Mors dag

I dag er det mors dag, en tradition der er hentet fra USA (naturligvis), engang tilbage i 1929, inspireret af soldaters hyldest til deres mor. Og jeg forstår til dels godt dem, der bliver en anelse trætte af alle de amerikanske traditioner vi adopterer, når nu vi har egne danske, vi næsten ikke orker at fejre længere. Vi bombes af reklamer fra diverse blomsterhandlere, planteskoler og lignende, for vi ikke må glemme dagen, og selvom sansynligheden for at det er fordi at de øger salget er betydeligt, er det en god måde at huske dagen på, når nu den ikke står i email kalenderen.

Men, men, men.... Ideen er jo smuk. Ideen om at give en lille smule igen til det menneske der har tørret vores tårer fra kinden, når knæene blev skrammede og hende som gennemgik mange bekymringer blot for vores skyld. Og det behøver jo nødvendigvis ikke koste en million eller en tilnærmelsesvis pantsætning af bilen. En betænkelighed kan gøre ligeså stor glæde. Et digt, slåning af plænen, en vinduesvask eller blot et par søde ord, garneret med et knus. Det er ligefrem indbringende at give et knus, da der gerne kommer et retur.

Så derfor vil jeg gerne slå et slag for denne tradition. Ikke blot fordi jeg selv i dag er blevet mor, men fordi jeg ville ønske af hele mit hjerte, at jeg kunne give min mor det knus, men det kan jeg ikke. Jeg kommer aldrig til at knuse min mor igen, ligeså lidt som at jeg kan købe dyre roser til hende og netop af den grund, kan jeg se det smukke i denne tradition. Dansk eller ej.

Så nyd nu at I har muligheden for at hylde hendes liv, mens hun stadig er her og kan nyde det i fulde drag!

Da min mor levede, elskede hun denne sang og derfor synes jeg den passer godt i denne blog. Det pudsige er at teksten er afsindig rammende og måske særligt denne dag. Min mors dag!!!
                                          Mor's sang

Miss Fortolkning

Personen, i ved, der altid er lynende hurtig til at finde en kasse, ens ord kan puttes i. Og som overskriften sikkert allerede har afsløret, er hun en kvinde. For det er vist sådan, tror jeg, at kvinder tolker mere end mænd, og dette gælder både det skrevne, sagte og ikke mindst usagte ord.

Dette er en evne vi har besiddet i århundreder, men vi tilegnede os den af helt andre årsager. Vi havde i tidernes morgen, da verden endnu var ny, brug for at læse kropssproget på vores nyfødte børn, om de var sultne, trætte, sunde og raske osv. Det skal vi naturligvis også i dag, men i dag har teknologi overtaget meget af det, vores instinkter skulle fortælle os før. Men vi besidder dog stadig evnen, selvom vi ikke har den til meget nytte nu og derfor har vi måtte finde nyt at tolke på.

Vi tolker nu på vores mænd, kærester, veninder, kollegaer og hvorledes de handler og agerer. Lad mig her give et par eksemper på hvor slemt en kvinde, inklusiv mig selv, kan tolke og mistolke en situation.

En kvindelig kollega står og snakker længe med en anden kollega, de står og hvisker tæt med lidt med fortrukne, panderynkede miner. Idet du nærmer dig hører du den ene sige "Shyyyy"... og alt bliver stille idet du passere dem!


De fleste kvinder har nu allerede på dette tidspunkt tolket, at kollegaerne sladrede om vedkommende, og sikkert ikke skænket det en tanke, at det blot kunne være noget meget fortroligt imellem 2 mennesker, som ikke ønskes yderligere delt. Mænd ville have set situationen anderledes og sikkert tænkt, eller endnu bedre, sagt om de ikke skulle til at bestille noget!

En kvinde har flirtet med en mand et stykke tid, med mange, lange mails, søde sms'er, både morgen middag og aften, men pludselig kommer de ikke så ofte.

Hun har lynhurtigt fanget, at der er en ændring i hans adfærd og straks begynder hun at tolke hvorfor! Han er sikkert ligeglad med hende nu og har mistet interessen, siger hun til sig selv, og begynder at pålægge ham motiver for, hvorfor han har ændret adfærd uden at forholde sig til den egentlige grund. En mand ville sikkert ikke ligeså hurtigt bemærke den ændrede adfærd, men når han gjorde ville han spørge hvorfor og godtage svaret.

