Live And Let Die!

"Lev stærkt, dø ung og bliv et smukt lig" er et citat fra Willard Motley-klassikeren, af næsten samme navn, som jeg, som så mange andre teenagere, læste i mine unge år. Historien er barsk og dog livsbekræftende og selvom jeg levede mig ind i fortællingen, kunne jeg dog ikke drage de store sammenligninger, til mit eget trygge liv, hjemme hos mor og far.

Jeg er opvokset i pæne og probre rammer, med nydelige landskabsmalerier på væggene, den store Holmegaards-skål, som mine forældre fik i bryllupsgave, med millimeter-nøjagtighed, placeret midt på palisander-spisebordet. Det var utænkeligt at vasketøjskurven nåede mere end halv fuld, inden klæderne igen lå nyvasket i skabet, uden antydningen af fnuller, hundehår og huller. Et liv i en stor villa i en lille sove-landsby, hvor man hilste høfligt på naboerne og ikke kunne drømme om at lade hækken vokse sig lange fangarme, for at undgå at blive ugens samtaleemne, i det lille samfund, hvor anonymiteten var at foretrække. Der var altid varm, solid mad på bordet og ikke noget med hurtige færdigretter, til trods for at skabene bugnede af "moderne" køkkenmaskiner, der skulle gøre det hurtigt og let at fodre familien af, i microbølgeovnens barndom.

Jeg havde aldrig problemer i skolen, hvis vi ser bort for eftersidningerne for at være lige kæk nok, og jeg havde gode solide venskaber med "ligesindede" børn, med ligeså fornuftige og gode forældre, som mine egne. Jeg lavede hverken kriminalitet eller større dumheder og havde på ingen måde det ungdoms opgør, med mine gamle, som det ellers var så moderne, men nogen engel var jeg nok alligevel heller ikke, hvis regnskabet skulle gøres op i dag. Facit på bundlinjen, ville dog nok være det man kalder en "pæn" pige.
Jeg havde en god barn/ungdom og det var skam perfekt, set udefra og selvom jeg hverken kan eller vil klage, var borgerlivet nok også medvirkende til, at jeg var tiltrukket af bøgerne om livet på den anden side, i jagten på skævhed. Bøgerne hvor forfatteren eller hovedpersonen, væltede i problemer, så livets værste sider, bagsiden af medaljen og som til tider endte i en sørgelig skæbne. Men hvor perfekt, var vores eget glasbillede egentlig reelt set, og har alle medaljer ikke en bagside???

Hvis jeg skulle have trådt i mine forældres sko i dag og levet som de, ville jeg sikkert have kedet mig ihjel og det ville have været en meget kort biografi, der kun kunne udgives som pixibog, grundet manglen på spænding og oplevelser. Don't get me wrong, for det var nok for dem og var hvad man forventede af deres generation, hvilket var mål nok i sig selv og jeg ved de, ved min mors dødsleje, kunne se tilbage på et godt liv sammen, uden at fortryde noget. Det var, som man på godt jysk, kalder GODT NOK. Men slog de i virkeligheden sig til tåls og glemte at realisere deres drømme, midt i jagten på perfektionen og de pokkers normer, for alle andres tilfredsstillelse?

Jeg er langt fra så fornuftig som mine forældre, for selvom jeg er viljestærk og pokkers stædig, er jeg også egocentreret og narcissistisk, naiv og skrøbelig og til tider også både doven og så absolut uperfekt. Jeg er hverken politisk-, etisk- eller social korrekt, jeg har ingen fancy kunst på tapeterne, kun egne klatmalerier, som skjuler de store fejlslagne borehuller i væggen. Ingen fin glasskål med de rigtige inskriptioner i bunden, som kan repræsentere et langt og lykkeligt ægteskab og en dag kan gå i arv og jeg lever af ris-kiks og rugbrød, halvdelen af måneden, af ren dovenskab for at fatte en grydeske og få fedtet hår. Min vasketøjskurv, står som en evig skyldfølelse og det er nok ikke fordi jeg skifter tøj hurtigere end maskinen kan følge med, men nok mere fordi jeg håber at når døren lukkes, så forsvinder det sikkert helt af sig selv.
Og selvom jeg min indsats for at skabe de faste og rolige rammer, der forventes af en snart 35 årig "pæn" kvinde, er lidt fejlslagne, så har jeg svært ved at få bondeanger over at opvasken står endnu en dag, til fordel for bloggen her eller for en kop kaffe i det bedste selskab.

Det er faktisk mere end okay, for den dag jeg står med det ene ben, på vej i bedemandens cigarkasse, vil jeg hellere se tilbage på et liv med en upoleret bagside, fejltrin og fortrydelser, end et liv uden realiserede drømme, oplevelser og mål jeg ikke tilnærmelsesvis nåede. Ikke at jeg dermed siger at jeg vil leve stærk og dø ung, for jeg håber da at blive gammel, uden de værst tænkelige sorger, nødvendigvis behøver at vise mig livets flipside og at jeg ikke altid behøver at søge over grænsen, for at føle mig i live. Men jeg vil i det mindste leve livet, efter mine egne normer, ikke lade mig nøjes med second best og ikke leve efter hvad jeg i barndommen har lært som god skik og brug, men mere tage det oppe fra og ned, eller rettere indefra og ud og få alt hvad jeg kan ud af de dyrebare år, jeg er tildelt på denne jord, uden at jeg heldigvis har datoen for min dommedag.

Er målet en dag at kunne sidde ved Vor Herre og høre naboernes rosende ord over købmandsdisken, som bevis på, at man kunne leve op til omverdenens censorat, så er jeg allerede dumpet den eksamen!

Live And Let Die!

Hvad vil du ha?

Blog nr 100, i dette forum, havde jeg forestillet mig skulle være en hyldest til de mange venlige læsere, der finder mine ord værdige til deres tid, men jeg har haft denne blog i støbeskeen, for some time now og tiden er kommet hvor den bør og skal postes.

Jeg fik en julegave på forskud af min kære veninde, Lene, en December-aften over aftenkaffen efter en dejlig lang veninde-sludder om alt det vi plejer at snakke om. Nu vil jeg ikke komme nærmere ind på vores ynglings emner, men kan dog godt afslører at det hverken er strikketøjs-opskrifter eller sidste uges genudsendelse af "De unge mødre", der debatteres. Sirligt pakket ind i det smukkeste papir og med en fin sløjfe, blev pakken flået op af bare spænding og en gammel kending kom til syne.

Hun havde købt bogen "hvad vil du ha?" af Joan Ørting, til mig og specielt var det, nok mest fordi hun havde lyttet og vidste at jeg satte og sætter stor pris på Joan's hudløse ærlige beskrivelser om forholdet imellem kønnene. Og nu tænker du nok at Joan Ørting er hende den perverse sex terapeut, der kaster om sig med frække ord, på tv i bedste sendetid og bruger ordene pik og kusse i hver anden sætning. Men nu er det jo heller ikke romantisk skønlitteratur, der er hendes spidskompetence, men derimod at fortælle om de mekanismer, der foregår i vores hoved (og underliv) når det slår gnister imellem kønnene og en eller anden form for kemi finder sted. Vi har jo svært nok ved at forstå hinanden, så hendes direkte fraser hjælper på forståelsen, hvis man kan glemme sine røde kinder og rent faktisk læse hvad hun skriver.

Som titlen antyder, handler det om at forstå og lytte til vores krop, tanker og følelser og ikke mindst sætte spørgsmålstegn ved vores sort/hvide verden af fordomme og hæmninger og finde ind til kernen af hvad vi vitterlig vil have. Ikke kun på de hvide lagner, selvom bogen bestemt ikke underkender den del, men også i det liv vi har fået som gave, så vi en dag kan se tilbage, med tilfredshed og selvrespekt. Jeg har læst bogen flere gange og hver eneste gang jeg finder den frem, stiller jeg mig selv spørgsmålet om hvad jeg vil have, hvilket kan være svært når spejlet pludselig vender imod mig selv og svaret formidles videre til en anden. Da jeg gik rundt og var single i et par år (the first time), var det ret let at sætte ord på hvad jeg ville have og det lød nogenlunde som følgende:

Jeg vil, som alle andre, gerne have et sundt sexliv med en, der forstår at vække mit begær, samtidig med at jeg trygt kan dele mine tanker herom, uden at skulle føle mig et nymfomanisk sexmonster og en, som både med og uden ord, kan og vil fortælle mig om sine. En som kan sige, hvad jeg betyder, uden at det automatisk skal belønnes eller gengældes ved fysisk eller verbal karakter og hvor ligevægt og gensidig respekt er ligeså naturligt som at blinke. En, hvor lysten til at kende mig og mine tanker og min enorme stormflod af ord, blot pirrer til at vide mere og hvor der ikke bare er højt til loftet, men hvor universet er uendeligt. En, der ser mine tårer, når jeg smiler, ser min vrede når jeg ryster, og ser min lykke, når jeg bliver tavs og i det hele taget favntager HELE mig, fordi han ikke kan andet og ikke fordi han bør. Jeg vil have substans og dybde, og her taler jeg ikke om tykkelse og længde, for selvom sex er vigtigt for mig, så er det kun en del af tosomheden, i min verden.

Som de fleste af de mænd jeg har haft i mit liv, vil nogen måske mene at jeg sætter barren for højt til at nogen stangspringer kan nå, at jeg er for krævende, og kræver for meget "vedligehold", i min evige søgen efter det der stikker dybere. Men jeg kender mig selv ret godt efterhånden og ved at mine ønsker, ikke behøver indfries med det samme, men at der skal være en progressiv udvikling og der arbejdes for sagen. Ledighed og dovenskab er roden til alt ondt, sagde min mor tit og den følger mig åbenbart, i et større omfang end hvad job angår. Betyder det så jeg er utilfreds, når nu jeg altid søger at vride mere saft fra de søde frugter? Nej, for jeg har skam også pustepauser, men jeg drives af mine egne krav til både at ønske, men også yde mere og jeg vil have det hele og i uendelige stride strømme! Jeg vil nok altid være umættelig på livet, lykken og kærligheden, og ønske mig mere og mere og MERE!

Dette var min vagtplan, præcist udspecificeret, timet og tilrettelagt og alligevel ender jeg med at falde i søvn, blive bestjålet, vågner op når nøglebundet rammer gulvet og tænker hvad pokker skete lige her?! Jeg ender som regel med at blive udfordret på mine planer, ønsker og drømme og ikke at jeg giver køb, men drømmene sjældent står måls med virkeligheden, når man tager de candyfloss-farvede briller af, og ikke leger statist i en Danielle Steel-film, hvor helten jo altid har hele pakken. Og derfor finder jeg aldrig helt ud af hvad jeg søger, så længe barren flytter sig og forventningerne flytter med. Derfor vil det nærmeste svar på Joan's spørgsmål være:..... Mere end jeg har drømt endnu!

..... And Some Day I Will! 

Herreløs tæve...

Et stk. tæve af racen Homo Sapiens, med dansk stamtavle og ren straffeattest, og uden at have bidt nogen i affekt, men kun i selvforsvar, finder du her den ihærdigste vagthund for sine nærmeste. Har en tendens til at udtrykke sig med bjæffen og gøen, og stimuleres af gensidig respons, men kan også være forbavsende stille til tider, som kan være et udtryk for både trivsel, men også eftertænksom bekymring, dog aldrig ligegyldighed. Mundkurv er forsøgt flere gange, men virker mærkværdigt nok ikke og kan derfor ikke anbefales til denne tæve og det samme gælder for indespærring. Kan ikke sættes i bås!

Besidder et glad, venligt og loyalt sind og er den perfekte familie"hund", og som elsker selskab, men kan sagtens overlades alene uden at lave ulykker eller bide poterne af sig selv. Til trods for tævens målbevidste selvstændighed, kan den rent faktisk godt lære nye tricks, ved kontinuerlig belønning, i form af gensidig hengivenhed og kærlighed. Jagter dog ikke ben, uden kød på! Kan stryges både med og mod hårene, uden mishag, så længe der skiftes derimellem og hårene ikke rives ud med roden eller der bevidst påføres mærkeværdig smerte.

Er en dygtig og flittig arbejds"hund", fra 8:00 - 16:00, og dette er en livsvigtig nødvendighed for tæven, men bør dog også fra tid til anden, stimuleres socialt, med kæl og knus, uden for dette tidsrum.Vil gerne bruges og yde sit bedste, så længe det påskønnes og værdsættes, men er dog ikke stærk og muskuløs nok til at trække slæden, ved egen hjælp alene.

