...til cyber os skiller!

Denne kolde decemberdag, sidder jeg som så mange gange før og surfer rundt i internettets verden, på alle de sider jeg nu ynder at ytre mig i debat. Jeg falder over et spørgsmål fra en kvinde, der tydeligvis er forfærdet over en mands opførsel i selv samme univers, nemlig cyber, hvor hun stiller stort spørgsmålstegn ved hans tilstedeværelse på et dating-site, når han har lovet sit hjerte til en anden. Jeg kan sagtens følge hendes tanker, men ved faktisk ikke rigtigt hvad jeg skal svare, men jeg vil så forsøge med denne blog at se lidt mere overordnet eller rettere skævt på, hvad det egentlig er der sker bag de mange pixels på skærmene i de små hjem og ikke mindst hvorfor.

Som de fleste af jer ved, er internettet helt klart min legeplads, uanset om vi taler humørbombardementer, dybere reflektioner om hvad der sker i min og jeres verden eller blot at tilegne mig viden af forskellig art. Men her kommer det paradoksale, for jeg husker også verden før jeg blev indfanget i cyber-spiderens spind, som en hel del lettere, mere enkel og uden helt så mange grænser og regler man skulle forholde sig til. Jeg er ikke opdraget til at begå mig på nettet, da jeg er opvokset i en verden uden mobiltelefoner og nu lever med den tingest, som ingen forestiller sig at kunne undvære, så jeg har måtte lære på den lidt tungnemme måde hvad der er go og no-go i dette univers. Og hvad er det så? Det vil jeg forsøge at stille spørgsmålstegn ved her, ved at sidestille de to verdner med 20 års mellemrum.

Lad os starte med kontakt-medierne, så som sms'er, mails, facebook og de uendelig mange dating-sites der findes. I dag er det nærmest en menneskeret at kunne agere helt og aldeles frit og anonymt i disse medier, uden andres viden, uanset om man er single, har kæreste eller er gift. Vi har kontakt til alle de mennesker vi engang kaldte venner, kollegaer eller elskere, men som nu plejes via satelitter i 100 kilometers højde. De er vores netværk, nej forkert, de er MIT netværk... MIN hemmelige klub, hvor det sidestilles med at hacke ind i FBI's hemmelige filer, at åbne en andens sms'er, mails eller chats. Men hvis det blot er en samtale på skrift, er det lige jeg bliver nødt til at spørge jer, der også var godt og vel voksne for 20 år siden, om en ting. Bad du dengang din mand/hustru eller lignende, om at gå i modsatte ende af køledisken i Brugsen, når du tilfældigt stødte på en gammel ven, skolekammerat eller flamme, så du kunne bibeholde din identitet og tale hemmeligt? Ville du, med din mand ved din side, sige til din gamle forelskelse at han betyder noget ganske særligt, fordi han var din første og ham der "prikkede ruden ind" og sende ham et lummert blink?

Ja ja, jeg er godt klar over at det er grænseoverskridende for nogen og jeg accepterer skam også at sådan forholder det sig, men jeg mangler stadig det slående argument, der fortæller mig hvorfor en samtale i cyber, uanset om den er på sms, mail eller ligende, pludselig ikke længere kan tåle at blive sagt ud af munden? Kald mig blot et mistroisk fruetimmer, men jeg ser 2 argumenter.... den ene er at vi ikke er helt ærlige overfor os selv og bilder os ind at cyber er en slags drømmeverden, hvor alt er tilladt og vi ikke kan stilles til ansvar, da det jo er op til læserens fortolkning og at det er på linie med tanker og ikke er virkeligt så længe det ikke siges højt. Den anden er at vi rent faktisk bevidst lyver for en anden, og lever højt på hvad han/hun ikke ved, har vedkommende ikke ondt af, velvidende at vores skrevne ord ville skabe kaos og påstyr hvis de kom frem i lyset. Sjovt nok er skilsmisse-raten steget betragteligt i takt med internettets og mobiltelefonens indtog.... Tankevækkende?


Men sådan er verden i dag og om jeg forstår det eller ej, er det disse nysatte grænser og regler vi alle må leve efter! Men lad os tænke endnu 20 år frem  tiden... Jeg kan se os sidde med cybermasker over øjnene og udleve det liv, med den kvinde/mand vi fantaserer om og som kan give os alle de virtuelle orgasmer og følelser, vi lyster, mens vores jordbundne partner vasker de ikke cyber-stinkende underbukser med de ret så virkelige bremsespor. Det kan vi uden at skulle forholde os til, hvad vores bedre halvdel føler, for dette er VORES egen verden og jo ikke virkeligt. Det er jo bare cyber!

Måske skulle vi have omskrevet vores ægteskabs-løfte.... Kunne jo lyde sådan her:

"Vil du elske og ære hende/ham, og leve med hende/ham i medgang og modgang, i hvad Gud den almægtige og Microsoft vil tilskikke jer, som en ægtemand bør leve med sin ægtehustru, indtil netværket jer skiller eller koden er brudt?"

Og vi kunne tilføje til nogle af de ti bud, som vi til dels lever efter, selvom vi ikke går alverden i kirke:

*Du må ikke bryde ægteskabet, med mindre du husker at skifte password hver uge*

*Du må ikke begære din næstes hustru, med mindre i begge betaler plus-kontingent til samme datingsite*

*Du må ikke sige falsk vidnesbyrd imod din næste, men du må gerne skrive det*

*Du må ikke bryde ægteskabet....I VIRKELIGHEDEN*
 
Har du argumentet, vil jeg fandme gerne høre det....SAGT!

Året der gik, men hvorhen?

Som så mange andre gør, her op imod jul, vil jeg lige reflektere lidt over det år, der nu er ved at løbe på hæld og afgiver pladsen for et nyt. Det lyder lidt højtideligt, for reelt set er et år vel ikke en periode til beskuelse, med mindre man netop vælger at opdele sit liv i kasser, sorteret efter dato og årstal. En mandag i 2012 er jo ikke en anderledes end i 2011, bortset fra at jeg faktisk synes jeg kan ane en rynke ved højre tinding, men sætter min lid til at jeg blot har sløset med spejlpudsningen. Men here goes, i et stort virvar af minder, tanke-pop-ups og ændringer for livet, so lean back and enjoy the ride:

Jeg startede året 2011 med et brag....det vil sige, at jeg i ganske ædru tilstand, var så uheldig at skulle tænde en røgbombe til min datters begejstring, men som i stedet valgte at skyde stikflammen fra lunten ind i min finger. Det gjorde egentlig ikke ondt, men det gik op for mig hvor nært beslægtede vi er med grise, for der spredte sig en umiskendelig lugt af flæskesvær og jeg hyl vist også lidt senere, da det ENORME åbne kødsår (sådan føltes det, NÅ!) skulle op af det vandbad jeg rendte rundt med. Mén??? Jo, udover de fysiske, der har betydet, at min i forvejen skæve tommelfinger, nu er lidt mindre kødfyldt på den ene side, så har det også betydet at min datter ikke får lov at nærme sig fyrværkeri, før hun er mindst 40 år og skal blive boende hjemme og passe godt på lillemor, så jeg ikke får yderligere skader! BAD START!

Men det blev værre, for en sen januar-aften hvor jeg naturligvis var løbet tør for mere tjære til lungerne, tog jeg en hurtig smut-tur til den nærmeste tankstation, for at få min afhængighed dækket. Og selvom vejene var fine, smøgerne købt og den første inhaleret så nerverne var stålsatte igen, mistede bilen vejgrebet på hjemturen og tog mig på en snurretur, som ville få rutsjebanen i tivoli til at virke som en børne-karussel. Og nu tænker I nok at jeg naturligvis kørte alt for stærkt, og jeg skal være den første til at indrømme at jeg ikke er nogen engel bag et rat og at højre-foden til tider er lidt tung, men denne aften kørte jeg faktisk pænt. Alligevel havde bilen sit eget liv og valgte derfor først, frontalt at påkøre det eneste hus i miles omkreds, dog kun for at fortsætte i spin 10 meter længere, og der afslutte turen i et armeret beton-hegn! Mine tanker var mange, i de få sekunder det hele varede, og de omhandlede alle min datter og hvor glad jeg var for at hun ikke var med. Men selvom min bil havde tænkt sig en karriere som selvmords-terrorist, med mig som gidsel, så overlevede jeg med ganske få knubs og et lettere rystet indre. Det gjorde bilen, husmuren og hegnet dog ikke! R.I.P...

I Påsken havde jeg sat mig for, at jeg ville på ferie med min smukke datter, Nicoline og selvom det naturligvis ville have været billigst at drage i Morfar's sommerhus, som så mange gange før, bookede jeg en ferielejlighed på wellness resortet Weissenheuser Strand i Tyskland. Trods kvalerne for at finde vej igennem Kiel, fik vi dog øjnene op for den smukke arkitektur som deres broer besidder, da vi passerede den samme bro for 4. gang. Til mit forsvar vil jeg lige sige, at jeg på daværende tidspunkt ikke besad en gps og stolede på min intuition og medfødte retningssans, som ellers aldrig slår fejl og det er sgu da heller ikke normalt at kalde 2 frakørsler ved samme navn, vel?! Min ærlige datters reaktion på vores detour var: "Jeg tror bare jeg tier stille" hvilket enten fortæller mig at hun har fundet tavshedens guld, eller blot i stilhed ville nyde det smukke senarie for enden af billygterne. Men, ferie blev der og den var så fænomenal, at vi uden tøven gentager succesen i 2012, dog denne gang med gps og med ny ratfører og med mig henvist til bagsædet, med 250 gr Matador Mix og en pixiebog!

