Jo, jeg har skam efter et langt og nøjsomt studie, bestået min eksamen og kan nu kalde mig noget så fint som Logistik teknolog, selvom det i reglen vel blot er en titel og endnu et stempel på skolepapirene. Men jeg må ærligt indrømme at jeg er glad og stolt af mig selv, selvom det i andres øjne måske ikke er noget særligt, men i mine er det fantastisk. Så i denne aftentime fejre jeg mig selv og med mig selv....
Det har været 9 hårde måneder og ja, så hårde at jeg hellere ville bære et barn, selvom jeg hellere end gerne vil være foruden de veer, som jeg husker alt for godt. Men det her er mit barn! Dette er mit projekt og jeg har ene og alene knoklet mange en sen aftentime for at nå deadlines og forsøge at gøre mig klog på noget jeg ikke er, nemlig logistik. Det har været en kamp for at opnå et godt resultat, men også en kamp for at overbevise mig selv om at der er andet en blond hår og blå øjne bag facaden og få papir på at jeg er min stilling værdig. Jeg ved jo i reglen godt hvad jeg er værd, men det er nu fedt at få papir på at andre også har set det og mener man er noget værd.
Men det er blot et stykke papir, for det var tusind gange mere værd at opleve den opbakning og kærlighed der ligger bag alle de lykønskninger og oprigtige velmenende hilsner der er kommet, i forbindelse med min eksamen. Alle dem som lader mig flyve højt og nyde min succes og har bidraget til at jeg havde selvtillid nok til at tro på at det her var noget jeg kunne gennemføre....TAK!
Jeg har på det sidste tænkt meget over hvor det er jeg ønsker livet tager mig hen, både privat og i mit professionelle liv og det bliver jeg sikkert aldrig færdig med, men jeg er taknemmelig for at jeg kom dette skridt videre... Skridtet videre imod nye udfordringer! Nok er jeg ingen Einstein, nok er jeg ingen Helena Christensen og måske har jeg ikke 40 venneanmodninger på facebook hver dag, men jeg har til gengæld opdaget hvem der synes jeg er vid nok, smuk nok og værdig nok til at kunne glæde sig over min lille, men ikke mindre betydelige, triumf!
Tak til alle jer der troede på mig og tak til alle jer, der drev mig til at bevise jeres uret!
Jeg har mange at takke for at stå i dag med en veloverstået eksamen og og en præmieret hovedopgave, men alligevel skal en speciel person takkes, uanende om hvilken indflydelse vedkommende har haft.... Den tavse opbakning, der dog aldrig tvivlede og som mange en sen nattetime oplyste skriveblokadens mørke, som et uskyldigt månebarn!
Makrellen
torsdag den 30. maj 2013
tirsdag den 21. maj 2013
Den empatiske egoist
Kan man overhovedet være det? Altså rumme empati og medfølelse, samtidig med egoet kræver sin trone, som enehersker over sindets rige?
Det kommer vel an på hvorledes man betragter disse kvaliteter og fra hvilken bred af åen man står. Jeg synes ofte at opleve at man sagtens kan rumme begge dele og endda i overflod og det er måske noget der hører vores ego-centrerede tidsalder til, hvor man samtidig bliver dunket hårdt i kraniet, hvis man ikke kan sidde pænt i rundkreds og klappe kage i takt og forstår.
Vi skal i dag være så selvstændige og dygtige til alt hvad vi gør, at man nærmest kan frygte at lufte sin usikkerhed, i alle livets forhold, for tænk nu hvis man bliver mødt med latter, øjenrullen eller andet pinligt. Modparten er helt sikkert bedre og ser jo blot frem til at blamere sine evner, fordi du er så dum at vise du er et fejlbarligt menneske og en lille smutter kan nu blive exceptionel god pudsecreme til glorien. Her er det jo alles ego der er i spil, for ikke nok med dit eget har lidt et knæk eller det måske er blevet afklædt til det rene ingenting, så fremvises modpartens ego også og det er måske ikke engang et kønt syn. Det kan ligefrem være ubehageligt!
