History repeats itself???

Hjemmet er vores base og sådan er det skam også for mig. Stedet hvor jeg føler mig tryg, finder hvile i både krop og sjæl, hvor mine regler, er lov og hvor tingene på hylderne har sin helt egen historie. Historien er dog kort og når jeg sidder her i mit budget-hjem og lade blikket vandre rundt, kan den gamle historie være svær at få øje på. For som jeg før har fortalt, nulstilte jeg livet som jeg kendte det, for 4 år siden og det gjaldt også mit daværende indbo, som jeg efterlod, som en anden nybygger, der drog imod øst, for at starte på en frisk.

Min hjem er præget af pigeting, et feminint touch, i både farvevalg og stil og den røde tråd, er der vitterlig i form af en ikke helt tilfældig placering af røde dimser og nips, samt et væld af billeder af min datter og jeg. Historien jeg læser i mit hjem, er forandring og ikke mindst skilsmisse, hvilket jo ikke både kan anskues positivt og negativt, alt efter med hvilke briller man ser. Jeg var opsat på at forandre mit liv, i en grad, at jeg ikke havde lyst til at se på noget, der kunne minde mig om den tosomhed, det var at opbygge et hjem sammen og ordene "jeg kan selv", skulle blive et mantra, der stadig hænger ved, her flere år efter.

Dengang var mantraet, sagt med tilfredshed og stolthed over at kunne stå på egne ben, selv hælde olie på bilen, rode med ledninger og til middelmådig tilfredshed, beherske brugen af en skruemaskine. Jeg husker tydeligt da jeg flyttede ind, med en skummadras og et cafésæt, som eneste møblement og stoltheden jeg nærmest følte hver eneste gang, jeg med succes fik slået et søm i væggen. Nu fremmer overdrivelse jo som sagt forståelsen, for sandheden er nok at jeg altid har været rimelig handy, uden den store frygt for at knække negle eller få snavs på tøjet, men det føltes blot anderledes tilfredsstillende, at skabe noget helt alene.

I aften, her 4 år senere, er det med et lidt andet syn jeg ser rundt, i mit trygge hjem, for nok har jeg selv skabt det, købt og samlet hvert et møbel, slået hvert et billede op og med to lamper til terrassen, som jeg kun kan klantre mig selv for, stadig ligger i skabet. Nu kunne det lyde som om jeg mangler en handyman, til at gøre det beskidte og hårde arbejde for mig, men det er nu mere indblanden jeg savner. Jeg savner at der står en hæslig og absolut ikke matchende kitsch-ting, som fortæller historien om kompromis, tosomhed, fællesskab og teamwork. Jeg savner at skabe noget i fællesskab, skabe en ny og livslang historie og allerhelst med en happy end.

Jeg synes egentlig ikke at jeg føler mig ensom, for jeg har nogle skønne venner og veninder, som gladeligt tropper op, hvis jeg skulle spørge, men jeg tror jeg er nået til et punkt, hvor jeg vitterlig er mæt af mit eget sololøb på hjemmefronten. Jeg mangler nok en god gedin diskussion om, hvor skabet skal stå, for selvom det har sin fordel at herske og regere bag disse fire vægge, er det lidt trættende, når ens eneste folkeskare er to hunde, der ikke engang gider lystre, men som heller ikke yder noget nævneværdigt og konstruktivt modspil, andet end et bjæf i ny og næ.

Jeg føler igen trangen til at forandre og tanken om at ændre mit hjem markant, tumler i min hjerne for tiden, også selvom jeg godt ved at jeg hverken har råd eller mentalt overskud, lige nu, men jeg trænger til en ny historie. Hvis jeg mærker efter, kan jeg faktisk have de ting, der betyder virkeligt meget for mig, i en enkelt flyttekasse og resten kunne gå direkte tilbage til Ikea, uden den store seperationsangst, hvis ikke garantien allerede var udløbet. Mantraet "jeg kan selv" er nu afløst af "jeg skal selv" og jeg føler for første gang, siden jeg flyttede for mig selv, at jeg er mæt af enkelthed. Jeg er træt af at være alene og jeg er træt af, at jeg kan kan selv, blot fordi jeg skal....Det burde jo være omvendt?!

Man siger historien gentager sig, men hvornår?!

