Tavshedens lykke

Jeg taler meget! Det ved enhver der har haft fornøjelsen af mit selskab, uanset i hvilken sammenhæng vi taler, at jeg er en uendelig strøm af ord. Jeg har oftest en mening om alt, imellem himmel og jord, og giver meget gerne mit besyv med, hvis jeg føler min viden om området er tilstrækkeligt dækkende til en kommentar. Når jeg føler mig uvidende, sender jeg derimod en jævn strøm af spørgsmål, der dækker mit behov for at være opdateret og stiller min naive nysgerrighed, hvilket jo også får taletøjet på overarbejde.

Det betyder naturligvis ikke at jeg ikke evner at lytte, for jeg elsker også at høre andres menneskers meninger, holdninger, oplevelser og ikke mindst livshistorie. Netop der, får jeg ofte et nært og dybt indblik i andres tanker, da jeg i min barndoms-naivitet, spørger om lige det jeg tænker. Det kan bringe mig i situationer, hvor jeg får af vide at jeg går for tæt på, eller også overrasker spørgsmålet i en grad, så jeg møder en mur af lamslået stilhed. Andre formår blot at bede mig holde kæft, men det hører til et fåtal, der rent faktisk opnår denne reaktion og oplever mig i stedet for som den evigt knævrende papegøje, der siger de mest upassende ting på de mest upassende tidspunkter.

Jeg er absolut heller ikke typen der vælger at tie stille, når jeg modsiges eller ligefrem fornærmes, både fordi der skal meget til at vippe mig på usikkerhedens grund og især fordi jeg aldrig lider i stilhed. Jeg må have det sidste ord også selvom det kan ende i et skrald. Tager hellere konsekvensen af mine ord og handlinger, og er desværre ikke altid god til at vælge mine kampe med omhu, men facer the music, selvom jeg danser ude af takt. Min åbenmundethed er min akilleshæl, samtidig med at det giver mig den udadvendte og ligefremme natur, som både elskes og hades.

Hører tit om den ubehagelige tavshed, der kan opbygge en mur imellem to mennesker, hvor blikkene skiftevis flakker rundt imellem loftets hvide gips og gulvets bøgeparket. Den er mig en smule uforståeligt, da jeg faktisk sjældent er stødt i den larmende tavshed, der næsten giver piskesmæld i nakken, af de roterende hoveder.

Jeg bryster mig med at kunne tale med alle typer mennesker, selv folk jeg faktisk finder aldeles uinteressante. Jeg lukker hellere samtalen og forlader den, end jeg vil sidde og fører en enetale hvor jeg oplever et mishag eller en ligegyldighed ved modtageren.

Betyder det så at jeg aldrig mister mæglet og er en uendelig strøm af bla bla bla? Og selvfølgelig gør jeg det! Og når det sker, skal det blot tolkes som et kompliment, for i den situation dagdrømmer jeg og hviler blot i stilheden og nyder hvad øjnene siger. Og øjne kan fortælle så meget, som stemmen ikke formår og jeg flytter min høresans til mine egne øjne. Den type tavshed er smuk, rolig og altsigende og jeg efterlades mundlam, mens mine drømmetanker overtager samtalen og jeg betages af hvad jeg ser. Det må være tavshedens lykke!

Speechless!