Denne ratfører (co-driver) er endnu en tilføjelse i år 2011, som hverken var planlagt eller ventet, men kan bestemt ikke gå under kategorien uheld eller detour. Efter lang tids sporadisk og ganske overfladisk bekendtskab, blev Martin og jeg enige om at det var på tide med en date. Ikke sådan en lad-os-bare-tage-en-kop-kaffe eller en skulle-vi-ikke-lige-tage-trykket-date, men en rigtigt date, hvor vi undrede og glædede os og så frem til at få brikkerne til at falde på plads og tandhjulene i hak. Og det skal jeg da lige love for de gjorde, for hvad der skulle have været en hyggelig aften, med god mad og rødvin, endte i en hel weekend med talestrøm, kys og kærtegn og med løsrivelsesbesvær, da mandagen nærmede sig. Sådan er det faktisk stadig, her 5 måneder efter, og selvom der til tider er lidt grus i maskineriet og vi krydser klinger, så kan jeg ærligt sige at jeg keder mig aldrig i hans nærvær. Vi er hverken for ens eller for forskellige, men komplimentere hinanden godt, selvom vi ikke kan færdiggøre hinandens sætninger og ikke har samme passion for shopping (hvem der så end forstår det?) og motor-cross (nowet med en cykel med motor og småfede dæk). Jeg ser blot frem til endnu flere kys og kærtegn og utroligt nok, også til gnidningerne, som har den ejendommelige egenskab at knytte båndene lidt tættere for hver gang, for ikke at tale om the make up og jeg taler ikke om farvelade... Vi slår måske ikke altid i samme takt, men musikken der skabes, er dog alligevel den mest fantastiske man kan tænke sig. Tak fordi jeg måtte få lov at skifte dine gardiner (ohhh hvilket rædsel) og sætte et lille fingeraftryk på dit kæreste eje, pandekagehuset, men det kan ikke bruges i en retssag..... Du sagde altså selv Ja ;o)

Nye venner er også trådt ind i mit liv og har spredt glæde smil og latter, samt været der for at samle snot på deres skuldre, når det hele har set lidt for sortbroget ud. Her skal den dejlige Lene nævnes, som ganske uselvisk har vist sig værdig til titlen, som bedste-veninde og som mange en morgen, trofast har været på linien, for at fortælle og høre nærmere om de dejlige mænd vi har truffet, hver især, beretninger om hundeliv og vores yngel. I det hele taget livet, som det har set ud i 2011 og som jeg håber vil fortsætte mange år endnu. De mange bloggere, som jeg har fået fornøjelsen af at sætte ansigt på og som bidrager til at min lyst til disse skriblerier fortsætter. Kristian, den største knudemand af alle, som til stadighed lader sig belemrer af mit tankespin, men som oftest, kan bringe mig til eftertanke og hurtig fatning igen og se nuanceret på min sort/hvide verden. Også min gamle ven, Henrik (ikke af alder...hmmm.... reddede jeg mon den?), som ALTID står klar med kække bemærkninger og pick me up's, samt et lyttende øre, når jeg lader talestrømmen vælte ud og trænger til at få luftet frustrationer, glæder og synet diverse nedkørte husmure og hegn. Også når man i en 100 hestes brandert, ringer og vil hjem i sin seng og når man blot ikke har lyst til at begå sine dumheder alene. Der kan jeg altid regne med ham!

Mit job har også udviklet sig i 2011, på godt og ondt, med stressede perioder, fantastiske udfordringer og en PI-test (leder-profil-test), der til min overraskelse og store glæde var spot on og hvem ved om jeg en dag får brug for den?! Og det er ikke kun jobbet i sig selv der har udviklet sig, men skam også mig som person, da jeg ikke kan frasige mig, at lægge en stor del af min identitet i mit hverv og jeg har lært meget med gulerods-metoden, men også med pisken. Guleroden smagte mig dog en hel del bedre end piskens smælden, men jeg har lært af det hele og er vokset med opgaverne og udfordringerne, når de bankede på og har kun fået fornyet blod på tanden. Fortjenesten har jeg ikke alene, for jeg har nogle fantastiske kollegaer (ren tosse-anstalt til tider) men uden deres dejlige humør og søde smil, ville dagene være en hel del længere og igen er jeg nødt til at fremhæve en speciel, nemlig Heidi, som bare ikke kan undlades. Tak for endnu et godt år og de mange latterfremkaldende stunder, vi nu kan tilføje som minder. Og der er rent faktisk endnu en, der har troet på mig de forgangne 3 år, til trods for de lange negle og det affarvede hår, nemlig min tidligere chef, Jeppe. Har vi haft vores uenigheder og stået stejl på hvert sit? Hell yeah, men ikke desto mindre har det været, i mine øjne, et fantastisk samarbejde, som jeg med vemod (havde fået noget i øjet) måtte se slutte d. 1 November i år. Det var sgu fedt, mens det varede og jeg kan kun ønske dig held og lykke på din vej videre og sige tak for tilliden, knægt (tør jeg godt sige nu da du ikke har "tronen" længere). Nu har jeg så fået nye opgaver, nyt lager og en ny chef og jeg kan kun håbe på at udviklingen fortsætter, også ind i 2012, selvom jeg ikke får min blackberry i år... Man er vel teknik-nørd og der er nu ikke meget bling over en Nokia!

Nu er denne blog allerede blevet en hel del længere end tiltænkt, og er du nået hertil enden uden at miste tråden, er det vel også okay?! Så afslutningsvis vil jeg så konkludere at 2011 startede temmelig crappy, men har alt i alt, beriget mig med endnu mere end jeg turde håbe på (ser stadig bort fra rynken i tindingen) og vil ønske jer alle en rigtig Glædelig Jul!

Good year !

Løgn og Latin

Man kan undre sig over udtrykket og hvorfra det kommer. Måske er det fordi at Latin er et af de få sprog der ikke tales, men skrives og i allerhøjeste grad tolkes og er op til modtageren hvilken betydning man vil have ud af det. Aner det ikke, men det er gængs opfattelse at løgn er noget skidt og at man altid kommer længst med ærlighed?!

Jeg tvivler dog på det er rent skidt og folk der påstår at de aldrig lyver, netop gør det allerede i denne sætning. "Ahmmm, jeg fortæller kun små harmløse hvide løgne"! ...og så er løgnen pludselig fuldstændig acceptabel og retfærdiggjort og fratager os ansvaret for at forholde os til sandheden. Men hvem definere hvad en lille hvid løgn er og hvornår den skifter farve, så at sige? For vi lyver jo all the fucking time og for hver eneste gang, bliver det blot en lille smule lettere og grænsen rykker sig.

Selv som forældre lyver vi, når vi fortæller vores kære yngel at julemanden findes, babyer kommer med storken og at deres nyfabrikerede tegning er det smukkeste vi nogensinde har set. Vi lyver for vores forældre om hvor meget styr vi har på det hele, hvor glade vi er for de kiggede forbi til kaffe, da vi havde planlagt at nedlægge kæresten og hvor spændende historien om deres sidste Tysklands-tur er, selvom vi også hørte den sidste søndag. Vi lyver for kæresten/manden/konen, når vi fortæller hvor smukke de er når de sidder med drageånde og morgenhår, når vi siger at det da er helt okay at han/hun tager et par off-dage fra den daglige trummerum og når vi siger at han/hun selvfølgelig er den eneste vi nogensinde har hede drømme om.

Alle disse ting siger vi enten for at opnå noget eller for at skåne vores kære, men kan det retfærdiggøre løgnen? Ja både og....man kan vel godt set ud fra det synspunkt at vi det ellers ville skabe unødige konflikter, hvis alt blev råt serveret som en fotokopi af Babs og Nutte på chefens bord efter julefrokosten, men jeg mener også at vi skal passe meget på hvornår vi overskrider grænsen imellem hvid, grå og til den sorte løgn. Og hvordan finder man så sin egen grænse for hvor den zone går, når man nu selv acceptere hvide løgne og ser de værre som et absolut no-go?

Sandheden (for mig) er den, at hvis du ikke kan retfærdiggøre dine handlinger uden at lyve, så må du se på hvorfor du vælger løgnen frem for sandheden. Og dette gør vi vel alene af den grund at vi dybest inde godt ved at vi er på gale spor og ikke på andre måder kan argumentere for vores ageren og holdninger. Vi ansvarsfornægter og siger dog til os selv at det blot er for at skåne, men her lyver vi igen. Denne gang mest for os selv...

Når du siger: "Skat, jeg synes sgu hende kontor-musen er en snot-dum blondine", når sandheden er at du har råflirtet med hende til julefrokosten og dagligt sender et lille lummert blink igennem lokalet, så er det vel netop fordi du godt ved at du er på afveje. For var det harmløst, var løgnen vel slet ikke et issue og du kunne uden at kny sige hvad du følte eller blot holde dine tanker indenbords, uden at udleve det. Og i stedet for at forholde dig til hvad du gør og ikke hvordan det modtages, projekterer du blot din løgn over på modparten og kan alene med tanken "for husfredens skyld" leve længe og videre i den tro at du gør det rigtige, selv den dag at du fanges i spindet af usandheder og lemfældig omgang med sandheden. Det har vi vist alle prøvet og jeg skal være den første til at indrømme, at også jeg har og fedt var det sgu ikke at skulle forholde sig til, at det man forventer af sine medmennesker, kan man ikke selv leve op til.

Det er lidt som at have spist den lækreste marcipan-is.... den smager sgu ikke godt på retur. Den dag går det op for dig, at det største offer for dine sort/hvide løgne, er dig selv. De er nemlig blevet arkiveret i kassen "det er fedt og derfor også okay" og skal nu holde flyttedag til der de egentlig holder til.... Nemlig i kassen "CRAP"! Løgn er løgn, uanset hvad farve vi giver den.

Kan vi så gå igennem livet uden at lyve? Sikkert ikke og vi vil snuble tit, men i det tilfælde burde vi måske spørge os selv hvorfor vi vælger at gøre en sandhed til løgn frem for at gøre løgnen til sandhed.....?!

Til slut vil jeg smide en lille løgn ud i æteren og sige at jeg har haft en fantastisk dag og håbe på den bliver til sandhed, hvis jeg siger det tilpas mange gange!

Lie to me.. (fed lyric) 

The missing link...

