Spejlkabinetet

Når jeg ser på mig selv, er det som at stå midt i et spejlkabinet, hvor alle facetter og sider er vist og blotlagt. Lige meget fra hvilken side jeg skuer, ser jeg en ny vinkel og jeg kan intet skjule, hvor end jeg gerne vil. Her tænker jeg ikke kun på mit ydre, men i særdeleshed også mit indre. Lige præcis den person jeg ser, stående der midt i det genfærds-agtige centrum, er hende som jeg ønsker andre kan/vil se, også selvom jeg ikke altid gør det let at spotte hende.

For sandheden er, at det sjældent er det hele menneske, andre ser eller vælger at se, men blot det enkelte spejlbillede med netop den side de ønsker at se og som passer ind i forestillingen. De vælger måske at se den let brovte person med de spydige bemærkninger, der uden filter kaster første indskydelse ud i periferien, uden en tanke på modtagelsen og med forventningen om et spil ping pong. Andre ser, hvis de graver dybt nok, den meget følsomme kvinde, der har måtte skærme sig selv, for at den daglige roller coaster, ikke er for konstant og der er længerevarende stunder af ro og en kontinuerlig balance.

Jeg rummer ganske mange facetter, som jeg tænker alle andre mennesker gør, men tager det måske til yderligheder med mine. Lige så brysk, hård og kontant jeg kan være, ligeså følsom, kærlig og usikker er jeg, men det afhænger naturligvis af hvor dybt man graver og tør se og ikke mindst får lov at se! For måske ikke visse af disse sider er lige gennemtrængende og larmende og nogle kan måske endda virke ikke eksisterende, ved første skue, men det gør den ikke uvæsentlige i forhold til mit jeg. Og det er jo også ofte lettere blot at forholde sig til det den ene kasse man nu har sat mig i, lægge låg på og lade mig forblive der i al uvidenhed. Andet ville jo kræve både energi og lysten til at vide mere og rent faktisk se hele vejen rundt, når man står der omgivet af alle mine egoer. Men de findes skam, de stille facetter uden spotlight, og er en ligeså stor del af mig, som alle dem der muligvis ses ved første indskydelse, uanset hvilke intentioner man iagttager mig med.

Og nu kunne det jo være nærliggende at tro, at jeg blot ifører mig en maske, for at skabe mig et skjold, der kan skærme mig imod al ufrivillig blotlægning af kroppens skrøbeligste muskel. Men sådan føler jeg det ikke! Jeg ved at jeg rummer det hele og den ene side/facet er ikke vigtigere end den anden, for mistede jeg en, mister jeg lidt af det der gør mig til Tina. Men det kræver måske en større indsats og vilje, at få klarsyn nok til at se det hele. Og endnu mere en åbenhed at acceptere at der er så meget mere og ikke mindst andet, end hvad øjet ser. Jeg tror jeg er som trold af en æske og overrasker mange ved nærmere bekendtskab. Det har jeg erfaret et utal af gange, selvom det ikke altid er lige positivt og jeg ligefrem skuffer, når kassen ikke passer, eller spejlbilledet viser sig som en illusion.

 Måske ser andre mig mere som i hurlumhej husets finurlige spejle, hvor man kan bedrage synet til at virke tynd, tyk, kurvet eller blot anderledes, hvor det dog ændres fra spejl til spejl og fra syn til syn? Men sandheden er at der ikke findes ét spejl, der kan reflektere hele mig, men at det kun lader sig gøre, når jeg betragtes fra alle sider og er centrum for den oprigtige opmærksomhed og interesse.

You don't know me...