Syge tanker om tabu og kronjuveler

Livet er sgu en underlig størrelse og inden man ved af det har man fået kræft.... testikelkræft for at være anatomisk korrekt! Og når jeg nu siger man, så er det naturligvis ikke fordi jeg pludseligt har skiftet køn over night eller vokset mig et par vedhæng til i underetagen, men fordi jeg på et split sekund har skulle indtage pladsen som nærmeste pårørende. Jeg ved det er TABU, men jeg siger det alligevel... Det gør også ondt på mig!
Det ene øjeblik er man fast besluttet på hvor vejen skal gå hen og i hvilken takt, og det næste øjeblik sidder man tilbage med følelsen af sine håb, drømme og visioner for fremtiden er på afveje, med sit eget tankespind og en smøg som eneste trøst. Og jeg skal hilse at sige at det er en dårlig narresut, når ens hjerne er ligeså krummeluret som en valnød og man har hørt manden med leen banke på døren og man føler sig tvunget til at lukke op! Kræft er ikke en invitation man kan afslå, med en dårlig undskyldning, men mere som den anmasende ven man ikke har lyst til at se til festen, men ikke formår at sige nej til.

Det er en underlig titel at få... Pårørende! Ikke at det ikke kommer til os alle på et tidspunkt, men man bliver bare ikke spurgt om man ønsker at tilskrive det sit private CV, men det er bare en rolle man får tildelt og en bold man griber, uden at stille spørgsmål til hvad det egentlig indebærer. Den vandt du!
Så skal man jo være den stærke, den støttende, bære verdens åg på sine skuldre og trøste så godt man formår. Man skal agere hofnar, når sindsstemningen bliver for dyster, gribe når læsset vælter og kalde til besindelse når optimismen bliver for flygtig og urealistisk. Man skal agere mor, kæreste, elsker, beskytter, sygeplejeske, hjemmepleje, budbringer, sekretær, sygetransport, chauffør, hushjælp, havemand, nærmeste og stadig magte at finde den professionelle mine, når vækkeuret kimer og den rationelle hjerne-halvdel skal stemple ind. Det er en uoverskuelig opgave, men jeg gør det.

Og inden pivdyrene begynder at hvine for jeres øre og jeg fuldt ud indtager offerrollens trone, så er jeg så ganske klar over at jeg langt fra er alene om at stå disse udfordringer igennem og at mange går lignende og langt værre ting igennem verden over. For ikke at tale om den sygdomsramte, som bærer en langt større byrde i både sind og krop og man går som den pårørende med en evig dårlig samvittighed over ikke at kunne overtage noget af lidelsen og frygten for ikke at kunne slå til. Men nu hvor skæbnen har skånet mig og "kun" tildelt mig den pårørendes scepter, er jeg så ikke i min fulde ret til at hyle hvad jeg kan og skrige mine frustrationer ud over denne blog? Den ret tror jeg nok jeg har fortjent!

Uden at lyve, så har himlen netop nu åbnet for alle sluser, hvilket man må sige er yderst passende til humøret i dag, alt imens Thor svinger hammeren og himmel og jord slår knister og den ene tørvetriller efter den anden lyder ud af højtalerne, så længe der endnu er strøm. Jo, det handler om at komme i den rette stemning når man skal skrive en jeg-tror-nok-lige-mit-liv-er-noget-lort-blog og man må sige at Vor Herre bakker op på det punkt!
Jeg har altid brugt denne blog som min overløbsventil og selvom det mest har været de fantasifulde drømmebilleder der har snurret bag min pandeskal, jeg har malet her på siderne, er min virkelighed pt. langt mere dramatisk og teatralsk end jeg har lyst til. Nu skulle man så tro at min hjerne har været slået fra det sidste år, for der har jeg sgu ikke fået komponeret mange ord herinde og det er ikke fordi jeg ikke har villet, men jeg har prioriteret min tid anderledes. Måske har jeg endda prioriteret mig selv anderledes, men det er en anden blog.