Nu kunne man måske nok tro at jeg, på denne kolde og sjaskede mandag, lagde hjernen i blød med tanker om overgangen fra dinosaur til homo sapiens og med store tanker om hvorledes det kan være jeg kan gå oprejst uden at snuble. Det skal dog siges at jeg efter sigende også til tider kan drage tilbage i primalstadiet og have svært ved at opretholde den oprejste stilling, men dette sker vist mere under indflydelse af udefrakommende faktorer og særligt på denne tid af året! (læs, den seneste julefrokost var god, våd og meget kort)

Men det er nu mere i overført betydning, jeg har manglet en brik i mit hovedbrud af et puslespil, for at skabe mig et overblik og se et samlet billede forme sig. Lidt som at samle et puslespil, hvor motivet er et Salvador Dali maleri, med benene ud af ørene, trærødder der knejser imod himlen og trækronen dybt forankret i jorden og med tilstrækkelig fallos-symboler, der pirrer interessen og fantasien. Når jeg ser på et andet menneske og får de enkelte facetter serveret, i en stor forvirring, kan jeg have svært ved at skelne, hvilke dele der fortjener mit fokus og burde betyde noget for mig og hvilke der blot er til for at spejle og synliggøre kontrasiden.

Billedet bliver uklart, forvirrende og jeg fanges af min egen stædighed, for at samle et billede, med de blottede brikker, hvilket nok aldrig vil give et klart og fuldt motiv. Så jeg fylder de tomme felter ud, fra min fantasi og drømmeverden og fra mine erindringer om "engang" og noget jeg synes jeg så i et glimt og dette er ren og skær fortolkning. Til tider overfortolkning og andre gange rammer det meget godt plet, nogle gange overraskes jeg positivt, andre gange må jeg tage følelsen af skuffelse til mig, baseret på mine egen forestillinger og til tider rydder jeg bordet for brikker og siger "Stik mig det med kattekillingerne jeg ved jeg kan hitte ud af".

Men i bund og grund handler det vel ikke om det pokkers missing link, men mere om at have et mål for øje og en egen lyst til at se og nyde det færdige resultat. Nogle gange skal man lede på gulvet og under sofaen for at finde blot en enkelt brik men Lucifer's halespids og andre gange ligger der tusinder i en bunke for enden af din næsetip, der blot venter på at blive til et helt sceneri af blomsterflor og laguner og andre gange er den brik, der var der før, som skabte et genkendeligt ansigt,  blot væk og man må lære at leve uden.

Og jeg har i dette sekund gjort selv samme.... smidt en masse brikker på bordet om mig og mine tanker, som nogen vil forsøge at tolke på og samle til et meningsfyldt billede, nogen gav op efter første afsnit i ligegyldighed og fatter hat og briller og andre vil føle de fik endnu en brik på plads. Og dertil kan jeg kun sige at jeg hverken sidder foran et stort tusind-brikkers puslespil af en Monet knock-off, eller forsøger at finde en dybere mening med Dali's småvulgære penselstrøg, men jeg er nu klar over at jeg mangler en link (måske flere), men det er min opgave at lede, søge og samle eller helt lade være! Det er nemlig mit puslespil, mit link, mit billede....af mig!

Afslutningsvis vil jeg dele en lille julehymne, som har huseret i mit hoved hele dagen, til eftertanke og højlydt latter.....

Merry X-mas

Pandoras æske.

"Det er så sjovt når min far kommer sent hjem, for så er han altid så glad og i humør til at lege med mig, som han ellers aldrig har tid til. Vi tonser rundt i stuen, mig siddende på hans ryg og han som en anden vild hest der både stejler og kommer med latterkrampende vrinske-lyde. Når jeg er kommet i seng sætter han sig ved min seng og griber en børnebog, som læses på hovedet og historien hænger slet ikke sammen med billederne, men bliver kun bedre og sjovere af det. Midt i al min morskab er jeg forvirret, for mor sidder i køkkenet og kigger dybt i kaffen, mens tårerne løber fra hendes kinder. Jeg forstår det slet ikke......."

Dette er en scene der udspillede sig da jeg var ca. 6 år, som var sket mange gange forinden og gentog sig mange gange efter, men som med alderen gav mere mening end i mit dengang naive barnesind.  Jeg forstod dengang ikke hvorfor min mor græd og slet ikke hvorfor hun var så vred på min far, når nu han endelig var så sjov og glad. Disse scener endte altid med at jeg blev lagt i seng, men med lyttende barneører kunne jeg høre deres højlydte skænderier igennem døren. Min far var fuld!

Dette var noget der skete oftere og oftere i min tidlige barndom og jeg husker i dag den tid som en noget problematisk og splittende følelse, for et barn der elsker sine forældre højt. Men i dag har jeg et noget andet syn på sagen og har fået en smule indsigt i hvad det har bragt mig med i min videre tilværelse.

Dengang søgte jeg min far's anerkendelse og opmærksomhed, men fik den oftest kun når han var beruset altså påvirket og når han stod i sin egen problemdulmet og bedøvede verden, hvor problemerne kunne druknes med 15 Tuborg, indtil næste dag. Og når jeg tænker tilbage på skoletid og forældremøder kan jeg ikke mindes at min far har deltaget i et eneste, ej heller har han lavet regnestykker med mig når lektierne skulle laves. Han var heller ikke den der irettesatte mig, når jeg var uartig eller ikke gad rydde op på mit værelse, men den der for det meste arbejdede hårdt på værkstedet for at slutte dagen med nogle "velfortjente" kolde øl.

Min mor derimod har været med til det hele. Hun har skældt og smældt, pustet mine skrammede knæ og trøstet når storesøster drillede. Alt dette med et sideløbende fuldtidsjob, med dertilhørende hjemmearbejde for at få det hele til at løbe rundt og da jeg blev gammel nok til at forstå hvorfor min mor græd, blev jeg skamfuld over at have idealiseret dette demon hos min far. Men det var ikke hans skyld og jeg bebrejder ham det ikke i dag, jeg elsker ham stadig højt, men jeg kan ikke tildele ham æren for mit heldige udfald.

Den har min mor og jeg ville ønske hun var i live så jeg kunne sige hende tak, for en (mod alle odds) god opvækst og for at jeg i dag kan sige at jeg har et dejligt liv, med en fantastisk datter, et godt job og et godt netværk. At jeg til stadighed i dag, søger en evig bekræftelse i manden i mit liv (nu min kæreste) er et af de få ar jeg har måtte tage med mig i livets bagage, men det er en ganske lille ting, hvis man forstår baggrunden herfor og kan acceptere min søgen efter en mands ædruelige kærlighed. Den skal være uden filter!

"Hvordan kan du skrive sådan en blog, uden at lyde som en af alle de andre klynkende tøser?"....blev jeg spurgt så ganske usympatisk! Det kan jeg måske heller ikke, og måske er dette peanuts i andres øjne, men dette er nu engang en del af mig og min fortid og ligeså flov jeg kan blive over at skrive den, ligeså stolt er jeg over hvor jeg er i dag, takket være mig selv og i høj grad også min mor! Jeg har sgu et fedt liv!

Tak mor :-) 

Jeg, en novise...

Det er jo slet ikke til at komme udenom den blogger, der med sin skarpe tunge er mest oppe i tiden, nemlig Bitterfissen Bethany. Og nu kan man jo mene hvad man vil om denne anonyme bloggers vredesudbrud på vores allesammens cyber-legeplads, mens der spåes i øst og vest om hvor mange X og Y kromosomer vedkommende besidder. Men er det overhovedet relevant om disse ord kommer fra en mand eller en kvinde? Burde man ikke tillægge ordene mere betydning fremfor kønnet?

Et gammel ordsprog siger: "Pennen er mit sværd", og nu vil jeg så gerne tilføje skjold til denne sætning. For det første jeg tænker når jeg læser pågældende bloggers skriblerier, er mere hvilket menneskesyn der er bag profilen? Jeg tror næppe at det er en usympatisk person, der i opdragelsens år blev forbigået for god takt og tone, men nærmere et menneske, som har indset at det omtale at råbe højt og gerne om pik og patter, samt et menneske, der nyder opmærksomheden som en anden narcissus. Nå men nok om Bethany, og lad mig i stedet tale lidt om de ord, vi selv udgyder og hvorledes de modtages.

budskabet er klart! 

Jeg oplever fra tid til anden, at folk bliver stødt og såret over mine ord, nogle gange er det fordi de ikke er særligt pæne eller foregår i en situation hvor bølgerne går højt og andre gange er det modpartens opfattelse, der er en anden end min mening. Sådan vil det altid være, men nogle gange bruger vi netop ordene som sværd og tilfører modtageren så meget smerte som muligt, også selv til mennesker vi elsker og holder af, og blot for at kunne udligne til uafgjort eller er det fordi vi er ligeglade med om vi sårer vores nærmeste?

Så kan man naturligvis diskutere hvornår en spade skal kaldes en spade og hvornår man i empatiens navn bør pakke det lidt ind og det afhænger nok af situationens alvor og hvad vi ønsker at opnå med vores udtalelser. Ligeså meget glæde få ord kan frembringe, ligeså meget smerte kan de påføre og ord har en tendens til at sidde fast og blive husket længe. De forsvinder jo ikke bare fordi de ikke er foreviget på papir eller i cyber, men brænder sig fast i modtagerens hukommelse, til evig genkaldelse og den tilhørende følelse.

Nogen vil måske påstå at ord preller af dem og det er sikkert selvsamme mennesker, der benytter ordet som sværd frem for en gave. Jeg er vist en af dem der står med et ben i hver lejr, for jeg er udemærket klar over hvor jeg kan bore spidsen ind og jeg vil også gerne indrømme at jeg til tider har mistet beherskelsen og ladet det ske, men jeg er ikke bange for at erkende min forseelse og stikke en behørig undskyldning. Samtidigt er jeg en følsom sjæl, som let kan rammes af ord. Ikke alle ord, men ved man hvor mit "allerfarligste-sted" sidder er det intet problem at bringe selv den stærkeste i knæ. Spørgsmålet er så bare om man gør det?!

Naivt?

Kastration...how to!

I disse moderne tider, hvor grænserne imellem kønnene udviskes og mænd går med make-up, skal græde og amme børnene, mens kvinderne tordner frem  i army-dress, skulle man mene at der ikke var noget at kastrerer ved vores kære mænd. Men der tager i fejl, kære kvinder! Der er masser af ting vi stadig kan tilføje og gøre, som vil kappe strengene til manddommen og give os en tomhjernet hundehvalp, som vi kan forme efter eget ønske.

