Ved din side....

Har lige nydt den mest fantastiske weekend i selskab med min dejlige datter, kæresten min (er stadig lige fantastisk at se på skrift) og hans familie, som tog imod os på den mest hjertevarme og gæstfrie måde, man kun ellers kunne drømme om. Det var store følelser og dybe tanker, der kom i spil, især om tanker om de familiemedlemmer man ikke selv har længere og hvilket stort hul de efterlader.
Men det er nu ikke det denne blog skal handle om, selvom den ville blive alenlang og de alle vitterlig fortjener et kæmpe knus, med tak for den hjertelige modtagelse.

Nej, det jeg vil berette om, er et ganske lille, og dog overvældende øjeblik, hvor hele min verden pludselig gav mening og jeg oplevede, det jeg tror var den ægte og oprigtige lykke, vi alle søger med lys og lygte efter. En lykke, der på ingen måde var pyntet med candy-floss og lyserøde briller, men var et ægte hverdagsglimt om hvorledes en fremtid kunne se ud.

Denne følelse strømmede igennem mig, siddende på en halmballe på ladet af en traktor, en ellers overskyet og regnfuld lørdag, med min datter i favnen og man skulle næsten tro vi var statister i en Morten Koch-film og kunne forvente en syngende Poul Richard komme imod os og bede om et lift. Selvom det havde været regnfuldt og skyerne truede fra oven, var de på mærkværdig vis ikke lige over os, men i stedet skinnede solen på de blussende kinder og brisen legede med mit, ellers så vel satte, hår.

Selvom jeg ikke var alene, på den bumpende køretur ude i den smukke danske natur, ænsede jeg faktisk ikke, i øjeblikket, andre i mit nærvær. I stedet var hele mit fokus rettet på de smukkeste, brede, stærke skuldre, der leder mig udenom mørke skyer og sørger for jeg og min datter, kan nyde solens stråler og den dejligste dag. Der var bare os.... ham, mig og min datter... Og følelsen af lykke, en følelse jeg ikke har oplevet, i hvad der føles som uendelige tider. Følelsen af at høre til én, hvor tillid og kærligheden er altoverskyggende og selvom han sad med ryggen vendt imod mig, følte mig tryg og forvisset om at hans stærke arme til hver en tid kunne nå mig, var jeg faldet af i svinget og at han i ren superman-stil havde grebet mig og ført mig i sikkerhed.


I det øjeblik opdagede jeg at det var andet end mine tanker han besad, men også hele mit følelsesregister og at det var ham og min datter, der gav og giver mig følelsen af oprigtig lykke. En nyfunden og skrøbelig lykke måske, men den er trods alt ægte.  Ingen parader, ingen tvivl, ingen usikkerhed, men blot en tryg og stolt (lidt underligt) fornemmelse af at dette er her jeg hører til og hjemme. Ikke på stedet, ikke på en halmballe, ikke på en traktor, men ved hans side, hvor det end det er og fører mig hen og så længe han lader mig...!

I will follow him...