Vil være rigtig fin til udstilling og fremvisning, men træder udenfor retningslinjerne og rammerne for denne race, så ønsker du stereotypen af en tæve, er dette den forkerte hund for dig. Dette må derudover ikke være formålet med et evt. ejerskab, da tæven ikke altid går lige pænt, ført i stram snor, sætter hælene i ved tvang og vælger andre veje, når der traves i ring. Har aldrig strejfet, til trods for skiftende ejermænd.

Hvis du overvejer et fremtidigt ejerskab, må jeg skuffe dig med, at det er tæven der bestemmer dette og ikke omvendt, men selvfølgelig kan du præge dette udfald, ved en ihærdig og vedvarende indsats, men gør dig samtidigt klart at dette ikke sker af sig selv. Dette er ikke en salgs-annonce, da tæven endnu ikke er klar til ejerskifte, til trods for den herreløse status, da ejerskabet er mere og andet end et stykke papir eller et postulat og heller ikke sker ved en snappy bankoverførsel. Der skal sættes på kontoen over tid, som et livslangt kreditlån, der afdrages i mindre, men hyppige rater og lige nu er kontoen ufrivilligt spærret, for ind og ud-lån, grundet krisetider.

Pris: Hvis du skal spørge, har du ikke råd!

Palør for dummies...

Hvordan pokker fortæller man en mand om sine tanker og følelser, uden at det skal lyde som en bebrejdelse, postulater, forventninger, krav eller klynk, men blot vil krænge det inderste af pandeskallen ud? For nok er jeg god til at bruge snakketøjet, men jeg har stadig ikke fundet den magiske formel, der kan trænge igennem muren af testosteron og gøre mig forståelig på mandsk, når jeg vil stoppe mit evindelige tankespin og tale klart.
Jeg har læst mange og lange bøger, i håbet om at kunne bruge deres råd som palør, men jeg synes nu stadig ikke det virker helt godt, når min direkte facon blot fremprovokere vrede, frygt, panik, irritation og afstandstagen.

Jeg har desværre ikke den personlighed, der som en tyfon river alt op med rode, når tingene ikke går helt som jeg håber og jeg er heller ikke typen der i stilhed, lukker mig inde og venter på bedre vejr i morgen, mens jeg lader stå til. Hvis jeg undres, så spørger jeg for at finde svar, hvis jeg frygter, så deler jeg mine tanker og hvis jeg bekymres, så søger jeg fortrøstning og forsikring og hvis jeg lykkes og glædes, så ser jeg ingen grund til at agere det modsatte, for at spille spillet.

Jeg forstår ikke helt, hvor jeg går galt i byen, når jeg taler rent ud af posen, for jeg har altid ladet mig fortælle at mænd ikke forstår, når det pakkes ind og der hintes. At man skal kunne tale sammen og komme kvindens tankespin og fortolkninger til livs, ved at vi skal lære at åbne munden, være ærlige og kalde en skovl for en skovl, i stedet for at vi lader vores hjerneceller drage konklusioner. Men jeg fatter åbenbart hat og briller, for hvornår er det lige jeg skal holde mine tanker for mig selv og hvornår skal jeg tale?

Måske er jeg bare tilpas blond og dum, til at kunne skelne, hvornår mine tanker betyder nok til at de skal formidles ud igennem munden og hvornår de ikke byder på noget af konstruktiv værdi. Måske er jeg blot så naiv og fatsvag at jeg tror at mine følelser, bekymringer og tanker, skulle ydes nogen særlig opmærksomhed, blot fordi de ikke deles og er mine alene. Hvor ville det være let at have en facitliste foran sig, som man med et enkelt opslag kan se hvorledes man bør forholde sig, når man søger svar, men det er jo selvfølgelig det jeg har veninderne til, vil nogen sikkert sige. Men belyser og løser det noget at gå til hestens røv, eller skal jeg konfrontere mulen og gribe dens bidsel?

Nå, men lad mig så lige oversætte mine ovenstående ord fra kvinsk til mands:

Når I kære mænd, kalder os konfliktsky, overfortolkende, vægelsindede og talende i tåger, så prøv om I kan undlade at svinge pisken, når de direkte og ærlige ord falder, så de kan overdøve dens smælden!

Svesken på disken! 

My first...

Klokken er mange og som så mange gange før, er jeg forfulgt af manglen på søvn og træthed, som ikke rigtig vil komme til mig, for alle de tanker der presser sig på. Jeg tænker tilbage til de tidlige teenage-år, hvor de eneste bekymringer, omhandlede at være populær nok, til at blive bemærket af ham, man havde kastet sit naive ungpige-hjerte efter. Kan du huske din første hovedkuldse forelskelse? Den slags, hvor alle dine drømme omhandlede netop ham og hvad i ikke kunne føre det til, hvis blot han havde set til din side og kunne se at du ikke blot var en dum lille pige, men hende der kunne gøre ham den lykkeligste fyr?!

Min hed Bjørn og kors hvor var han dog dejlig. Han var høj, flot og med det sødeste, generte smil man kunne tænke sig og havde desuden nogle utroligt pæne ben, som jeg husker det, hvilket er en underlig ting at hæfte sig ved, når man tænker tilbage. Han var 6 år ældre end mig og var faktisk den eneste grund til, at en pygmæ som jeg, valgte at deltage i volleyball-træningen i flere sæsoner i træk, når han som træner skulle vise hvorledes man nu fik den pokkers bold over nettet. Jeg var vitterlig elendig til det, men blot for at kunne se ham og i forsøget på at fange hans opmærksomhed, troppede jeg standhaftig op hver eneste onsdag, i et naivt håb om, at han en dag så til min side.

Jeg var 13 år, da jeg kastede mine drømme efter den noget ældre Bjørn, som naturligvis ikke så det mindste imod denne smask forelskede lille piges side, som egentlig kun var et stort barn, set med hans øjne. Men ikke desto mindre, var jeg voldsomt betaget og fanget, så jeg nærmest fik åndenød, når han sagde mit navn eller blot kiggede på mig. Jeg var egentlig ligeglad med, om jeg kunne leve op til hans forventninger som spiller, kunne præstere nogenlunde i forhold til sporten og kunne blokere på den rigtige måde, for det gav mig jo blot et påskud for at få det demonstreret igen, på nærmeste hold.

I dag er jeg på tærsklen til at fylde 35 og han bliver/er 41 år og jeg sidder med et smil på læben, når jeg ser tilbage på dengang, hvor alene hans tilstedeværelse kunne få hårene til at rejse sig op ad armen og hjertet til at springe ud af brystet. Det ville nok være med en hel del mere beherskelse, jeg ville se ham i dag, hvorend han er endt, for tiden har ændret meget, siden jeg var en blå-øjet lille tøs, med lyse krøller og en drøm om at blive fru Pedersen. Og uden at vide det, kunne han jo være både skaldet og småfed, den dag i dag, og måske være alt andet end hvad jeg dengang drømte om, men et eller andet sted, så bilder jeg mig stadig ind at han er præcis, som dengang....Gude-smuk og den rene Adonis!

Jeg fik aldrig med ord, fortalt mine naive følelser for Bjørn, hvilket egentlig også var godt nok, for på den måde forblev han mit ideal på en drømmemand, mange år frem og på sin vis stadig er. Måske vidste han det godt, men tog det blot som et kompliment eller syntes det var ganske sødt, at jeg satte ham op på den pedistal, hvor ingen rigtig kunne konkurrere eller udfordre ham, hvem ved?! Jeg tror egentlig ikke jeg skjulte det så fandens godt, men i dag gør det heller ikke noget, for vi har vel alle haft en ungdoms.forelskelse, som vi ikke kunne få og som blot var medvirkende til at udvikle os, ind i voksenlivet?!

Så, kære Bjørn.... skulle du, imod forventning, læse med her, så bryst dig ved at du har været medvirkende til, at præge mine tanker og hvorledes drømmemanden er og selvom jeg er velvidende om, at ingen af os, ser ud som dengang, vil du nok altid stå lyslevende i min erindring...... præcis som dengang!

My First! 

"Pigen og trompeter"

Dengang jeg var ung, havde jeg lyst og evner til at udgyde ord, i andet end blogs og lade fingrene steppe hen over ganske andre knapper, end på tastaturet her. Dengang var jeg meget optaget af musik, og dens fantastiske udtryksform af hele følelsesregistreret, og jeg dyrkede det i en noget mere fysisk forstand, end jeg gør i dag. Bevares, jeg skråler skam stadig med, når jeg fanges af en ørehænger i radioen eller blot har fået en enerverende sang på hjernen, som ikke er til at slippe af med, selvom man ikke helt husker teksten. Jeg tager desværre heller ikke det store hensyn, til mine stakkels kollegaer, som jeg på ingen måde skåner for min røst, når jeg føler en sang på vej, som ikke kan holdes nede med synke-refleksen alene. Det er ikke ment som tortur og det er ganske ubevidst, når jeg pludselig bryder ud i sang, midt imellem alle telefonopkaldene fra diverse leverandører, som dog heller ikke inspirerer til meget sang, men mere et udtryk for de følelser jeg rummer, når jeg lader tankerne og drømmene vandre udover pc skærmene.

Jeg har altid brugt musikken som energi-aflader, som kom til udtryk i sang, når jeg stillede op til kirkens salmer og orgel-klang, som ledsager til min musiklæres klaverspil (for det mere modne publikum), i ungdoms-bandet til diverse skole-arrangementer og som lead for de mere garvede rock-drenge i gymnasietiden. Jeg er ikke vokset op i et hjem med klaver, men musikken har alligevel fyldt og især når contry-musikken og 50'er rocken tonede ud af højtalerne i mit barndomshjem og mine forældre satte vinylen i svingninger. Min musiksmag er vel også præget af deres og jeg kan stadig nyde at høre de gamle klassikere som Elvis Presley, Roy Orbison, Mirelle Mathieu og Patsy Cline, der bringer minder frem i stil med, at se sit gamle legetøj igen efter mange år hengemt på loftet. Jeg har en bred musik smag og lytter til stort set alt, med stor nydelse, så længe det er velgjort og smører min øregang, hvad enten vi taler klassisk, jazz, pop, rock, R&B, hip-hop og listen kunne blive ved i en uendelighed, og jeg lader min alt-stemme sætte i kor med det hele.

Musikken udfoldede sig som sagt i sang, men også på de blæseinstrumenter, jeg i tidernes morgen mestrede at få andet end kattejammer ud af, til mine forældres store irritation, når der skulle øves. Jeg startede spædt med blokfløjten, men fandt den ærligt talt lidt for fimset og mistede da også hurtigt interessen, da de forsølvede, skinnende brass-band instrumenter viste sig som en mulighed. Nogen Michela Petri, var jeg dog heller ikke og der var nok også lige lidt nok swing i noderne på papiret, for en teenager med krudt i røven og med en himmel uden højde. De første blæs i en cornet, gav blæner på læberne, men også et sammenhold og tilhørsforhold i det skoleorkester jeg blev en del af, som gik på tværs af aldersgrænser. Det var en fantastisk tid, som styrkede bånd og nye venskaber, men som også førte mig ud i den store verden på musik rejser og koncerter. Men nu er jeg jo sådan indrettet at det ikke kan blive stort nok, så da jeg efter cornetten, hornet, barytonen, blev jeg tilbudt at spille euphonium, med den karakteristiske summende lyd, sagde jeg naturligvis ja. Det var et specielt instrument, udfordrende og meget svært at spille, men det førte mig frem på første række, hvor jeg nok altid har befundet mig bedst, hvis jeg nu skal være ærlig. Husker dog pudsningen og de mange årlige marcher, som et helvede, iført lårkort og hvide knæstrømper, med de mange kilo messing båret i én arm og med fingrene dansende hen over ventilerne, mens man momentært forbandede, hvorfor man ikke var blevet ved cornetten. Det hjalp dog en hel del på motivationen, at ungdomsforelskelsen, sad få meter fra mig. Det var dengang og jeg tror desværre jeg for længst har mistet færdighederne til at få toner ud af sådan et bæst, men hør lige her hvorledes det lyder, når man kan: David Childs.

Jeg tænker tit på, hvorfor jeg lagde det på hylden, både euphoniumen, men især sangen, når nu den bragte mig så meget glæde?! Og jeg har simpelthen ikke noget fornuftigt argument, desværre, så måske skulle jeg tage det op igen og se om det kan opøves til en standard, der også bliver værd at lytte til for andre og ikke kun er påtvunget larm for kollegaernes stakkel hørelse. Og nej, jeg har ikke tænkt mig at melde mig til X-factor eller lignende, da jeg ikke har noget ønske om at blive kendt eller gøre sangen til en levevej, men blot har en lille drøm om at finde min indre musik igen og dele den med nogen.