Jeg ved godt at dette er sat meget genereliserende og sort/hvidt op, men jeg tror at det ligger så dybt i de fleste kvinder at de slet ikke selv bemærker det. Det ligger netop i vores instinkter og lader sig derfor ikke ændre så nemt, bevisthed eller ej.

Skal vi så ændre denne adfærd? Nej det mener jeg bestemt ikke vi skal, for det er selvsamme adfærd, der giver kvinder en stærk intuition og den gode empati.
Men vi skal måske nærmere lære at acceptere at vi, mænd som kvinder, ikke er ens og aldrig bliver det! Vi skal ikke tale med samme tunge og agere på samme måde, men vi skal lære at forstå hinandens sprog.... Også det usagte!

Jeg lærer aldrig at forstå, hvorfor han ikke iler til mobilen, hver eneste gang han hører det mindste bib i håbet om at  jeg sender en besked eller hvorfor han ikke længes sukkende efter at hører min stemme hvert eneste sekund døgnet rundt. Hov stop....nu tolker jeg vist, for jeg ved jo i reglen ikke om han tænker det samme om mig!
Kan jeg lærer at accepterer det? Ja, når den dag kommer, så tror jeg at jeg er bedre rustet til at tillade mig selv at være kvinde, med alt det indebærer....og ham at være mand!

Misunderstood

Med tændte lys

4. maj 1945 - Danmarks befrielse

Jeg, en narcisist

Kvinder elsker at spejle sig, den teori har mange mænd i hvert fald. Men nu er spejlet på badeværelset, udskiftet med medierne i cyberspace. Vi spejler os i de billeder vi uploader på diverse medier, så som facebook, twitter, ja selv blogger. Her kan vi fremstille os selv, fra de smukkeste vinkler og selv vælge hvorledes vi ses af vores såkaldte venner, net-flirts og cyber-dates.

narcisistens legeplads

Det er også mit spejl. Jeg har jo tonsvis af billeder på mine forskellige profiler, af mere eller mindre naturlig karakter. Billeder hvor make-uppen sidder perfekt og hvert et hårstrå er fladet, krøllet og dernæst fastholdt med kemikalier og stivelse. Og for hvert billede der er lagt ind, er der 5 der er slettet, de er blevet bedømt med de mest kritiske briller, mål og vejet. Fundet uegnet til min ønskede fremstilling, af den perfekte Tina.

Ligner jeg så mine billeder? Hmmm...ja af udseende gør jeg vist, men jeg skal ærligt erkende at den lidt skævt smilende, jyske pige der er på billederne, sikkert ikke reflekterer hele sandheden. For hvor på alle disse billeder, kan man se de mange tanker jeg besidder eller den rapkæftede attitude, jeg har ladet mig fortælle at jeg har. Ingen steder. Og det viser sig tydeligst i mænds tilgang til at kontakte mig, hvor de oftes starter med ordene "søde" eller "smukke"....og dernæst komplimenterer de mig for mit milde udtryk. Og så er det jeg må le en anelse, for de kender mig jo øjensynligt ikke. Men det er min egen skyld, for jeg har jo ført dem bag lyset med mine billeder. Måske i min illustration af den, jeg også gerne vil ses som.

Jeg hungrer måske efter at blive set, som en sød prinsesse, med en upåklgelig og altid høflig opførsel, pli, takt og tone. Men sådan er jeg jo bare ikke, eller i hvertfald ikke hele tiden. Jeg har en skarp tunge, som ofte bringer mig i situationer, hvor jeg blot burde have lært tavshedens kunst. For rappe bemærkninger og et overfødighedshorn af ord, er ikke altid den bedste kvalitet af fremvise som det første. Det kan virke skræmmende, selvom det blot er ord, der dog kan komme som en skudsalve, når jeg først får begyndt.

Jeg øver mig i indpakningens kunst hele tiden, da det er min klare opfattelse at den direkte og spydige facon, ikke altid falder til min fordel, alt efter emnet. Debatteres der politik, må man gerne have skarpe holdninger og kant, så længe man kan argumentere for sine holdninger. Det samme gælder for sin vis sex, her er det dog åbenbart mindre vigtigt, om man kan argumentere, så længe det lyder kækt og frækt. Noget ganske andet er det, når man taler om følelser, forhold og den store altopslugende kærlighed, to mennesker kan dele. Her skal en kvinde på 34 åbenbart være en smule vægelsindet og ubeslutsom.
Det kaldes kostbar i disse dating-tider.