Måske er vi "heldige" at blive mødt af den karkludsopvredne empati, der straks kaster sig over problemet med løsningen i den ene hånd og kleenex i den anden, så vi kan græde i kor. Nåh hvor er det synd for dig, lille pus og så skal man pludselig reddes fra sig selv for man ved jo ikke bedre og man er ved at blive kvalt i, ikke at kunne få lov at træde i sine egne sko eller sætte sin hat som man vil. Det over empatiske menneske vil her, naturligvis af rent egoistiske grunde, omklamre dig med så meget medfølelse og "det kender jeg godt" at du ikke længere behøver at søde den ellers så bitre kaffe. Den sødme kan være mere opkast provokerende end den æble cider eddike jeg har forsøgt at indtage på det sidste, og sætter sig som klæbrige belægninger i ganen, som har man gurglet mund i sirup efter morgenens tandbørstning. Empatien er generelt sjældent helt uden skyggen af egoisme, for det er er dejlig følelse at kunne rumme andres besvær og samtidig føle sig heldig og den smule klogere.
Jeg kan til tider få fornemmelsen af at mine tanker og meninger ikke ydes ligeværd og at jeg blot naivt reciterer dem, til andres øjeblikkelige nedsabling eller endnu værre over-medfølelse. Måske er det blot et udtryk for modsatrettede holdninger og forskellige verdener og jeg er slet ikke i tvivl om at det også er et udtryk for hvorledes jeg betragtes som person. Men at tanker og ideer jeg har tumlet med og brugt energi på at skabe, ikke kan ydes to sekunders eftertænksomhed, gør mig naturligvis skuffet, forundret og ikke mindst usikker på personen?! Jeg er ingen Madame Curie, men jeg vover at påstå at IQ'en er over stadiet hjernedød, hvilket minder mig om at jeg skal tage stilling til om jeg kan bruges som reservedelslager, den dag jeg bliver tavs. Jeg vil jo være egoist, hvis jeg ikke vil og empatisk hvis jeg lader dem skrælle mig i bogstaveligste forstand?! Sidespring... Jeg tvinges ganske ufrivilligt tilbage til barndommens sind og føler at jeg står skoleret og fyldes at uretfærdighed, som når man fik skideballe af sine forældre og vidste at de ikke nødvendigvis behøvede at være retfærdige, men at de havde den altoverskyggende magt og dermed var deres ord lov. PUNKTUM!!! Følelserne er mine og jeg tager det fulde ansvar for at føle dem og de efterfølgende overvejelser og analyser der uden tvivl følger efter, når man hedder Tina. Sådan er min verden og jeg er ked af at sige det... Det kan ikke laves om, for jeg har ligesom gennemgået det opdragelse jeg skal og har haft nogle gode læremestre, hvis du spørger mig. Det er sådan jeg er! Det er sådan jeg fungerer inde i hovedet og måske var alene det en overvejelse værd?!
Hvad er der nu galt med ganske almindelig respekt? Respekt for hinanden, hinandens liv, meninger og tanker og ville man dø af at tage sig de få sekunders eftertænksomhed inden egne tanker vælter ud af munden, med den belærende undertone, der lige skal sætte et sidste punktum? Alt det her spørger jeg mig selv, for det er ingen hemmelighed at jeg ikke er verdens mest tålmodige menneske og at jeg sikkert ville vinde olympiaden i afbrydelser, når det tager mig. Jeg er blot en empatisk egoist..... præcis som du!
Det kommer vel an på hvorledes man betragter disse kvaliteter og fra hvilken bred af åen man står. Jeg synes ofte at opleve at man sagtens kan rumme begge dele og endda i overflod og det er måske noget der hører vores ego-centrerede tidsalder til, hvor man samtidig bliver dunket hårdt i kraniet, hvis man ikke kan sidde pænt i rundkreds og klappe kage i takt og forstår.
Vi skal i dag være så selvstændige og dygtige til alt hvad vi gør, at man nærmest kan frygte at lufte sin usikkerhed, i alle livets forhold, for tænk nu hvis man bliver mødt med latter, øjenrullen eller andet pinligt. Modparten er helt sikkert bedre og ser jo blot frem til at blamere sine evner, fordi du er så dum at vise du er et fejlbarligt menneske og en lille smutter kan nu blive exceptionel god pudsecreme til glorien. Her er det jo alles ego der er i spil, for ikke nok med dit eget har lidt et knæk eller det måske er blevet afklædt til det rene ingenting, så fremvises modpartens ego også og det er måske ikke engang et kønt syn. Det kan ligefrem være ubehageligt!