Nu er det absolut ikke sådan at jeg er helt alene i verden i min melankolske ørken af tanker, for jeg er heldigvis også velsignet med en dejlig familie og nogle fantastiske venner, som skam også spørger til hvordan jeg har det. Og her kommer den løgnagtige superwoman igen, for hvordan kan man svarer andet end "Fint" når nu man selv er sluppet så nådigt for fysiske smerter og evindelige tanker om sin egen dødelighed, selvom sandheden er at man har det ad helvede til? Jeg kan ligefrem skamme mig over at jeg imellem virvaret af tanker, kan have noget så ondt af mig selv og mene at jeg da også har store problemer, selvom de ikke tåler nogen sammenligning. "Det sætter ligesom tingene i perspektiv" siger vi og ja, i hvert fald alle de ting som vi allerede har og  har værdsat. For det er jo som om at det kun er de gode ting i livet, der er sat på stand by i hele dette forløb.... Alt det øvrige crap er der skam endnu og holder ingen lunde pause og kan måske endda virke forstærket.

Der er også dem der ikke helt ved hvordan de skal reagere og trækker følehornene til sig og bakker ind i sneglehuset, selvom vi var de inderligste fortrolige for et øjeblik siden. Det er fair nok at man ikke finder min sindstilstand verdens mest behagelige, for det gør jeg egentlig heller ikke selv og skal jeg være ærlig vil jeg langt hellere se smilende øjne, have en kvik bemærkning og et drilsk smil med på vejen, end jeg vil se mennesker jeg holder af, ikke kunne se mig i øjnene og undvige mig som var jeg spedalsk... en pårørende! Stikker man til det, får man et overbærende blik med en konstaterende undskyldning om at jeg da har nok at tænke på... Og dertil kan jeg kun sige ja og derfor har jeg måske netop også brug for at føle mig ligesindet og ikke skånes og behandles som om deres tanker og meninger kan vente til tingenes tilstand (læs jeg) er blevet normal igen.... !


Uha det var godt at få luft og give plads til lidt af sin normale tankekraft og blæst alle mine indestængte tabu-følelser ud på skrift, for jeg ved jo godt når jeg læser dette igennem at jeg har sat det hele meget på den narcissistiske spids og kun har valgt at se det hele igennem mine slørede ego smør-fedtede briller. Har jeg stødt nogen med denne blog, vil jeg gerne beklage meget, men først i morgen, for jeg har en af de dage hvor min rummelighed flyder over, mine trætte skuldre hænger om knæene, hvor mit sind bader i selvmedlidenhed og jeg bare er pis hamrende træt af at være i mine sko.

Siger det meget godt!

Collateral Damage!

Jeg sad i bilen, på vej hjem fra min skønne veninde og tænkte over, hvad dagens blog skulle dreje sig om og jeg havde faktisk det meste af tanke-spinnet på plads i hovedet, lige fra overskrift til det vanlige link, som jeg altid understreger mine blogs med. Jeg satsede på en times skriveri, efter min datter var lagt i seng, efterfulgt af et blik på et layout, der skal laves om og gerne være klar snarest, hvis vi da endelig skal komme videre i det projekt, der har stået stille for længe. Inden dette skulle diverse gøremål afvikles, så som ned med affald, sætte vaskemaskine- og opvasker i gang og tømme postkassen for den evindelige strøm af reklamer og rudekuverter, som bliver ved med at komme til trods for vores papirløse samfund.

Iblandt lå en stor kuvert, hvilket sagtens kunne have været en af de mange ting, jeg i et svagt øjeblik, har indkøbt på nettet, men blot havde fortrængt eller måske havde jeg for en gangs skyld været den heldige vinder, af et eller andet smart?! Det var dog hundesnoren, jeg glemte i julen ved mine daværende svigerforældre, som både jeg og hunden dog sikkert havde overlevet uden, men som pludselig også var en påmindelse om at have haft en familie af andet, end mit eget blod. Vedhæftet var et langt og håndskrevet brev og det var med blandede følelser og et stille suk, jeg påbegyndte læsningen af beskeden jeg ikke havde ventet.

Det gav et sug i maven og for første gang i lang tid, trillede tårerne ned af mine kinder, for det var ikke alene smukt af dem at skrive, men indholdet beskrev deres følelser for min datter og mig, til trods for den korte tid vi har kendt hinanden. Det var/er hjertevarmt og bekræftende, og alligevel afsindigt trist at erfarer, at man har berørt andre mennesker, så dybt og inderligt, blot ved sin tilstedeværelse og nu også har påvirket dem, med beslutningen om at bryde forholdet til deres søn.