Speaks for itself...!

The Right One For The Job

I flere af livets forhold handler det om at finde det bedste i menneskerne omkring os og bruge deres resurser bedst muligt og finde netop den opgave eller niche, netop de mestre til fulde. Selvom vi gerne ville og vores intensioner er af den reelle karakter, evner vi ikke at være verdensmestre i alt og det er heller ikke meningen at vi skal være perfekte, men blot yde vores bedste. For er målet sat højt, vil vi altid stræbe efter at gøre det lidt bedre, lidt hurtigere og forhåbentlig høste roserne af vores indsats.

Sådan er det i vores job, hvor det i allerhøjeste grad handler om at vælge de rette team, som kan skabe de resultater, vi ønsker, samtidigt med at de selv vokser og udvikles. Når en leder har en jobsamtale, kan han naturligvis forholde sig til, at den langt under kvalificerede ansøger, har det drive og den spirit, der skal til og se bort fra at personen måske ikke har de rette stempler på cv'et. Og han kan måske vælge en anden, måske endda overkvalificeret ansøger, som måske ikke er helt ligeså sulten efter jobbet, men som helt sikkert kan det vedkommende skal på sit område, men for længst har sat sig godt til rette i kassen og lukket låget for mere input.

Det er også sådan med forældrerollen, i forhold til vores børn. Og selvom jeg kun har én af slagsen, er jeg dog ud af en børneflok på tre tøser, som til trods for nogenlunde samme opdragelse, er vidt forskellige og kan derfor godt have et grundlag for min påstand. Børn er ikke ens og selvom vi hurtigt kan blive enige om, at de alle er dejlige, afhænger barnets identitet og kunnen, i høj grad af prægningen fra os forældre. Og selvom vi ikke selv vælger vores børn, som medarbejdere til en jobsamtale, har vi dog en nogenlunde plan for deres udvikling og forventninger til at de helst kan kunne gå inden de er konfirmeret. Vi har i forældrerollen, fuldstændig slettet mindet fra vores egen barndom, om hvor åndsforladte forældre kan være, når de står og prædiker værdien af karakterer og vigtigheden af at kunne analysere digte, til UG, som om ret mange får brug for det på nutidens arbejdsmarkedet.

Når vi søger partner, som vi i dagens skilsmissesamfund, gør temmelig ofte, har vi også forventninger til hvilke kvalifikationer og værdier vores kommende partner, skal besidde og jeg har endda ladet mig fortælle at vi har en tjekliste, som overvejende bør kunne afkrydses ved +-siden. Han/hun skal kunne opfylde alle vores drømme, indfri vores forventninger og skabe resultater, naturligvis i kærlighedens fortærskede tegn og helst i tide, så vi også kan nå at nyde det. Kærlighed er ikke længere nok og der er et hav af udefrakommende faktorer, der falde på plads og vi skal have et garantibevis, med fortrydelsesret, inden vi tillader lykken at finde os og kaste os omkuld. Kærlighed er ikke længere en altoverskyggende og dybtfølt følelse, der kan få selv den mest begærlige til at sulte sig, men mere som bilen der står parkeret i indkørslen. Lykken måles i om vi kører Mercedes, som er bilen for den kvalitetsbevidste, med komfort og startssikkerhed for øje, eller om vi kører i en gammel spand af ubestemmelig herkomst, da emblemet er rustet væk, som vel er for dem der må nøjes.

Hvad med dig selv, kræsne Tina? Ja, jeg hører for det første under kategorien, brandentusiast, rent jobmæssigt. For nok har jeg hverken de rette uddannelser og de fancy diplomer, for at bestride mit job, men jeg brænder for det og håber blot det er nok?! Jeg er måske ikke den perfekte forælder, da jeg både bander og udgyder sjofle vittigheder, foran min datter, men jeg gør mit bedste for at sætte hende godt i vej og forberede hende på hvad livet kan bringe. Jeg kan ikke tolke digte og jeg er ingen haj til brøkregning, men jeg ved dog alligevel lidt om livet og elsker hende ubetinget, hvilket vel også en slags kvalifikation?! Og så kommer vi til kærligheden eller det gør vi jo så ikke, da jeg jo ikke har nogen virkelig kæreste, men mere sådan en Alfons Aaberg's bedste ven -slags kæreste, som ingen andre end jeg kan se. Her kan jeg desværre hverken fremvise resultater eller indfri forventninger, men jeg kan føle de allerstørste følelser og kunne de omskrives til en bilmodel, kørte jeg Ferrari! Men sandheden er at jeg kører en lille Peugeot og endda med utæt udstødning, og selvom den maskerer sig med lyden af en V8 motor, er det pure lydbedrag, men den er den rette til jobbet, nemlig at bringe mig ud og frem i verden og måske af endnu ukendte veje!

