tirsdag den 8. november 2011

Det syge sind II

Flere tanker vælter igennem mit hoved, alt imens jeg følger med i sagen imod Amagermanden, som står anklaget for flere drab og endnu flere voldtægter. Hvis han bliver dømt, hvilket jeg efter egen overbevisning tror han gør, så vil han træde ind i noget trist Danmarks-historie, som en vaskeægte stjerne psykopat efter amerikansk målestok.

Når jeg gennemlæser dagens retsafhandlinger, kan jeg forstå på beskrivelserne af hans reaktioner eller rettere mangel på samme, at manden sidder upåvirket, dog med overskud til at smile og vinke til hans pårørende i salen. Han mener efter eget vidneudsagn at det ikke kan være hans dna og fingeraftryk, der knyttes til sagerne og selvom han har været afhørt tilbage i 1987 i forbindelse med det første drab, forstår han slet ikke forbindelsen.

Af tidligere venner og bekendte beskrives han dog, som stærk, karismatisk og dog kynisk, der fylder meget i et rum og tiltrækker sig opmærksomhed. Og med den sidste beskrivelse kan jeg ikke lade være med at drage en sammenligning til Amerikas nok mest kendte massemorder, Ted Bundy, som dræbte og maltrakterede et utal af kvinder og slap afsted med det i mange år, grundet sin veltalenhed og sit karismatiske ydre.
Det er begge mænd der med stor lethed vagte interesse ved det modsatte køn, men som i dagligdagen var velfungerende og ligefrem elskelige.

Er dette blot en forsmag på at vi nu på vanlig vis, får endnu mere amerikaniserede tilstande og nu kan forvente endnu flere af denne støbning? Er dette prisen for et samfund hvor velstand og manglende kamp for overlevelse, driver visse mennesker til ekstremerne for at få et kick eller er denne afvigelse en medfødt defekt, som blot blomstrer i den vestlige verden?

Jeg synes det er MEGET skræmmende og jeg håber denne danske retsag vil øge fokus på at vi skal have et dna-register for alle danskere. Ikke kun for at fange forbrydere, men i særdeleshed også for at hjælpe vores politi når vi bliver udsat for en forbrydelse. Og nu ved jeg godt at mange vil sige at det vil skabe et overvågnings-samfund, men jeg er dog af den overbevisning at taler vi om sædelighedsforbrydelser, drab, insest, pædofili og overfald, kan jeg kun tilslutte mig et sådan register. Jeg har ikke noget at skjule....har du?

1 kommentar:

  1. Nej jeg har ikke spor, at skjule men jeg gir dig fuldstændig ret. Vi har her med en mere end uhyggelig mand at gøre og jeg aner ikke hvordan jeg mener, at han skal straffes. Han skal bare udelukkes TOTALT fra det samfund vi andre er i for han er FARLIG og det er han også om 16 år.

    SvarSlet