Kender du følelsen af at du har en trang og en lyst til at flygte, men føler dig så handlingslammet og bundet på hænder og fødder, at du urokkelig sidder fast i dyndet? Man kan nærmest kvæles og have så svært ved at få luft, som havde man trukket en pose over hovedet, men stadig kan man ikke magte at rive det livgivende hul på posen, velvidende at apatien dræber. At man bag naivitetens skyklapper, overbeviser sig selv om at holdes vejret blot længe nok, med hænderne for øjne og ører, så forandres verden til det bedre i din dvale?! Men sandheden bag de indre kampe man vælger ikke at konfrontere, er at de har det med at hobe sig op, som en rustning der fratager dig din bevægelighed og erstatter det klarsyn der skal sikre at fortidens fejltagelser ikke gentager sig på ny. Man mister sin retningsviser og evnen til at se næste skridt der skal tages, hvilken fod der først skal flyttes og hvad gør man så..... man bliver stående, eller træder allerhøjest vande i slowmotion og man er modvilligt fanget i status quo.
Sådan kan jeg bedst beskrive min verden lige nu og den følelse jeg sidder med, når jeg om aftenen sidder alene og lader tankerne om dagens oplevelser flyde om hvor jeg er, hvor jeg har været og hvor jeg gerne vil hen. Jeg kan med lethed i mine tanker finde svarene, hvor jeg dagdrømmende ser livet med karriere, barn, kæreste, hus og ligusterhæk gå op i en højere enhed, men det er noget ganske andet at få ført ud i livet og træde skridtet frem og bryde ud af den onde cirkel. Den onde cirkel, som holder mig fanget i et liv, der flyder ud i et og hvor spontaniteten synes svær at øjne. Jeg kan vitterlig ikke kende forskel på job og fritid eller hverdag og weekend længere og dagens timer flyder ud i et, mens eneste udvikling er alderen og jeg bliver kun ældre. Meget ældre!
Jeg lænkes i rutiner og forudsigelighed og føler jeg langsomt kvæles i fastlagte rammer og en samlebåndsagtigt hverdag, hvor maskinen enten kører hurtigere end jeg kan følge med eller er gået i fuld nødstop, uden at jeg kan finde udløserknappen. Hvor vasketøjet, opvaskemaskinen og kluden til hundenes poter er blevet mit vigtigste bekendtskab, hvor delvis lykkedes opgaver kan betegnes som en succesfulde og hvor godmorgen, hej og godnat er dagens dybe konversation.
Hvor herre bevares en klagesang jeg kan slynge af mig, men jeg må modvilligt erkende at dette fylder mine tanker i tiden, men selvom jeg føler al udvikling gået i stå, må jeg erkende at den største forandring er hos mig selv og måske er det her det hele bunder. Jeg er sgu blevet indbegrebet af fru Danmark og er blevet den anonyme husmor i bedste Morten Korch-stil i en alder af 36 år, bulende alle de forkerte steder, trods følelsen af gennemsigtighed. Dertil kommer det nyligt konstaterede galoperende blodtryk med en hvilepuls, som en væddeløbshest, som sikkert kommer sig af den førnævnte tiltagende volume, med dertilhørende obligatorisk hovedpine og træthed, men hvis største bivirkning må være følelsen af at være dysfunktionel og fejlende.
Jeg kan føle mig kørt så træt, selvom jeg ikke føler at udrette meget andet end hvad der forventes af mig af hverdagens trivielle opgaver og jeg må forsøge at finde overskuddet til at træde ud af kassen, for ingen andre end jeg kan bryde de rammer, mit liv tegner. Jeg skal kraftedeme tage mig sammen, tage kampen op og finde nøglen til lænkerne, så jeg kan se vejen og igen løbe imod mine mål. The show must go on, so run Forest, run.....