How to:

- så tidligt i forholdet som muligt, mens han stadig svæver lidt rundt på en euforisk candyfloss-sky af forelskelse, skal du sørge for at give han dårlig samvittighed, hver eneste gang han træder ved siden af dine normer, for omgang med det modsatte køn. Han skal vide hvor ked af det, han er skyld i du er, også selvom det er din egen usikkerhed der skaber den panikangst, som gør du mærker jalousien stikke. Du skal lade ham vide at det ikke er okay at kigge efter andre piger (ej heller på side 9) for det er jo både perverst og de stakkels pigebørn, af Amalie-kaliber er jo også bare lavet af plastik og hvem gider knalde en gummibåd?!

-Du skal i starten huske at gøre ham bekendt med at hans eks nok ikke lige falder under kategorien lækker, når du betragter hende og at du rent faktisk synes han er lidt smådum at have levet sammen med hende. Lad ham vide at de fleste af hans tidligere forhold har været til dåser og krukker og at han blot skal være glad for at kloge dig, har forbarmet sig over ham og tager hans kommende opdragelse alvorligt. Desuden var deres tidligere fælles kanin sgu også lidt småfed på den absolut ikke-nuttede måde.

-Du skal gøre ham klart at det ikke er i orden at have selvstændige tanker og holdninger, der ikke ligger i tråd med dine, da det i øvrigt clasher med gardinerne og de flødefarvede puder i sofaen. Han skulle jo nødigt gå hen og tro han var noget og her er det ultimative våben at benytte, janteloven, som piller ham ned på et stadie du kan kontrollere. Han skal ikke tro at han er den eneste mand på jorden, der synes dine øjne er fantastiske som strålende stjerner og at dine frikadeller bare smager som chateaubriand lavet alé Claus Meyer. Han skal derimod leve med visheden om hvor feteret og ombejlet du er, og at du egentlig ikke har så meget at tilbyde ham udover dit blændende udseende, lynende intellekt og afsindig vittige humor. Han er jo plat og bør nok have en vis læring, før han kan vises frem for familie og venner.

-Husk at fortælle ham hvor frækt et sexliv du har haft og hvor "store" dine tidligere elskere var, men at du synes sex med ham er hyggeligt og at du også er faldet til ro med alderen og ikke stiller de store krav.
Det er også vigtigt at du husker at lukke for det varme vand, fra tid til anden og straffe ham for alle de ting han ubevidst har sagt, som har stødt dig og hvor du ikke mener der bør følge en nærmere uddybning, når han er født med en hjerne og burde kunne tænke som dig.

-Værd at nævne er hans dagligdag og kritisere hans venner og hans hjem, men især hans job og bil, som både er for smartass og en potensforlænger og arbejdet for lavt betalt.

Hvis du følger disse råd og han retter ind, kan du være sikker på et tilfredsstillende resultat af en kastreret mand, en tro kopi af dig selv, som vil føje dig og sidde pænt hjemme og vente på du skriver/ringer/kommer for at han kan hente dine tøfler. Og så spørger du måske dig selv om hvad der så skal ske..... Ja, du forlader ham, fordi han ikke tilnærmelsesvis ligner og agerer som en rigtig mand længere og finder en ny og så kan du starte forfra. Og sådan er ringen i evig disharmoni intakt!

Jeg ønsker god fornøjelse (ironi i denne blog kan forekomme) 

Snip snip 

Når mandagen rammer...

Alle hader mandage, sådan lyder det sikkert fra hvert et lille hjem i Danmark, når man skal slå øjnene op efter en lang og dejlig weekend. Alle elsker derimod fredage, hvor forventningen om weekendens soven længe og længervarende timer, med dem man holder af kan få arbejdstimerne til at suse afsted og gøre timerne lettere fordøjelige, også selvom man ikke aner hvad den bringer, glæder man sig til uret kimer og man træder ud af porten.

Men inden vi får set os om er weekenden ovre og dagligdagen rammer, med arbejde, tøjvask og pasta med kødsovs i diverse brogede nuancer og sådan kan det føles selvom man, som jeg, rent faktisk holder meget af sit job. Sådan har jeg det også i forhold, for ligeså meget jeg elsker dagligdagen og de små ting, som betyder så meget, så længdes jeg hele tiden efter kærlighedens "weekend", tiden hvor alt bare var flyvende i frit fald og man kan slippe fornuften for en stund og drage ud i drømme. Men forholdets mandag indtræffer også altid, om man vil det eller ej, hvor morgenerne starter på samme måde, med godmorgen, har du sovet godt, kan du have en god dag og husk nu din madpakke og kør forsigtigt. En rigtig Hr. og fru Danmark historie, som ville være yderst velegnet sunget som kanon og skrevet på "I en kælder sort som kul", akkompagneret af orgel, med et par dansende i matchende camping-habitter.

En fælde man til tider vil falde i, grundet travlhed eller blot dovenskab og selvom man er opmærksom på det, vil man unægtelig til tider hoppe i med begge ben og for en stund være verdens kedeligste kæreste. Jeg taler her af erfaring, for i disse dage hvor mine tanker flyver i et virvar om mit job og det projekt jeg har brugt det sidste halve år på at søsætte, så koster det på hjemmefronten. Ikke at jeg på nogen måde har fået klager, men jeg kan sagtens mærke en forandring i mig selv og min egen ageren og dermed også på hvad jeg får retur fra min omverden og da jeg sad tidligt i morges helt alene og skulle nyde min morgenkaffe til den sædvanlige ro, som jeg elsker, var roen mere larmende end ellers.

Hvorfor havde jeg dog ikke kastet mig i armene på min kæreste da han aftenen før trådte ind af døren og hvorfor brugte jeg den sparsomme kærestetid foran den forbistrede kuk-kasse som jeg egentlig har svært ved at nyde, når jeg i stedet kunne have kysset ham inderligt og fortalt ham hvor højt jeg elsker ham og hvor fedt jeg synes det er han gider kører helt op til mig på en simpel onsdag? Pludselig savner jeg ham helt afsindigt og selvom han lige er trådt ud af døren, kan jeg nu kun sidde tilbage og ærges over alt det jeg ikke gjorde og længes efter weekendens komme, hvor han vender retur og jeg helt sikkert har noget jeg skal opnå og have indfriet.

Og selvom jeg forsøgte at råde en smule bod på at mine fortravlede tanker om job, som har optaget hele min verden i disse dage, med en kærlig sms om hvor savnet kæresten min er, så faldt det lidt til jorden da svaret "sur røv" kom retur. Men det var sgu nok lidt velfortjent og manden havde jo ret. For hvis der er noget mandage er (især på en torsdag) så er det SUR RØV!!! Men jeg vender retur og kan slet ikke vente på at mærke hans læber igen og putte mig i hans arme og lade projekt være noget der foregår imellem 08:00 og 16:00 fra mandag til fredag.... I'll be back!

The flip-side

Jeg sidder her en mørk novemberaften, just hjemvendt fra arbejde med friskbrygget kaffe og pc'en slået op på de faste sider som lige skal scannes igennem. Deriblandt er mit underholdnings medie og mit svar på tv3, nemlig facebook, som byder mig på både seriøse diskussioner og latter fremkaldende, lange tråde. Der findes også ting jeg forsøger at undgå, så som diverse spil og apps og det nye hit er spørgsmål om alt imellem himmel og jord. Uvant, som andre spørgsmål som florere på facebook, fanges mit blik af dette, der dog sikkert er lige så ligegyldigt som alle andre, "hvornår er man utro?", og som testen antyder med sine 97 svarmuligheder, er der nok ikke noget endegyldigt svar. Spørgsmålet er dog interessant, hvis man kan få lov at uddybe sit svar og satte det i en kontekst som vi alle kan forstå.

For hvornår er man egentlig det? Det spørgsmål har jeg tit stillet mig selv, men også debatteret med mine nærmeste, deriblandt min kæreste. Og jeg synes jeg oplever at mænd i langt højere grad forbinder utroskab med noget fysisk, når de stilles for spørgsmålet, hvor kvinder måske tænker mere om tankerne bag en eventuel handling.
Men er det først ved handling, når man har en form for seksuel samvær med andre end sin partner, eller opstår det langt før, måske allerede ved snakken eller endda tanken?

Personligt tror jeg på at vi selv bedst kan finde vores individuelle og ærlige svar ved at gøre to ting!
Det første man skal gøre er vel at gøre sig klart hvad troskab betyder i ens egen verden og hvilket værdisæt det udspringer af. Hvorledes fortolker man selv troskab og loyalitet, i denne verden som er fyldt med fristelser for både mænd og kvinder, som absolut blot er lettere at falde for i dagens Danmark med e-mails, sms'er og et hav af muligheder for kontakt. Kontakten kan jo sagtens være meget uskyldig, men i vores iver på at opretholde vores ret til privatliv og individualisme, kan det også let udviske normer og uskrevne regler, vi før så som en naturlighed.
Vi rykker dermed på vores grænser for hvad der er okay og acceptabel adfærd og slår det hen med at det jo blot er cyperspace og ord, så der er jo ingen skade sket. Men jeg tror nu alligevel at vores interaktive verden, bidrager til den større rate af skilsmisser, som er vokset eksplosivt de seneste år og det er vel værd at have med i sine overvejelser, når man agere på privatlivets vegne. Jeg har tænk over følgende, hvor jeg mener vores grænser har rykket sig:

For 20 år siden ville det nok ikke have været så acceptabelt at modtage 3-4 breve om ugen i sin postkasse fra eks'en med små beskeder og dog er det i dag helt okay at sms'e til selv samme "ku-godt's" for at hyggesnakke lidt.


For 20 år siden ville det have nok heller ikke have været så acceptabelt at have faste små snik-snak møder over køledisken i føtex, med det modsatte køn, uden kæresten ved sin side og i dag er det okay at have dem på msn og skype, i virtuelt live-show.

Dette er måske nok harmløse eksempler, men tænk så på hvor grænsen går om 10 år!