Måske er vi "heldige" at blive mødt af den karkludsopvredne empati, der straks kaster sig over problemet med løsningen i den ene hånd og kleenex i den anden, så vi kan græde i kor. Nåh hvor er det synd for dig, lille pus og så skal man pludselig reddes fra sig selv for man ved jo ikke bedre og man er ved at blive kvalt i, ikke at kunne få lov at træde i sine egne sko eller sætte sin hat som man vil. Det over empatiske menneske vil her, naturligvis af rent egoistiske grunde, omklamre dig med så meget medfølelse og "det kender jeg godt" at du ikke længere behøver at søde den ellers så bitre kaffe. Den sødme kan være mere opkast provokerende end den æble cider eddike jeg har forsøgt at indtage på det sidste, og sætter sig som klæbrige belægninger i ganen, som har man gurglet mund i sirup efter morgenens tandbørstning. Empatien er generelt sjældent helt uden skyggen af egoisme, for det er er dejlig følelse at kunne rumme andres besvær og samtidig føle sig heldig og den smule klogere.
Jeg kan til tider få fornemmelsen af at mine tanker og meninger ikke ydes ligeværd og at jeg blot naivt reciterer dem, til andres øjeblikkelige nedsabling eller endnu værre over-medfølelse. Måske er det blot et udtryk for modsatrettede holdninger og forskellige verdener og jeg er slet ikke i tvivl om at det også er et udtryk for hvorledes jeg betragtes som person. Men at tanker og ideer jeg har tumlet med og brugt energi på at skabe, ikke kan ydes to sekunders eftertænksomhed, gør mig naturligvis skuffet, forundret og ikke mindst usikker på personen?! Jeg er ingen Madame Curie, men jeg vover at påstå at IQ'en er over stadiet hjernedød, hvilket minder mig om at jeg skal tage stilling til om jeg kan bruges som reservedelslager, den dag jeg bliver tavs. Jeg vil jo være egoist, hvis jeg ikke vil og empatisk hvis jeg lader dem skrælle mig i bogstaveligste forstand?! Sidespring... Jeg tvinges ganske ufrivilligt tilbage til barndommens sind og føler at jeg står skoleret og fyldes at uretfærdighed, som når man fik skideballe af sine forældre og vidste at de ikke nødvendigvis behøvede at være retfærdige, men at de havde den altoverskyggende magt og dermed var deres ord lov. PUNKTUM!!! Følelserne er mine og jeg tager det fulde ansvar for at føle dem og de efterfølgende overvejelser og analyser der uden tvivl følger efter, når man hedder Tina. Sådan er min verden og jeg er ked af at sige det... Det kan ikke laves om, for jeg har ligesom gennemgået det opdragelse jeg skal og har haft nogle gode læremestre, hvis du spørger mig. Det er sådan jeg er! Det er sådan jeg fungerer inde i hovedet og måske var alene det en overvejelse værd?!
Hvad er der nu galt med ganske almindelig respekt? Respekt for hinanden, hinandens liv, meninger og tanker og ville man dø af at tage sig de få sekunders eftertænksomhed inden egne tanker vælter ud af munden, med den belærende undertone, der lige skal sætte et sidste punktum? Alt det her spørger jeg mig selv, for det er ingen hemmelighed at jeg ikke er verdens mest tålmodige menneske og at jeg sikkert ville vinde olympiaden i afbrydelser, når det tager mig. Jeg er blot en empatisk egoist..... præcis som du!
fredag den 10. maj 2013
En grim fredag...
Hvad hovedet er fyldt med, render tasterne over med! I hvert fald når man som jeg, ynder at lade tasterne tale de ord jeg ikke kan få sagt (og måske også burde holde for mig selv), og så er det oftest den rene befrielse for mig at skrive en lille blog. Tankerne der kommer til udtryk her er for det meste dem jeg ikke er sikker på møder forståelse, eller dem som jeg i nuet ikke kan vende med dem der forstår mit tankemylder. Et tankemylder der kan sammenlignes med at have diarré i hovedet.... På et tidspunkt kan man bare ikke holde på det mere! (Pardon de fæle associationer).