Afslutningsvis vil jeg lige dele et stykke musik, som husere i mit hoved for tiden, af flere grunde og som jeg finder stor skønhed og sandhed i....både i lyrik, tekst og musik og som er perfekt formidlet og fremført, hørt med mine ører: Alicia Keys

One dumb blond...?

Ja, det skulle efter sigende være mig, for sådan er det ofte folk opfatter mig, når de møder den affarvede, dullede blondine, som rapkæftet og knap så anonymt, betræder deres verden for første gang, so i've been told. Fair nok, for jeg ligner jo nok langt fra stereotypen på en kvinde, der sætter sin karriere i højsædet, en mor der nyder at have opdrager- og forældrerollen og én, der har discovery som favorit-kanal, når jeg endelig skal se tv. Nogle mennesker lader jeg forblive i troen, alene af den grund at det ikke betyder noget for mig, hvorledes de anskuer min person, og andre fordi de tydeligt fortæller mig at de ikke evner at se længere end deres egne fordomme og fortolkninger. Andre ser meget mere, når jeg først åbner munden og viser at der er mere til mig end kække bemærkninger og blufærdighedskrænkende catch-frases, men hvis deres egen usikkerhed gør at de føler sig truet, overtrumfet eller sat af sporet, så er dommen ofte selv samme.... Dumb blond?! Det er jo langt det letteste.

Nu skal det dette ikke være en skamrose-mig-selv-blog, men jeg vil gerne gøre op med lidt jantelov her og prøve at analysere, hvorledes jeg tror andre ser mig og hvorledes jeg ser mig selv, før og nu. For der er stor forskel på den 25 årige Tina og hende som sidder her og klaprer løs på tasterne i dag, og hvad der egentlig skabte hende blondinen, som nogen elsker og andre hader (der er sjovt nok sjældent nogen middelvej), udstiller jeg nu her til domsafsigelse. Thi kendes for ret!

For 10 år siden var jeg stereotypen af en mor, arbejder og hustru og agerede præcis, som man kunne forvente, eller i hvert fald som jeg troede andre forventede. Jeg var jævn almindelig, med ret så mange kilo på sidebenene, ja faktisk sad der for meget på samtlige knogler i min krop og min usikkerhed og mit manglende selvværd, var en overskyggende factor, som blev pakket pænt ind i sækkelærred og selvironi. Jeg havde hus, ny bil, ny campingvogn, sommerhus, racehund med den rigtige stamtavle og et husalter, jeg kunne snakke med for at overdøve stilheden af de dybe samtaler, som ikke fandtes. Jeg havde en god mand, en god far til min datter, som hverken slog, drak eller på nogen måde var ubehagelig, men han var ca. ligeså sat i hr. og fru. Danmark, som jeg var. Vi havde andre par som venner og vores familier, som vi besøgte når det var ved at være tid, som man nu gør, med snak om bleskift, børn, hjemmeprojekter, offentlige vurderinger og de stigende oliepriser. Vi stemplede hver især ind på vores respektive jobs, hver morgen, blot for at kunne tjene penge til at opretholde det perfekte glansbillede af et familieliv på skinner. Når dagen var omme og den sidste tv-avis var set, gik vi seng, han læste sine gør-det-selv-blade og jeg mit illustreret videnskab, inden alarmklokken blev stillet og lyset slukket og ellers fattede jeg min dagbog i sengeskuffen og skrev om mine tanker, præcis som jeg gør i dag på min blog. Men som det så ofte sker, gled vi mere og mere ind i trummerummen og selvom jeg faktisk aldrig på noget tidspunkt har bebrejdet min eks-mand, hvorledes mit liv havde udformet sig, så valgte jeg at træffe en egoistisk beslutning. Jeg ville skilles! Jeg hadede pludselig mig selv, mit liv og så det, som måden at vende bøtten for mig, uden at jeg tog hensyn til hvorledes det også ville ændre hans og ikke mindst vores datters verden. Jeg fortryder på ingen måde, men beklager dog at skulle have bragt dem så meget smerte og at det ikke kunne gøres på anden og mindre pinefuld vis. Jeg skulle dog lige helt ned i sølet, inden jeg kunne begynde transformationen, da jeg midt i den hårde skilsmisse, boende ved mine forældre, måtte se min mor miste kampen imod kræften. Dette blev vendepunktet og jeg tog, skridt for skridt, fat på at skabe mig den tilværelse jeg havde ønsket mig i så mange år, finde ud af hvem jeg egentlig var inderst inde og lade dette blive grundstenen for en ny og forbedret udgave af Tina. Jeg havde, uden jeg selv havde bemærket det, tabt mig en hel del kilo (okay rigtig mange) og så pludselig et spejlbillede, som i mine yngre år og tænkte stolt, hvorfor skjule det?! Jeg lod gradvist de ellers altid mørke lokker, affarve og genfandt glæden ved at gøre lidt mere ud af mig selv, end blot et brusebad, en svag antydning af make up og en kam igennem håret. Jeg flyttede ind i en lejlighed, med et cafésæt og en skummadras som eneste møbler, for selvom jeg blev tilbudt det halve af inventaret af det store hus, kunne jeg ikke forene det med mit nye liv og jeg havde desuden ingen yderligere trang til at ændre min datters hverdag, ved at forvandle det hun hidtil havde kaldt sit hjem. Vi skulle skabe et nyt hjem sammen, hende og jeg, og hvor jeg før boede nydeligt (cremefarvet bo-bedre tema) var det stål, sort og knaldende rødt, der prægede vores tøsehybel og det gør det i øvrigt stadig. Jeg har udskiftet de fede hurtigtgående flydere, med en lille blikspand af en bil og kan ærligt sige at det er det bedste transportmiddel, jeg endnu har haft.

Jeg har ændret stort set alt ved mit liv, fra dengang og ganske bevidst, for jeg har besluttet mig for, at være mig selv og stå ved det, uden jeg eller nogen andre skal diktere nogen norm, for hvad der er forventet eller ej. Jeg var nødsaget til at vælge fra, for at få og ikke mindst finde, og jeg har brugt mængder af tid på at finde ud af hvem jeg er, hvorfor jeg er sådan, men mest af alt fundet en accept og tilfredshed i mit indre, såvel som mit ydre. Nu kommer den svære del.....Jeg er blevet en voksen kvinde, en ganske smuk en af slagsen, med et godt job som jeg både finder identitet i, men også god til, jeg har fundet ud af at mine ord er så velskrevne at der er sidder mennesker derude, som synes mit tankespin er helt fantastisk og at de ikke bør være forbeholdt en hemmelig dagbog. Jeg har medbragt mig en masse bagage, livserfaring og den har ikke på nogen måde været gratis, men kostet blod, sved og tårer. Jeg ved, at jeg er en intelligent kvinde, der rummer mere end blot en smule affarvet hår, lange negle og uden at lyde selvfed, hvis det er muligt i lille Danmark, så ved jeg også at min styrke findes i min egen selvindsigt, min konstante udfordring af mig selv og mit syn på verden, set igennem disse, til tider, følelsesladede briller.

Kald mig blot dum blondine, sminkedukke, dulle, umoden, over-følsom og selvoptaget, men husk på at det krævede hårdt arbejde at give dig det førstehånds indtryk, men jeg lader det op til dig at ville se andet og mere. At nå, hvor jeg er i dag og det er ikke kommet af at blinke med sveskestenene, vrikke med hofterne og slå mine tanker hen i pjat. Det kom sig af, at kigge mig grundigt i spejlet, and smell the shit I was shoveling!

 My life!

Kvinden min...

Jeg tror seriøst at mine ører er faldet af og min tunge har slanket sig, med et par hundrede gram, for sådan er det altid, når bedste veninden, Lene og jeg støder sammen, i dag i anledning af hendes søns fødselsdag. Munden står sjældent stille på os begge, men vi har fundet en fornuftig rotationsplan i at skiftes til at lytte og tale, samtidig med at der gives plads for vores yngel, at ytre sig om alt fra Hitler til Babes. Dette forhindrede os dog ikke i at vende en masse emner, nogle som jeg allerede har vendt i bloggen her og andre er helt nye, som altid diskuteres med lige dele seriøs eftertanke og latter fremkaldende bemærkninger. Vi taler om mænd, børn, opdragelse, kvinder, job, skønhed, gorgonzola, mænd igen og alt muligt andet der imellem, som kunne betragtes som et muligt tema for vores altid igangværende debat.

Selvom vi kommer vidt omkring, forlader jeg hende aldrig helt med mæthedsfornemmelsen, med mindre vi taler om indtagelse af mad, for der mangler aldrig noget, der er dog altid mere at sige. Lene byder indenfor med hjertet og lader mig og min datter føle os hjemme, stiller alle mine basale behov for intellektuel og faktisk føde, mens hun blot gør mig endnu mere nysgerrig, efter at høre mere om hendes tanker, liv og færden. Hun er en vis, sjov og ikke mindst smuk kvinde, inderst som yderst, med de helt rette værdier og hendes udstråling af selvsikkerhed er smittende, som var det en luftbåren ebola-virus.

Og det var sikkert derfor jeg forelskede mig i denne kvinde, fra første øjeblik vi mødtes, en dejlig solbeskinnet april-dag, i fælles venners lag, mens hun stod med røven velplaceret på kølerhjelmen af hendes fine Audi og med en kold håndbajer i hånden. Det kan sagtens sammenlignes med en hovedkulds forelskelse, hvor det slog gnister fra første færd og den kemiske sammensætning var helt rigtig, for selvom vi er vidt forskellige, er vi som to tandhjul der passer i hak.

Jeg var og er stadig, vildt betaget af denne kvinde, som indeholder så meget af værdi, at skulle hun vurderes, ville guldprisen styrtdykke yderligere, men som stadig bevarer jordforbindelsen og en hudløs ærlighed, som jeg til tider ville ønske jeg havde lidt mere af. Men som sagt, så smitter hun og jeg styrkes af hendes ord og tanker, og af det faktum at hun er der for mig, for good and bad. Hun er musen, bag flere af mine blogs, som er med til at farve dem i alle palettens nuancer, hun er min klokkeblomst, som med sit tryllestøv, får mig til at flyve og hun er min fornufts, Jesper Fårekylling, som hiver mig tilbage på landjorden, når jeg stiger for højt til vejrs.

Og inden I nu slår tankerne over i mine eventuelle lesbiske præferencer, kan jeg berolige jer med at min forelskelse er ren platonisk og af venskabelig karakter, men samtidig sige at jeg godt forstår hendes kærestes hengivenhed og kærlighed. Var jeg mand, hvilket jeg vist ikke tilnærmelsesvis er (men leg nu med tanken), så ville hun også være min drømmekvinde!

Du er kvinden min!

Sne på skærmen!

Sidder her og nyder synet af sneen falde udenfor mit vindue, mens jeg selvtilfreds kan kigge på et nærmest nypoleret hjem, for selvom jeg ikke normalt kan betegnes som morgenmenneske, stod jeg op klokken 07:00! Hvad sker der lige for det? Og så på en lørdag, hvor man burde nyde morgenen i sengen, under den tunge dyne og glimtvis kigge ud på de smukke fnug, der daler ned, mens morgenkaffen brygger og den bette sætter i højlydt latter, over det tossede morgen-tv, børn ser nu til dags.

Da jeg var barn var der ikke noget der hed morgen-tv, med undtagelse af julen, hvor de samme udsendelser blev gengivet år efter år og Jørgen Clevin viste hvorledes vi kunne fordrive ventetiden, med saks og papir. Gad vide hvad min datter ville synes om den type tv, som var klinisk renset for ukvemsord og eder og hvor de voksne studieværter, ikke var unge mennesker i kontakt med deres indre legebarn, men virkelige voksne.... Ja, de var vel nærmest gamle, i forhold til i dag?!

Måske er det blot mig, der er blevet gammel, når jeg ikke rigtigt kan fatte nutidens tv og her taler vi også de mange reality programmer, som myldrer frem og hvor morskaben skal bestå i at se andre mennesker dumme sig på åben skærm. Vi vælter os i X-faktor, De unge mødre, Paradise Hotel, Single-liv, Forsvundne Danskere og hvad de ellers hedder, og kan til vores store nydelse og underholdning se helt almindelige danskere vise fremvise deres bedste og ikke mindst værste sider, i bedste sendetid.

