jeg skulle fandeme ikke hedde andet end Rasmussen, hvilket i dag virker lidt fjollet, for hvem pokker ønsker at hedde det samme som den tidligere statsminister, med grimme cykelshorts og en endnu grimmere cykelhjelm??? Never mind, men jeg ligger åbenbart en stor del af min identitet i navnet og at eks-manden havde samme mellemnavn som jeg, nemlig Møller, var jo slet ikke det samme, da mit mellemnavn havde en historie og var opkaldt efter min oldefar, som var møller af profession, hvilket igen gav mig en vis stolthed i at bære det navn. What??? Han malede korn om til mel og var jo ikke ligefrem nogen alkymist, men blot en jævn og hårdtarbejdende mand. Så skulle jeg måske håbe min datter kaldte sig Logistik Teknolog til mellemnavn? Not!

Kunne jeg finde på at ændre navn i dag, hvis kæresten skulle forvilde sig til at fri til mig, hvilket nok sker den dag han er færdig med alle hans projekter (hvilket er aldrig)? Det ved jeg faktisk ikke, men jeg tror det ikke, for om jeg vil det eller ej, kaldes jeg åbenbart allerede Tina Murer i lokale folkemunde, hvilket ikke engang er hans efternavn, men blot øgenavn kommet af hans fars profession. Og det irriterer mig faktisk, for jeg er min egen person og ikke noget side-kick, som ikke fortjener at blive kaldt sit navn eller i det mindste får sit eget øgenavn. Men når det nu ikke kan være anderledes, priser jeg mig blot lykkelig for at hans far ikke var kloakrenser, og dermed fik et værre øgenavn, hvilket ville være flittigt brugt i det samfund jeg bor i, hvor alle har et øgenavn.

Min pointe er: Dit navn gør dig hverken lykkelig eller ulykkelig, blot genkendelig for alle os andre, hvilket ikke er så dårligt endda. Det er ikke dit navn der definerer dig, men dine handlinger.

Kald mig bare Tina!

Slip kontrollen og kast hagesmækken i ringen!

Man skal vælge sine kampe med omhu, siger et gammelt dansk ordsprog, men gør vi nu også det i parforholdets fortravlede hede af madlavning og tøjvask eller glemmer vi til tider at der er ting vi ikke kan ændre... og ikke skal ændre? Nu er det selvfølgelig kun en påstand, men det tror jeg ikke altid vi gør.
Særligt vi kvinder forsøger at påvirke og forandre, så snart vi har fået manden på krogen og hverdagens trivialiteter rammer og røven har ramt den pæne sofa med de matchende puder, alt imens vi bader nethinderne i reality tv, med resten af den danske befolkning. Her sidder vi jo godt og trygt og kan nøjes med vores egen nypudsede glorie som eneste lyskilde, mens vores opmærksomhed vakler mellem Luksusfælden og ham snorktræet der nærmest er smeltet sammen med sofaen ved siden af, uden hensyntagen til at puderne går ud af facon.

"Hvor er han dog egentlig forandret, når han ligger der og nærmest suger fjerene ud af puden med hvert højlydte åndedrag og vi kan hurtigt finde alle mulige fejl vi ikke så før, da ny forelskelsens rosenrøde slør duggede vores i forvejen candyfloss farvede briller. Han var så eventyrlig romantisk, følsom, dybsindig, bar os på hænder og fødder og elskede blot at ligge i ske og dufte til vores hår. Han havde altid overskud til at tale om de store følelser og ikke kun om arbejdet over en øl med kammeraterne eller om hvem der har den bedste sømpistol, for gud ved hvilken gang. Og nu ligger han blot der med et selvtilfreds smil på læben, mens den ene ende brøler om kap med den anden, kun afbrudt af et grynt i ny og næ. Han kunne nu også godt tage initiativet til en lækker middag med stearinlys og finger-flettende hænder og sige noget pænt om min nye kjole"