I may be crazy???

Google translate of my heart!

Blot endnu en grund til at sige de smukkeste ord af alle:

If tomorrow never comes! 

Et skole-eksempel

Kærlighed er en underlig størrelse og åbenbart noget man kan mestre, men også være ligeså dårlig til, som når jeg bilder mig selv ind, gerne efter mange genstandes indtagen, at jeg er en stjerne på et dansegulv og tror de stirrende blikke, er af ren benovelse?! Jeg har egentlig altid gået i den tro at kærlighed, var min niche, hvor jeg følte mig som oraklet, der havde oplevet det meste, på godt og ondt og netop derfor, havde fundet de vise sten til, hvorledes den ægte varer skulle strikkes sammen. En ekspert, der igennem livets skole, har lært hvorledes ægte, dybtfølt og gensidig kærlighed føles og hvorledes den smager, når den er ensrettet og man er galionsfigur, på en synkende skude.

Nu kunne det lyde som om, jeg har haft et hav af mænd i kufferten og skiftet dem ud, i takt med, hvad den nyeste mode-trend har dikteret, men det har jeg nu langt fra. Sandheden er at mit første virkeligt seriøse forhold, varede ikke mindre end 14 år og det eneste, jeg føler jeg kan bruge som et nogenlunde værdigt sammenligningsgrundlag, til trods for dets uundgåelige afslutning. For selvom jeg nu for 4 år siden, valgte at lade mig skille, så ser jeg nu tilbage på et ægteskab, med overvejende positive briller, hvilket naturligvis var før, vi ikke længere magtede at lukke flere huller i skroget og armene var blevet trætte, af at skovle vand over siden.

Efter en aften i selskab, med min eks-mand og vores datter, kan jeg ikke lade være med at spørge mig selv, hvad der gjorde, at vi holdt sammen i så mange år, til trods for vores åbenlyse forskelligheder?! Han var skam en god mand og er en god far, for vores datter og det der dengang, gjorde vores forhold så bund solidt, var at vi først og fremmest var hinandens bedste venner. Jeg havde 100% tillid til ham og en vished om at blive grebet, hvis jeg skulle snuble og fremstå et uperfekt menneske, som alle andre. Skulle jeg pludselig blive lam fra livet og ned, mistet synet eller en anden grufuld hypotese, var jeg dengang aldrig et sekund i tvivl om, at han stod mig bi og ikke flygtede bort og selvom det måske ikke ville have været tilfældet, hvis ulykken vitterlig var ude, var følelsen nu betryggende.

Denne følelse varede selvsagt ikke ved og vi gik hver sin vej, men dog en følelse jeg heller aldrig sidenhen har oplevet, til trods for et par forhold, hvor forelskelsen har været stormende, men også støbt i en mere overfladisk og solitær form. For den ubetingede tillid og det nære venskab, har ikke været kendetegnende for de få forhold, jeg har indladt mig på og netop manglen på dette, gjorde at jeg endnu mere ihærdigt forsøgte at ændre det til noget, jeg troede var perfekt, på bekostning af venskabets og tillidens værdier. Jeg mestrede ikke at vise mig, fra mine svage sider og lade dem bevise at de kunne opfylde mine og min datters behov for tryghed og give dem chancen for at gribe os. Den tillid kunne jeg ikke give dem, for inderst inde var jeg forvisset om, at hvis jeg lod mig falde bagover, ville de være et stormasket sikkerhedsnet, hvor jeg med lethed, ville glide igennem hullerne og min datter, helt uskyldigt, ville blive revet med i faldet.