Kors, hvor er det godt at kunne klappe sig lidt på ryggen, mens man postulerer, at så dum er man i det mindste ikke selv, når Blackman's ord, verbalt pisker naive småpigers drømme om kendisstatus og siger alt det vi ikke selv tør. Vores egne børn synger jo som en drøm, ik? Når vi små-sadistisk, sidder og venter på at nogen skal knalde for åben skærm, til evigt eftermæle som hende der skreg, men stadig bedyrer at porno er noget snask og for dem der efter midnat sidder med hornbriller, slikhår og klister på tastaturet. Sådan er vi jo ikke selv, vel? Eller når en stakkel, ikke kan finde sin biologiske mor og lader et tv-hold jagte verdens afkroge rundt, for at finde en kvinde, siddende i et blikskur, mens hun laver dagens middag af vand og mel og de omfavner hinanden. Vi elsker at blive rørt og lader med glæde en tårer trille, i ren empati, uden vi skænker det en tanke, at nogen oplever uønsket indgriben i deres liv, i vores underholdnings navn. Vi ville jo selv elske at en fremmed troppede op ved vores dør og fortalte at arven efter moster Anna, skal deles, ik?

Reality-tv er egentlig en helt forkert kategorisering, da der intet realistisk er ved et setup, som guider de medvirkende til dumhedernes dør, og der i bedste Jørgen Clevin-stil, klippes og klistres for at behage beskuerens sult efter at føle os lidt bedre, heldigere, klogere og lykkeligere. Det burde hedde manipulations-porno, for vi har åbenbart svært ved at gennemskue, at den eneste grund til at de sender det bras, er fordi vi sidder uge efter uge, dag efter dag og lader os indbilde vi lever det perfekte liv. Livet leves ikke igennem et tv, hvor det eneste aktive vi foretager os er at zappe rundt, sippe lidt lidt den dampende kaffe og rokere lidt når venstre balle begynder at sove.

Et tv- program om mig og mit liv, ville sikkert ikke øge seertallet, men rettere blive en slags dogme dokumentar, der kunne vinde en af de priser, der altid hedder noget fancy, men som reelt er programmer ingen gider at se. Nej, så hellere sidde og nyde den ægte varer, nemlig det reality-tv der foregår uden for mit vindue, med dalende tavse snefnug, som underholder mig og hvor tilfredsheden med mit liv, ikke er spejlet i andre eller andet end et tilfrosset vandprisme. Se, det er godt og smukt tv!

Simpel Things...

Freaky Friday...

Jeg sidder her en fredag aften alene, kun med hundens rungende snorken og radioen, som eneste selskab, alt imens jeg varmer mine kolde fingre ved at laden dem motionere over det virtuelle løbebånd. Ikke at jeg aldrig er alene, for det sker skam jævnligt, men dette er altid på hverdage og efter en lang begivenhedsrig dag på job, hvor man mæt af dagens oplevelser, trænger til lidt ro i hovedet. Nu jeg tænker over det, kan jeg ikke mindes jeg det sidste år har tilbragt en fredag aften helt alene, sådan på spontan vis, og aftenens planer blev skam også lidt ufrivilligt udsat, for som altid, var der skemalagt en dagsorden. Den stod på hygge og hjernetømning, opladning og "mor"-somhed, med familiehygge i højsædet og masser af knus, kram og den omsorg jeg føler jeg ikke har givet nok, på det sidste. Surpice, surprice....? NOT!

Før i tiden var jeg god til at hive en fredag aften ud af kalenderen, trække stikket til omgivelserne og lade verden stå stille, for at dyrke lidt selvforkælelse, i form af pleje af krop og sjæl. Selvtilfreds iføre mig min pæneste natkjole og elske mig selv, uden det skulle lyde lummert på nogen måde, men selv det var en planlagt handling. Jeg er sådan indrettet at jeg straks sætter tankerne i gang med at lede efter andet at benytte fritimerne konstruktivt på, for selvom jeg hverken er skuffet eller føler mig ensom, så burde jeg gøre noget, når nu planerne røg ud med skraldeposen og ugens reklamer. Men hvorfor egentlig det? Hvorfor sidder jeg og planlægger og prioriterer, hvad jeg ellers burde gøre, fremfor at slå håret ned og blot nyde at jeg bare kan være mig, måske udvide min horisont med en god bog, finde svar på mine tanker og lade alt andet vente til i morgen eller endnu senere? Hvorfor sidder jeg her? Hvorfor logger jeg på arbejds-pc'en i håbet om at komme lidt på forkant med mandagens udfordringer, som jeg ved, forsinkes af mandagens kommende kursus i elementær brandslukning.....?

Brandslukning? Sikkert en fornuftig ting at høre om, men det kræver vist mere og andet end en fiktiv brand, for at vide hvorledes jeg ville reagere i den givne situation, da man jo ikke aner hvor cool man ville agere på en akut krise-situation eller det blot ulmede lidt i hjørnet. Vil dog gerne berolige mine kollegaer om at jeg naturligvis finder kappen frem og redder alle dem og det, der er i brand. Tjek, vand på mennesker og kulsyre, der hvor det slår gnister....Eller var det omvendt? Arghhh....CRAP! Okay, jeg yder min fulde opmærksomhed, Hr. Brandmand (men har engang set hvordan sådan én, skal se ud, så forventningerne er store).

Jeg håber at den sobre tone kommer igen på mandag, for den fløj da op igennem ovenlys-vinduerne i dag, i forventningens tankespin, med det resultat at man mistede koncentrationen, i så voldsom grad, at mit i forvejen rastløse og fjollede humør, blot blev endnu mere fjantet. Det er svært at besvare seriøse opkald, om manglende vand i rørene, uden at man foreslår at rørlæggeren lægger en tur forbi, når man er ramt af fredag, hvilket egentlig ikke hævede samtalens niveau sønderligt. (Godt hun tog det pænt og med et smil på læben). Mon fredag, kan betegnes noget nær sindssyge, når det hele sitrer på én, fra det tidspunkt man møder ind og tankerne kun kredser om at det snart bliver tid til at punche ud igen og stå foran døren af verdens mørkeste gang?

Jeg har virkelig været ramt af fredag i dag, som var det ikke en ugentlig, men nærmere årlig begivenhed, som man med stor forventning har set frem til i lang tid og nu sidder jeg så her og mærker stilheden og roen vende langsomt tilbage, selvom fredagen er lidt endnu. Det er pludselig Tina-tid og normalt ville jeg dulle igennem med negle, ansigtsmasker, blød musik og et glas rødvin (ikke nødvendigvis i den rækkefølge), men jeg skal vist ikke tømme mere hjernemasse ud i dag/aften, på fjantet og tastet vis.... Jeg skal ikke undres i cyber, udgyde mine fredags-frustrationer til andre eller sidde og længes efter selskab! I'm out of office...

Have a Freaky Friday!

Grow with me.....

Er der noget smukkere end at betragte et ældre ægtepar, give hinanden et kærligt og inderligt kys, men de traver hånd i hånd og betragter den fortravlede verden omkring dem?! Nej vel, men jeg kan ikke lade være med at tænke på om det også er sådan jeg engang kommer til at gå hånd i hånd med min udkårne, eller om vi allerede nu er i gang med at opbygge en fremtidig fortravlet alderdom, med vores ihærdige søgen efter aktiviteter?

Jeg er egentlig fuldstændig ligeglad med om jeg skal skubbe en rullestol, eller selv blive skubbet, så længe jeg er lykkelig og kan se tilbage på et liv med masser af varme, kærlighed og så hul i om man skal stoppe op og puste lidt og støtte sig til ham med det grå-stænkede hår. Se på ham med samme briller, som sikkert er gledet ned over næseryggen, på samme måde som første gang man så i hans øjne og blive ramt af samme følelse af betagelse, som ved første kys.

Jeg vil gerne se mig selv i min, til den tid voksne, datter og med stolthed se mit livsværk, være blevet til en moden kvinde med et godt, sundt og lykkeligt liv. Se eventuelle børnebørn klatre i legestativer og mindes da jeg selv var et naivt barn, med et uspoleret syn på verden og med alle muligheder for mine fødder og vide at jeg gjorde mit for at leve det ud til fulde.

For jeg vil ikke sidde her og sige at jeg drømmer om et otium, som en anden jord om-rejsende, der blot ventede på friheden til at realisere mig og mine drømme: Hvis jeg vil rejse, så skal jeg rejse nu og måske endda i uvished om, hvor piloten vælger at lande, men opleve hvad verden byder mig. Måske vil hjemrejsen, give en ekstraregning for overlæs og måske bringer den kun mental bagage..... Og måske bringer den mig til alderdommen jeg vil nyde.

Jeg drømmer ikke om at blive gammel, men om at blive gammel med mine elskede; Gammel nok til at kunne opleve livet igen og igen, mens vi fortsætter med at fylde fotoalbummet med minder og se tilbage på et rigt liv, der stadig øges i værdi, for hver dag! Måske bliver jeg syg, grim og lasket og det er ingen hemmelighed at vi ikke bliver så gamle i min familie, men så længe jeg får fyldt det indre bæger, ville jeg elske det faktum at blive ældre og måske endda lære at elske de kommende rynker?! Altså mine, for jeg elsker allerede dine...

"Gammel" sang, men ikke mindre fantastisk...

Intet svar, er også et svar!

De fleste, som kender mig rigtigt godt, ved også at ord betyder meget i min verden, det sige sig det tænkte, talte og skrevne, men for mig er grænserne flydende, da jeg ikke kan prioritere dem efter hvad der betyder mest. Jeg benytter enhver chance til at lege med ordene, forstå dem og give dem ny mening, uanset om de udspringer af signaler fra hjernen, hjertet eller munden, fra mig eller fra dig.

Men det hænder jo også, at det eneste ord man kan tyde, er TAVSHED, hvilket gør det temmelig svært at kommunikere og forstå, og man efterlades med følelsen af ligegyldighed fra personen, man retter sin opmærksomhed imod. Men sandheden er vel, at stilheden også er et form for svar, for da jeg endnu ikke har mødt reelt, hjernedøde mennesker, så mener jeg vores hjerner er indrettet til at tænke på et eller andet, som vi stilles overfor eller som opsluger vores verden. Måske kan vi ikke mestre et svar, på spørgsmålet vi lige er stillet, men det betyder vel sjældent at de små grå, holder siesta og først åbner igen kl. 15:00?!

Tavsheden er det mest larmende svar af alle, og uden at vi måske tænker over det, sender det et klart signal til modtageren om forskellige ting, afhængig af situationen. Hvis man er i det kæphøje hjørne, kan tavsheden opfattes som "Jeg fik sgu lukket munden på XXX" og andre gange er tavsheden en udholdenhedsprøve, hvor det gælder om at få den talende til at opgive eller blot en lang nok pausering til at kunne dreje emnet, til noget andet.

Stilheden indtræffer til tider også som et værn, imod at skulle sårer en anden og fordi hjernen ikke lige drejer hurtigt nok, til at kunne komme med et konstruktivt alternativ, til salt i et blødende sår og man vælger at tie, frem for at vride den grovkornede saltkværn endnu en omgang. Hvis ens tanker florerer om noget ganske andet og man mentalt er optaget og fraværende, så er tavsheden også en måde at fortælle, at man finder andre ting langt vigtigere og at modparten kan trække et nummer i køen og afvente at blive hidkaldt til skranke 1.

Det hænder også at vi forstummer af bare glæde og overvældelse, når vi kastes ud i en følelsesmæssig rutsjebane med loop, men evner du ikke at bruge dit kropssprog som talecenter her, vil dette også kunne mistolkes til alt fra ligegyldighed til arrogance.

Tavshed fortæller, med mine ører, langt mere end mange ord kunne, dog er der et par undtagelser, hvor fortielse kun kan tolkes på én måde:

1. Når du på forhånd har varslet om tavshed og begrundet det. Så er der ikke nogen misforståelser, men det kræver selvfølgelig at man åbner munden først og sætter ordet før fortielsen.

2. Du er død. Den manglende puls er et tydeligt signal, om reel mental flatline på skærmen.

Prøv lige at tænke over, hvilken historie du fortæller med dine manglende ord, næste gang du lader gætværk være din modparts bedste bud på forståelse, for tavsheden er larmende og intet svar, er også et svar!

The Silence...

Boobjobs, Berlingoer og Børnehaver...

