mandag den 14. november 2011

The flip-side

Jeg sidder her en mørk novemberaften, just hjemvendt fra arbejde med friskbrygget kaffe og pc'en slået op på de faste sider som lige skal scannes igennem. Deriblandt er mit underholdnings medie og mit svar på tv3, nemlig facebook, som byder mig på både seriøse diskussioner og latter fremkaldende, lange tråde. Der findes også ting jeg forsøger at undgå, så som diverse spil og apps og det nye hit er spørgsmål om alt imellem himmel og jord. Uvant, som andre spørgsmål som florere på facebook, fanges mit blik af dette, der dog sikkert er lige så ligegyldigt som alle andre, "hvornår er man utro?", og som testen antyder med sine 97 svarmuligheder, er der nok ikke noget endegyldigt svar. Spørgsmålet er dog interessant, hvis man kan få lov at uddybe sit svar og satte det i en kontekst som vi alle kan forstå.


For hvornår er man egentlig det? Det spørgsmål har jeg tit stillet mig selv, men også debatteret med mine nærmeste, deriblandt min kæreste. Og jeg synes jeg oplever at mænd i langt højere grad forbinder utroskab med noget fysisk, når de stilles for spørgsmålet, hvor kvinder måske tænker mere om tankerne bag en eventuel handling.
Men er det først ved handling, når man har en form for seksuel samvær med andre end sin partner, eller opstår det langt før, måske allerede ved snakken eller endda tanken?

Personligt tror jeg på at vi selv bedst kan finde vores individuelle og ærlige svar ved at gøre to ting!
Det første man skal gøre er vel at gøre sig klart hvad troskab betyder i ens egen verden og hvilket værdisæt det udspringer af. Hvorledes fortolker man selv troskab og loyalitet, i denne verden som er fyldt med fristelser for både mænd og kvinder, som absolut blot er lettere at falde for i dagens Danmark med e-mails, sms'er og et hav af muligheder for kontakt. Kontakten kan jo sagtens være meget uskyldig, men i vores iver på at opretholde vores ret til privatliv og individualisme, kan det også let udviske normer og uskrevne regler, vi før så som en naturlighed.
Vi rykker dermed på vores grænser for hvad der er okay og acceptabel adfærd og slår det hen med at det jo blot er cyperspace og ord, så der er jo ingen skade sket. Men jeg tror nu alligevel at vores interaktive verden, bidrager til den større rate af skilsmisser, som er vokset eksplosivt de seneste år og det er vel værd at have med i sine overvejelser, når man agere på privatlivets vegne. Jeg har tænk over følgende, hvor jeg mener vores grænser har rykket sig:

For 20 år siden ville det nok ikke have været så acceptabelt at modtage 3-4 breve om ugen i sin postkasse fra eks'en med små beskeder og dog er det i dag helt okay at sms'e til selv samme "ku-godt's" for at hyggesnakke lidt.


For 20 år siden ville det have nok heller ikke have været så acceptabelt at have faste små snik-snak møder over køledisken i føtex, med det modsatte køn, uden kæresten ved sin side og i dag er det okay at have dem på msn og skype, i virtuelt live-show.

Dette er måske nok harmløse eksempler, men tænk så på hvor grænsen går om 10 år!

Det andet jeg mener man bør gøre, og det gælder i øvrigt i alle henseender, er at vende bøtten om, så at sige og lege at rollerne er byttet. Altså når du står overfor spørgsmålet, hvad utroskab er og har et svar klar på tungen, så som det er først ved samleje, så overvej lige om det betyder at det er okay din egen kæreste kysser med andre? Det er det sjældent, men vi er vel nødt til at acceptere de samme regler for vores egne partner, som de kan forvente overholdes af os og jeg tror hvis flere vendte pladen engang imellem, så ville mange tårer kunne spares.
Utroskab for dig er sikkert ikke det samme som for mig, da det vel handler om følelser og vi føler ikke ens. For mig er utroskab, et måske uovervejet, dog bevidst brud på min tillid, som man har imellem ægtefolk, kærester og partnere. Jeg kan nok ikke udpensle hver eneste situation hvor jeg vil opfatte det som utroskab og hvor jeg vil opfatte det som tillidsbrud, men jeg ved det nok alligevel inderst inde, både hvad angår mig selv og i allerhøjeste grad også min kæreste.


Jeg ved godt jeg tit for skudt i skoene at jeg er gammeldags indrettet og at jeg skal følge med den verden der er en anden i dag, and so be it og det kan jeg såmænd også godt se, men så forstår jeg blot ikke hvorfor vores følelser ikke udvikler sig i samme takt?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar