Viser opslag med etiketten Utroskab. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Utroskab. Vis alle opslag

lørdag den 4. februar 2012

Money for nothing!

Når man surfer rundt på nettet, kan man læse mange gode råd om, hvorledes en mand bør charmerer en kvinde, så hun går bagover af betagelse, inden hun aner hvad ramte hende. Nu ved jeg jo ikke om disse råd virker, da jeg jo ikke skal charmere mit eget køn, men jeg har dog erfaret hvad der virker for og på mig og som beskrevet mange gange før, er det ord, der sætter mit indre i brand og tænder min nysgerrighed. Der skal dog handling bag!

Når det gælder om at sælge sig selv, skal man altid fremhæve sine bedste sider og yde de mindre gode et minimum af opmærksomhed, hvilket kan være svært, når man ikke har så pokkers meget gående for sig. Men så kan man jo altid vælge at pynte lidt på tingene eller blot lade intentionerne være det, der kendetegner sin identitet og lade som om man er en anden, mens man håber på at ingen opdager det virkelige jeg.

Jeg ved godt at mænd er bedre til at bedømme afstande, længder osv. på grund af deres veludviklede tunnelsyn, men derfor kan vi kvinder dog sagtens spotte når  de usikre mænd har lagt 5-10 cm til deres højde, med mindre den er målt, iført stiletter. Men sådan noget går rigtige mænd jo ikke i, vel?! Desuden betyder det ikke så meget for os, om højden er passende, som I sjovt nok alle ønsker over de 180 cm, men mere om dette selvsyn, stemmer overens med virkeligheden.

De mænd, der betragter det som et kvalitetsstempel at dyrke en eller anden form for ekstremsport, som kan booste deres maskulinitet, får mig blot til at undres om de mangler andet end dåbsattestens bekræftelse på, at de har XY-kromosomet. Jeg indrømmer at det bestemt er at foretrække at en mand har andet at gå op i, end perverteret netporno og datingsider, men lad nu igen realiteterne tale deres tydelige sprog, inden i fremstiller jer som testosteron-bomber . Jeg bliver jo heller ikke bjergbestiger, blot fordi jeg i 1. klasse besøgte himmelbjerget og stadig har den graverede stok, som jeg iøvrigt købte for min mor's penge i souvenir-butikken, som bevis derpå, vel?!

Sjovt er det når visse mænd forsøger at appellere til vores bløde side, med de sødeste intentioner om tosomhed og fremtidige drømme, om candle-light dinners og sætter det store knæfald i sigte. Her er disse mænd kløgtige nok, til at undlade at gøre sætningen færdig og blot lade slutningen forblive i det uvisse og i deres tanker, men her er, beskrevet i parentes, hvad de ikke siger højt:

Jeg elsker en god middag efterfulgt af en biograftur (Hvis altså du betaler!)

Jeg vil gerne skabe et fælles hjem med dig (Så længe du selv betaler!)

Jeg vil giftes med dig (Så længe du selv betaler!)

Jeg er ikke utro (når du betaler!)

Jeg elsker dig (så længe det betaler sig!)

Jeg betaler (en anden gang!)

Ahhh, Tina. Nu lyder du bitter og forsmået, på de kære mænd, men der tager I fejl. For selvom jeg har betalt min pris (and then some), så er det jeg har beskrevet ovenfor, ikke en mand, men en misbruger der evigt vil søge sit fix. En rigtig mand, er i mine øjne ham, der rent faktisk ikke behøver at finde sin identitet i hans uopnåede drømme, hvad han ville præstere, hvis det ikke var for 1000 undskyldninger eller have mine almisser, for at få en hverdag til at hænge sammen. Det er ham, der kan se sig i spejlet og lide det han ser og så kan han være nok så almindelig og ordinær af udseende og profession, for han har ikke behovet for andres anerkendende blikke for at føle sig tilstrækkelig. Han besidder noget, som man ikke kan købe eller charmere sig til, nemlig integritet og det er det, jeg som kvinde elsker!

