Gad vide om jeg har glemt hvordan??? Altså glemt hvordan man blogger og tømmer hjernen i det virtuelle univers, for det føles som oceaner af tid siden jeg har skrevet noget i dette forum. Eller blot glemt hvordan man tømmer sit overflødighedshorn af snik/snak over en flaske rødvin med en dejlig veninde, for det må siges at være alt for lang tid siden at jeg har haft en hart to hart om alle de mærkværdigheder der fylder bag vores østrogenfyldte pandeskalle. Nu kunne jeg godt komme med alverdens undskyldninger om hvor travlt jeg har haft med eksamen og flytten ud og ind, hvilket ikke ville være usandt, men det vil stadig blot være undskyldninger. Jeg har i grunden blot prioriteret andre ting af ren og skær nødvendighed og det er skam også med en vis potion dårlig samvittighed at jeg nu skribler løs her i stedet for at skrive hovedopgaven, som har deadline lige rundt om hjørnet. Igen er undskyldningerne på sin plads, for jeg bilder mig selv ind at jeg behøver dette afløb, hvis jeg ikke skal gå helt fra snøvsen og miste den smule refleksion over livets finurligheder jeg har i behold.
Jeg må nok erkende at jeg i den seneste tid har fjernet mig mentalt fra de mennesker, jeg føler mig nærmest og samtidig oplevet dem fjerne sig fra mig, hvilket jo er naturligt nok, men efterlader mig blot med en dårlig samvittighed over ikke at slå til. Ikke at nogen decideret har klaget, men mine egne sanser er på det sidste blevet skærpet og jeg kan nu se at de har ændret sig og mest på grund af min egen forandring. "Arhm det ved du jo ikke, Tina" og hertil kan jeg kun sige at det seneste NLP kursus stærkt har bestyrket min mistanke om at jeg ikke blot er medejer at ansvaret, men egentlig er årsagen selvom den lidt popsmarte tilgang strider imod mit jydegen. Men mon der ikke er noget om snakken?!
Hvorfor skal alt ændre sig, når nu det lige gik så godt og status quo var noget nærmest drømmescenariet? Hvorfor svæver man ikke stadig rundt på en lyserød sky og ser verden igennem nyforelskede, candyfloss-farvede briller og hvorfor slår det ikke længere gnister, som en udstødning mod asfalt, hvilket er en dårlig, men yderst beskrivende metafor? Fordi jeg ændrer mig, hvis jeg skal tage min nye læring, for gode varer. Så hvis jeg synes jeg mangler kontakt, gnist, latter, nærvær, begær og betagelse, så må det være fordi, ifølge ovennævnte teori, jeg ikke selv giver og yder mere og nedprioriteret egne behov til fordel for en to-do-liste af ting der blot skal overståes inden deadline, som endnu ikke er checket af med flueben.
Det mest tankevækkende er faktisk at jeg ikke betragter nuet som virkeligt, men rettere som en fase med pålagte forhindringer og udfordringer der skal overstås, for at livet atter kan genoptages. Men sandheden er at jeg selv har valgt dette og at hvis der er nogen jeg skal pege fingre af og kaste skylden på, er det mig selv.
Smil, og verden smiler igen, er jo ikke sagt uden grund og er nok en af de citater, der er mest sandhed i og så er det jo op til mig om jeg vil ændre noget eller blot lade stå til?! Noget er måske tabt for evigt og kan ikke vindes tilbage og noget kan reddes ved blot at tage ansvaret og træffe et bevidst valg om at det nødvendigvis ikke behøver at være sådan og andet kan måske endda forandres til noget endnu bedre! Uanset handler det om at agere og træffe en beslutning og valget er jo også mit. Nemt ikke?! Det kan godt være der skal to til tango, men der skal kun én til at begge er ude af trit. At holde sig i live er ganske let og kræver blot et nogenlunde fungerende dikkeværk og at huske at trække vejret, men det gør ikke livet let eller nogen pardans i rosenbedet. Det kræver man vælger at flytte det ene ben foran det andet!
