En Ruskindsmand på vrangsiden

Lidt tanker til en god ven, som ofte har betegnet sig selv, som på vej til at blive en aseksuel ruskindsmand, som er dømt til et evigt liv i ensomhed og dog er han kommet afsindigt langt det sidste år, hvilket jeg mener han fortrænger i sin iver.
Jeg kan huske fra min singletid, som ikke er så længe siden endda, hvor svært det kan blive at tro på at der findes en derude, der rent faktisk kunne komme i betragtning til den fornemme titel, som en potentiel kæreste og heart-holder. Man starter sin single-tilværelse med en lidt tvivlende tiltro til sig selv og træder forsigtigt ud i livet med at date, men også med en naiv tro på at det er det letteste i verden at finde kærligheden igen, hvis blot man leder. At man blot skal vente på, at lade benene forsvinde under sig og lade det komme til sig, alt imens man nyder singlelivet. Men man bliver også kræsen, selektiv og afvisende, ja nærmest utilnærmelig, og selvom det er ganske søde, smukke og fornuftige mennesker der krydser ens vej, sidder man som en anden prinsesse i Klods-Hans og siger: dur ikke, NÆSTE. Ahhh, der mangler noget, noget er ikke rigtigt osv. osv. Hvis blot det var med kærligheden, som med arbejdet, hvor det er et spørgsmål om at finde et marked for sit produkt og bare være den bedste til det og sælge varen, men ak nej.

Man begynder langsomt at blive lidt opgivende og har svært ved at se nogen kysseværdige frøer og måske begynder man at fundere over, hvorfor pokker man ikke blot, i en herre brandert, springer på den første og den bedste, der byder sig til, i mangel på bedre. Og det gør man måske også. Man nærmer sig måske, den så tyndslidte betegnelse i dating universet: PLAYER, hvor man lader et andet menneske engagere sig, uden man selv har helt reelle intentioner eller i hvertfald trækker stikket, så snart ordet følelser bliver bragt på banen og der bliver kigget dybt i øjnene, med de usagte ord "...så kys mig dog".

Det er der jo ikke noget galt i og der er heller ikke nogen vævefejl i kysen på én, for det tager tid at blive klar til at lukke et andet menneske derind, hvor det sidst gjorde så pokkers ondt eller hvor dikkeværket har været som et bornholmer-ur der trængte til at blive trukket op. At have drømmen om at finde den ægte kærlighed igen, hvor verden ses igennem et lyserødt marcipan-filter, hvor mælkebøtter grangiveligt ligner orkideer og luften smager som candy-floss, eller blot drømmen om knuset, er ikke det samme som at man er følelsesmæssigt klar eller at man rent faktisk kan rumme at skulle forholde sig til det verdensbillede, på godt og ondt. Måske er man kun parat til at blive bekræftet, lyttet til, holdt lidt om og ikke mindst af og klar til at mærke sig selv, men uden at skulle give alverden igen og lege bytte, bytte købmand.

Dette betyder jo ikke at man er en følelseskold og kynisk idiot, uden forståelse for andres behov og følelser, men blot at man er på et stadie i sit liv, hvor man ikke rummer overskudet til at give længere eller man først skal vækkes af sin årelange dvale, og blot trænger til at lade sig overdænge af komplimenter og betagede blikke. Man har blot bevæget sig fra den ruskindsklædte enlige loner, der kigger med misundelsens blik efter kærestepar i parken, til at have ruskinds-jakkens vrangside ud, så man blotter det blodrøde, blanke fór, hvor alt glider af dets glatte og skinnende overflade.

Jeg har det lidt svært med ordet "Player",men tror nærmere at betegnelsen er god at kunne smide om sig, når man sidder tilbage lidt forsmået og trist og mangler svar. For jeg er stadig i den naive tro på at der ikke findes mennesker (kun meget få i så fald), som bevidst leger med andres følelser blot for fornøjelsens skyld, men nok nærmere at vi alle har eller kommer på det stadie i vores liv, hvor det at give ligeså meget igen som vi modtager, ikke er muligt. Og hvis alt det ovennævnte en kategorisering af en player, så indstil mig til en Oscar, for sådan har jeg selv ageret, da jeg ikke var klar til andet end at svømme rundt i betagelse og hengivenhed, mens jeg troligt sad på min trone og verfede frøerne videre.

Jeg blev faktisk så træt af at vente og shoppe rundt, i det menneskelige kødmarked, at jeg opgav at lede længere. Jeg smed "jakken" i ringen, stampede lidt på den i fortvivlelse over dens forbandelse og tænkte: Næste år måske! Jeg erkendte at jeg nok var en tand for kræsen, en tand for kølig og ikke mindst alt for ærlig, og skræmte mandfolkene i en grad at de flygtede eller blot dukkede sig underdanig, hvilket kunne være det samme i min verden.

Og hvad sker der så? Jeg bliver taklet bagfra, som lyn fra en klar himmel og så det slet ikke komme, før jeg mærkede benene forsvinde under mig og jordforbindelsen blev klippet og alle tanker om krav og parader, var pist væk. Men hvordan kunne det så ske for mig.... Tja, jeg blev vel endelig klar, uden at vide det, da jeg stoppede søgningen udadtil og accepterede at livet som single, er en proces man ikke selv kan bestemme hvornår slutter. Det skete for mig, så jeg kan trøste med at en dag får også dit single liv ende, en skønne dag smider du ruskindsjakken og kyler den i kælderens fjerneste hjørne og står tilbage som dig selv, blottet og uden glat eller grov side, ikke noget enten eller, men blot klar til at både give OG modtage. En skønne dag...

Og nu tænker du måske over hvor min ruskindsjakke er blevet af.... Men who cares? Det var sidste års mode og det er nye tider nu! De kommer også til dig, min ven...

INGEN GÅR FRI.....