Den 6. sans...

Er netop trådt ind af døren til mit ellers så hyggelige hjem, da en underlig følelse, som en snurrende uro der breder sig i kroppen, overdøver mine tanker om aftenens forestående møde og får det indre ur til at stå stille. Jeg forsøger lige at mærke efter, som det så fint hedder og fordøje den seneste tid, alt imens hunden springer mig i møde med hans altid glade og sprudlende humør, dansende rundt om sig selv.

Jeg ved jo godt at jeg siden lørdagens stunt, har været en smule halt og er til tider plaget af stikkende smerter, efterfulgt af mærkelige knirke-lyde fra kadaveret, men jeg har dog kunne passe mit arbejde, selvom det går i et lidt andet tempo når trapperne bestiges. Nej, det kan ikke være det.
Måske er det den tomme og kolde lejlighed, hvor stilheden er larmende, bortset fra hundens klør imod parketten og hvor jeg fornemmer istapper kan dannes hvert øjeblik, med nedstyrtnings farer. Jeg tænder fluks for varmen og ifører mig min ekstremt usexede, men hyggeligt varme cardigan, som er så lang at den kunne forveksles med Luna's telt, hvis det ikke lige var for at farven nærmest minder om en kartoffelsæk. Det virker heller ikke.

Følelsen af at noget er off er der stadig, uden at jeg kan sætte en finger på hvad det er og hvorfra det oprinder. Det kunne jo være fordi jeg er træt, men føler mig på ingen måde søvnig eller udkørt, men nærmere lidt tom (uden at hentyde til min hårfarve) og som om jeg har glemt noget vigtigt eller mangler noget basalt, jeg blot endnu ikke har opdaget. Måske er det den opgave som skal ligge klar i morgen klokken 13:30, som jeg langt fra er færdig med, som spiller mig et puds, men jeg plejer jo at nå det til trods og føler jo ofte jeg arbejder bedst under tidspres. Det er heller ikke det.

Humøret er okay, eller sagt på godt jysk, det er godt nok.Ikke hænderne over hovedet glad og heller ikke melankolsk trist, men bare sådan lidt flatline, uden de store udsving på humør-scalaen, men nu kan jeg jo heller ikke løbe fra at være ærkejyde. Det kunne være en blanding af efterårs-crap-vejrs fornemmelse for blæst og Garfield-syndrom, hvor man blot burde trække tæppet over hovedet, hoppe i kassen og vente på sommer. Synes dog alligevel ikke jeg forstår dette, men jeg er åben for løsningsforslag og input...Anyone?

Hmm, måske er det min kvindelige medfødte intuition der forsøger at fortælle mig noget, på et sprog jeg bare endnu ikke har lært at forstå eller også er det min 6. sans der vil lade mig vide noget som jeg enten tolker forkert eller slet ikke analysere rigtigt? Eller også spøger det bare....who knows.

Min 6. sans