Hvis han så rent faktisk ER højere end de 180 cm, har ordet i sin magt, et job han elsker og det mest forførende blik, må betragtes som ren bonus!

mandag den 14. november 2011

The flip-side

Jeg sidder her en mørk novemberaften, just hjemvendt fra arbejde med friskbrygget kaffe og pc'en slået op på de faste sider som lige skal scannes igennem. Deriblandt er mit underholdnings medie og mit svar på tv3, nemlig facebook, som byder mig på både seriøse diskussioner og latter fremkaldende, lange tråde. Der findes også ting jeg forsøger at undgå, så som diverse spil og apps og det nye hit er spørgsmål om alt imellem himmel og jord. Uvant, som andre spørgsmål som florere på facebook, fanges mit blik af dette, der dog sikkert er lige så ligegyldigt som alle andre, "hvornår er man utro?", og som testen antyder med sine 97 svarmuligheder, er der nok ikke noget endegyldigt svar. Spørgsmålet er dog interessant, hvis man kan få lov at uddybe sit svar og satte det i en kontekst som vi alle kan forstå.


For hvornår er man egentlig det? Det spørgsmål har jeg tit stillet mig selv, men også debatteret med mine nærmeste, deriblandt min kæreste. Og jeg synes jeg oplever at mænd i langt højere grad forbinder utroskab med noget fysisk, når de stilles for spørgsmålet, hvor kvinder måske tænker mere om tankerne bag en eventuel handling.
Men er det først ved handling, når man har en form for seksuel samvær med andre end sin partner, eller opstår det langt før, måske allerede ved snakken eller endda tanken?

Personligt tror jeg på at vi selv bedst kan finde vores individuelle og ærlige svar ved at gøre to ting!
Det første man skal gøre er vel at gøre sig klart hvad troskab betyder i ens egen verden og hvilket værdisæt det udspringer af. Hvorledes fortolker man selv troskab og loyalitet, i denne verden som er fyldt med fristelser for både mænd og kvinder, som absolut blot er lettere at falde for i dagens Danmark med e-mails, sms'er og et hav af muligheder for kontakt. Kontakten kan jo sagtens være meget uskyldig, men i vores iver på at opretholde vores ret til privatliv og individualisme, kan det også let udviske normer og uskrevne regler, vi før så som en naturlighed.
Vi rykker dermed på vores grænser for hvad der er okay og acceptabel adfærd og slår det hen med at det jo blot er cyperspace og ord, så der er jo ingen skade sket. Men jeg tror nu alligevel at vores interaktive verden, bidrager til den større rate af skilsmisser, som er vokset eksplosivt de seneste år og det er vel værd at have med i sine overvejelser, når man agere på privatlivets vegne. Jeg har tænk over følgende, hvor jeg mener vores grænser har rykket sig:

For 20 år siden ville det nok ikke have været så acceptabelt at modtage 3-4 breve om ugen i sin postkasse fra eks'en med små beskeder og dog er det i dag helt okay at sms'e til selv samme "ku-godt's" for at hyggesnakke lidt.


For 20 år siden ville det have nok heller ikke have været så acceptabelt at have faste små snik-snak møder over køledisken i føtex, med det modsatte køn, uden kæresten ved sin side og i dag er det okay at have dem på msn og skype, i virtuelt live-show.

Dette er måske nok harmløse eksempler, men tænk så på hvor grænsen går om 10 år!

Det andet jeg mener man bør gøre, og det gælder i øvrigt i alle henseender, er at vende bøtten om, så at sige og lege at rollerne er byttet. Altså når du står overfor spørgsmålet, hvad utroskab er og har et svar klar på tungen, så som det er først ved samleje, så overvej lige om det betyder at det er okay din egen kæreste kysser med andre? Det er det sjældent, men vi er vel nødt til at acceptere de samme regler for vores egne partner, som de kan forvente overholdes af os og jeg tror hvis flere vendte pladen engang imellem, så ville mange tårer kunne spares.
Utroskab for dig er sikkert ikke det samme som for mig, da det vel handler om følelser og vi føler ikke ens. For mig er utroskab, et måske uovervejet, dog bevidst brud på min tillid, som man har imellem ægtefolk, kærester og partnere. Jeg kan nok ikke udpensle hver eneste situation hvor jeg vil opfatte det som utroskab og hvor jeg vil opfatte det som tillidsbrud, men jeg ved det nok alligevel inderst inde, både hvad angår mig selv og i allerhøjeste grad også min kæreste.


