Livet er sgu en underlig størrelse og inden man ved af det har man fået kræft.... testikelkræft for at være anatomisk korrekt! Og når jeg nu siger man, så er det naturligvis ikke fordi jeg pludseligt har skiftet køn over night eller vokset mig et par vedhæng til i underetagen, men fordi jeg på et split sekund har skulle indtage pladsen som nærmeste pårørende. Jeg ved det er TABU, men jeg siger det alligevel... Det gør også ondt på mig!
Det ene øjeblik er man fast besluttet på hvor vejen skal gå hen og i hvilken takt, og det næste øjeblik sidder man tilbage med følelsen af sine håb, drømme og visioner for fremtiden er på afveje, med sit eget tankespind og en smøg som eneste trøst. Og jeg skal hilse at sige at det er en dårlig narresut, når ens hjerne er ligeså krummeluret som en valnød og man har hørt manden med leen banke på døren og man føler sig tvunget til at lukke op! Kræft er ikke en invitation man kan afslå, med en dårlig undskyldning, men mere som den anmasende ven man ikke har lyst til at se til festen, men ikke formår at sige nej til.
Det er en underlig titel at få... Pårørende! Ikke at det ikke kommer til os alle på et tidspunkt, men man bliver bare ikke spurgt om man ønsker at tilskrive det sit private CV, men det er bare en rolle man får tildelt og en bold man griber, uden at stille spørgsmål til hvad det egentlig indebærer. Den vandt du!
Så skal man jo være den stærke, den støttende, bære verdens åg på sine skuldre og trøste så godt man formår. Man skal agere hofnar, når sindsstemningen bliver for dyster, gribe når læsset vælter og kalde til besindelse når optimismen bliver for flygtig og urealistisk. Man skal agere mor, kæreste, elsker, beskytter, sygeplejeske, hjemmepleje, budbringer, sekretær, sygetransport, chauffør, hushjælp, havemand, nærmeste og stadig magte at finde den professionelle mine, når vækkeuret kimer og den rationelle hjerne-halvdel skal stemple ind. Det er en uoverskuelig opgave, men jeg gør det.
Og inden pivdyrene begynder at hvine for jeres øre og jeg fuldt ud indtager offerrollens trone, så er jeg så ganske klar over at jeg langt fra er alene om at stå disse udfordringer igennem og at mange går lignende og langt værre ting igennem verden over. For ikke at tale om den sygdomsramte, som bærer en langt større byrde i både sind og krop og man går som den pårørende med en evig dårlig samvittighed over ikke at kunne overtage noget af lidelsen og frygten for ikke at kunne slå til. Men nu hvor skæbnen har skånet mig og "kun" tildelt mig den pårørendes scepter, er jeg så ikke i min fulde ret til at hyle hvad jeg kan og skrige mine frustrationer ud over denne blog? Den ret tror jeg nok jeg har fortjent!
Uden at lyve, så har himlen netop nu åbnet for alle sluser, hvilket man må sige er yderst passende til humøret i dag, alt imens Thor svinger hammeren og himmel og jord slår knister og den ene tørvetriller efter den anden lyder ud af højtalerne, så længe der endnu er strøm. Jo, det handler om at komme i den rette stemning når man skal skrive en jeg-tror-nok-lige-mit-liv-er-noget-lort-blog og man må sige at Vor Herre bakker op på det punkt!
Jeg har altid brugt denne blog som min overløbsventil og selvom det mest har været de fantasifulde drømmebilleder der har snurret bag min pandeskal, jeg har malet her på siderne, er min virkelighed pt. langt mere dramatisk og teatralsk end jeg har lyst til. Nu skulle man så tro at min hjerne har været slået fra det sidste år, for der har jeg sgu ikke fået komponeret mange ord herinde og det er ikke fordi jeg ikke har villet, men jeg har prioriteret min tid anderledes. Måske har jeg endda prioriteret mig selv anderledes, men det er en anden blog.
Nu er det absolut ikke sådan at jeg er helt alene i verden i min melankolske ørken af tanker, for jeg er heldigvis også velsignet med en dejlig familie og nogle fantastiske venner, som skam også spørger til hvordan jeg har det. Og her kommer den løgnagtige superwoman igen, for hvordan kan man svarer andet end "Fint" når nu man selv er sluppet så nådigt for fysiske smerter og evindelige tanker om sin egen dødelighed, selvom sandheden er at man har det ad helvede til? Jeg kan ligefrem skamme mig over at jeg imellem virvaret af tanker, kan have noget så ondt af mig selv og mene at jeg da også har store problemer, selvom de ikke tåler nogen sammenligning. "Det sætter ligesom tingene i perspektiv" siger vi og ja, i hvert fald alle de ting som vi allerede har og har værdsat. For det er jo som om at det kun er de gode ting i livet, der er sat på stand by i hele dette forløb.... Alt det øvrige crap er der skam endnu og holder ingen lunde pause og kan måske endda virke forstærket.
Der er også dem der ikke helt ved hvordan de skal reagere og trækker følehornene til sig og bakker ind i sneglehuset, selvom vi var de inderligste fortrolige for et øjeblik siden. Det er fair nok at man ikke finder min sindstilstand verdens mest behagelige, for det gør jeg egentlig heller ikke selv og skal jeg være ærlig vil jeg langt hellere se smilende øjne, have en kvik bemærkning og et drilsk smil med på vejen, end jeg vil se mennesker jeg holder af, ikke kunne se mig i øjnene og undvige mig som var jeg spedalsk... en pårørende! Stikker man til det, får man et overbærende blik med en konstaterende undskyldning om at jeg da har nok at tænke på... Og dertil kan jeg kun sige ja og derfor har jeg måske netop også brug for at føle mig ligesindet og ikke skånes og behandles som om deres tanker og meninger kan vente til tingenes tilstand (læs jeg) er blevet normal igen.... !
Uha det var godt at få luft og give plads til lidt af sin normale tankekraft og blæst alle mine indestængte tabu-følelser ud på skrift, for jeg ved jo godt når jeg læser dette igennem at jeg har sat det hele meget på den narcissistiske spids og kun har valgt at se det hele igennem mine slørede ego smør-fedtede briller. Har jeg stødt nogen med denne blog, vil jeg gerne beklage meget, men først i morgen, for jeg har en af de dage hvor min rummelighed flyder over, mine trætte skuldre hænger om knæene, hvor mit sind bader i selvmedlidenhed og jeg bare er pis hamrende træt af at være i mine sko.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar