Den empatiske egoist

Kan man overhovedet være det? Altså rumme empati og medfølelse, samtidig med egoet kræver sin trone, som enehersker over sindets rige?

Det kommer vel an på hvorledes man betragter disse kvaliteter og fra hvilken bred af åen man står. Jeg synes ofte at opleve at man sagtens kan rumme begge dele og endda i overflod og det er måske noget der hører vores ego-centrerede tidsalder til, hvor man samtidig bliver dunket hårdt i kraniet, hvis man ikke kan sidde pænt i rundkreds og klappe kage i takt og forstår.

Vi skal i dag være så selvstændige og dygtige til alt hvad vi gør, at man nærmest kan frygte at lufte sin usikkerhed, i alle livets forhold, for tænk nu hvis man bliver mødt med latter, øjenrullen eller andet pinligt. Modparten er helt sikkert bedre og ser jo blot frem til at blamere sine evner, fordi du er så dum at vise du er et fejlbarligt menneske og en lille smutter kan nu blive exceptionel god pudsecreme til glorien. Her er det jo alles ego der er i spil, for ikke nok med dit eget har lidt et knæk eller det måske er blevet afklædt til det rene ingenting, så fremvises modpartens ego også og det er måske ikke engang et kønt syn. Det kan ligefrem være ubehageligt!

Måske er vi "heldige" at blive mødt af den karkludsopvredne empati, der straks kaster sig over problemet med løsningen i den ene hånd og kleenex i den anden, så vi kan græde i kor. Nåh hvor er det synd for dig, lille pus og så skal man pludselig reddes fra sig selv for man ved jo ikke bedre og man er ved at blive kvalt i, ikke at kunne få lov at træde i sine egne sko eller sætte sin hat som man vil. Det over empatiske menneske vil her, naturligvis af rent egoistiske grunde, omklamre dig med så meget medfølelse og "det kender jeg godt" at du ikke længere behøver at søde den ellers så bitre kaffe. Den sødme kan være mere opkast provokerende end den æble cider eddike jeg har forsøgt at indtage på det sidste, og sætter sig som klæbrige belægninger i ganen, som har man gurglet mund i sirup efter morgenens tandbørstning. Empatien er generelt sjældent helt uden skyggen af egoisme, for det er er dejlig følelse at kunne rumme andres besvær og samtidig føle sig heldig og den smule klogere.

Jeg kan til tider få fornemmelsen af at mine tanker og meninger ikke ydes ligeværd og at jeg blot naivt reciterer dem, til andres øjeblikkelige nedsabling eller endnu værre over-medfølelse. Måske er det blot et udtryk for modsatrettede holdninger og forskellige verdener og jeg er slet ikke i tvivl om at det også er et udtryk for hvorledes jeg betragtes som person. Men at tanker og ideer jeg har tumlet med og brugt energi på at skabe, ikke kan ydes to sekunders eftertænksomhed, gør mig naturligvis skuffet, forundret og ikke mindst usikker på personen?! Jeg er ingen Madame Curie, men jeg vover at påstå at IQ'en er over stadiet hjernedød, hvilket minder mig om at jeg skal tage stilling til om jeg kan bruges som reservedelslager, den dag jeg bliver tavs. Jeg vil jo være egoist, hvis jeg ikke vil og empatisk hvis jeg lader dem skrælle mig i bogstaveligste forstand?! Sidespring... Jeg tvinges ganske ufrivilligt tilbage til barndommens sind og føler at jeg står skoleret og fyldes at uretfærdighed, som når man fik skideballe af sine forældre og vidste at de ikke nødvendigvis behøvede at være retfærdige, men at de havde den altoverskyggende magt og dermed var deres ord lov. PUNKTUM!!! Følelserne er mine og jeg tager det fulde ansvar for at føle dem og de efterfølgende overvejelser og analyser der uden tvivl følger efter, når man hedder Tina. Sådan er min verden og jeg er ked af at sige det... Det kan ikke laves om, for jeg har ligesom gennemgået det opdragelse jeg skal og har haft nogle gode læremestre, hvis du spørger mig. Det er sådan jeg er! Det er sådan jeg fungerer inde i hovedet og måske var alene det en overvejelse værd?!

Hvad er der nu galt med ganske almindelig respekt? Respekt for hinanden, hinandens liv, meninger og tanker og ville man dø af at tage sig de få sekunders eftertænksomhed inden egne tanker vælter ud af munden, med den belærende undertone, der lige skal sætte et sidste punktum? Alt det her spørger jeg mig selv, for det er ingen hemmelighed at jeg ikke er verdens mest tålmodige menneske og at jeg sikkert ville vinde olympiaden i afbrydelser, når det tager mig. Jeg er blot en empatisk egoist..... præcis som du!

Listen!