All in one...

Kender du det at du for en stund trænger til at træde ud af din vante rolle, og blot trække vejret uden forventningen om at der kommer forklaringen på livets store spørgsmål og en skudsalve af satire, ud af munden ved hver udånding? Dette behøver nødvendigvis ikke være et bevidst valg du træffer, men omstændigheder der blot falder sammen og du bliver sendt i pitt for en optankning, og træder af banen, for at vende frygteligt tilbage med fornyet kraft. Og enhver vil sige, at denne del skal der naturligvis være plads til, men alligevel spotter vi hurtigt en ændring og forsøger at guide vedkommende tilbage til den ageren, vi selv nyder bedst af og som vi holder af, eller dreje personen foran det spejl i spejlkabinettet vi syntes reflekterer vedkommende bedst, for at drage en sammenligning til en tidligere blog.

Jeg er på det sidste blevet gjort opmærksom på at min kant savnes, endda på en ret markant og skelsættende måde, som havde triste konsekvenser og nu også af min kæreste, som nok er den person, foruden min datter, der sliber mine kanter mest og som jeg har et noget anderledes forhold til end vennerne, rødderne fra bloggen eller gutterne på job. Og jeg tager det naturligvis til mig at jeg skal passe på ikke at miste den attitude, som nu har fulgt mig igennem 34 år og som nok er et varemærke jeg har fået brændemærket i panden fra barnsben, men som til tider fremstår tydeligere end alle mine andre facetter.
Jeg er dog også ligeledes af mine nærmeste venner og veninder blevet gjort opmærksom på at jeg virker gladere end nogensinde og ligefrem udstråler en lykke, som åbenbart har været en mangelvare i nogle år og som ifølge dem, faktisk klæder mig ganske godt og er mig velundt.

Men den er der skam endnu, kanten, for den er så stor en del af mig at jeg hverken kan eller vil vælge den fra, men jeg kan blot ikke garantere at den er lige fremtrædende hele tiden og jeg må jo også sande at den udmynter sig forskelligt, alt efter modtageren og hvilket forhold vi har imellem os. Og det faktum at jeg bliver gjort opmærksom på at jeg er "faldet af på den", fylder mig både med trods og med undren over hvor den forsvinder hen og hvorfor.

Det får mig til at tænke på et foredrag jeg var til i sidste uge med komikeren Jan Gintberg, om emnet arbejdsglæde og gejst og hvor jeg dagen derpå drøftede oplevelsen med en af mine kollegaer. "Så sjov var han nu heller ikke", var min kollegas vurdering af det hele og det fik mig at tænke over at vi havde vidt forskellige forventninger til oplevelsen, som jeg i øvrigt fandt både interessant og sjov. Han forventede et stand-up show, for det er jo sådan noget Gintberg kan og så kan jeg jo godt forstå man ikke får indløst sine forventninger, når det er et foredrag omhandlende arbejdsmoral. Denne meget talende komiker, stiller sig jo næppe heller ikke op på spisebordet, efter mandagens aftensmad med kone og børn, og griber mikrofonen for at underholde dem med hans satire og vitser under bæltestedet.... I freaking hope not.

Alligevel er jeg nu glad nok for at få det af vide, for så får man jo også afstemt forventningerne til hinanden og man bliver opmærksom på nogle ting i ens egen ageren eller mangel på samme, som man måske har et andet syn på eller blot ikke har set i samme perspektiv. Så er det bitchen i vil have med den verbale spanking, og ønsker at den forelskede tåbe pakker de lyserøde briller væk for en stund og lader candy-flossen smelte, så skal jeg gerne gøre indsatsen og yde mit ypperste, men jeg vil samtidigt bede jer huske på dette..... I bad selv om det!

All in one....