Jeg ved godt jeg tit for skudt i skoene at jeg er gammeldags indrettet og at jeg skal følge med den verden der er en anden i dag, and so be it og det kan jeg såmænd også godt se, men så forstår jeg blot ikke hvorfor vores følelser ikke udvikler sig i samme takt?

onsdag den 6. juli 2011

Liar Liar, pants on fire...


En gang utro, altid utro...... I hope not! For hvad er det lige der gør, vi er utro? Er det alene en defekt ved den utro part, eller tager vi selv del i den onde gerning? Jeg tror næppe at utro mænd eller kvinder, har et særligt gen, som driver dem til at søge andetsteds. Måske har vi selv en del af skylden, ved at forsømme kærligheden, begæret og ikke mindst nærheden, vi følte for modparten engang. Har vi selv ladet stå til eller måske, med skyklapper, ignoreret at vi ikke er de rette for hinanden længere? Det er jo ikke specielt onde mennesker, der er utro og ikke en sygdom der pludselig overtager deres ellers raske legeme, men nok nærmere et udtryk for et savn.
Nu tænker du måske: "Han/hun gjorde det sgu bare for sex".....Men sex rummer jo også en masse følelser og et begær, som vi vel alle ønsker dækket. Vi bliver amputerede, uden den form for bekræftelse, der netop skabes når to mennesker er sammen i kærlig symbiose. Og så burde vedkommende selvfølgelig afslutte sit nuværende inden det nye påbegyndte, men er det ikke oftest når vi får det igen, vi inderligt, dog ubevidst har savnet....at vi opdager det har manglet og været et savn vi aldrig igen kan leve uden? Og så holder vi fast, selvom det er forkert!


Jeg forsøger ingen lunde at negligere akten eller bi lige utroskab, på nogen måde, men jeg funderer blot over, hvorfor ingen spørger hvorfor! Og her mener jeg ikke hvorfor, som i: "hvorfor gjorde du det imod mig" en nærmere "hvorfor skete det for os"? For det sker jo for begge og i min verden har begge parter en vis anpart i skylden, hvis der overhovedet kan tales om skyld.

Inden du anfægter min viden om emnet, vil jeg erklære at jeg har skam været sendt til tælling på knock out og følt mig så evigt forurettet.
 Jeg har selv været på den "forsmåede" side af utroskaben og følte, på daværende tidspunkt, hverken med-skyld eller nogen som helst form for meddelagtighed i hændelsen. Jeg følte mig som et offer for hans utroskab, jeg følte svigt og jeg følte afmagt. Det stak da vildt i mig. Men når jeg efterfølgende har tænkt på det, har jeg fået et andet syn på sagen, som jeg ikke så, mens jeg druknede mig i min ny påtagne offerrolle og min selvmedlidenhed. Jeg undskylder ikke hans utroskab, men tager mit medansvar, for at det drev ham dertil eller rettere os i hver sin retning, og erkender at vi bare ikke var skabt for hinanden, hvor meget end vi begge ønskede det.

Jeg havde for nyligt en samtale med en mand, som er sin udkårne utro og jeg spurgte ham om han elskede sin kone...?
"JA, MEGET", var hans svar...."men hun gider mig ikke!"
Det gav et lille smertende stik i mig, mens jeg kiggede i hans bedrøvede blik, for hvem var egentlig den forurettede her? Manden er ulykkelig forelsket i sin egen hustru og fylder sit behov for kærlighed og bekræftelse, ved at kaste sit begær efter en anden.

Det var meget tankevækkende og gav anledning til en masse undren, men intet svar. Jeg ved ikke hvad der er det rette at gøre, men jeg ved at det ikke hjælper nogen at fastlåse sig i offerrollen, der blot fastholder en i mistro til andre mennesker. Nye mennesker, der skal bringe os så meget godt og være en del af vores fremtid.

Ja, blot tanker om at jeg ikke er så hård endda og har vundet et vis klarsyn, ved min egen smertefulde, men dog lærerige erfaring!