Lyder det bekendt? Vi har alle været der og jeg tænker det er et sted vi kvinder vil befinde os fra tid til anden, resten af vores dage, alene fordi vi er sammen med det modsatte køn. Og det samme gælder for jer mænd! For sandheden er vel at begge parter har forandret sig (andet ville i øvrigt også ville være forfærdeligt), for kan vi ærligt se på os selv og sige at vi ikke er helt så meget oppe på mærkerne som da vi var nyforelskede og de kødelige lyster styrede det meste af vores tankevirksomhed? Vi er blot begyndt at slappe af i hinandens nærvær, finde tryghed og være os selv og her er det så polemikken om puderne kommer ind. For vi kvinder er nok de eneste der rent faktisk kan se det fikse i de puder med pailletter, som han blot syntes kradser som en i helvede, og får ham til at føle sig som en fakir når der skal hygges i sofaen. Måske er det netop fordi han fortæller om hende den dejlige derhjemme når han hygger gutterne og måske er smilet om hans mund kommet i drømmen om hende han elsker i den nye kjole, på en blæsende sommerdag.

"Jeg er sgu ikke hans mor" har jeg hørt mange gange og faktisk også taget mig selv i at sige, for det er der faktisk ingen kvinder der gider betragtes som, med mindre de rent faktisk er hans mor. Men skulle vi så ikke også slippe den opdragende og belærende undertone og rent faktisk lade være med at opføre os sådan? Vi forandre os nemlig i høj grad også, for når jeg spørger mig selv om han forelskede sig i hende den smilende glade kvinde med glimtet i øjet eller om det var hende der pludselig opfandt livsnødvendigheden af total kontrol og hvad der står godt til vores fælles livsværdis-tient, så kende jeg svaret. Måske skulle vi kvinder give lidt slip på kontrollen og faktisk stole på at han som et voksent menneske også tager ansvar for sit eget liv og huske at vise ham at vi rent faktisk elsker ham for det menneske han er og ikke hvem han potentielt kunne blive.

Nu er det ikke fordi jeg blot vil revse kvinder (mig selv) og placere alle handyrene på uskyldens piedestal, for så tror i fejl, kære mænd. I skal blot en gang i mellem overhøre den evigt hviskende problemknuser i jer og jeres evige trang til at fikse vores problemer og lytte uselvisk med åbent sind. Imellem alt den belærende brok og de mange forventninger findes nøglen til hende den smilende i sommerkjolen med det flirtende blik, som inderst inde synes du er verdens lækreste mand........ selv henslængt på sofaen!

From A Mans Point Of View

Uskyldige stjernestunder

Jeg har været på kursus, hvilket som vanligt sætter en del tanker i gang bag mit efterhånden let furrede pandeben. Vi gennemgik alt fra hjernens opbygning og dertilhørende mekanismer(hvilket i mit tilfælde kunne tage alle tre dage i denne forvredne klump af synapser og fedt), til spørgsmålet om man kan forandre andre, hvilket jeg allerede nu kan afsløre at man ikke kan. Jeg var mildest talt forberedt på en ørkenvandring i tørre ord og dræbende power point præsentationer, om hvorledes jeg kan finde mine personlige resurser i hverdagen, kun opmuntret af de allerede bryggede kander kaffe, der stod klar til indtag. Men allerede efter den første time og de første kopper, måtte jeg overgive mig og indrømme at være indfanget af emnet, dels grundet en fantastisk underviser, men også fordi det virkelig gav noget at reflektere over, når ens egne fordomme bliver sat på display bag nethinden. Et væld af tanker overvælder en, når gamle skuffer hives frem af hjernens gemmer og man bliver bedt om at nævne 10 ting, som gør dig glad. Nu er glæde jo et relativt bredt begreb, men der mentes ikke 10 is eller 10 kroner, men mere ting du kan gøre for dig selv, som kun du høster oprigtig glæde ved, ting som giver dig indre ro og som så fint blev betegnet små stjernestunder.