Jeg har som sagt ikke skrevet meget på det sidste, men ikke så meget fordi jeg ikke længere har rumsteren bag pandeskallen, men mere fordi der er sket meget det seneste halve år og pragmatikeren har haft overtaget.
Hvad er det så der kan få den følsomme og drømmende fisk, til at tænke så rationelt at de vanlige forundringer har kunne skubbes i baggrunden, indtil nu?
Jeg har og har haft travlt på arbejde og selvom det sjældent er der jeg drømmer mig væk, fylder det bestemt også når jeg får fri, for jeg er desværre ikke udstyret med en tænd/sluk-knap. Eller rettere sagt: Jeg er blot født som kvinde! Jeg har brugt en stor del af min fritid på min uddannelse, hvor jeg nu kun mangler at forsvare min hovedopgave og den afsluttende eksamen, inden jeg kan sætte flueben ved dette. Jeg føler selv jeg har knoklet og bidraget med at skabe et hjem, godt hjulpet af tapetafdamper, malerpensel og selvom der er et stykke vej endnu, har jeg stadig blod på tanden. I samme forbindelse er jeg jo fraflyttet min lejlighed med alt hvad det indebærer at nedpakning af minder til bortskaffelse af affektioner, for at give plads til nye. Det har i den grad trukket på mine kræfter og drevet mig til udmattelsens rand. Ikke blot fysisk, men også mentalt, men det er heldigvis overstået nu og jeg har med et vis vemod sagt farvel til det liv, jeg skabte efter min skilsmisse.
Jeg har i det hele taget fået grebet på alle de ting der fyldte og pressede sig på, men det lader til at indersiden af hovedet ikke rigtig følger med og finder hvile?! Jeg føler mig usikker som aldrig før og det eneste jeg er 100% sikker på er at jeg ikke er sikker på noget. Følelsen af utilstrækkelighed popper op fra tid til anden og jeg længdes efter tidligere tider, hvor disse følelser ikke fandtes på mit verdenskort og hvor eneste usikkerhed var en vaklen i benene efter hed elskov i berusende forelskelse. Jo jo, jeg ved godt at tingene finder et naturligt leje og at hverdagen altid vender tilbage, uanset hvor meget man ville ønske man kunne gøre det anderledes, men skal den absolut fyldes af "godmorgen", "godnat", med lidt fyldstof imellem...??? Sådan er det jo for alle, men er det grund nok til at lade det være et kvalitetsstempel på et godt liv?
Jeg har de seneste fem år lovet mig selv at jeg aldrig vil vende tilbage til det liv, hvor joggingbukser og sæbe-opblødte negle fyldte dagene og forskellen imellem weekend og hverdag var kendetegnet af hvor længe man sov. Alligevel har jeg i den seneste tid nok ladet stå til i en grad jeg ikke selv bryder mig om og selvom det føles forkert, sidder jeg i dette nu, med enormt ud-groede hårrødder, rodet opsat med en clips, afskallet neglelak på de korte og flossede negle og tro det eller lad være.... I joggingbukser. Nice?.....NOT!!! Der er i dag fare for spejlet splintrer...
Jeg kan jo bare lave det om, men problemet er jeg aner ikke hvordan jeg havner i denne følelse, for jeg har jo i reglen ikke noget at brokke mig over, men mine halvhjertede forsøg på at slippe tankerne, puster blot til ilden.
For 1 år siden længdes jeg efter hverdagen og den tavse tosomhed og var der noget jeg hadede, var det den berusende forelskelse, hvor man end ikke kunne stole på sig selv og burde erklæres utilregnelig. Hvor man hele tiden var på stikkerne og ikke kunne være søndagsgrim, i frygt for at skræmme. Hvor feminismen blomstrede i takt med selvsikkerheden af at jeg endelig havde fundet mit sande jeg, et jeg, man kan tage eller lade være. Nu tænker jeg: "Hvad nu hvis man lader være?"
Jeg ved faktisk ikke helt hvad jeg savner, men det panikken breder sig i mig, for det er en grim følelse at sidde med en følelse af at være grim! Så tag dig dog sammen, Tina og bliv smuk igen....i tankerne som i ydret... Godt det er lørdag i morgen!
