Freaky Friday...

Jeg sidder her en fredag aften alene, kun med hundens rungende snorken og radioen, som eneste selskab, alt imens jeg varmer mine kolde fingre ved at laden dem motionere over det virtuelle løbebånd. Ikke at jeg aldrig er alene, for det sker skam jævnligt, men dette er altid på hverdage og efter en lang begivenhedsrig dag på job, hvor man mæt af dagens oplevelser, trænger til lidt ro i hovedet. Nu jeg tænker over det, kan jeg ikke mindes jeg det sidste år har tilbragt en fredag aften helt alene, sådan på spontan vis, og aftenens planer blev skam også lidt ufrivilligt udsat, for som altid, var der skemalagt en dagsorden. Den stod på hygge og hjernetømning, opladning og "mor"-somhed, med familiehygge i højsædet og masser af knus, kram og den omsorg jeg føler jeg ikke har givet nok, på det sidste. Surpice, surprice....? NOT!

Før i tiden var jeg god til at hive en fredag aften ud af kalenderen, trække stikket til omgivelserne og lade verden stå stille, for at dyrke lidt selvforkælelse, i form af pleje af krop og sjæl. Selvtilfreds iføre mig min pæneste natkjole og elske mig selv, uden det skulle lyde lummert på nogen måde, men selv det var en planlagt handling. Jeg er sådan indrettet at jeg straks sætter tankerne i gang med at lede efter andet at benytte fritimerne konstruktivt på, for selvom jeg hverken er skuffet eller føler mig ensom, så burde jeg gøre noget, når nu planerne røg ud med skraldeposen og ugens reklamer. Men hvorfor egentlig det? Hvorfor sidder jeg og planlægger og prioriterer, hvad jeg ellers burde gøre, fremfor at slå håret ned og blot nyde at jeg bare kan være mig, måske udvide min horisont med en god bog, finde svar på mine tanker og lade alt andet vente til i morgen eller endnu senere? Hvorfor sidder jeg her? Hvorfor logger jeg på arbejds-pc'en i håbet om at komme lidt på forkant med mandagens udfordringer, som jeg ved, forsinkes af mandagens kommende kursus i elementær brandslukning.....?

Brandslukning? Sikkert en fornuftig ting at høre om, men det kræver vist mere og andet end en fiktiv brand, for at vide hvorledes jeg ville reagere i den givne situation, da man jo ikke aner hvor cool man ville agere på en akut krise-situation eller det blot ulmede lidt i hjørnet. Vil dog gerne berolige mine kollegaer om at jeg naturligvis finder kappen frem og redder alle dem og det, der er i brand. Tjek, vand på mennesker og kulsyre, der hvor det slår gnister....Eller var det omvendt? Arghhh....CRAP! Okay, jeg yder min fulde opmærksomhed, Hr. Brandmand (men har engang set hvordan sådan én, skal se ud, så forventningerne er store).

Jeg håber at den sobre tone kommer igen på mandag, for den fløj da op igennem ovenlys-vinduerne i dag, i forventningens tankespin, med det resultat at man mistede koncentrationen, i så voldsom grad, at mit i forvejen rastløse og fjollede humør, blot blev endnu mere fjantet. Det er svært at besvare seriøse opkald, om manglende vand i rørene, uden at man foreslår at rørlæggeren lægger en tur forbi, når man er ramt af fredag, hvilket egentlig ikke hævede samtalens niveau sønderligt. (Godt hun tog det pænt og med et smil på læben). Mon fredag, kan betegnes noget nær sindssyge, når det hele sitrer på én, fra det tidspunkt man møder ind og tankerne kun kredser om at det snart bliver tid til at punche ud igen og stå foran døren af verdens mørkeste gang?

Jeg har virkelig været ramt af fredag i dag, som var det ikke en ugentlig, men nærmere årlig begivenhed, som man med stor forventning har set frem til i lang tid og nu sidder jeg så her og mærker stilheden og roen vende langsomt tilbage, selvom fredagen er lidt endnu. Det er pludselig Tina-tid og normalt ville jeg dulle igennem med negle, ansigtsmasker, blød musik og et glas rødvin (ikke nødvendigvis i den rækkefølge), men jeg skal vist ikke tømme mere hjernemasse ud i dag/aften, på fjantet og tastet vis.... Jeg skal ikke undres i cyber, udgyde mine fredags-frustrationer til andre eller sidde og længes efter selskab! I'm out of office...

Have a Freaky Friday!

Jeg, en novise...