Piece of fucking cupcake, tænke Tina og fattede pennen, men det var nu ikke så nemt endda, for selvom jeg ved hvad der skal til for at tømme mit indre og genstarte harddisken efter en krævende dag, så gør jeg det ikke længere. Jeg er simpelthen holdt op med at blogge, hvilket nok må betegnes som en kende selvmodsigende med denne blog?! Jeg har helt uden at vide det, sat min mentale overløbsventil på pause og ladet sluserne stå på vidt gab, mens et utal af tanker og indtryk fortsat strømmer ind. Og det er sådan med tanker, som med garderobeskabe (for kvinder)…man løber aldrig tør for plads, men noget skal pakkes væk, for at gøre plads til alt det nye. Nå men at blogge er som gættet én af mine stjernestunder, godt efterfulgt af at opholde mig nær vand og da jeg ikke ligefrem bor vand (med undtagelse af opvaskevand), er denne forunderlige blog det bedste bud på min stjernestund no. 1. Og hvor har jeg dog skrevet mangt og meget i tidens løb, godt hjulpet på vej af smøger og kaffe, og fået tømt godt ud i det indre tankemylder på godt og ondt. Og selvom ikke alt lyder lige fornuftigt længere når det læses igen, så har de hver og en haft samme egoistiske formål, som denne blog, nemlig at give mig min stjernestund.

Vi bruger enormt meget tid og energi på at bekymre os om andre og deres tanker, gøren og laden og hvordan vi kan hjælpe eller påvirke dem i en retning nærmere vores eget verdensbillede. Sandheden er at det kan vi ikke, uden at starte ved os selv og her bliver det straks sværere odds at kæmpe imod. Endnu en påstand ville være at dine følelser altid er dit eget ansvar og kommet af din egen tankevirksomheds kraft og hvis dette er sandt står det sgu skidt til for os i denne rasende IT-alder, der afskærer os fra at se hinanden i øjnene og mærke efter om vi nu også er så satans cool med det hele. Vi er online fra vi vågner til vi går i seng,  fra vi bliver født til vi dør. Vi mailer, sms'er og spejler vores liv i profilbilleder på de sociale medier, som absolut ikke besidder megen sandhed, når sandhed defineres af modtageren og en smule photoshop.  Hvornår er vi Inline?.... Insync? Hvornår taler vi sammen, til hinanden, rummer hinanden?
Ikke dermed sagt at man (læs jeg,)ikke kan misforstå personen lige foran mig og opfange signaler og betydninger der aldrig ikke har været der i den direkte kontakt, men de fortolkninger er min egen skabelse og dermed mit ansvar at forstå og afklarer. Ville det ikke være forfærdeligt at det bliver fortolkninger at uudforskede muligheder vi lagre i vores så primitive hjerner, frem for virkelighedens minder?

Der skal ryddes op, forårsrengøres på øverste etage og muges ud i huskerens gemmer. Og præcis i dag har jeg besluttet at der er dømt happy hour på disse så skattede stunder, hvis fineste opgave er at tænde gnisten til at udforske morgendagens stjernestunder. Derfor besluttede jeg også da jeg forlod jobbet i dag at dedikere denne helt ualmindelig smukke onsdag til Tinas stjernedag. Jeg vil bare gøre noget for mig og hvor bedre at starte end at fortrække til et fristed hvor vandets klukken imod bredden og kvidrende fuglestemmer, kæmper om førstepladsen imod solens stille stråler gennem trætoppe og forårets tavse spirren. Lade forårssolen danse på pandebenet, mens man tavst anerkender tavshedens belønning, når bilradioen slukkes efter Billy Joel's fantastiske sang. Næste stund, på programmet blev den skrivende stund og hermed denne blog, som har været på pause længe nok. Hvad dagen ellers bringer af stjernestunder skal jeg berette om en anden god gang. Till next time.....