Jeg har ofte hørt udtrykket, man kun er så gammel man føler sig, hvilket i sig selv vel er citeret, i et forsøg på at ændre datoen på sin fødselsattest?!
"Jamen jeg føler mig ikke som en 35 årig!" Ja, undskyld mig, men hvor pokker ved du egentlig fra hvordan det skal føles, når udløbsdatoen er nået halvvejs til de halvfjers og du ikke har andet eller bedre sammenlignings grundlag end dig selv? Du ER 35 år! Og nu vil nogen sikkert påstå (som jeg så tit selv har gjort) at de jo ligner én på 29 år.... Tja, dertil kan man jo så sige, at der sikkert også findes 50 årige der ligner en på 35, hvilket jo så gør dig temmelig meget ældre af udseende, eller hva?!

Jeg får tics, når kvinder på 30-40+ omtaler sig selv som en frisk pige....Pige???... Nej, Fru Jensen, du bliver ikke yngre, blot fordi du sammenligner dig med den purunge Lolita, med hvide knæstrømper og med en rød-stribet slikkepind i højre mundvig, med mindre du rent faktisk stadig iklæder dig din skolepige uniform, inden du stempler ind på kontoret. Rynkerne forsvinder ikke, blot fordi din fantasi stadig ikke rækker længere, end til at lade lokkerne flette og Hallo Kitty pryder som screen-saver på din mobiltelefon!

Hov hov, nu skyder hun med skarpt, tænker de kære kvinder, alt imens mændene sidder og klapper i deres små hænder, men kosten her, er slet ikke færdig. For I, kære mænd, er jo ikke en skid bedre, når det kommer til det faktum at være sig aldersbevidst, selvom jeres forbrug af rynkecreme sikkert er en del mindre end vores. For I er jo nogle drengerøve, hvis I selv skal sige det, når passionen for hestekræfter og udstyrsgejl, bringer julelys i jeres øjne og I tilegner jer endda det label med stolthed. Ikke et ondt ord skal falde fra min mund, om at have en hobby, men det barberer sgutte år af fødselsattesten, at kalde sig Thorkild Thyrring wannabe, med terninger i forruden og ordene "Eat my dust" i bagruden af jeres Berlingo!

Når man omtaler sig selv som frisk pige og drengerøv, (der er mærkeligt nok ikke noget der hedder pigerøv?!) i en voksen alder, lyder det i mine ører lidt mere som en selv-dianogstigsering af Peter Pan Syndrom , og ønsket om at finde den hellige gral i et boob-job størrelse op-under-hagen, eller i en udstødning, som får Berlingo'en til at lyde ond.  Og jeg er ganske klar over, at jeg med disse ord lægger op til røvfuld, da jeg selv er flittig bruger af slette-lak-creme og også finder Berlingo'en, verdens nok mindst maskuline bil, men det gør mig ingenlunde til nogen "frisk" pige.  Jeg er lige tilpas lagret, som min datter plejer at sige og hvad er der i øvrigt galt med at være voksen?

Jeg er kvinde! En voksen kvinde på snart 35 år, som faktisk er temmelig vild med min alder og helt vildt stolt af den bagage, jeg har skaffet mig indtil nu. Jeg er stolt af mine strækmærker, som vel egentlig kan betegnes for en slags kvittering, for mit smukkeste mesterværk, nemlig min datter. Jeg er stolt af at have en livserfaring, som generationen yngre end mig, nu synes at søge råd og visdom i. Og jeg er stolt af at jeg ikke føler den store trang til at være ung, med de unge, men rettere være mig selv med mine nærmeste, som spænder over alle aldre, selvom ingen af dem kører i sådan en pispotte, som ovennævnt.

Hvad vil jeg sige med alt dette? Ikke andet end at du jo har en dejlig alder, som præcis passer lige til dig, men hvis det fucking tal betyder så meget og er så svært at acceptere, så tag din spand og sæt dig ned i sandkassen, med de andre børn..... De har nemlig heller ikke lært at regne endnu!

Forever Young

Mors pige!

Har I også bemærket hvor smukt solen har danset på himlen, denne frostklare januar-dag? Dette er naturligvis ikke en tilfældighed, for vi ved jo alle at godt vejr, falder på den fødselar, der har været usædvanlig sød det forløbne år, eller det bilder vi os i hvert fald ind, når det gælder os selv. I dag er det min mors fødselsdag og jeg burde have givet hende den største buket roser, et kæmpe knus og klasket en lagkage sammen til hende, med hele 67 stk. kulørte lys. Jeg burde fortælle hende hvor højt jeg elsker hende og hvor taknemmelig jeg er for at netop hun, blev min mor for snart 35 år siden og hvor dommen fra lægerne, om at hun sikkert ikke kunne få flere børn, blev gjort til skamme.

Ja, der er meget jeg burde og jeg ville af hele mit hjerte også gerne, men omstændighederne gør det umuligt for mig, i hvert fald i den fysiske forstand. For min højt elskede mor, har ingen dør jeg kan banke på, ingen telefon jeg kan ringe til eller en hånd jeg kan holde. Hun er taget fra os alle og selvom det efterhånden er flere år siden hun døde, så bringer dagen i dag, både tårerne og smilet frem på mit ansigt, mens minderne vælter frem i min erindring, i et virvar af følelser.

Hun var, er og vil altid være mit forbillede og den plads vil ingen kunne udfordre, for selvom hun langt fra var nogen wonder-woman uden fejl, så var hun idealet på en god mor og et godt menneske, set med mine briller. Hun var en smuk, prober kvinde, hvor der sjældent fandtes støv på hylderne og hvor mine søstre og jeg, kunne fremvises velklædte, i tøj uden huller og med upåklagelig brug af kniv og gaffel, allerede i en alder af 2 år, men bedst af alt en kvinde med et kæmpe hjerte.

Tankerne går tilbage til min tidlige barndom, hvor min mor klippede mine lange slangekrøller af, der ellers altid var upåklageligt opsat med hvide silkebånd, da børnehaven fik konstateret lus (som om det skulle hjælpe) og dermed også undgik de værste kampe, når trolden her, skulle have friseret lokkerne. Hvilket må have været en lettelse, for dengang led jeg vist heller ikke på nogen måde i stilhed. Hun fortrød dog alligevel senere, da mit nye drengede look, ikke rigtig stod mål med det tidligere dukkebarn og de smukke slangekrøller aldrig vendte retur, selvom håret blev langt igen.

Da jeg som teenager, bevægede mig fra hjemmets trygge rammer og ud på det pulserende dansegulv i Silkeborgs natteliv, hvor frisuren var gået fra rottehaler med silkebånd, til lange mørkfarvede krøller og de uskyldige barneøjne havde fået en omgang sort sværte, sikrede min mor sig at jeg kom sikkert frem og tilbage. Dette skete naturligvis med formaningerne om at opføre mig ordenligt og ikke glemme at jeg ikke måtte drikke mig plørefuld og kaste mig i grams med de mange unge, sultne handyr, som nådesløs afventede at hapse hendes lille pige. Men min mor var aldrig pinlig og åbnede sit hjem for mine venner og de kærester, jeg kastede min naive kærlighed efter og trøstede mig med knus og et lyttende øre, når mit ungdoms hjerte knustes og verden momentært styrtede i grus. Hvad skulle jeg med Vi Unge's brevkasse, når jeg havde hende?!

Da jeg som voksen, ville opleve gaven at blive mor og på vaklende, usikre ben, skulle tage mig af andre end mig selv, men også min lille datter, Nicoline, stod hun mig bi som en urokkelig granit-støtte, uden lige. Hun valgte til min store glæde, at sige ja til at blive Nicolines "dagplejemor", da arbejdsmarkedet kaldte igen og være med til at skabe de trygge rammer og give hende samme opvækst og værdier, jeg selv blev velsignet med. At, på tætteste hold, følge sit barnebarn og fylde hende med den kærlighed, hver eneste dag, som kommer fra en Mormor og som skabte et helt unikt og specielt bånd imellem de to og som stadig føles af min datter, selvom Mormor ikke er her længere.

Sygdommen kom dog og tog dig fra os, alt for tidligt og selvom tankerne til tider, drejer sig om den frygtelige tid den medførte, så står de smukke minder nu endnu stærkere. Lige i dag, træder jeg i tankerne, igen i mine barnesko, iført hvide sløjfer og min ynglings Miss Piggy t-shirt og er mors lille pige. Og selvom du hverken kan få knus, gaver eller lagkage, så har du mine tanker og mit hjerte, og jeg håber du med stolthed kigger herned og ser din lille pige stadig er her, bag en voksen kvindes smil, tårer og ord!

Tillykke med fødselsdagen, Mor! 

Livets lotteri.

Forleden sad jeg i selskab, med to livskloge herre, der med mine briller synes at være på en grønne gren hver især, og diskuterede den afsindig store lottogevinst, vi alle går og drømmer om. Samtalen drejede hurtigt over i, hvor befriende det kunne være med 20 millioner på bank-kontoen og om alle de drømme, der skulle indfries og leves ud, når vi ikke længere var økonomisk bundet til at nøjes. Jeg kan selvfølgelig godt følge den tanke og ville da også selv blive afsindig glad, hvis puljen skulle ramme mig en dag, men jeg kan ikke lade være med at undres lidt alligevel, over hvad der gør os lykkelige?!

Mine drømme handler faktisk aldrig om, at jeg har skrabet mig til det nyeste 82" B&O-vision eller vundet en Posrche i en tyggegummipakke, som desuden ville falde en del udenfor, min ellers ydmyge og sparsommelige IKEA-stil. Jeg drømmer om lykke, oplevelser og alle de følelser det rummer og dem har jeg endnu aldrig set udbudt i nogen konkurrence, i så fald havde jeg været ludoman. I min verden kan man ikke måle den euforiske lykke, ud fra en sum i læderpungen, som man heller ikke kan måle tårernes tristhed, i deciliteren vi græder.

Om vi trives er i allerhøjeste grad et spørgsmål om, at værdsætte hvad livet byder os lige nu, hvor lykkerusen blomstre i fuld flor, når grænsen fra drømme til virkelighed udviskes. For mig er følelsen af lykken ikke en konstant, men noget jeg oplever som et high, en euforisk rus, hvor min ellers kulørte verden, skifter farveskala til nuanceret candyfloss-pink. Denne lykke kan jeg kun fornemme, i kraft af at jeg også oplever dens modsætning fra tid til anden, nemlig ulykke, hvilket gør mig i stand til at skelne imellem de to yderpunkter og giver mig evnen til at mærke. Uden den ene, findes den anden heller ikke og ligegyldighed er eneste konstant.

Lykke kan for nogen være et mål, men når vi sætter mål og værdi på vores lykke, fjerner vi måske også evnen til at mærke den, når den viser sig som en larmende stilhed, som havde Vor Herre har trykket på pauseknappen midt i en god film. Afventer vi den, som en kommende bestanddel, der skal give vores hårde bestræbelser og udholdenhed her i livet værdi, når vi engang læner os tilbage i gyngestolen?  Jeg tvivler på, den dag jeg sidder og rokker i takt, med min eneste ene ved min side, at jeg vil genkalde mig min kontoudskrift som minde over lykkelige tider.

At lykkes, hænger vel sammen med at være lykkelig?! Her mener jeg ikke om vi kunne lave sluffé, uden den endte som æggekage, eller om vi med stolthed kunne fremvise hjemmet for svigermor, uden støv og klinisk renset for hygge. At lykkes har, i min verden intet at gøre med, hvor store alufælge bilen har, om hvor mange tårne, der findes på bagsiden af sølvtøjet og hvor mange gange om året vi besøger nye eksotiske destinationer, for at afsætte lidt af vores velstand. Lykke for mig, er når jeg lukker øjnene for lyset og alligevel evner at se, når jeg kan være helt alene og alligevel føler mig rørt, når jeg holder mig for ørerne og alligevel hører et akkompagnement af et big-band, spille for mig og ikke mindst når jeg åbner øjnene på ny og ser alt dette som min virkelighed!

Er du lykkelig? 

Pik og patter.....

Pardon my French, men det er hvad jeg har på hjernen i aften, og det der er værre (eller bedre) alt efter øjnene, der beskuer. Og nej, nu skal denne blog ikke omhandle diverse fortrin og vedhæng, men rettere hvad det giver os, ved at råbe disse ord ud i et rum/forum. For kan vi ikke tale om andre og dybere ting, kan vi altid tale om sex, mens vi indlader os på konkurrencen om at bevæge os tættest på kronjuvelerne under kyskhedsbæltet.