Teamwork og tillid, findes skam stadig i mit forhold til min eks-mand, dog på en anden måde og selvom ungdommens kærlighed døde ud for længe siden, er det med en vis tilfredsstillelse, jeg kan sidde til et forældremøde og erfare at andre også oplever et godt samarbejde, om vores fælles barn. Vi kan stadig tale sammen og står sammen bag vores datter, med armene klar til at gribe, skulle hun have brug for os, både i fællesskab og hver for sig, hvilket i høj grad spejles i vores datters liv. Det fortæller mig, at han som far, var det helt rigtige valg, selvom han blev den forkerte mand for mig og selvom jeg måske ikke er noget kommende medalje-håb, inden for kærlighedens sport, så har jeg i det mindste mestret skilsmissens stafetløb og nået sikkert i mål, i ganske god stil. Se blot mit fantastiske livsværk, med de smukkeste blå øjne, som i aften blev skamrost til skyerne, for hendes evner og mange fantastiske kvaliteter. Noget må jeg jo gøre rigtigt!

Musen, der forsvandt...

Vi har alle et sted, hvorfra vi henter inspiration til livet og den vej vi vælger at gå, hvad end vi taler arbejde, fritid, tanker og endda følelseslivet. Og selvom vi gerne vil kunne bryste os af, at have tegnet skitsen på egen hånd, er sandheden er vel, at vi lader os farve af mennesker og ting, vi omgiver os med og dermed får det livgivende pust, som fornyer vores lyst til et nuance-skifte?!

Vi kender alle det, at slå op i Bo Bedre og pludselig blive overvældet af lysten til at svinge malerrullen og smide arvegodset fra Moster Erna på loftet, da kronhjorten i skovbrynet, clasher med vores drøm om et gigant maleri af en farvepallet. Eller når vi ser naboen's nye motorcykel, der er direkte importeret fra staterne, så er vi klar på at lade vores eget fornuft-indkøb af en scooter fra T-hansen, udskifte til drømmen om en bezinslugende easy rider og udleve det frie liv, med insekter i mundvigene. Når et andet menneskes store tanker, sætter så dybe spor, at vi er tvunget til at se indad og håndtere livet med andet, end 2 stk. panodil og nye impulskøb, for at skabe den forandring, som er livsnødvendig for vores eget livs udvikling og dermed livslyst. En muse!

I både fornuftens og drømmenes verden, lader vi os inspirere og særligt ved forårstide, begynder det at krible i os, for at skabe samme forandring som i naturens verden, hvor de så længe golde og bare grene, iklædes et flor af farver, kraft og liv. Ideerne er næsten større end hovedet kan rumme og trangen til at skabe, ændre og forny os, er overvældende og vi drager mere ud og forlader vores trygge rammer, for at sanse og indsnuse inspirationen i vores sociale netværk og ude i den pulserende verden. Sådan plejer det at være, også for mig, men af en eller anden mærkværdig grund, føler jeg mig for tiden, endnu mere knyttet og afhængig af mit hjem, min hule og det jeg kender og selvom jeg nok ikke helt kan lukke af for min kreative åre, finder jeg det svært at vende vrangen ud. Alle de ord, jeg normalt suger til mig, i løbet af dagen og som efter endt popning i mit hoved, finder vej til dette forum, bliver nu indlagret og gemt til bedre tider, som havde jeg ombyttet forår og efterår og som et andet egern, samlede til forråd.

Mine drømme henkastes og afløses af realisme og det er som om nogen konstant kniber mig i armen, for at jeg ikke skal forfalde til mit vanlige tankespin. Det lyder jo slet ikke som mig og kan måske lyde trist og sørgeligt, men jeg synes nu ikke jeg er ked af det, eller på nogen måde stående på randen af en depression i miniformat, men ikke desto mindre, kan jeg godt selv se at noget ikke er, som det plejer og at forårets spire, endnu ikke rigtig bryder igennem hos mig. Et eksempel er denne blog, som jeg slet ikke gider at skrive, for den falder mig desværre ikke ligefor og ordenes strøm er ikke så flydende, som min virtuelle hovedtømning har for vane at være. Dette er en tvangsblog og et skub i ryggen, for at grave lysten frem og omvende mine indre årstider.