Det andet jeg mener man bør gøre, og det gælder i øvrigt i alle henseender, er at vende bøtten om, så at sige og lege at rollerne er byttet. Altså når du står overfor spørgsmålet, hvad utroskab er og har et svar klar på tungen, så som det er først ved samleje, så overvej lige om det betyder at det er okay din egen kæreste kysser med andre? Det er det sjældent, men vi er vel nødt til at acceptere de samme regler for vores egne partner, som de kan forvente overholdes af os og jeg tror hvis flere vendte pladen engang imellem, så ville mange tårer kunne spares.
Utroskab for dig er sikkert ikke det samme som for mig, da det vel handler om følelser og vi føler ikke ens. For mig er utroskab, et måske uovervejet, dog bevidst brud på min tillid, som man har imellem ægtefolk, kærester og partnere. Jeg kan nok ikke udpensle hver eneste situation hvor jeg vil opfatte det som utroskab og hvor jeg vil opfatte det som tillidsbrud, men jeg ved det nok alligevel inderst inde, både hvad angår mig selv og i allerhøjeste grad også min kæreste.

Jeg ved godt jeg tit for skudt i skoene at jeg er gammeldags indrettet og at jeg skal følge med den verden der er en anden i dag, and so be it og det kan jeg såmænd også godt se, men så forstår jeg blot ikke hvorfor vores følelser ikke udvikler sig i samme takt?

Hvad er utro for dig???

Det syge sind II

Flere tanker vælter igennem mit hoved, alt imens jeg følger med i sagen imod Amagermanden, som står anklaget for flere drab og endnu flere voldtægter. Hvis han bliver dømt, hvilket jeg efter egen overbevisning tror han gør, så vil han træde ind i noget trist Danmarks-historie, som en vaskeægte stjerne psykopat efter amerikansk målestok.

Når jeg gennemlæser dagens retsafhandlinger, kan jeg forstå på beskrivelserne af hans reaktioner eller rettere mangel på samme, at manden sidder upåvirket, dog med overskud til at smile og vinke til hans pårørende i salen. Han mener efter eget vidneudsagn at det ikke kan være hans dna og fingeraftryk, der knyttes til sagerne og selvom han har været afhørt tilbage i 1987 i forbindelse med det første drab, forstår han slet ikke forbindelsen.

Af tidligere venner og bekendte beskrives han dog, som stærk, karismatisk og dog kynisk, der fylder meget i et rum og tiltrækker sig opmærksomhed. Og med den sidste beskrivelse kan jeg ikke lade være med at drage en sammenligning til Amerikas nok mest kendte massemorder, Ted Bundy, som dræbte og maltrakterede et utal af kvinder og slap afsted med det i mange år, grundet sin veltalenhed og sit karismatiske ydre.
Det er begge mænd der med stor lethed vagte interesse ved det modsatte køn, men som i dagligdagen var velfungerende og ligefrem elskelige.

Er dette blot en forsmag på at vi nu på vanlig vis, får endnu mere amerikaniserede tilstande og nu kan forvente endnu flere af denne støbning? Er dette prisen for et samfund hvor velstand og manglende kamp for overlevelse, driver visse mennesker til ekstremerne for at få et kick eller er denne afvigelse en medfødt defekt, som blot blomstrer i den vestlige verden?

Jeg synes det er MEGET skræmmende og jeg håber denne danske retsag vil øge fokus på at vi skal have et dna-register for alle danskere. Ikke kun for at fange forbrydere, men i særdeleshed også for at hjælpe vores politi når vi bliver udsat for en forbrydelse. Og nu ved jeg godt at mange vil sige at det vil skabe et overvågnings-samfund, men jeg er dog af den overbevisning at taler vi om sædelighedsforbrydelser, drab, insest, pædofili og overfald, kan jeg kun tilslutte mig et sådan register. Jeg har ikke noget at skjule....har du?

Det syge sind...

I disse dage, følger vi med i dagspressen, som dækker retssagerne imod en grusom pædofil familiefar og Danmarks vel nok første massemorder, som er blevet døbt Esbjerg-manden og Amager-manden. Det er hver især grusomme beretninger om insest, overgreb, voldtægt, frihedsberøvelse og drab og som i begge tilfælde har stået på i mere end to årtier. Nu skal denne blog egentlig ikke handle om disse sager, men mere om det sind lægger bag disse mænds pandeskal og hvordan vi andre skal takle og håndtere den slags i vores egen dagligdag.

For det sker ikke altid kun for naboen og jeg har selv haft det sygelige sind inde på livet, som kunne have endt i ekstremiteter, men som "heldigvis" kun endte med en afslutning af hans eget liv. Hele dette handlingsforløb skete for efterhånden mange år siden, men til trods står det mig stærkt i erindringen, men for mine kæres skyld vil jeg ikke komme ind på hvem, hvad og hvor alt dette skete. Men jeg kan fortælle at jeg aldrig havde troet dette om denne person, som i mine øjne både var velfungerende, stærk og omgav sig med stor respekt. Og alligevel slog det klik og et sind jeg aldrig ellers havde været vidne til, stod i lys lue og overskyggede alt andet.

Nu står der 2 familier og mange venner i samme situation, i de to verserende retssager, at skulle forholde sig til et menneske de slet ikke kan genkende. De skal nu have sandheden af vide igennem bevisførelser og vidneforklaringer og forholde sig til, at det menneske de har holdt af fremstilles som et monster af en anden verden. Nogen vil støtte op om vedkommende og tro på deres uskyld eller blot andre tilgive, mens andre vil græmmes og mentalt slette hvert et minde og afskære enhver form for kontakt. Men uanset hvilken lejr, man vælger at betræde, skal vi andre huske på inden vi dømmer de pårørende som naive, at dette monster også kan have vist sig at være en kærlig ægtemand, en god far og en dejlig søn og at vi ikke er skabt til at tænde og slukke vores følelser, som en lyskontakt. Jeg føler virkelig med de pårørende i disse sager og her taler jeg ikke kun om ofrenes, men i særdeleshed og gerningsmændenes familie og nære.

Når man tager de 2 sager i betragtning, kan vi så stadig gå i den tro at vores verden er tryg og god at færdes i for vores børn? Her tænker jeg især på sagen fra Esbjerg, hvor tiltalte står anklaget for mange og gentagne overgreb på børn, som han i mange år har kunne true til tavshed og som i frygt ikke har turde tale eller måske endda troet at det var normalt. Mine tanker går imod at den seksual-undervisning vores børn modtager i skolen i dag er mangelfuld og burde handle om andet og mere, end den første gang og hvorledes et kondom rulles på et stoleben. Jeg har selv taget snakken med min 10-årige datter, om at der her i verden findes folk (hovedsagligt mænd) der rører og gør ting ved børn som er forbudte og meget forkerte og det kan godt være at nogen mener at jeg maler fanden på væggen, men det er nu engang det der sker oftere og oftere i dagens Danmark.

Til slut vil jeg gerne spørge om en ting, der har undret mig meget. Hvorfor er det næsten altid mænd, der begår seksualforbrydelser, pædofili, voldtægt, vold, mord, frihedsberøvelse og slår deres egne børn ihjel?

Derfor...

I min candy floss omspundne sødsuppe-das, falder jeg til tider i svime over manden, jeg har valgt at dele mine timer med og ud af munden kommer de tre famøse ord, som jeg dog aldrig siger pr. automatik. Men jeg overvældes nogen gange blot af forelskelsens varme rus, der strømmer igennem kroppen, som var man blevet skudt med noget lækkert i den fedeste vene i armen. Og så falder ordene, uden større tanke virksomhed og analyse over hvem der sagde det sidst og hvor ofte og om han har fortjent dem, men nu er jeg heller ikke så god til dette bytte købmand spil, som helst skal gå op i en højere enhed for at kassen stemmer, med lige mange tyvere i hver skuffe.

Jeg elsker dig.... er mine ord, som måske i nogens øre ikke lyder af det vilde lyrik, men i min verden er det ord med magt og ansvar, som man ikke skal kaste om sig med, hvis man ikke reelt kan leve op til dem. Hans respons veksler lidt imellem at sige i lige måde eller jeg elsker også dig, min skat. Men det er faktisk sket en del gange hvor han, som en anden fræk spørge-Jørgen, stiller mig spørgsmålet om hvorfor jeg nu gør det og jeg står der fanget lidt i et ordspil som jeg ikke kan hitte ud af og får blot fremstammet øhhh bøhhh.

Men nu, kæreste min, har jeg sat mig for at du skal have et ærligt, reelt svar som ikke er noget nonsens, fremstammet i en sitution, hvor du på sadistisk vis elsker at se mig vride for at finde de rette ord.

Jeg elsker dig for du trofast og gladeligt, ringer hver morgen for at høre om jeg har sovet godt, med det mest sprudlende humør, Selvom du kun kan høre det halve på grund af den rungende motorlarm, samtidigt med du skal skælde den foran kørende ud for sløvsind på pedalen, så giver du mig den bedste start på dagen jeg kunne tænke mig.
Jeg elsker dig for den ro og tryghed, jeg har i mit indre og som du giver mig bare ved at være under samme tag som mig og vide at her er jeg ønsket, ikke af pligt men af lyst. Og der er ikke en dag hvor jeg ikke savner dig og glæder mig til at nyde hverdagen med dig ved den musselmalede dug, med kaffen dampende foran os.
Jeg elsker dig for den måde du modtager mig i dit hjem og invitere mig til at sætte mit aftryk og føle mig hjemme, med alle mine skøre påfund og ideer. De bliver godt nok skudt efter, men jeg vælger at tro det er for at du vil se om de vitterlig kan flyve, og ikke blot er ideer og påfund jeg har i et øjebliks kedsomhed og kvindelig laven-om-lyst. Og at min ide om at lave en tallerken om til et køkken ur ikke blot blev skudt ned som umuligt, men at du tog det op og lod dig rive lige så meget med som mig og du borede hullet med præcision, selvom uret stadig kun viser den sande tid 2 gange i døgnet.

Jeg elsker dig for den  måde du tager min datter til dig, som var hun din egen og involverer dig i hendes liv, tanker og færden, med drillerier, spas, støttende og opmuntrende ord, når hun imiterer hendes mors tankespin. Når du kalder hende Trold, fyldes jeg med varme og stolthed, med flashbacks til min egen barndom, hvor min egen far aldrig kaldte mig andet og stadig ikke gør. At du med stolthed og glæde lader hende vise dig sin verden med skole, klub og venner og med den største tålmodighed, hjælper hende med ligninger og regnestykker.