Jeg er ikke et hak bedre, for er der nogen der kan diskuterer sex, elskov, mænd og hvad der dertil hører (læs deres tredie hjernehalvdel), er det undertegnede og gør det endda gerne. Jeg synes dog alligevel selv, at jeg forsøger at pakke det smagfuldt ind og lade det være op til modtagerens fantasi at tolke mine ord, selvom det til tider fremmer forståelsen at kalde tingene ved deres rette navn. Så selvom jeg sagtens kunne bruge en hel blog på at debattere seksuelle præferencer, så vil jeg dog alligevel undlade og skåne jer for den ret kedelige læsning, og i stedet forsøge at holde stilen, hvis jeg altså har nogen.

Når vi så nådesløst råber disse ord ud i vores omgivelsers univers, er det måske oftest i håb om at gøre os bemærkede, sjove og fremstå som fri sindede og kække, selvom de færreste af os reelt mener det vi siger. På det punkt er mænd og kvinder ret ens, og selvom vi vil jo helst opleve hele jagten, uden at have alt serveret på et sølvfad, men også overlade lidt til fantasien, så siger vi det diamentralt modsatte. Og alligevel smider vi til tider de verbale hæmninger, åbner den kakifarvede blotter-frakke og fremstammer noget som vi tror, andre synes er frækt og grænseoverskridende. Men jeg må på egne vegne beklage.... Jeg er ikke specielt hæmmet og synker det, uden problemer i en mundfuld, om jeg så må sige.

Jeg tændes ikke af det, langt fra faktisk, for jeg synes indpakningen og den subtile flirt er langt mere spændende, men morer mig blot over at det giver afsenderen langt mere røde kinder, end mine. Og imens vi sidder og savler over nettets utallige links, om hvordan det perfekte blowjob gives og hvorledes man med succes kan bringe en kvinde til orgasme, ved at slikke alfabetet, (hvis man altså stadig kan huske remsen), så må vi ikke glemme vi gnisten og glimtet i øjet. Den gnist der udsendes subtilt, via et blik, en sms eller diskrete ord og alligevel får en betydning, der kan vække interesse og begærets lyster og som holder hele dagen, mens vores fantasi arbejder på højtryk og vores indre koger.

"Jamen, Tina, du er jo selv temmelig vulgær..." Indrømmet, men lad dig ikke narre, for måske er du også som jeg, hvor det intet har med sex og begær at gøre, men med humor og provokation og en pokkers søgen efter at se, hvor langt jeg rent faktisk får lov at overskride grænsen. For mig handler det ikke om at blive set eller hørt, hvilket jeg i øvrigt tror jeg kunne finde mange andre måder at tiltrække mig opmærksomhed på, men når bolden spilles tilbage, så kan jeg ikke lade være med at stramme skruen en tand til. Jer, der kender mig fra mit underholdningsmedie, facebook, har i hvert fald oplevet dette, på nærmeste hold og deler I min humor, kan i også skelne.

Det hænder (dog ikke tit) at jeg bliver fanget og ikke har en come-back-phrase, til selv den værste bemærkning, hvilket naturligvis skete i dag, da det blev mere end antydet at mine ben er så korte at selv gummistøvler ville skarve mig i skridtet! Skak mat... Den blev serveret fra så akkurat, en netop uventet kant, at jeg blot stod måbende og min eneste reaktion var latter og i bedste Miss Peggy-stil, en svunget arm. En indre og meget højlydt latter, der blev gentaget mange gange i løbet af i dag, uden jeg havde et eneste snappy come-back. Og ligeså irriteret jeg er over min manglende respons, så var det i mine øjne afsindig god og vel-serveret humor, på så lavt et plan at det nåede afsindige højder. Som at være stangspringer og limbo-danser på samme tid, med barren i hver sin ende af skalaen.

Hvad vil jeg så sige med alt dette? Hmm... Tja, at rødvinen lader til at have haft en vis effekt og at det nu er blevet tid til at finde min seng, mens jeg grubler over hvordan kan jeg gøre gengæld, men også opfordre jer alle til at finde det glinsende cellofan-papir og det røde krøl-bånd frem, når der skal flirtes igennem... Tag det fra en kender, der har set lidt af hvert. Det er nøglen til kyskheds-bæltet og giver liv, til meget andet end strittende fortrin og svulmende vedhæng...

Afslutningsvis vil jeg linke den ultimative (efter min mening) mest sexede sang jeg endnu har hørt!

(S)weet dreams!

Words of wisdom

Som de fleste der har læst mine skriblerier på denne side har opdaget, er jeg stor elsker af ord og hvordan de kan tegne billeder på nethinden, uden så meget som at sætte en blyantstreg. De har magt, hvis de bruges rigtigt, hvilket sikkert også gør at visse mennesker kan argumenterer sig ud af alt og sælge sand i Sahara, men ligeså forskellige vi er som mennesker, ligeså forskelligt opfatter vi ord.

Jeg har altid omgivet mig med mennesker, som kan det der med sproget og som i mine øjne er et tegn på intelligens og eftertænksomhed. Her mener jeg ikke dem der blot er dygtige til at stave, eller har lært fremmedordbogen ved udenadslære, men rettere dem der har mere og andet på hjertet, end hvilke type pomfrittes passer til lørdagskylling og hvor mange tænder sønnike nu har tabt, helt på egen hånd.
Den type mennesker er ikke nødvendigvis uintelligente, men jeg føler ikke at de på nogen måde deler noget med mig, eller gør mig klogere på nogen vis og taber mig ret hurtigt i min kedsomhed. For jeg vil gerne lære og med en umættelig trang til at vide mere, fanges jeg ofte af andres visdom, tanker og livserfaringer på godt og ondt, uden at vi nødvendigvis har ret meget andet til fælles.

Men til tider taler handling, højere end ord og sammensat er de larmende og her befinder jeg mig mærkværdigt nok på herrens mark, hvis det kan analyseres i 1000 retninger og det kan det ofte i mit hoved. For handlingens mand, er jeg nok ikke altid selv og lader i stedet min pandeskal analysere i sløjfer, op og ned, ud og ind og præcis som google translate, ender oversættelsen i noget ubrugeligt og apatisk vrøvl. Her mangler jeg visdom nok, til at handle de ord ud, jeg med største lethed selv er så god til at strikke sammen, og kalde en skovl for en skovl, fatte spaden og vise hvorledes sådan en ged barberes.

Jeg er bedre til at lave en analyse, med et dertil hørende flowchart af det "uddybnings akkregat til udfærdigelse af jordlige luftkasteller" og dernæst fundere over hvorledes dette ville kunne implementeres ud IRL. Sikken en gang pis, crap og vollapyk, når nu det andet er så meget lettere...altså for nogen, bare ikke mig. Alt dette siger jeg til mig selv, mens jeg skriver bloggen her og både opvaskemaskine og tørretumbler melder deres afslutning, med enerverende bip-lyde og listen over DO IT står foran mig, som jeg de sidste dage har gransket nøje og analyseret hvorledes skal angribes. Nok er intensionerne og ordene vise, men hvad er de værd uden jeg handler???

Jeg vil gerne være bedre til at performe og ikke blot "male billeder"; hvor ville jeg gerne kunne, snakke mindre og handle mere og her taler jeg ikke om shopping, for der har jeg vist sat barren i højeste position. Måske en skønne dag, vil jeg mestre det og bare fatte skovlen, grave hullet, sikkert medført af ømme og vabel-befængte hænder, men kun på den måde ser jeg om teorien holder eller om jorden skrider.... Måske en dag tør jeg leve efter mit ynglings citat: Walk the talk!

Words of wisdom?

Der brænder en ild...

Hovedet værker, tankerne tumler efter endnu en nat, med alt for lidt søvn og hvor selv ens kollegaer påpeger at man ligner noget, der burde være endt i wc'et efter en aften, hvor man har kigget for dybt i rødvinsflasken. Med den dampende kaffe, sidder jeg nu og gør status over dagen, som jeg ofte gør, for at falde ned til et leje, som jeg selv kan holde ud og som ikke mindst min datter kan være tjent med og jeg transformere mig fra den fortravlede arbejdsbi til en overskudsagtig mor, selvom rollerne nogen gange udviskes. Igen i nat lå jeg og vendte og drejede mig, til trods for den overmandende følelse af træthed, med uro i kroppen og med noget på hjertet, som jeg forsøgte at formulere til noget konstruktivt.

Efter to timers mental gennemgang af indgangsvinkler, faldgruber og overspringshandlinger, var "talen" klar og forvisset om min forberedelse var tilstrækkelig, lod jeg øjnene glide i. De efterfølgende 4 timer husker jeg ikke meget af, men jeg fik dog hvilet både tanker og øjne nok, til at kunne vågne med gåpåmod til en ny og spændende dag, ventende forude. Bilturen på arbejde blev, efter Lean-konceptet om tidsbesparelse, brugt til at finpudse detaljer og liste op hvad jeg i øvrigt skule nå i dag..... For fanden, hvor havde jeg bare styr på det pis, hvis jeg selv skulle sige det. Yeah right...

Nu er det så jeg ikke lige helt klar over hvad der gik i fisk, for mig, men intet blev, som jeg havde forestillet mig og planlagt, til trods for at tankerne også var blevet vendt med min nærmeste sparringspartner. Og mine tanker om den dalende trivsel på arbejdspladsen, grundet brok, væltede ud i en underlig konstellation af selv samme og var hverken konstruktiv eller på anden måde fordrende, alt imens tilhørende sikkert følte sig stillet skoleret for frk Skrap, med nedfaldne briller på næseryggen og knold i nakken.

"For fanden, Tina...du ved bedre og var så forberedt på at fatte dig i konstruktiv korthed, uden din pointe gik tabt!" Ja, jeg ved ikke lige hvorfor de ord, jeg ellers mestre at sætte sammen i mine blogs, kom ud i neandertaler-sprog med grynt og fnys, til trods for at jeg stod med nedfældede notater i min hånd. Måske var det det tudehornet, der pludseligt rømmede kontoret, midt i mit koncentrerede tankespin, og hvor jeg efterfølgende måtte stå ude i kulden, med langt lys på, for at evaluere den igangværende brandøvelse, med en trafikvest som eneste værn imod vinden.
"Havde der været brand, havde jeg i det mindste et bål og varme mig ved", var min første tanke?!

Eller også var det blot en forvirring over hvor jeg er på vej hen, der prægede mig, for selvom jeg har bestridt denne stilling i 3 år, ser jeg en drejning imod nye udfordringer, hvis jeg blot griber boldene der bliver kastet. Faktisk har mit job aldrig været mere spændende og jeg kan ærligt sige at jeg med glæde drager afsted hver morgen. Måske var dagen en reminder om at min egen Ja-hat ikke sidder særligt godt fast i blæsevejr, at en brændende ild, tilsat benzin, kan blusse op i en ord- eksplosion og at kold (kynisk) kulsyre gør en dårlig brandslukker, mod mennesker i flammer....

Der brænder en ild.....

Næsten som på film...

Jeg kan næppe forestille mig, at jeg er den eneste der fanges og tændes af ord, og alligevel er jeg måske speciel autistisk hvad dette angår, når jeg som en anden Rainman, kan citere præcist uden brug af stikord. For især de skrevne ord, som har sat sig dybt i mig, genkalder jeg igen og igen, for at opleve euforiens rus på ny med samme sug i maven som de blev læst første gang. De ord der er sendt afsted på cyber-skrift, bliver aldrig nussede af kaffepletter og får krøllede hjørner, og forsvinder aldrig i stakken af rudekuverter og intetsigende bilka-reklamer.

Sådan har jeg det også med det sagte ord, men modsat det skrevne, vil det altid være op til min hukommelse at fremkalde mig følelserne på ny og i kraft af at jeg ikke bliver yngre, har de det med at "fade" ud med tiden og jeg blander dem sammen i et virvar, dog uden helt at glemme blikket der fulgte. Så jeg er dybt afhængig af at linke disse situationer til andet som en reminder, og her bruger jeg i aller højeste grad den musik, jeg lytter til på det pågældende tidspunkt, til at genkalde fornemmelsen af at have slugt en sommerfugle-koloni. 