Måske har jeg min hjerne blot haft brug for en middagslur, mit hjerte behov for at slå i et fast og roligt taktslag eller måske har der blot været udsolgt på alle hylder og ikke mere at give af, hvem ved?! Jeg sidder faktisk i skrivende stund og tager en beslutning, hvilket må siges at være en lille spire af gennembrud, for uanset hvad eller hvem, der har sat det på stand by og købt hele restlageret, så skal der nu geares op i omdrejninger igen og denne tvangsblog, skal være en inspirationsblog...... til mig selv!
Min muse skal blot vækkes fra sin dvale!

Musens sang...

In My Daughter's Eyes

En aften foran husalteret, det efterhånden 17 år gamle tv, sammen med min hjemvendte datter, er nu afsindig hyggelig, selvom det er en sjældenhed at jeg selv, bruger flere timer på at stirre i det gamle billedrør.
Måske er det netop det at have selskab, der gør forskellen, for jeg nyder blot at sidde med hende i favnen, mærke hendes lange, lyse hår imod mit bryst, hendes lille hånd i min og fornemme hele hendes krop ryste af latterkramper, alt imens hun ler hjertet ud. Eller når hun undrende, stiller de mest nærgående spørgsmål, som jeg ærligt talt, har svært ved at give svaret på, selvom det sjældent er ordets magt jeg mangler og alligevel kan hun forstumme mig, når hun sammenligner sin mors liv, med livet på det store lærred.

I aften troede jeg, at vi som vanligt skulle se, en af de moderne tegnefilm, der med deres flotte animationer, kan føre os ind i en verden, af talende dinosauere, grønne trolde og pingviner der synger bedre end Celine Dion.Vi har skam set dem alle flere gange, og af en eller anden grund, kan vi ikke slide den slags humor op i dette hjem, uanset om man er fyldt 10 eller 35 år. Men i aften overraskede ynglet, ved at ville se en film, der vel falder under kategorien, tøsefilm og som absolut er henvendt til en ganske anden aldersgruppe, end Justin Bieber-årgangen. Hun ville gerne se "Sex in the city" og det var i denne forbindelse, de nærgående spørgsmål faldt, i sammenligningen med heltinden, Carrie Bradshaw's turbulente kærlighedsliv, eller mangel på samme. Det er jo lidt skræmmende, at min lille baby, hvis rottehaler jeg har sat tusindvis af gange, nu har vokset sig til en pre-teenager med gammelkloge ord og en bekymring for sin mor, og det varer sikkert ikke længe, før jeg heller ikke har mit dulle-grej i fred, ligeså lidt som de øvrige tøsefilm.

Først gjorde hun ligheden til filmens hovedrolle indehaver, klart for mig, med observationer om samme passion for sko, hvilket jeg jo ikke kan modsige hende, bortset fra at mine desværre ikke har de røde såler, som de ægte Christian Louboutin. Dernæst faldt kommentarer om Carrie's kæreste, eller som hun kalder ham i filmen, hendes herre bekendtskab, Mr. Big og hvorfor jeg ikke fandt mig en sådan, altså bare i en Dansk version?! Hvad skal man lige svare, den lille ægteskabsrådgiver, der nu sidder med korslagte arme og gerne vil udbrede sin store visdom og coache sin stakkels mor, ud i kærlighedens kunst?!

"Arhm, min skat... Det er fordi jeg venter på den helt særlige, som både er sød, rar og klog, som vil være god ved os to og vil elske at være en del af vores lille familie", hvilket måske er ligeså let som at vinde i lotto, på en parkeringsbillet. Og dertil kommer der nu, den mest logiske forklaring og simple løsning på problemet, set igennem øjnene af en 10 årig wannabe voksen, der har spottet hvorledes heltinden hitter manden, "Han skal bare have en limousine, for det har alle de gode mænd i filmene, den passer til dine sko og så kunne han også køre mig i skole!"
Jamen dem er der også mange af her i Vinderslev omegn, ellers laver vi da bare et opslag til den lokale brugs, burde jeg nok have sagt i ironi, men den eneste lyd jeg fik ud over læberne, var et højlydt fnis, sammen med en støvregn af den mundfuld kaffe, jeg netop havde indtaget. Kan man andet end nikke anerkendende, til en sådan logik, selvom den er inspireret af Hollywoods filmindustri, mine budget-bling bling stilletter, samt en fascination af min gode vens sorte luksusflyder, med transformer-tag!? Hun elsker mig og vil mig det bedste, det kom lige fra hjertet og det kan man ikke argumentere imod!