Jeg elsker dig for den måde, du roligt lægger hånden om min lænd og kigger mig dybt i øjnene, i de mest uventede situationer, som midt i madlavningen, over køledisken eller iført maleplettet tøj og med håret kørt i stilling alá Lotte Heise, der absolut hverken virker sexet eller tiltrækkende på mit hoved.
Jeg elsker dig for alle de kærlige og søde ord, der falder når jeg mindst venter dem og momentært slår mig ud af kurs og med tanker om, at dette er for godt til at være sandt. Når du smiler til mig og ud af mundvigen kalder mig KOST, men med øjne der fortæller så meget mere om den kemi, der slog gnister imellem os fra første møde.

Og sådan kunne jeg blive ved i evigheder om alle de små og store facetter, der samler billedet og gør at jeg knus elsker dig og priser mig lykkelig for hver dag vi er sammen.

That's why

Tilstoppet afløb...

Jeg trænger til at få afløb, for mange ting og i dag er den mest presserende at jeg har fået stjålet min nye Samsung Galaxy II, som er min livline til omverdenen, mine nærmeste og familien, der er langt væk. I sådanne situationer, vil min elskede datter med glæde skrive under på at jeg er ganske ulidelig at være i nærheden af, da mit stressniveau topper scalaen og mit ellers så sindige jyske temperament blusser i fuld flamme, og dette er til trods for hendes uendelig forsøg på trøst og at få et smil frem på mine læber. Sådan skal det sgu ikke være, så hun får lige et kys og et knus, for hendes empatiske væremåde og alene det får mine mundvige til at vende op ad og jeg priser mig lykkelig og stolt at være hendes mor.

Men afløb skal jeg have og hvad der ellers ville have været en "undre-blog", bliver nu nok en kende mere brysk og afklapsende, dagens oplevelser og humør taget i betragtning. Men here goes:

På et af mine ynglings debatforums har jeg i dag kunnet læse om en kvinde, der bevidst udgav sig for en anden på et dating-site for at kunne bevise at det alene var hendes størrelse, der afgjorde hendes manglende succes hos en bestemt mand. Han var nemlig kun til slanke piger og gav dermed ikke hende en chance, samt han rent faktisk har en kæreste, slank vel at mærke, og har haft slanke dates der lignede, og jeg citerer: "hun lignede noget der var slået i hovedet med en træsko, men slank det var hun" . Der er så mange ting galt i denne adfærd efter min mening, at jeg knap ved hvor jeg skal begynde.

For det første kunne det jo være at hvis man ikke selv tillægger sin størrelse og vægt mere fokus end nødvendigt, så nåede andre også at kunne betragte det indre og have lyst til at lære vedkommende at kende. Og inden det skydes mig i skoene at jeg ikke aner hvad jeg taler om, så hav i mente at jeg for 5 år siden var 25 kg tungere, og stadig den dag i dag hører til i den kurvede del af scalaen, så jeg ved udemærket godt hvor hårdt det kan være og at den hårdeste dommer er en selv. Og man kan desværre ikke forvente at det skal være tilladt selv at joke med det i selvironiens tegn, men forbudt område for alle andre!

For det andet, synes jeg denne kvindes udtalelser om "de slanke" er lige så nedværdigende og endda værre, og dømt akkurat kun på en ydre betragtning af hendes eget skønhedsideal, hvor kilo på sidebenene er smukkere end ørnenæser og sammenvoksede øjenbryn. Alene det at almindelighed gøres til noget grimt eller mindre smukt, siger meget om egen destruktiv selvopfattelse, hvor manglende selvværd og manglende selvindsigt åbenbart vejer tungere end kiloene på hofterne.

For det tredje er missionen for at ramme de såkaldte playere, vel forfejlet når man selv tyr til samme midler, uanset det bagved liggende motiv eller personlige meninger om vedkommende. Det er enhvers ret at tænke og mene hvad de vil og dermed også sætte de ønskede krav til en kommende partner om det så end er vægt, indtægt, udseende, intelligens eller noget helt andet. Den har både mænd og kvinder og det står enhver frit for at oprette en dating profil med slette hensigter, og det benyttes lige meget af begge køn, åbenbart.

Måske bliver man bare fravalgt og kasseret, når det indre er mindre attraktivt end det ydre og man gør det til en mission i livet at bevise det er alle de andre den er galt med og dermed pålægge andre ansvaret for egen manglende succes i kærlighedens kunst. Og den opførsel jeg kunne læse i dag var ikke alene grim, men også ansvarsfornægtende og mindre intelligent, hvis man gerne vil fremstå som et reelt og åbent menneske, der søger en partner. Kraftige mennesker har ikke ringere vilkår eller mindre chancer end alle andre, vil jeg vove at påstå, men negative mennesker giver til gengæld sig selv dødsstødet, også selvom de taler om sig selv og er man ked af sin vægt, sit udseende, sit job eller sit liv, er der kun en der kan gøre noget ved det... Guess who?

Og hermed vil jeg sige tak for min ret til at kaste op i offentligt forum og igen få gennemgang i mit indre tilstoppede afløb, omend man er enig eller ej.

Beauty Within

Ghostbusting

Jeg har startet et projekt, eller rettere jeg har frivilligt meldt mig til deltagelse, i min kærestes projekt om at forskønne det indre af hans i forvejen hyggelige hus. Min deltagelse er ikke af uselviske årsager, må jeg erkende, selvom jeg naturligvis helst vil fremstå som den støttende og altid hjælpende, der gør det udelukkende for hans glæde. Men jo mere og dybere jeg tænker over det, er det i allerhøjeste grad også for min egen skyld og som muligvis er med større ubevidste bagtanker end først antaget.

Dette hus er drømmehuset som han for år tilbage købte med sin ekskone og stiftede sin kernefamilie i. Dette skulle være deres base og være der, alle deres drømme skulle fødes og realiseres og skabe rammerne for deres familie. Men, som det er sket for mig og hundredvis af andre mennesker, brast deres drømme herom samspillende med kollapsen af deres ægteskab, og uanset om man bryder eller droppes er det en hård proces at gennemleve. Det var det også for min kæreste, som mistede hans livs kærlighed og en kæmpe del af hele hans eksistensgrundlag. Han havde vel næppe nogensinde kunne forestille sig, at leve uden hende og hele den store drøm om et liv på landet, med knægten løbende i baghaven, mens kærligheden blomstrede i takt med stok-roserne, blev sendt til det nærliggende slam-depot.

Og her står jeg så nu i huset, hvor hver en sprækket bjælke, hvert et skævt vindue og hver en skabslåge rummer minder om drømmene der var og drømmene der blev knust. Det er svært at betræde et hjem hvor en person har sat så store aftryk, omend usynlige for øjet, at sporene er som fugt-skjolder, der træder igennem uanset hvor mange lag maling der males på. Og måske skal det blot være sådan? Men jeg kan naturligvis ikke undlade helt at komme med alle mine gode, nye, friske ideer om hvorledes drømmen nu kunne se ud og forsøge at viske lidt ud på den grundtegning, der blev lagt for så mange år siden, hvor grundlaget var et ganske andet. Mit selviske jeg, vil nok til dels forsøge at sætte et lille aftryk i hans verden, der kunne lede tankerne imod andet end fortidens drømme og håb, og imod fremtidens og til dels og skabe et rum hvor også jeg på en måde, føler mig hjemme og hvor rummet emmer af mig også.

Og nu er det jo ikke fordi jeg ikke er klar over at dette ikke er mit hus, men i kraft af at jeg ser hvor store følelser han har haft og stadig lægger i disse vægge, drømmer jeg skam om at det en dag er med mig disse drømme udleves og allerhelst nye drømme. Derfor finder jeg en enorm lyst og energi til at sætte et lille præg af kvinde, en anden kvinde, i hans base, dog uden at overtræde hans grænser og slette hans drøm. Jeg vil blot gerne guide den en smule og en skønne dag indtage den pedistal, der i så mange år nu har tilhørt en anden.

Hun har haft en enorm indflydelse på min kæreste og farvet og formet ham til den han er i dag, på godt og ondt og det er jeg hende evigt taknemmelig for, da det jo netop er ham jeg elsker, og jeg hverken tror eller ønsker at kunne tage hendes plads.... Jeg vil have min egen plads, men ting tager tid og jeg indtager ventetiden med forestillingen om at investerer jeg nok kræfter, energi og kærlighed i dette, bliver det til en realitet en dag og det giver et afkast for os begge som vi kun havde turde håbe på. Jeg er villigt til at ofre blod, sved og tåre for noget jeg ikke tilnærmelsesvis kan kalde mit, men som jeg indrømmet ganske selvisk, håber på en aktie i og hvor jeg på ren Ghostbuster-vis, får fordrevet skeletterne og ånderne.

Ghostbusters

Men......

Hvor jeg dog hader det ord, som på mærkværdigste vis har en evne til at ophæve værdien af det forudgående, på godt og ondt. Og der er altid et men, har jeg måtte erfarer, selvom jeg ihærdigt forsøger at leve efter at det skal have så lidt indflydelse som muligt, på min opfattelse af ting der bliver sagt til mig. Så snart ordet men falder i en sætning, forventer man et modstykke af det netop udtalte, så ens fokus lægges der og de efterfølgende ord får hele opmærksomheden. Lad mig beskrive dette ved nogle sætninger:

"Jeg elsker dig, men....."

"Du er dygtig til dit job, men....."

"Du er en god mor, men....."

"Jeg stoler på dig, men....."

Jeg opfatter allerede inden sætningen afsluttes, at det er af mindre positiv karakter den ender og at der er verbal opkast på vej om jeg vil det eller ej. Det samme kan dog gøre sig gældende med det modsatte fortegn, som på samme måde negligere betydningen af første udtalelse:

"Vi har ikke altid været gode venner, men....."

"Du kan ikke få lov, men....."

"Du gør mig ked af det, men....."

"Du lavede noget lort forleden, men....."