Det var uventet og bragte mig grædende i knæ, men bekræftede mig også i følelsen jeg havde, da jeg mødte dem for første gang, sommeren sidste år. At vi havde en god kemi og hurtigt skabte et bånd, som stak dybere end blondinen, der var med på slæb og det gælder hele den familie. De er naturligvis uforskyldt i dette og selvom det ikke kunne være anderledes, smerter det mig dog, for vi var jo også kommet til at holde afsindig meget af dem. De er nogle fantastiske mennesker, som åbnede deres hjerter og hjem for min datter og jeg, og alene for det er jeg dem evigt taknemmelig, men det er desværre ikke nok at bygge på.

Uanset hvorledes udfaldet kunne have været, må vi se i øjnene at båndet, der bandt os sammen nu er brudt, men vi kan dog glæde os over at vi fik muligheden for at sætte fodspor i hinandens liv. Det trøster mig at vide at de havde ligeså positiv en oplevelse af vores sammenbragte liv, og jeg kan love at jeg aldrig vil glemme dem, selvom vores veje måske skilles her. Der vil dog altid være plads, til en sludder og en kop kaffe, hvis de skulle lyste dette, for selvom de måske føler de betaler en pris for vores valg, behøver det naturligvis ikke være sådan.

Jeg vil gerne sige dem tak fordi de inviterede min datter og jeg, ind deres inderste, tak for det smukke brev og vil afslutningsvis give dem mine varmeste anbefalinger, til den pige der får dem som svigerforældre en dag.

Vi har dog minderne! 

Grow with me.....

Er der noget smukkere end at betragte et ældre ægtepar, give hinanden et kærligt og inderligt kys, men de traver hånd i hånd og betragter den fortravlede verden omkring dem?! Nej vel, men jeg kan ikke lade være med at tænke på om det også er sådan jeg engang kommer til at gå hånd i hånd med min udkårne, eller om vi allerede nu er i gang med at opbygge en fremtidig fortravlet alderdom, med vores ihærdige søgen efter aktiviteter?

Jeg er egentlig fuldstændig ligeglad med om jeg skal skubbe en rullestol, eller selv blive skubbet, så længe jeg er lykkelig og kan se tilbage på et liv med masser af varme, kærlighed og så hul i om man skal stoppe op og puste lidt og støtte sig til ham med det grå-stænkede hår. Se på ham med samme briller, som sikkert er gledet ned over næseryggen, på samme måde som første gang man så i hans øjne og blive ramt af samme følelse af betagelse, som ved første kys.

Jeg vil gerne se mig selv i min, til den tid voksne, datter og med stolthed se mit livsværk, være blevet til en moden kvinde med et godt, sundt og lykkeligt liv. Se eventuelle børnebørn klatre i legestativer og mindes da jeg selv var et naivt barn, med et uspoleret syn på verden og med alle muligheder for mine fødder og vide at jeg gjorde mit for at leve det ud til fulde.

For jeg vil ikke sidde her og sige at jeg drømmer om et otium, som en anden jord om-rejsende, der blot ventede på friheden til at realisere mig og mine drømme: Hvis jeg vil rejse, så skal jeg rejse nu og måske endda i uvished om, hvor piloten vælger at lande, men opleve hvad verden byder mig. Måske vil hjemrejsen, give en ekstraregning for overlæs og måske bringer den kun mental bagage..... Og måske bringer den mig til alderdommen jeg vil nyde.

Jeg drømmer ikke om at blive gammel, men om at blive gammel med mine elskede; Gammel nok til at kunne opleve livet igen og igen, mens vi fortsætter med at fylde fotoalbummet med minder og se tilbage på et rigt liv, der stadig øges i værdi, for hver dag! Måske bliver jeg syg, grim og lasket og det er ingen hemmelighed at vi ikke bliver så gamle i min familie, men så længe jeg får fyldt det indre bæger, ville jeg elske det faktum at blive ældre og måske endda lære at elske de kommende rynker?! Altså mine, for jeg elsker allerede dine...

"Gammel" sang, men ikke mindre fantastisk...

Mors pige!

Har I også bemærket hvor smukt solen har danset på himlen, denne frostklare januar-dag? Dette er naturligvis ikke en tilfældighed, for vi ved jo alle at godt vejr, falder på den fødselar, der har været usædvanlig sød det forløbne år, eller det bilder vi os i hvert fald ind, når det gælder os selv. I dag er det min mors fødselsdag og jeg burde have givet hende den største buket roser, et kæmpe knus og klasket en lagkage sammen til hende, med hele 67 stk. kulørte lys. Jeg burde fortælle hende hvor højt jeg elsker hende og hvor taknemmelig jeg er for at netop hun, blev min mor for snart 35 år siden og hvor dommen fra lægerne, om at hun sikkert ikke kunne få flere børn, blev gjort til skamme.

