Amor skød mig

Lyserød er det nye sort. Og nej, her taler jeg ikke om næste sæsons mode-trend, men om den farve mit verdensbillede pludseligt har fået. Alt virker lyserødt og fluffy, som cotton candy,  og som havde jeg iklædt mig et par solbriller med marcipan-filter, hvor kontraster er udskiftet med flydende overgang og et drømmeagtigt udseende.

Jeg kan næsten ikke kende mig selv og det er på en og samme tid en fantastisk følelse, ligesom det virker en smule surrealistisk, når jeg nu på 34. år var overbevist om mit eget verdensbillede og dets udformning. Alt dette er ændret på så kort tid, at min hjerne ikke kan følge med og jeg må, gang på gang, lade mig overvælde at nye oplevelser og overraskelser i mit eget tankespin, der grænser til momentært sindsyge.
Jeg oplever følelsen af savn og at jeg stadig kan fælde en tårer af ren lykke og eufori, hvilket er meget længe siden, så længe at jeg troede det var en evne jeg havde mistet.

Måske er det slet ikke en ændring der er sket i mig, men en afsløring af noget, der har været der hele tiden, men været lagt i dvale, indtil et kys, som en anden skindød snehvide, vækkede det hele til live igen og tillader det at folde sig ud i fuldt flor. Noget som kun en ganske speciel person kunne vække, sammen med sindsygen, skyerne, candy flossen og de ti tusinde sommerfugle, der før var forpuppet, men nu flakser rundt i mit indre.

Sindsygen kaldes forelskelse og hvor meget jeg end gerne ville kunne kontrollere det, må jeg sande at der er grænser for hvad jeg kan diktere, og at den har ramt mig så hårdt, at der er farer for smitte i mit nærvær hvis man er modtagelig for mushy adfærd. Her er den danske sommer nemlig hverken grå eller trist med regnfulde morgener, men himmelen er dækket af lyserøde skyer og jeg er svæver rundt et sted oppe over dem,i vægtløs tilstand.

Frygten for at falde i et hul og styrte imod jordens våde cement, sidder et sted og nager, samtidigt med er jeg dog forvisset om at han griber mig og hiver mig op over skyerne igen. Lidt som at springe bungy jump. Man vil nok altid frygte at elastikken springer, men man hopper ud i det alligevel mens maven slår kolbøtter, i troen om at når linen spændes til max, trækkes man retur til fast grund under fødderne.

Jeg sprang, eller blev måske endda skubbet, for jeg opdagede slet ikke hvad der egentlig var ved at ske og hvilken fantastisk oplevelse, det har ført mig ud i. Havde jeg været advaret, turde jeg måske slet ikke, men lige i dette nu kan jeg ikke komme på en bedre og mere livsbekræftende følelse, end at have taget skridtet ud i skyerne med ham i hånden. Og det kan godt være jeg burde holde mig selv igen og lade fornuften råde mig og dobbeltsikre mig med både faldskærm og vinger, men det hverken kan eller vil jeg, men blot nyde den hjerteflimren jeg føler, blot ved at se hans øjne. Nu vil jeg flyve med pink airlines, over lyserøde skyer, uden sikkerhedsnet og elske hvert sekund jeg svæver, mens jeg gladeligt belemrer hele verden med min euforiske forelskelse. He's the one!

You got me!