Tak for en dejlig aften, til min skønne og nu sovende datter, som nu er faldet om her ved min side og med små spjæt fortæller mig, at hun er langt væk i hendes drømme, nu tossekassen igen er slukket.

Jeg elsker dig, Nico!

The spinning compas!

Det at være splittet imellem to gode valg, er nu en svær ting at tumle med og hvor ville det være let, hvis bare man kunne få det hele eller i det mindste, det bedste af begge verdener. Jeg er ikke så god til begrænsninger, da de har det med at dræne mig for min kreativitet, min lyst og selvom valgmuligheder, ikke ligefrem går under betegnelsen begrænsninger, så synes jeg dog det tvungne valg kan begrænse mig, for jeg vil jo helst det hele.

Det er lidt som årstidernes skiften. Vi kan måske både lide sommer og vinter, til trods for deres forskellighed og modsætninger og finder dem begge fantastiske på hver deres måde, men vi må lade hver tid have sin plads, med mindre man har penge nok til at rejse jorden rundt, alt efter lyst. Når sommeren går på held, begynder vi at glæde os til vinterens hyggelige mørke, med smukke, rolige snefnug dalende i stilhed og når vinteren begynder at slippe sit tag, ser vi frem til sommerens varme dage, med udsigt til brusende bølger. Jeg elsker dem begge, blot på hver deres måde og kunne til tider ønske at have en fjernbetjening til himmelen, så jeg kunne skifte efter lyst, stemning og humør.

Men årstider ved vi kommer, går og kommer igen, når blot vi venter, men sådan er det bare ikke altid i livets andre forhold. Her skal vi være vågne og smede mens jernet er varmt, for måske kommer mulighederne ikke igen, selvom de til tider kan ses, som den uudtømmelige guldkrukke, for enden af regnbuen. Måske er der en anden, der kommer før mig, hvis jeg tøver for længe og alene det stresser mig en del og gør ikke valget lettere, men efterlader mig i et handlingslammet tankespin og gør mit kompas retningsløs.

Og jeg vil gerne udvikle mig og selvom jeg ihærdigt kæmper, for den ene vej at gå og ser det muligt, popper endnu en mulighed op på vejen og nu skal jeg vælge imellem, hvad jeg brænder for og hvad der er klogt. Jeg tumler også med tanker om at gå i en helt modsat retning, lave en u-vending og udforske, hvad en ny verden kan byde på, hvis jeg altså tør?! Sadle helt om, starte fra scratch og se om jeg kunne finde ud, af noget helt andet og bruge mine kreative evner, som kompas og finde det mit hjerte brænder for.

Er jeg godt nok den eneste, der føler mig begrænset af valg og ser det som en stopklods, for at tage skridtet fuldt ud og satse? Det ved jeg godt, jeg ikke er og jeg ved at mange står, som jeg, med en fod i hver lejr og med valget imellem fornuft og passion, hvor begge har sine fordele, ulemper og slet ikke kan sammenlignes. Jeg skal have et spark eller i hvert fald en hånd i ryggen, en retningsviser, som tvinger mig til at tage et skridt, uanset om det bliver til højre, venstre, frem eller tilbage. Push me!

Change.... 

Do You Hate...?

Der er ikke langt fra kærlighed til had, siger nogen, men det forstår jeg simpelthen ikke en dyt af?! Der er så mange brudte forhold, hvor den før så højt skattede elsker, nu bliver lagt for had og tillagt alverdens motiver, om brudte løfter og snedige konspirationsteorier, som de naturligvis har haft planer om hele tiden, men blot ventet på det rette tidspunkt, at rive hjertet ud af dit bryst. Så burde man jo kunne konkludere, at disse mænd er players og disse kvinder er skøger, der blot venter på deres mulighed for at sårer modparten mest muligt, eller hvad?!

Man kan åbenbart også pludselig hade i flok, for har du været så heldig at gafle dig en ny kæreste med en forhadt eks, så er personen før dig, pludselig blevet til verdens mest forfærdelige menneske, selvom du rent faktisk ikke kender vedkommende. Eller også har din nu dumme eks, fundet sig en endnu mere dum kæreste, som stjal ham/hende fra dig, hjernevaskede vedkommende og skal nu hades for fuld skrue, selvom du igen slet ikke kender deres forhold, men du ved dog at det er et ondt menneske!