Og efter disse fra start negative sætninger, forventer jeg at de afsluttes positivt, eller i det mindste opvejende og hvad der startede med at lyde som brok, forventes at ende i noget konstruktivt. Men, kan naturligvis også benyttes som afblødende for hvad man egentlig gerne vil sige og bliver nok også især brugt på den måde, at man vil markere sin mening og alligevel afværge de værste slag uden at efterlade blå mærker og for mange skrammer.

Anderledes kan det også menes og opfattes, at stille sig undrende for hvad man selv lige har udtalt og rent faktisk har svært ved selv at tale rent ud af posen, uden at have det pokkers ord som skjold.. Man stiller på den måde spørgsmålstegn ved sine egne ord og dermed ophæves den forgående del, som loddet på vægtskålen, ergo vejer disse ord ikke tungest og betydningen bliver tvetydig. Men, er et andet ord for tvivl og usikkerhed, for både afsender og modtager og som blot kamuflerer det ganske godt.

Børn har dog en langt lettere og betydelig mere ufiltreret tilgang til tingene, som gør dem langt lettere at forstå, uden det nødvendigvis har en anden mening, dog med et punktum, som letter modtagelsen uden yderligere behov for fortolkninger.

"Du er dum"

"Du er sød"

Vi har vel alle et men, uanset i hvilket af livets forhold vi taler, hvilket også nok ville være naivt at tro andet og alligevel har jeg endnu ikke lært at overse det lille ord helt og jeg erkender gerne at jeg til tider derfor bruger både tid og kræfter på at fortolke og analysere, på meningen frem for det sagte, MEN ......(indsæt selv resten og til egen fortolkning)!

What are words?

Ulven kommer...

I min færden i det ofte udskældte og dog så populære facebook, støder jeg jævnligt på de status der gør opmærksom på, hvor tabubelagt det er at have en depression eller en psykisk sygdom, hvilket i min verden slet ikke er det samme. Der nævnes ofte hvor nedprioriteret dette er i dagens Danmark og hvor meget der ses ned på mennesker, der har måtte indse en psykisk barre, de ikke kan forcere uden hjælp, mens der opfordres til at man kopiere dette til sin status, hvis man overhovedet bekymre sig det mindste.

Og her er det så jeg trodsigt stiller op til verbal røvfuld, for jeg jeg ser det ikke som tabu, rettere tværdimod voldkneppes begrebet psykisk lidende og dyrkes som en besættelse, af den opmærksomhed det kan give at proklamere at have en "usynlig" sygdom. Jeg ser mennesker selv dianogsticere sig med depression, ved de lyse afteners aftagen, som pludselig bliver verdens bedste undskyldning for ikke at tage ansvar for sit eget liv og for at læne sig tilbage og lade alverdens ulykker regne ned over dem, uden at det kan bebrejdes dem det mindste. Det er jo sygdommens skyld og man kan jo ikke gøre for det......Christ!

Jeg siger på ingen måde at der ikke findes reelle psykisk syge, der vitterlig skal have hjælp til at komme ovenpå, hvad enten vi taler indlæggelse, samtaleterapi eller diverse psykofarmaka, hvilket jeg personligt mener vi er gode til at yde i dette velfærdssamfund. Men at vi skal passe på at det ikke ender, som i det gamle eventyr, og råber ulven kommer en gang for meget. Pludselig udviskes nuancerne og man begynder at sætte reelle syge i samme bås, som de lidt forkælede ansvarsfornægtere der har brug for en syndebuk for deres knuste drømme og så bliver det først et tabu.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvorledes livet var for 100 år siden eller som livet kan være for mennesker i den tredje verden. Her hører vi ofte om menneskers kamp for at overleve, men mere fordi det kniber med at vide hvor næste måltid skal komme fra eller hvornår den livgivende lokale brønd tørre ud og ikke så meget at deres far var alkoholiker og de blev drillet i tredje klasse, så de ikke kan rumme at tage vare på deres egne børn og passe et job. Hvorfor den enorme forskel? 

Jeg er ganske klar over at jeg nu bringer mange sind i kog og sætter tingene på spidsen, for at fremme min revsende holdning, men jeg mener faktisk at vi er velsignede med et super godt sundhedsvæsen til dem der trænger til hjælp og behandling, og at jeg ikke mener der burde ofres en krone på de klynkere der er blevet velsignet med et godt helbred og en hjerne de åbenbart nægter at benytte konstruktivt. Hvis man fortsat insisterer på at fastholde sin egen situation, ved at dyrke sindet som undskyldning til trods for en raskmelding, så har man selv et ansvar og må groft sagt tage sig sammen.

Så næste gang du ser en sådan status på facebook og gerne lige vil løfte pegefingeren og gøre opmærksom på dit knuste hjerte og din triste sjæl, så tænk lige på dem der rent faktisk gennemlever et helvede med skizofreni, borderline, cutting og invaliderende stress og hvad du bidrager med for at de kan få den hjælp de skal have for at overleve....reelt leve! I stedet for at klappe dig selv på skulderen, over at du nu har delt en status med en milliard andre og dermed vælte dig yderligere bekræftelse af hvor synd det er for dig at du ikke har en kæreste og at den sidste snublede med pikken forrest ind i naboen, så var det sikkert mere givende at donere din tid eller en skærv til foreningen SIND.

Som min gode ven udtalte en dag disse vise ord: You can choose to be the sheep or the wolf.... i know what i would choose!

En bitter chokolade

Jeg har tænkt en del på fortiden. Sådan en har vi jo alle og som på mærkværdig vis har det med at poppe op en gang imellem, af flere grunde og som ikke altid er ufrivilligt, men nogen gange også fordi vi træder selv et skridt tilbage til en tid der var.
Jeg har fik selv en dårlig bismag af fortiden forleden, som nævnt i forleden dags blog, men som jeg valgte at lade ligge og forblive det den burde være. Nemlig fortid! Men hvad nu hvis jeg ikke havde gjort dette. Hvad nu hvis bolden var taget op og der blev spillet den ping pong, som blev lagt op til? Den tanke vil jeg lige lege lidt med og betragte set med mine naive øjne og se hvordan historien i så fald ville have udmøntet sig.

For det første vil jeg spørge mig selv, hvorfor jeg skulle ville træde skridtet tilbage og evt. sætte mig selv i en situation hvor jeg på den ene eller anden måde ville blive følelsesmæssigt påvirket, uanset om det ville være vrede, nysgerrighed eller glæde? Hvorfor ville en person der før har såret mig og frembragt tårer i mine øjne, pludselig frembringe en andet en rod og postyr i min verden?
Jeg er sikker på min omverden og mine nærmeste ville stille sig uforstående overfor dette valg og at jeg selv ville have lidt svært ved at kigge mig selv i spejlet med hovedet holdt højt, uden påmindelsen om at jeg burde være klogere end som så! "Jamen jeg ville jo bare lige...." Ja sikkert en hel masse, som lurer som en anden djævel, siddende hviskende på den venstre skulder, alt imens det højre øre er blevet døv, hvor fornuften ikke kan få taletid.  Men sådan er vi bare ikke altid og vi har til tider en tendens til at glemme og overse det indlysende, og alle de blinkende alarmklokker der roterer som et andet udryknings-fartøj. Det koster dyrt og jeg er ikke i tvivl om, at et tilbage skridt vil koste mere end jeg er villig til at satse og for mit vedkommende spiller jeg ikke for sjov, men for at vinde!

 Jeg er meget sort/hvid og der findes ikke den store gråzone på det område i min verden, men hvis nogen kan overbevise mig om andet og at der er en acceptable gråzone, er jeg skam lydhør. Jeg tvivler dog blot på at den findes, når vi selv står på modsatte bred og kan man ikke saglig og redelig argumentere for en handlen og ageren, så er man vel på mere glatis end Bambi. Jeg har ingen intentioner om at bidrage til nogens underholdning eller være deres narresut, blot fordi de keder sig i deres liv og lige skal se om de kunne endnu, ligeså lidt som jeg har lyst til at slå mig selv over fingerene med en hammer, samme sted, blot for at opdage det var rigtigt nok at det gjorde ondt. Jo, jeg er skam blondine, men af valg, og er min intelligens, min vilje og mine værdier så svære at spotte, så kender man mig vist ikke nok og bliver slemt overrasket. Lugter og smager det af skidt og lort, så er det sgu nok stadig ikke chokolade, Fister!

Leave it alone.....

Mit kinder-æg

Jeg elsker overraskelser, både som giver og som modtager og kan slet ikke få nok af det kick det giver når noget uventet sker og følelserne bringes til overfladen i en eksplosiv reaktion. Man jubler, bliver glad i låget, tuder, bliver stum eller skriger i vilden sky, men uanset reaktionen er den lige fantastisk at føle dybt inde, for man føler virkelig nuet. Der er ingen optakt, forvarsel eller en forventning der skal opfyldes og det er som om man får en mavepuster, der blot i stedet for at gøre ondt, kildre helt ud i fingerspidserne, som en mental orgasme. Men nogen gange kan overraskelserne også være af mere dyster, kedelig eller crappy karakter og selvom de ganske vidst ikke er så fede, så de tvinger dog stadig krop og sind til at mærke nuet og livet.

Jeg har fået 3 overraskelser i går, det rene kinder æg, af vidt forskellig karakter og som udmøntede sig i meget forskellige reaktioner fra min side og alligevel med en fællesnævner, bagage, som jeg vil vende tilbage til.

Den første kom i går eftermiddags, da der tikkede en sms ind fra min kæreste at han havde til sinde at ligge i min seng om 40 minutter. Den første tanke var: "Mon han tager pis på mig?" For sådan er der sgu aldrig nogen der har overrasket mig før og jeg var skeptisk til han havde fået mig overbevist om andet. Jeg fik pakket pc'en sammen med lynets hast og drønede hjem over og ganske rigtigt, der lå han og sov rævesøvn, blot ventende på min entre. Jeg var jublende glad, selvfølgelig for at se ham, men endnu mere for det han fortalte med handlingen at køre den lange vej, selvom han selv havde kørt et udslidende program og var brændt ud.
Jeg er ikke sikker på at min kære kæreste, rent faktisk forstod hvor stor betydning det har for mig, at blive prioriteret, uden forventninger om andet en samvær og tosomhed, men jeg kan fortælle så meget at det ikke gik ubemærket hen at jeg forlod mit skrivebord med et gigantisk smil fra øre til øre og blanke øjne.