Men fordi jeg ikke 24/7 lytter til musik,  udover min egen indre sprøde røst, må jeg ty til fantasiens verden, som udspiller sig, når mit hoved rammer puden og mine øjne lukkes. Her er det min drømmeverden, der regerer og det nærmer sig følelsesporno, af smukke ord og tilkendegivelser. Her er jeg den underskønne Julia Roberts, (dog uden den lettere grænseoverskridende profession), og jeg forvandles fra jydepigen Tina, til prinsessen der bortføres i en Lotus Esprit, til et langt og lykkeligt liv.....En rigtig Pretty Woman!

Ak, men jeg vågner altid igen, med en skelende, snorkende hund ved min side, uden synet af Richard Gere's grånistrede lokker og med en mobiltelefon der skriger "DU SKAL OP, FOR HELVEDE!"....Virkeligheden rammer og den fede Lotus er forvandlet til en Peugeot 106, med startsproblemer og den underskønne Julia med de røde krøller, er afløst af et spejlbillede at en blondine med troldehår, rander under øjnene og en ånde, der kan give selv en drage mindreværdskomplekser. Livet er ingen sød-suppe-film og alligevel holder jeg præmiere igen i aften, finder ordene frem igen, igen, føler suset og priser mig lykkelig og ydmyg, for at de tilkom netop mig. Livet overrasker mig, når jeg mindst venter det og jeg rewind'er og gengiver, lidt som at knibe sig i armen for påmindelsen om at det virkelig sker og ordene menes! WOW...
(Måske er jeg blot tungnem?!)

Pretty Woman !

Kernevælger!

Tænker du over hvorledes andre ser dig og har det nogen betydning overhovedet? De fleste vil sikkert svare, "Jeg er som jeg er", til dette spørgsmål og selvfølgelig er vi forskellige af udseende og opførsel, holdninger og værdier og bør måske ikke bruge større hjernekapacitet på at undre os. Vi har alle noget forskelligt med i bagagen og vil netop derfor have en individuel tilgang til livet på godt og ondt. Enkelte vil også have en selvopfattelse, af at være unikke og ikke kan sættes i bås med andre, hvilket jeg mener er resultatet af den egoistiske verden vi har skabt os og som min og yngre generationer praktiserer til fulde.

Jeg kan rent faktisk ikke frasige mig, at tænke på, hvorledes de mennesker jeg omgiver mig med, ser mig som person. Jeg er oprigtigt talt ikke ligeglad med, om jeg fremstår som dum blondine med dukkeøjne eller om man ser det hele menneske jeg er, med alle mine facetter...... eller i det mindste fokuserer på billedet i den relation vi indgår. Med det siger jeg, at jeg i allerhøjeste grad spejler mig i mine nærmeste omgivelser, uanfægtet om dette er et personligt eller professionelt spejlbillede. Jeg er ikke ligeglad med hvad du tænker og føler, ikke fordi jeg er usikker på mig selv eller betvivler mit værd, men måske rettere at min empati, lader mig se dit.

Jeg er sikker og vis på, at mange af os ser noget ganske andet, end hvorledes personen ønsker at fremstå som og dermed også dømmer dem derpå. Vi dømmer på udseendet og på vores første indskydelse og skal have meget gode argumenter smidt på bordet, for at ændre opfattelse af vedkommende, selvom vi egentlig godt ved at vi kun ser en brøkdel af det hele menneske. Men hvorfor ikke udfordre vores fastlåste indskydelse og forsøge at danne et mere nøjagtigt billede, ved at åbne munden og spørge ind til mere dybde, og derved stille spørgsmålstegn ved vores egne evner som menneskekender? Er det fordi vi dermed bliver nødt til at erkende muligheden for at vi tager fejl, at vi ikke er så skide nuancerede, men lader overfladen sejre, fremfor at dykke dybere og måske opleve et helt nyt ocean.


Til tider vil vi blive bekræftet i vores opfattelse og andre gange vil vi blive overrasket. Når vi siger "jeg troede jeg kendte han/hun, men....." så er det måske ikke personen, der har skjult noget for os, men rettere os selv der har taget til takke med vores første indskydelse og været så selvcentreret at vi stoler blindt på egne fortolkninger. Og hvad har det så med andres syn på mig at gøre, for naturligvis kan man ikke være elsket af alle, så hvorfor tillægge det nogen betydning? Tja, vel mest at jeg gerne vil føle mig forstået i det forhold jeg har til vedkommende, men også at min respekt, accept og interesse er gengældt og ikke senere behøver at sidde med følelsen af fremmedgørelse pga. misfortolkninger og fejlvurderinger.

"Hvis det ligner og lugter af lort, ja, så er det sikkert ikke lagkage" har jeg ladet mig fortælle og vedkommende har for sin vis ret, men kun hvis vi er sikre på at vores egen "duft" ikke påvirker sanserne og dermed helhedsbilledet. Og det kan jeg ikke selv vide mig 100% sikker på, og selvom jeg oplever min egen intuition som stærk, tager heldigvis fejl til tider og er faktisk ret glad for det. Jeg kan ikke læse alle som en åben bog og visse mennesker er et evigt puslespil for mig at lægge, men som den nysgerrige person jeg er, vil jeg gerne læse hele bogen og basere mine konklusioner på andet end forordet, som oftest er den kedeligste del af litteratur. Dette er også medvirkende til at jeg til tider går tæt på, måske for tæt, men det er blot et forsøg på at komme derind hvor overfladen er fjernest...og finde kernen.

Uden at lyde selvhøjtidelig, så kan jeg sige at hvis dine tanker betyder noget for mig, så gør du bestemt også og alene af grund, håber jeg det samme gør sig gældende med omvendte fortegn!

Give a Little Bit...

Kunst eller kunstig?

Søvnløs sidder jeg her og rydder op i mit dullegrej, mens jeg lister op hvad der mangler i min farvepalet af diverse "spartelmasse", og tankerne flyver til en diskussion jeg før har haft. Kvinder er ofte overfladiske og usikre på deres udseende, postulerer mange, mens de samtidig ytrer ønske om mere naturligt smukke hunkøn, der "hviler i sig selv" (modeord). Ifølge mange mænd og også kvinder, benytter vi os af make up, som maske; af kavalergang, som blikfang og af de medfølgende komplimenter, som selvværdsboost. Okay, så lad mig lige koge disse store, fine ord ned og disektere dem, for at finde ud af hvad det hele i virkeligheden handler om. Jeg melder hermed mig selv som testpilot, udstillingsmodel og dissektions-frø, og hvor bedre at starte end med en analyse om mig, med de hårde facts smidt på bordet:

Storforbruger af make up og betræder sjældent verden udenfor, uden! Har ikke set min naturlige hårfarve, foruden udgroningerne, de sidste 20 år! Iklæder mig ofte kropsnært tøj og bruger push-up bh! Får jævnligt lavet nye (kunstige) negle! Barberer ben og nowet! Benytter mig af alverdens cremer og midler i håbet om at forsinke ældningens tegn! Gør det mig kunstig?

Det mener jeg naturligvis ikke og for at fremme forståelsen, lad os så lige trække en sammenligning til kunstens verden, hvor et lærred først opnår status som kunstværk, når der kommer lidt farvelade på og penselstrøgene fanger vores blik. Hvor keramikken først bliver interessant, når den er formgivet, fra en lerklump og ord bliver til poesi, når de indpakkes smukt, så fantasien fortæller historien. Sådan er vi kvinder eller i hvert fald jeg, men det blev du måske ikke klogere af?!

Jeg føler mig hverken usikker, kunstig eller på nogen måde mindre naturlig, blot fordi jeg nyder at benytte mig af hjælpemidler til at skabe mig et ydre, jeg ikke blev født med. Alle mennesker er fra naturens hånd unikke og individuelle små kunstværker, men jeg foretrækker blot at være et maleri af Monét, end være naturlige fækalier puttet på dåse og anser min krop og ansigt som mit lærred. Nu er skønhed jo i allerhøjeste grad afhængig af øjet der ser, og andre har måske et andet skønheds ideal end jeg og fred med det, men se lige på de kvinder som verdenspressen kategoriserer, som sexsymboler og mændene kårer til universets smukkeste. Hvis I tror, at de ikke har givet naturen en hjælpende hånd og ser sådan ud, når de står op om morgenen, før en fotosession, så skulle I rettere have justeret styrken i jeres ornitolog-kikkert, når I studerer finker, i de sene nattetimer på internettet (den var til de kære mænd).

Jeg elsker at gøre noget ud af mig selv, eller rettere kreere mig selv, og er måske ikke vokset helt fra barndommens udklædnings-leg, hvor man iførte sig mors fineste gervanter, med læbestift over hele krydderen. Og selvom der måske er personer, der mener at jeg strammer skruen en omgang for meget, når det meste af mit ydre er manipuleret af diverse kemikalier, så gør jeg det fordi.... Det er mig og en del af min identitet. Jeg er nøjagtig den samme indeni, af kød og blod, og er udemærket klar over at lidt mascara og røde læber (and then some), ikke forvandler mig til hverken Jennifer Aniston eller Marylin Monroe, men blot en lidt mere farverig version af en helt almindelig og ordinær, jysk kvinde.

Lille spejl på væggen der...

Jeg hører hvad du siger....

Jeg sidder her og kigger på min skærm, som så mange andre aftener og lader mig fortrylle af den virtuelle verden og dets mange herligheder, samt undre mig over hvor forskelligt vi agerer i virkelighedens verden og i dette medie. Jeg har ofte ladet mig fortælle, at det skrevne ord er op til fortolkning og skal tages med et gran salt og alverdens forbehold, hvilket må siges at være en udfordring for sådan en ord-narkoman som mig.

Jeg kan læse de sødeste ord, bedste intensioner og en buket af roser i fuld flor, henvendt til lille mig og jeg bliver oprigtigt smigret, for hver eneste gang, men har også måtte sande at ordene ofte får taget brodden eller endda trukket tilbage, når vi bliver konfronteret face to face. Sådan er jeg sikkert også selv, men alligevel føler jeg en vis skuffelse når symbolet på de smukke, velduftende roser, pludselig forvandles til en Wonderbaum til bilen, der jo også har en mere praktisk anvendelse. Men hvorfor forholder det sig sådan at vi ikke kan stå ved og sige de samme ting, som vi gladeligt spyer ud på andre måder? Mener vi dem i virkeligheden slet ikke eller er det vores frygt for at fremstå som andet en ligevægtige og med 100% kontrol over egne følelser, uden at skulle blotte os for meget for omverdenen?

I don't know og jeg bliver måske aldrig klogere herpå, men til trods vil det nok altid undre mig, hvorfor vi føler os nødsaget til at forfladige vores ord, når de kommer fra andet end pennen eller i 2012, tastaturet. Ord burde, i min verden, have en lige stor vægt, uanset i hvilket medie de udgydes og som en god ven af mig engang sagde: "Tina, problemet med dig, er at du rent faktisk læser hvad jeg skriver og hører hvad jeg siger".
Jeg sluger ord råt og tager dem til mig, som de er skrevet og sagt, men mener dog alligevel sagtens at kunne skelne imellem ironi, sarkasme og alvor. Dette er sikkert fordi, jeg ikke er opvokset med disse moderne mediers uskrevne regler, men hvor det skrevne ord, var små rundsendte sedler og de utallige breve fra min penneven, så hvis jeg bruger en sjældent gang skulle benytte mig af personalechefernes ynglings udtryk, "Jeg hører hvad du siger", så gør jeg det rent faktisk.

I min naive verden tillægger jeg det du siger og ikke mindst skriver til mig, betydning, så kald mig ikke søde, hvis du blot bruger ordet i dets fortærskede og opvredne erstatning for en smiley. Kald mig det når jeg fortjener det og jeg lover dig at jeg lytter og tager det for gode varer. Sig ikke jeg er speciel og unik, når jeg blot træder i rækken af de mange andre der trak et nummer i automaten og men når du kan stå ved det og jeg garanterer dig, at tage det til mig. Sig ikke at jeg betyder noget, hvis du ikke kan sætte handling bag disse ord og jeg blot er tidsfordriv, i mangel på et bedre puslespil, men sig det når du ikke kan sige andet.

Dette er ikke en skræmmeblog eller en opfordring til at undlade de smukke ord jeg vitterlig elsker og finder frem mange gange efter de er udsendt, men mere en reminder om at de går rent ind hos mig. Ordsproget, tænk før du taler, kunne jo faktisk betyde mere end at man skal passe på hvad man udgyder af spydigheder, men også hvad man siger af (k)ærligheder?! Kald og sig mig lige hvad du vil, men regn med at jeg lytter med andet end ørerne... ;-)

Sådan er jeg!

Who's watching?