Her fejler jeg big-time på mine mange spørgsmål, ord og holdninger. Med en enkelt undtagelse, som sjovt nok lod interessen falde for mine mange ord og skarpe holdninger og som samtidigt synes jeg er en fantastisk ven. Hvad sker der lige for det? Mon han har en skjult agenda?
Anyway, så er det jo blot at nyde det og give fingrene frit slag på tastaturet. Så her vil jeg forsøge at spejle mig lidt i mine egne ord, set igennem hans linse og lide hvad jeg ser. Den søde Tina, hvis billeder og ord, hverken skræmmer eller tiltrækker, men blot viser mit sande jeg!

Øje for øje

Hele verden ser lige nu overskrifterne vælte frem, med forlydener om at Osama Bin Laden, er blevet dræbt af amerikanske specialtropper. Han skulle med 99,9 sikkerhed være identificeret som den frygtede terrorleder, der ledte an i angrebet imod World Trade center tilbage i 2001. Verden er nu et mere sikkert sted at færdes eller er den?

For har den vestlige verden blot pustet til flammen, ved at dræbe i retfærdighedens navn, uden rettergang eller domstol? Vil vi nu blot se endnu flere terrorangreb, fordi taleban nu vil hævne deres leders martyr-agtige død?
Jeg kan dog ikke lade være med at undre mig over, med hvilken ret et moderne samfund, mener de kan eliminerer et menneske, uanset hvor forfærdelige hans gerninger måtte være. En retsstat, med licence to kill! For det er jo det de gør, de dræber dem, der truer deres selvudnævnte verdens herredømme i et forsøg på at vise omverdenen " don't mess with us"! Jeg begræder på ingen måde Bin Ladens død, men jeg hylder den heller ikke, for jeg tror at hævnen intet godt fører med sig. For her er jo ikke tale om en straf, men en hævnaktion, under påskud af krig. Havde han skulle straffes for sine gerninger, var han blevet ført for en krigsdomstol og havde fået en rettergang, der dog med stor sandsynlighed var endt ud i en henrettelse alligevel.

Men dette er en grundlæggende følelse hos det amerikanske folk. At rører du noget af mit, skal du ikke alene straffes, men elimineres. Se blot på deres retssystem! Henrettelser af dødsdømte fanger, som på den mest brutale vis dræbes i retfærdighedens navn og med biblen i hånden. Øje for øje!

Men nu hænder det jo desværre at staten tager fejl og at staten slår mennesker ihjel, som senere viser sig uskyldige. Hvad gør man så? Hvordan kan et moderne samfund på nogen måde retfærdiggøre at de har skudt, hængt, gasset, forgiftet eller zappet et uskyldigt menneske, med 5 ampere strøm ved 2000 volt, med bi siddende præster og politifolk, som henholdvis vidner og bødler! Jeg kommer aldrig til at hylde USA og deres retsvæsen, så længe de ukritisk og ikke mindst uetisk, slår mennesker ihjel, med hånden på biblen og som deres skjold. Det gør dem ligeså ekstremistiske som Bin Laden og hans følge, i min verden.

 Jeg forstår så udemærket de mennesker, hvis kære døde under terrorangrebene, nu føler en vis closure. Jeg forstår deres lettelse over at de nu har fået straffet synderen, der tog et stykke af deres liv. Men volden får aldrig ende, så længe vi fordriver ondt, med ondt. Det bringer ikke deres elskede mødre, fædre, børn eller øvrige kære tilbage, men kan muligvis blive årsag til yderligere blodudgydelser og at hele den vestlige verden, nu skal leve i frygt for terror, bombninger og miltbrand. Jeg begræder alle de kommende ofre, om nogen!

Lad os hellere opdrage vores næste generationer til, at terrorisme og krig, skal bekæmpes med fornuft og ikke med hvad det er skabt af...nemlig religion! Lad os sætte vores tiltro til at menneskeheden vil sejre, fremfor Allah, Vor herre eller en anden guds værdisæt, men skabe vore egne værdier og normer for hvordan vi kan leve i samhørighed på samme klode uden at udslette hinanden........ og dermed os selv!

If I could see the world...