Bedst som man sidder og ynker sig selv over hverdagens små genstridige opgaver og stresser over alt det man endnu ikke har nået, så rammer virkelighedens ægte tragedie hårdt. Sådan var det i fredags da jeg, bagud med ugens arbejde, kørte afsted på job som vanligt, med udsigten til en travl dag, da jeg dagen før havde måtte blive hjemme for at pleje min datter, der lå syg med feber, som så mange andre i denne tid.
Jeg forlod tidligt om morgenen en lettere døsig og meget anonym landsby, som ikke skal miste mange flere aktiviteter, for at kunne kaldes en soveby og kørte min datter i skole, til en forventningsfuld dag med tøndeslagning og udklædning. Det er svært at være 11 år, som Krumme synger, for selvom det stadig er lidt sjovt at klæde sig ud, er man også blevet for cool og sej til at iføre sig prinsesseskørt når nu man kan betegnes som "en af de store" i en skole, hvor 5. klasse er næstøverste trin i lærdommens hieraki. Det er en alder hvor barndommens naivitet og pre-teenagerens trodsighed mødes, med ligeså voldsom brusen som bølgerne ved skagerak.
Midt i et møde hvor notater blev skriblet ned i takt med indtagelsen af rundstykker, ringer telefonen pludselig, hvor min datters grådkvalte stemme i den anden ende, får fremstammet noget med at der er sket en ulykke og hendes bedste veninde og dennes søster er blevet kørt ned. Ikke blot væltet på cykel med et skrabet knæ til følge, men påkørt med en så voldsom kraft, at min datters venindes liv var i fare. I livsfare.... Jeg tror mit hjerte stod helt stille, mens min hjerne forsøgte at opsamle min datters bævrende ord til noget forståeligt, for hvem kan egentlig forstå at et barn skal opleve noget så grusomt i en alder af 11 år?! Børn skal da lege og skrabe knæene og ikke pløjes ned, som en anden milepæl i vejgrøften!
Jeg vendte straks hele min verden og opmærksomhed imod min datter og forlod arbejdet for at kunne være der for hende. Jeg tænkte, på den ½ time lange køretur hjem, alle de strækscenarier igennem jeg kunne forestille mig og hvorledes jeg dog på nogen måde kunne komme med trøstende ord, om noget så frygteligt. Hvordan skulle jeg kunne fortælle hende at alt ville blive godt, når sandheden nu stod så lysende klart for os alle, at selv små børn kunne se alvoren i dette?! Jeg tænkte også på pigen, hvis fremtid nu var så usikker og på hvor ofte hun har pjattet og danset rundt i vores hjem, smidt sig i sofaen og taget lidt koldt at drikke fra køleskabet, som var det hendes eget. Faktum er at det er det faktisk også, for hun har forhåbentlig aldrig tvivlet på at hun til enhver tid er velkommen og at vores dør altid står åben for hende! Jeg var ikke blot fortvivlet og frustreret, men jeg var - og er - oprigtigt bange og knust indeni, for hvordan skal man kunne lade være med at holde af en pige, der har knyttet så stærke bånd til ens egen familie og gør ens egen datter så glad?! Jeg tænkte på hendes stakkels mor og hvor frygteligt det må være at stå i hendes sted, men samtidig også på hvor heldig jeg selv er at jeg kunne køre på skolen og hente mit sunde og raske barn, at kunne kramme hende og fortælle hende hvor højt jeg elsker hende. Det var et virvar af følelser, som endnu ikke er faldet på plads og som jeg ikke har følt alene, for vores lille soveby er vågnet op, dog i sorg. Hvor er det dog trist at tænke sig, at den som et andet Torneroseslot, skulle vækkes, af en tragedie som er enhver forældres mareridt og som man end ikke ville ønske sin værste fjende at opleve. Vinderslev blev sat på Danmarkskortet og forsiden af alverdens netaviser, men for det mest grufulde man kan tænke sig.
Der mødte mig en horde af mennesker i skolen, ikke bare i chok, men i stilhed og dyb, dyb sorg, hvor elever, lærere, pædagoger og fremmødte forældre, græd og hvor frygten og uvisheden stod lysende i øjnene, som var den bukket i neon. Jeg tænkte blot på at finde mit barn, holde hende i mine arme og i mine egne vrangforestillinger skærme hende imod de barske realiteter, som var at hendes bedste veninde, svævede imellem liv og død, ved hånden af en vildfaren billist, som end ikke havde evnet at stoppe op efter ulykken. Jo, realiteterne blev barskere og barskere, efterhånden som virkelighedens verden meldte sin status.
Vi modtog løbende opdateringer fra sygehuset om hendes tilstand, først lidt frem så tilbage og så lidt frem igen og det har kostet flere tårer end jeg nogensinde kunne have forestillet mig, samt en forbandet frustration over at være så pokkers magtesløs. Hvor ville jeg ønske at jeg kunne gøre en forskel og hjælpe, men jeg er hverken læge eller medicinsk ekspert, så min hjælp har begrænset sig betydeligt i forhold til hvad jeg kunne ønske jeg kunne yde. Jeg ville ønske at jeg kunne bidrage til hendes bedring, til hendes mors sindsro, tænde glæden i min egen datters øjne igen og til at denne tragedie blot var en ond drøm for os alle. Jeg ville ønske at man, som i eventyret, kunne komme og fjerne tjørnehækken og vække det lille barn, som nu ligger omgivet af slanger i medicinsk koma, dog med de samme røde kinder, så deres liv igen kan genoptage sin normale gang, men dette er ikke noget eventyr, selvom vi uanfægtet beder til en lykkelig slutning, eller rettere fortsættelse. Og der er heldigvis kommet positive nyheder og selvom de kan synes små, så kan de lyse op over Vinderslev og ikke mindst i dette - og i alle de andre - hjem hun har berørt, som de lys vi holder tændte for hende. Lys som vi inderligt håber og tror på kalder hende tilbage til livet, som hun kendte det og tilbage til os alle.