Det er med ydmyghed og glæde, at jeg kan konstatere, at min blog nu har rundet de 6000 besøgende på de 9 måneder den har eksisteret. Og selvom jeg sikkert kan halvere dette tal, med alle dem der trykker forkert eller regner med et link til "Alice in wonderland", så er jeg alligevel lidt stolt over at der stadig er nogen der finder mine tanker værd at læse.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvem det egentlig er der sidder derude bag skærmene og får indsigt i mit liv på godt og ondt, og hvad pokker jeg egentlig gør for at fortjene nogle minutter af jeres sparsomme fritimer?! Nogen af jer kender jeg, som dem, der satte det hele i gang for 1½ år siden, da jeg første gang stiftede bekendtskab med blog-universet andet steds på nettet og som ledte mig vejen, med jeres sjove, underholdende, tankevækkende, alvorlige og til tider også ligegyldige kommentarer. Blot det faktum at I stadig holder ved og kigger forbi ved lejlighed, siger mig at jeg til tider rammer den nerve, der gør bloggen levnede og vital. For jer er det sikkert ingen overraskelse længere, hvor mange ord der brænder i mit bryst, tumler bag min pande og at jeg finder ro i denne verden, og I vil ikke kunne forestille jer mig holde kæft ret længe af gangen. Men det hænder dog til tider, at selv jeg løber tør for talestrøm, men dette sker oftest når andre har sat følelser og tanker i gang, som udvikler sig til bogstaver, ord og sætninger her og i skriveprocessen sætter tingene i rette perspektiv for mig.

Der er også dem af mine nærmeste, som efterhånden er så vant til mit tankespin in real life, at sensationen over denne online dagbog for længst er overgået til normen og blot anses som en følgeton af virkelighedens verden. Og så er der  jer,der er ny ankomne i mit wonderland og pludselig oplever en anden side af den Tina, I allerede kender og måske undres, begejstres, skuffes eller endda græmmes..... Særligt jer, vil jeg gerne takke for besøgene og for at finde mine tanker læsværdige, uanset opfattelsen.

Det kan til tider være med en smule ærefrygt, jeg må sande at personer jeg selv finder inspirerende, intelligente og har en afsindig stor respekt for, kan finde eftertanke i mine små-skriblerier herinde. Selv denne aftens blog er udsprunget af kommentarer til I live to wonder, fra én der indtrådte på disse sider med et blankt papir og oplevede noget, der kunne fylde linierne og fandt noget af værdi. Jeg vælger naturligvis selv hvad jeg ønsker at vise, men jeg er ikke specielt blufærdig med mine tanker, hverken her eller i verden udenfor, så længe jeg kan stå inde for mine ord, men jeg er en helt almindelig pige og alene det gør mig beæret. Det kan føles lidt som at afklæde sig foran vinduet, uden at vide hvem der kigger på derude i mørket, blot knap så krænkende for nogen af parterne og alligevel pirrer det (bare rolig, der kommer IKKE nøgenbilleder nu). Gør min trang, til at offentliggøre Tinas verden, mig til narcissist? Uden tvivl og jeg ville lyve hvis jeg sagde at interessen ikke tændte noget i mig og gør mig endnu mere nysgerrig for at hive tankerne ud og med herind.

Jeg bliver af ren og skær nysgerrighed, nødt til at spørge jer, faste, sporatiske, som nye læsere, hvad der gør min side et besøg værd? Jeg har naturligvis lavet denne blog med det formål at blive læst og meget gerne kommenteret, selvom jeg måske ikke altid stiller de store spørgsmål, så har jeg også behov for at vide hvilke emner der fanger jer og hvilke jeg burde undlade. Jeg søger hele tiden at udvikle mig selv og min blog, til at kunne give jer et indblik i mine tanker og meninger, uden at blotte mig selv eller andre i cyber, og selvom ros er en dejlig ting, åbner jeg her for forslag, kritik og indspark til fremtidige tanker og kommende blogs.

Men jeg er også nysgerrig efter at vide hvad I er for mennesker og hvad der regerer i hovedet på jer, når i surfer igennem strømmen af blogs og gør holdt her på siden min. Er i selv bloggere, skribenter, skriver dagbog eller har en anden kreativ udtryksform? Hvad tricker jeres tankespin? Du kender mig, men hvem er du egentlig?

???????????

"Click-chick"

Din røv er godt nok......Øhm.....fyldig! Ak, de stakkels mænd står overfor valget om hudløs ærlighed eller skånsom indpakning, hver eneste gang de bliver stillet overfor den svære opgave at skulle kommentere en kvindes sidde-pude. Og jeg er sikker på at det kan give de fleste handyr sved på panden, samt se aftenens hyggestund fordampe, hvis de har en nær relation til kvinden, der stiller dette spørgsmål: "Ser min røv stor ud?", lige inden I træder ud af døren til frokost hos Faster Anna.

Mændene sidder sikkert alle og tænker, hvorfor spørger hun hvis hun reelt ikke vil høre min ærlige mening, men her skal jeg løfte sløret for, hvorfor vi spørger. Så læn dig frem imod skærmen, hiv kuglepennen op af lommen og vær klar med noteblokken, for her kommer de vise sten, til at kunne besvare dette spørgsmål uden at skuffe og sårer nogen, men bedst af alt, uden at lyve. Jeg tror dette ville virke på mig, selvom jeg bilder mig ind at have en rimelig realistisk målestok af egne fedtdepoter,  så mon ikke det også virker på mine medsøstre.

Vi, kvinderne, spørger ikke af usikkerhed og manglende selvværd, som er de fleste mænds umiddelbare dom, men mere fordi vi bare elsker komplimenter. Og ligesom mænds ego er tæt knyttet til en legemesdel, sidder en del af vores på bag-perronens svungne kurver, som i tidernes morgen var tegnet på frugtsommelighed. Og nu skal I jo ikke sidde og tro at mænd ikke også ynder, at svælge i komplimenter, for hvor tit bliver kvinder ikke spurgt om, hvordan hans "performance" er? Mandens store frygt er ikke at kunne tilfredsstille en kvindes behov, på den fysiske front, da det er der hans ego bunder og kvinders store frygt er ikke at kunne tilfredsstille mandens behov for at begære os. Måske derfor visse kvinder faker orgasme, i misforstået god tro, for at bevarer hans illusion om at han er den fødte Casanova i deres øjne.

Tænk dig engang hvis vi altid lod svarene falde råt for usødet, uden tanke på modtagelsen, hver eneste gang vi lader tankerne vælte ud af munden uden filter?! "Var det godt for dig, skat?", ville nok blive modtaget med behersket begejstring, hvis vi ærligt svarede, vi slet ikke nåede i nærheden af klimaks, inden det hele var ovre. Dette er jo ikke ensbetydende med det ikke er skønt og dejligt i det store samlede regnskab, men at det nogen gange handler om at give fremfor at få.

Og sådan skulle, I kære mænd, måske også betragte det famøse spørgsmål om vores bagparti. I det store hele er hendes røv møglækker, men de bukser gør den ikke lige så attraktiv, som den nederdel hun havde på forleden, som i naturligvis huskede at nævne den dag, ik'?! Komplimenter er nemlig for kvinder, som clickeren er for en (hun)hund og bekræfter os i hvad der virker og hvad der ikke gør, uanfægtet om vi er blonde som golden retrievere. Kvinderne kan også med positivt resultat, benytte samme metode, når vi gerne vil guide det modsatte køn, og initiere til en handling og "clicke" os til succes.

Vi har som den eneste skabning i dyreriget, fået et ordforråd og en hjerne, til at udtrykke vores tanker, ønsker og følelser og så er det da synd at vi åbenbart sjældent evner at bruge det konstruktivt og samstemmigt, til gavn for begge parter. Ordet er en gratis gave, vi kan sprede i en uendelighed, men som ikke kan trækkes tilbage, når det først er sagt og derfor bør bruges mangfoldigt og eftertænksomt.

Så kære mænd (nu kommer det), svaret er:

"Spørg mig igen, når du har den lille sorte på"

Nogle bånd skal klippes, for at knyttes.

Jeg er netop kommet hjem fra mit andet hjem (eller er det tredje?) nemlig min arbejdsplads, efter en rimelig turbulent dag med alverdens udfordringer, der blot stillede sig i kø for at blive løst. Det blev de altså ikke, i hvert fald ikke alle sammen, men jeg synes nu jeg gjorde mit bedste og det er jo det der tæller. Ja bevares, så skal kunden og chefen også være tilfreds, men jeg kunne tage derfra med et smil på læben og med tilfredshed i sinde, præcis som jeg mødte ind.

Det skal siges, at det hele er en smule kaotisk for tiden, hvor vi står midt i at skabe en arbejdsplads med gode rammer og et godt arbejdsmiljø, men Rom blev som sagt ikke bygget på én dag. Det tror jeg nu heller ikke Vinderslev gjorde, den lille soveby jeg bor i, selvom vi her er i en noget mindre skala og man til tider kunne få den tanke. Skabelsesprocessen er afsindig spændende og følelsen af at sætte sit præg, er helt unik, uanset om man taler om sit hjem eller sin arbejdsplads, men jeg kan ikke lade være med at tænke på om det er rammerne eller personerne der gør det til et fantastisk sted at være?

Min bolig, er jeg ikke i tvivl om at det ville føles som hjem, så længe det oste af kærlighed og tryghed, men kan dette også føres over på arbejdspladser? For ganske som vores familie til tider kan drive os til randen af vanvid, kan vi jo også til tider synes vores kollegaer gerne måtte rejse hen hvor peberet gror, ristes og puttes på dåse, selvom vi bund og grund har tætte relationer. Og i disse dage har jeg ikke så meget kontakt til de kollegaer, som jeg ellers har et fantastisk ping pong med, ikke fordi jeg ønsker dem på jordomrejse, men blot fordi jeg har meget andet om ørerne og med nye relationer til følge .

Jeg klager ikke, for jeg elsker udfordringerne og de mange varierede opgaver som har det med at poppe op i en uendelig strøm, men det handler jo også om at prioriterer og følge sin mavefornemmelse, for hvad der giver mig arbejdsglæde og udfordrer mig mest muligt til fremtidig udvikling. Jeg har uden tvivl nogle fantastisk dygtige kollegaer og jeg tager hatten af for deres indsats og ihærdighed. Men, sorry nu kommer der altså en lille bøvs, for nogen gange bliver det altså for meget af det gode, når man er så ivrig og innovativ at man både glemmer aftaler, information og skifter mening og holdning, som vinden blæser, i sin iver for at opnå den ultimative proces. Lidt som at skifte hovedbeklædning i et jonglør-nummer med ja- og nej-hatte, på samme tid, mens fokus forbliver på at holde dem i spil og helst så hurtigt som muligt, frem for et perfekt show med lidt flere deltagende.

Sådanne tricks falder sjældent heldigt ud, med mindre man er fantastisk god i illusionens kunst og man burde måske overveje om man nødvendigvis behøver at hævde sin overlegenhed, men hellere smide en hat og få et fantastisk resultat. Jeg oplever tit at vi sætter en masse i gang, som der ikke er tid eller overskud til at søsætte og se om det rent faktisk holder vand, men vi knalder blot champagnen og stoler på, at når det er beskrevet, så virker det også i praksis. Eller også forventer vi at det hele klapper i første forsøg og giver ikke spillerummet til at lære, acceptere og forstå vores fejl til fulde, for der er nu nok en lille brandmand gemt i os alle. Også i mig, for hvem vil ikke gerne kunne fremstå, som den stærke helt, der reddede dagen?

Jeg er dog ikke mere brandmand, end modet engang imellem svigter mig og jeg med ængstelse begiver mig alene, med vaklende skridt, ind i flammerne, med frygten for at lokummet brænder ned til grunden. Hvad nu hvis der ikke er noget der klapper og det hele ender i katastrofalt kaos, med erkendelsen af nederlag til følge og har jeg nu husket det hele, så jeg kan leve op til forventningerne, som er blevet mig pålagt?
Så er det fedt at blive læst og mindet om, at jeg netop får opgaven i den tro, at jeg kan andet end brandslukke, men rent faktisk er dedikeret og har fordybet mig nok til at løse dem. Okay okay, sådan blev det ikke sagt ordret (og måske slet ikke sådan ment), men det var det jeg hørte og følte og det er godt nok til mig og når det røde bånd klippes imorgen, vil jeg tænke på at dette kunne være startskudet til noget langt større end rammerne byder!....Og det siger ikke så lidt, "hjemmets" størrelse taget i betragtning ;-)

Det røde satinbånd!