Jeg har som sagt ikke skrevet meget på det sidste, men ikke så meget fordi jeg ikke længere har rumsteren bag pandeskallen, men mere fordi der er sket meget det seneste halve år og pragmatikeren har haft overtaget.
Hvad er det så der kan få den følsomme og drømmende fisk, til at tænke så rationelt at de vanlige forundringer har kunne skubbes i baggrunden, indtil nu?
Jeg har og har haft travlt på arbejde og selvom det sjældent er der jeg drømmer mig væk, fylder det bestemt også når jeg får fri, for jeg er desværre ikke udstyret med en tænd/sluk-knap. Eller rettere sagt: Jeg er blot født som kvinde! Jeg har brugt en stor del af min fritid på min uddannelse, hvor jeg nu kun mangler at forsvare min hovedopgave og den afsluttende eksamen, inden jeg kan sætte flueben ved dette. Jeg føler selv jeg har knoklet og bidraget med at skabe et hjem, godt hjulpet af tapetafdamper, malerpensel og selvom der er et stykke vej endnu, har jeg stadig blod på tanden. I samme forbindelse er jeg jo fraflyttet min lejlighed med alt hvad det indebærer at nedpakning af minder til bortskaffelse af affektioner, for at give plads til nye. Det har i den grad trukket på mine kræfter og drevet mig til udmattelsens rand. Ikke blot fysisk, men også mentalt, men det er heldigvis overstået nu og jeg har med et vis vemod sagt farvel til det liv, jeg skabte efter min skilsmisse.
Jeg har i det hele taget fået grebet på alle de ting der fyldte og pressede sig på, men det lader til at indersiden af hovedet ikke rigtig følger med og finder hvile?! Jeg føler mig usikker som aldrig før og det eneste jeg er 100% sikker på er at jeg ikke er sikker på noget. Følelsen af utilstrækkelighed popper op fra tid til anden og jeg længdes efter tidligere tider, hvor disse følelser ikke fandtes på mit verdenskort og hvor eneste usikkerhed var en vaklen i benene efter hed elskov i berusende forelskelse. Jo jo, jeg ved godt at tingene finder et naturligt leje og at hverdagen altid vender tilbage, uanset hvor meget man ville ønske man kunne gøre det anderledes, men skal den absolut fyldes af "godmorgen", "godnat", med lidt fyldstof imellem...??? Sådan er det jo for alle, men er det grund nok til at lade det være et kvalitetsstempel på et godt liv?
Jeg har de seneste fem år lovet mig selv at jeg aldrig vil vende tilbage til det liv, hvor joggingbukser og sæbe-opblødte negle fyldte dagene og forskellen imellem weekend og hverdag var kendetegnet af hvor længe man sov. Alligevel har jeg i den seneste tid nok ladet stå til i en grad jeg ikke selv bryder mig om og selvom det føles forkert, sidder jeg i dette nu, med enormt ud-groede hårrødder, rodet opsat med en clips, afskallet neglelak på de korte og flossede negle og tro det eller lad være.... I joggingbukser. Nice?.....NOT!!! Der er i dag fare for spejlet splintrer...
Jeg kan jo bare lave det om, men problemet er jeg aner ikke hvordan jeg havner i denne følelse, for jeg har jo i reglen ikke noget at brokke mig over, men mine halvhjertede forsøg på at slippe tankerne, puster blot til ilden.
For 1 år siden længdes jeg efter hverdagen og den tavse tosomhed og var der noget jeg hadede, var det den berusende forelskelse, hvor man end ikke kunne stole på sig selv og burde erklæres utilregnelig. Hvor man hele tiden var på stikkerne og ikke kunne være søndagsgrim, i frygt for at skræmme. Hvor feminismen blomstrede i takt med selvsikkerheden af at jeg endelig havde fundet mit sande jeg, et jeg, man kan tage eller lade være. Nu tænker jeg: "Hvad nu hvis man lader være?"
Jeg ved faktisk ikke helt hvad jeg savner, men det panikken breder sig i mig, for det er en grim følelse at sidde med en følelse af at være grim! Så tag dig dog sammen, Tina og bliv smuk igen....i tankerne som i ydret... Godt det er lørdag i morgen!
Abonner på:
Opslag (Atom)