Det er jo slet ikke til at komme udenom den blogger, der med sin skarpe tunge er mest oppe i tiden, nemlig Bitterfissen Bethany. Og nu kan man jo mene hvad man vil om denne anonyme bloggers vredesudbrud på vores allesammens cyber-legeplads, mens der spåes i øst og vest om hvor mange X og Y kromosomer vedkommende besidder. Men er det overhovedet relevant om disse ord kommer fra en mand eller en kvinde? Burde man ikke tillægge ordene mere betydning fremfor kønnet?

Et gammel ordsprog siger: "Pennen er mit sværd", og nu vil jeg så gerne tilføje skjold til denne sætning. For det første jeg tænker når jeg læser pågældende bloggers skriblerier, er mere hvilket menneskesyn der er bag profilen? Jeg tror næppe at det er en usympatisk person, der i opdragelsens år blev forbigået for god takt og tone, men nærmere et menneske, som har indset at det omtale at råbe højt og gerne om pik og patter, samt et menneske, der nyder opmærksomheden som en anden narcissus. Nå men nok om Bethany, og lad mig i stedet tale lidt om de ord, vi selv udgyder og hvorledes de modtages.

budskabet er klart! 

Jeg oplever fra tid til anden, at folk bliver stødt og såret over mine ord, nogle gange er det fordi de ikke er særligt pæne eller foregår i en situation hvor bølgerne går højt og andre gange er det modpartens opfattelse, der er en anden end min mening. Sådan vil det altid være, men nogle gange bruger vi netop ordene som sværd og tilfører modtageren så meget smerte som muligt, også selv til mennesker vi elsker og holder af, og blot for at kunne udligne til uafgjort eller er det fordi vi er ligeglade med om vi sårer vores nærmeste?

Så kan man naturligvis diskutere hvornår en spade skal kaldes en spade og hvornår man i empatiens navn bør pakke det lidt ind og det afhænger nok af situationens alvor og hvad vi ønsker at opnå med vores udtalelser. Ligeså meget glæde få ord kan frembringe, ligeså meget smerte kan de påføre og ord har en tendens til at sidde fast og blive husket længe. De forsvinder jo ikke bare fordi de ikke er foreviget på papir eller i cyber, men brænder sig fast i modtagerens hukommelse, til evig genkaldelse og den tilhørende følelse.

Nogen vil måske påstå at ord preller af dem og det er sikkert selvsamme mennesker, der benytter ordet som sværd frem for en gave. Jeg er vist en af dem der står med et ben i hver lejr, for jeg er udemærket klar over hvor jeg kan bore spidsen ind og jeg vil også gerne indrømme at jeg til tider har mistet beherskelsen og ladet det ske, men jeg er ikke bange for at erkende min forseelse og stikke en behørig undskyldning. Samtidigt er jeg en følsom sjæl, som let kan rammes af ord. Ikke alle ord, men ved man hvor mit "allerfarligste-sted" sidder er det intet problem at bringe selv den stærkeste i knæ. Spørgsmålet er så bare om man gør det?!

Naivt?

Et sted skal man jo starte

Påskesøndag og solen skinner, fuglene fløjter og foråret ligner næsten sommer. Og så kan man undre sig over hvorfor man sidder herinde i skyggen, foran pc'ens flimrende skærm og surfer rundt i cyber, når den virkelige verden med alle dens vidunderligheder venter lige over dørtærsklen. Den lune terrasse venter jo blot på mig med en god bog og et koldt glas hvidvin, naturligvis behøringt indsmurt i faktor 10....altså mig.


Men nej, man sidder her og læser diverse net-aviser og opsluges af alverden vold, krig og ulykke. Det kan skræmme at læse hvor lidt vi har fjernet os fra ur-mennesker...eat or be eaten! Men ikke destomindre er det sådan en verden vi skal skærme os imod. Intet nyt i det.

Det kan dog undre at vores nyheder i disse dage fyldes af artikler om et kærestebrud. Her taler jeg naturligvis om det unge kendispar Amalie og Peter, som for alvor blev kendte da de udøvede deres lagengymnastik på Tv3 i den bedste sendetid. At være kendte på det og kunne føje dette til sit cv, som bedste evne, må dog føles en smule fattigt i min verden. Men nu handler det egentlig ikke om hvorvidt, jeg synes om Amalie og Peter, men mere om den eksponering de får i diverse medier. Hvorfor er det så pokkers spændende at de er slået op?

Jeg har aldrig rigtigt forstået, hvordan man kan skabe et følelsesforhold til folk (kendte) man ikke kender personligt. Og jeg forstår slet ikke hvordan disse historier kan nå på toplisten af de mest læste artikler. Er danskerne blevet så sensationshungrende at de hellere vil savle over kendissernes ulykke, end forholde sig til de mennesker, de rent faktisk kender?

Det fører mig tilbage til solen, som jeg nu vil gå ud og nyde og ønske alle en dejlig påskesøndag