Jeg har selv et par eks'er i bagagen og jeg kan ærligt sige at jeg ikke hader en eneste af dem og har heller ikke gjort det på noget tidspunkt, selvom jeg har grædt snot i lange baner, over enkelte af dem. Jeg elsker dem heller ikke mere, men de har vel alle på hver deres måde fundet en plads i mit indre, med de oplevelser der fulgte med, om der var engang. Jeg har skam også oplevet at blive droppet til fordel for en anden og ny person, oplevet utroskab, fået et par ret så fysiske lussinger med på vejen og jeg har endda oplevet at stå med en tom konto, og væk var han og jeg hader alligevel ikke.

Måske formår jeg bare ikke at hade, for jeg tror slet ikke at jeg har prøvet at hade et andet menneske, sådan rigtigt inderligt og nogen vil måske kalde mig naiv, men jeg orker simpelthen ikke at spilde mine kræfter på at være vred over noget, jeg alligevel ikke kan kontrollere eller har indflydelse på. Og jeg forstår så heller ikke hvordan jeg skulle kunne hade mennesker, der ikke betyder noget for mig og da slet ikke nogen, jeg aldrig har mødt eller kender, eller også har jeg blot evnen til at acceptere, hvornår sidste sang er sunget, inden hadet når at udvikles?!

Er jeg så den ulidelige type, der bare favner og elsker alle? Bestemt ikke og dem der kender mig, ville grine deres røv i laser over den bemærkning, for jeg formår dog så rigeligt at dislike en hel del mennesker, som forstår at bringe mig ud af fatning eller blot får nakkenhårene til at rejse sig, i deres nærvær. Men dem hader jeg heller ikke, for i min verden er ordet had, et stort ord og absolut en negativ følelse, som intet godt kan bringe med sig, selvom nogen sikkert mener, at det kan bidrage positivt i en helingsproces. Men jeg vil ikke heles og fortæres af had og jeg nægter simpelthen at lade min verden styres af negative følelser, når nu livet er så kort og lykken venter lige om hjørnet!
Er der mon nogen der hader mig? Det er der helt sikkert nogen, der mener de gør og det er helt og alene deres valg og beslutning, ikke min! Nå, men fakta er, at lige meget hvor meget jeg end forsøger at forstå det, så forstår jeg stadig ikke?!

Hvis jeg afslutningsvis skal sige noget jeg virkelig hader, så er det at ham, der burde sidde her ved min side og hviske søde ting i mit øre, ikke er til at få øje på..... og så stegt lever!

Joan Jett....

PMS-trunten

ADVARSEL.... Er du sart, så stop læsning nu!

Jeg har ondt i livet... Underlivet! Ja så er det sagt og inden I nu skynder jer at slå tilbage på YouTube, for at se videoen med de leende babyer færdig, så lover jeg at undlade, at gå i for mange detaljer om det hormon-helvede jeg står igennem. Nu er jeg da heldigvis for ung til, at det kan være overgangsalderen, der har ramt mig og selvom smerterne, søvnløsheden og humørsvingningerne, måske kunne tyde derpå, har jeg endnu ikke oplevet de store hedeture, med mindre jeg rent faktisk arbejder for sagen. Jo, jeg kan skam sagtens få sved på panden, hvilket i øvrigt er den oprindelige og egentlige årsag til dette, for jeg tror det er min nyligt opsatte hormon spiral, der driller!

Jeg burde have vist det, da jeg så pakken på 60 cm og selv med mit kvindelige øjemål, kunne se at enten skulle den blokere allerede fra halsen og ned, eller også var der, som et andet kinderæg, en overraskelse med i pakken?! Her kunne jeg sagtens forestille mig at producenten indlagde en parfumeprøve, eller måske lidt lækkert chokolade, men efter overstået "indskydelse" burde det nærmere være en bidepind og en lommelærke med absint, for DAMN det gjorde ondt. Nu er jeg ikke specielt pylret, hvis jeg selv skal sige det og ikke nok med at smerten, slet ikke stod måls med lægens formaninger om et lille "jag", så gjorde forfængeligheden også ondt, da det selvfølgelig skulle overværes af en ung, mandlig praktikant, der dog afslutningsvis var høflig nok, til at stikke hovedet frem imellem mine ben og sige "tak for kigget". Hvad pokker svarer man lige til det? "Det var så lidt, jeg synes selv den er flot!" Nej, det siger man jo ikke....