Senere samme dag, tog jeg mig selv i min nysgerrighed at spørge til hans fortid, som man nu snakker i starten af et forhold og dette var til trods for at jeg nok kendte svaret, men blot havde et spinkelt håb om at jeg tog fejl. Ikke at det var noget alvorligt eller på nogen måde graverende, men jeg ønskede dog inderst inde at dette var min vildfarne fantasi og ikke en bagage som han og nu jeg, skulle gemme på. Men snot dum blondine, som jeg i et split sekund var, spurgte jeg og fik svaret ærligt og prompte og uden tøven, som jeg gør når jeg spørger ham om noget konkret. Min reaktion var ikke skuffelse eller undren, men til min egen skam, nærmere væmmelse, da de ufrivillige billeder poppede op for mine øjne og selvom jeg i hærdigt forsøgte at viske dem væk, brændte de sig fast som syre så det rislede mig op og ned af ryggen. Beklager, men blev sgu skræmt..

Plinge-ling, sagde min mobil så og jeg blev revet ud af mit indre horror dias-show, men blot for at kunne konstaterer at min egen fortid også spøgte denne helt almindelige mandag. En sms fra en fjern fortid var tikket ind efter lang tids uafbrudt tavshed, med en forsigtig håndsudrækning for en usmagelig dårlig opførsel over for mig og min datter og min underkæbe ramte bordet af bare overraskelse. Jeg blev pludseligt momentær ført 1 år tilbage i tiden og genkaldte mig den vrede og afmagt jeg følte på det tidspunkt, ikke mindst imod mig selv. Den person der påførte os så stor smerte, uden den mindste tanke for vores følelser, bad nu tilgivende om min opmærksomhed, og alt imens vreden og irritationen skyllede igennem hver en knogle, kriblede i fingrene for at affyre en svada af grimme gloser og en nedpilning af værste skuffe.

Jeg kigger op og ser ind i et ansigt med de dejligste øjne og et underspillet, men forstående smil, som måske har en fortid jeg ikke elsker, men som sidder lige her lys levende foran mig og som gang på gang vælger mig...mig.... MIG! Vreden forsvandt og personen på mit mobil-display, forvandlede sig igen til det han skal og bør være; Bagage og intet andet og som på ingen måde hverken fortjener eller skal have nogen som helst form for opmærksomhed. Det handler jo ikke om hvad vi før har lavet, og hvad vi har med os hver især af grumme eller gode minder, men om lige nu og hvad livet byder os. Hvordan vi behandler hinanden og hvor fantastisk det rent faktisk er at have en mand/kæreste jeg kan stole på, hvis ord holder vand, som bakker op når tingene ikke er lige candy-floss farvede og de lyserøde briller trænger til at blive pudset. Jeg skal ikke spilde min tid eller mine kræfter og hade hverken min eller hans fortid, for uden den var vores nutid ikke den samme og den har dog på forunderlig vis bragt os sammen og mig i denne tilstand jeg føler mig i nu..... Elsket!

My surprise

Glosuppe og kikærter

Kender du det, når et barn pludselig stirre på dig uden nogen grund, men blot af den årsag at du ser sgu da mærkelig eller på anden vis, spændende ud? Man kigger igen, smiler lidt forlegent og husker sig selv på, at børn er umiddelbare og mindre hæmmede, hvad angår det at betragte eller rettere overbeglo et andet menneske.

Børn har endnu ikke samme opfattelse af privatsvære, som voksne og mestre endnu ikke kunsten at kigge disket, eller den form for takt og tone eller hvad man kalder god opdragelse, i de voksnes univers. I denne pulje findes også, at man ikke bøvser ved bordet, selvom den trænger sig på, siger pænt tak for mad, i respekt for hvem end der har knoklet med at få frikadellerne lige store, siger pænt tak til faster Olga for julegaven, selvom den igen i år var blød og man hilser pænt og ordenligt og svarer når man tiltales. Listen er lang og jeg er nok lidt gammeldags anlagt, men jeg mener naturligvis ikke at børn skal kunne mestre dette fra fødslen, men at det er noget vi forældre har ansvar for at give dem med i bagagen, så de løbende bliver stærkere i social normal adfærd..... De er dog kun børn.

Men hvad pokker gør man, når et voksent og tilsyneladende, nogenlunde velfungerende menneske tillægger sig samme opførsel? Dette har jeg netop været ude for og min egen reaktion var lamslåethed og forbløffelse, over dette menneskes manglende sociale kompetencer eller rettere åbenlyse fravalg af selv samme og manglende respekt for et menneske der burde stå os begge nært. Guess not. Jeg plejer nu ellers at bryste mig af at jeg kan tale med alle mennesker, selv folk der ikke siger mig noget eller i min verden ikke lader til at være bagt færdig, men her måtte jeg give fortabt og trække mig og tage mig en pustepause med den klassiske tællen til ti. Jeg talte til ti rigtig mange gange!

Jeg plejer nu heller ikke at være mundlam eller på anden måde lide i stilhed når jeg ser "dårlig stil" og kan sagtens finde ligegyldigheden frem, men når nu man ved at dette er et menneske man sandsynligvis kommer til at sidde overfor igen, åd jeg den. Jeg åd at blive nedstirret i timevis, for dernæst at blive ignoreret når jeg henvendte mig, jeg åd at blive overbegloet, målt og vejet og sikkert fundet alt for let, samtidig med at jeg vartede op for at skabe en hyggelig atmosfære til trods. Jeg åd det gennemsyrede ubehag jeg følte og jeg åd fandme også den evindelige pissen territorie af, som blev affyret i skudsalver hvert kvarter, mens øjnene stikkede forfulgte min mindste bevægelse. Tror da fanden jeg var mæt, men alt dette gjorde jeg i respekt for et menneske jeg holder af og i kraft af mine forældres vise ord, som stadig følger mig. Synk ikke derned, Tina og tæl til ti!

Men ligeså ubehagelig, undrende, foruroligende en oplevelse det var, kan jeg kun trække på smilebåndet og opslå en kæmpe indre latter. For det krampe fremkaldende sjove er at aldrig har jeg set nogen betragte mine bryster så intenst og inderligt, for dernæst efterfølgende forsøge, på ikke særlig diskret vis, at skyde sit eget brystparti en smule mere frem, for hvert blik, med sin egen lille konkurrence kørende inde i hovedet. Den behøver jeg tilgengæld ikke æde, for du tabte..... Eat that og velbekomme!

Invisible... 

Brøleaber og klokkefrøer

En historie fra den virkelige verden.

"Telefonen ringer og Louise svarer, som altid med den samme velkomst som hun sender igennem ledningen mange gange, i løbet af sin arbejdsdag på lageret. I den anden ende er Birthe, som er temmelig irriteret over at hun nu igen står med en forkert leveret varer og lader sin vrede få frit løb med en svada af vrissende beskyldninger. Louise gør sit bedste for at forstå og råde bod på fejlen, med lovning om at hun naturligvis straks vil undersøge sagen nærmere og finde en løsning og samtalen afbrydes. Hun letter sit hjerte til Jakob, med sin frustration over den manglende respekt hun lige føler hun har oplevet og er træt af at blive tiltalt på den måde, som hun hverken finder rimelig eller særligt voksent. Jakob kan godt se problemet og ønsker på bedste vis at støtte sin kollega og de to tager emnet om Birthe op i frokost pausen, med en fjerde part, Susan, som allerede har et horn i siden på Birthe, som får referat af den ubehagelige telefonsamtale og med stor glæde lapper det i sig. Tina (mig, femte part) overværer, med stor undren, deres diskussion om løsningen på problemet, hvor deres bedste bud er at smække røret på, med ordene "så kan hun lære det..... Det er det eneste der virker på sådan nogen" og hvis dette ikke hjælper må vi gå til lederen (sjette part), så han kan sætte hende på plads!"

Dette får mig til at tænke på, hvorfor det er så svært at tage et ansvar for, hvordan andre behandler én og selv sætte grænsen for hvornår nok er nok og bægeret er fyldt? Hvad løser det at reagere med samme vrede og smække røret på, og vil det ikke blot ville vække endnu større vrede og røde lamper, end der var i forvejen? Og hvorfor er det lige at det skal vendes med alle "staldens køer", på nær den det drejer sig om, inden man kan finde ud af at der skal gøres noget ved det? Spørgsmålene er mange og jeg forsøger mig lige med mit bud på en eventuel forklaring og mulig løsning.

Problemet ligger imellem Louise og Birthe og bør i første omgang forsøges løst der, ved at den forurettede åbner munden og fortæller hvor grænseoverskridende den samtale er og at det gør hende utilpas. Hun har i min verden, selv et ansvar for at sætte sin grænse og gøre modparten opmærksom på at hendes opførsel er uacceptabel, inden hun inddrager andre parter. Det handler i allerhøjeste grad om at gå til hestens mule og ikke til røven....der kommer altid det samme ud og det dufter sgu aldrig godt! Men behovet for ikke at stå alene i sin kamp og evt. lade andre agere skjold, kan være meget tiltrækkende, men netop her mener jeg at man kravler på et endnu lavere niveau, end brøleaben, der selvfølgelig skal tale sober og ordentligt. Det er nemlig heller ikke i orden at hænge vedkommende ud, til gud ved hvor mange forskellige, alt imens personen, tror at det rent faktisk hjalp til en løsning at tale med høj skarp røst og sammenbidte tænder, men uvidende er blevet samtaleemnet over den dampende kaffe og de sammenrullede stykker stanniol.

Jeg kan sikkert selv til tider være en brøleabe, i min iver for at skabe et resultater og kan da også have behov for at få af vide hvis jeg har trådt for langt og overskridt grænser og tage det ansvar der følger med, til egen selvransagelse. Men hvordan pokker skal man kunne ændre en handling og en væremåde, som man aldrig bliver gjort opmærksom på er forkert, men som gang på gang skaber den ønskede effekt, alt imens omverdenen stille kvækker, hviskende ud, med småklynk og med volumen sat på mute.

Tag bladet fra munden, drop offer-rollen og face the fact at det er din kamp og dit ansvar!

Pack up!!!