Ja, der er meget jeg burde og jeg ville af hele mit hjerte også gerne, men omstændighederne gør det umuligt for mig, i hvert fald i den fysiske forstand. For min højt elskede mor, har ingen dør jeg kan banke på, ingen telefon jeg kan ringe til eller en hånd jeg kan holde. Hun er taget fra os alle og selvom det efterhånden er flere år siden hun døde, så bringer dagen i dag, både tårerne og smilet frem på mit ansigt, mens minderne vælter frem i min erindring, i et virvar af følelser.

Hun var, er og vil altid være mit forbillede og den plads vil ingen kunne udfordre, for selvom hun langt fra var nogen wonder-woman uden fejl, så var hun idealet på en god mor og et godt menneske, set med mine briller. Hun var en smuk, prober kvinde, hvor der sjældent fandtes støv på hylderne og hvor mine søstre og jeg, kunne fremvises velklædte, i tøj uden huller og med upåklagelig brug af kniv og gaffel, allerede i en alder af 2 år, men bedst af alt en kvinde med et kæmpe hjerte.

Tankerne går tilbage til min tidlige barndom, hvor min mor klippede mine lange slangekrøller af, der ellers altid var upåklageligt opsat med hvide silkebånd, da børnehaven fik konstateret lus (som om det skulle hjælpe) og dermed også undgik de værste kampe, når trolden her, skulle have friseret lokkerne. Hvilket må have været en lettelse, for dengang led jeg vist heller ikke på nogen måde i stilhed. Hun fortrød dog alligevel senere, da mit nye drengede look, ikke rigtig stod mål med det tidligere dukkebarn og de smukke slangekrøller aldrig vendte retur, selvom håret blev langt igen.

Da jeg som teenager, bevægede mig fra hjemmets trygge rammer og ud på det pulserende dansegulv i Silkeborgs natteliv, hvor frisuren var gået fra rottehaler med silkebånd, til lange mørkfarvede krøller og de uskyldige barneøjne havde fået en omgang sort sværte, sikrede min mor sig at jeg kom sikkert frem og tilbage. Dette skete naturligvis med formaningerne om at opføre mig ordenligt og ikke glemme at jeg ikke måtte drikke mig plørefuld og kaste mig i grams med de mange unge, sultne handyr, som nådesløs afventede at hapse hendes lille pige. Men min mor var aldrig pinlig og åbnede sit hjem for mine venner og de kærester, jeg kastede min naive kærlighed efter og trøstede mig med knus og et lyttende øre, når mit ungdoms hjerte knustes og verden momentært styrtede i grus. Hvad skulle jeg med Vi Unge's brevkasse, når jeg havde hende?!

Da jeg som voksen, ville opleve gaven at blive mor og på vaklende, usikre ben, skulle tage mig af andre end mig selv, men også min lille datter, Nicoline, stod hun mig bi som en urokkelig granit-støtte, uden lige. Hun valgte til min store glæde, at sige ja til at blive Nicolines "dagplejemor", da arbejdsmarkedet kaldte igen og være med til at skabe de trygge rammer og give hende samme opvækst og værdier, jeg selv blev velsignet med. At, på tætteste hold, følge sit barnebarn og fylde hende med den kærlighed, hver eneste dag, som kommer fra en Mormor og som skabte et helt unikt og specielt bånd imellem de to og som stadig føles af min datter, selvom Mormor ikke er her længere.

Sygdommen kom dog og tog dig fra os, alt for tidligt og selvom tankerne til tider, drejer sig om den frygtelige tid den medførte, så står de smukke minder nu endnu stærkere. Lige i dag, træder jeg i tankerne, igen i mine barnesko, iført hvide sløjfer og min ynglings Miss Piggy t-shirt og er mors lille pige. Og selvom du hverken kan få knus, gaver eller lagkage, så har du mine tanker og mit hjerte, og jeg håber du med stolthed kigger herned og ser din lille pige stadig er her, bag en voksen kvindes smil, tårer og ord!

Tillykke med fødselsdagen, Mor!