Brøleaber og klokkefrøer

En historie fra den virkelige verden.

"Telefonen ringer og Louise svarer, som altid med den samme velkomst som hun sender igennem ledningen mange gange, i løbet af sin arbejdsdag på lageret. I den anden ende er Birthe, som er temmelig irriteret over at hun nu igen står med en forkert leveret varer og lader sin vrede få frit løb med en svada af vrissende beskyldninger. Louise gør sit bedste for at forstå og råde bod på fejlen, med lovning om at hun naturligvis straks vil undersøge sagen nærmere og finde en løsning og samtalen afbrydes. Hun letter sit hjerte til Jakob, med sin frustration over den manglende respekt hun lige føler hun har oplevet og er træt af at blive tiltalt på den måde, som hun hverken finder rimelig eller særligt voksent. Jakob kan godt se problemet og ønsker på bedste vis at støtte sin kollega og de to tager emnet om Birthe op i frokost pausen, med en fjerde part, Susan, som allerede har et horn i siden på Birthe, som får referat af den ubehagelige telefonsamtale og med stor glæde lapper det i sig. Tina (mig, femte part) overværer, med stor undren, deres diskussion om løsningen på problemet, hvor deres bedste bud er at smække røret på, med ordene "så kan hun lære det..... Det er det eneste der virker på sådan nogen" og hvis dette ikke hjælper må vi gå til lederen (sjette part), så han kan sætte hende på plads!"

Dette får mig til at tænke på, hvorfor det er så svært at tage et ansvar for, hvordan andre behandler én og selv sætte grænsen for hvornår nok er nok og bægeret er fyldt? Hvad løser det at reagere med samme vrede og smække røret på, og vil det ikke blot ville vække endnu større vrede og røde lamper, end der var i forvejen? Og hvorfor er det lige at det skal vendes med alle "staldens køer", på nær den det drejer sig om, inden man kan finde ud af at der skal gøres noget ved det? Spørgsmålene er mange og jeg forsøger mig lige med mit bud på en eventuel forklaring og mulig løsning.

Problemet ligger imellem Louise og Birthe og bør i første omgang forsøges løst der, ved at den forurettede åbner munden og fortæller hvor grænseoverskridende den samtale er og at det gør hende utilpas. Hun har i min verden, selv et ansvar for at sætte sin grænse og gøre modparten opmærksom på at hendes opførsel er uacceptabel, inden hun inddrager andre parter. Det handler i allerhøjeste grad om at gå til hestens mule og ikke til røven....der kommer altid det samme ud og det dufter sgu aldrig godt! Men behovet for ikke at stå alene i sin kamp og evt. lade andre agere skjold, kan være meget tiltrækkende, men netop her mener jeg at man kravler på et endnu lavere niveau, end brøleaben, der selvfølgelig skal tale sober og ordentligt. Det er nemlig heller ikke i orden at hænge vedkommende ud, til gud ved hvor mange forskellige, alt imens personen, tror at det rent faktisk hjalp til en løsning at tale med høj skarp røst og sammenbidte tænder, men uvidende er blevet samtaleemnet over den dampende kaffe og de sammenrullede stykker stanniol.

Jeg kan sikkert selv til tider være en brøleabe, i min iver for at skabe et resultater og kan da også have behov for at få af vide hvis jeg har trådt for langt og overskridt grænser og tage det ansvar der følger med, til egen selvransagelse. Men hvordan pokker skal man kunne ændre en handling og en væremåde, som man aldrig bliver gjort opmærksom på er forkert, men som gang på gang skaber den ønskede effekt, alt imens omverdenen stille kvækker, hviskende ud, med småklynk og med volumen sat på mute.

Tag bladet fra munden, drop offer-rollen og face the fact at det er din kamp og dit ansvar!

Pack up!!!