Nå men nu er den i hus, så at sige og jeg søgte derfor råd hos en veninde om de pludselige, krampagtige vridninger af min livmoder, hvortil hun spørger om den måske er taget på vandring? Hvor pokker skulle den tage hen, tænker jeg og der er jo kun en exit, så vidt jeg ved og det er jo ikke lige i den situation, man ringer efter kloak-tv med de smarte kameraer, der kan gå i selv de mindste rør, selvom dens forsvinden ville være ærgerligt, da den var dyrere end de fleste af mine øvrige accesories. Jamen, er det ikke en reklamations-sag, blev jeg så spurgt og selvfølgelig kunne jeg klage over, at dens farve åbenbart clasher ret voldsomt med mit indre, men med mindre jeg rent faktisk står med en baby i favnen, med spiral aftegninger i panden, tror jeg ikke min sag er særlig stærk?!

Nu har vi slet ikke talt om humørsvingningerne endnu, men de er der vist også, hvis du spørger mine nærmeste og for nyligt blev det skam også påpeget, at jeg ikke virkede specielt glad! Nej, det tror da fanden, når det føles som om, man får renset underlivet med en stor og lidt for grov toiletbørste, samtidig med at man skiftevis går fra nyfomaniske drifter, til en hungren efter sukkersød romantik, mens man hver morgen afventer at hornene, bryder igennem pandeskallen. Så ser man mig, klø mig i panden, så tænk på at det sikkert er den samme følelse, når børn får deres første tænder, men jeg har blot ingen gummiring at lindre gennembrudet ved!

Hvorfor i alverden får man så, sat sådan en dims op i det mest private og allerhemmeligste sted? Og her kunne jeg godt postulere, at det var for at styre og mindske min månedlige periode, men i kraft af jeg nu kan bryste mig af titlen PMS-trunte, så er det vist en dårlig undskyldning og sandheden er da også en ganske anden. Det er jo fordi at jeg gerne vil leve op til min del af et fælles ansvar og dermed undgå, en ups'er med barnegråd til følge, hvilket jeg i øvrigt er ganske sikker på ville fuldende outfittet og give mig både hale med pilespids og en trefork i hånden. Selv manden med leen, ville blive bange for mig, så hvad ville et stakkels barn ikke være!

Jeg har ladet mig fortælle, at spiralen virker ved at drive fremmelegemer ud af underlivet på mig og at det er derfor, hverken stædige haletudser eller æg kan sætte sig fast, men tænk hvis det virker ud af kroppen også??? Hvad nu hvis den støder, selv den mest testosteron-fyldte mand væk og holder ham i en afstand af 1½ meter, hvilket jeg forestiller mig er sikkerhedsafstanden, når man står overfor en lavbenet blondine med en skridtlængde på en halv meters penge og nyspidsede klør på alle fingre?! Så kan det jo godt være at den forhindrer en uønsket graviditet, men det skulle jo ikke være på grund af ufrivillig mand-løshed, hvilket er et ord jeg lige opfandt i mangel på danske ord, der beskriver det bedre.

Så undskyld, hvis jeg virker en smule ude af balance og uligevægtig for tiden, men det er altså en ond spiral, der har skylden og som fucker (vel og mærke på den ufede måde) med mit indre, men jeg kan berolige alle med.... Lægen siger det maximalt varer et halvt år! ET HALVT ÅR???
Hvorfor ikke sige 20 år nu vi er i gang, opsætte en stang kryptonit og så kan jeg spare pengene til kyskhedsbæltet, for ikke engang supermand vil kunne rejse nogen tårne, i mit nærvær og så kan jeg ligge i min seng, som en blond version af pigen fra The Exorcist og skrige min jammer ud! Stakkels mig..... og AV!

Der er dog lyspunkter midt i min elendighed... Jeg har faktisk fået lidt større bryster og jeg kan rent faktisk slippe afsted med mord!

 Devil in Disguise...