Vi har alle et sted, hvorfra vi henter inspiration til livet og den vej vi vælger at gå, hvad end vi taler arbejde, fritid, tanker og endda følelseslivet. Og selvom vi gerne vil kunne bryste os af, at have tegnet skitsen på egen hånd, er sandheden er vel, at vi lader os farve af mennesker og ting, vi omgiver os med og dermed får det livgivende pust, som fornyer vores lyst til et nuance-skifte?!
Vi kender alle det, at slå op i Bo Bedre og pludselig blive overvældet af lysten til at svinge malerrullen og smide arvegodset fra Moster Erna på loftet, da kronhjorten i skovbrynet, clasher med vores drøm om et gigant maleri af en farvepallet. Eller når vi ser naboen's nye motorcykel, der er direkte importeret fra staterne, så er vi klar på at lade vores eget fornuft-indkøb af en scooter fra T-hansen, udskifte til drømmen om en bezinslugende easy rider og udleve det frie liv, med insekter i mundvigene. Når et andet menneskes store tanker, sætter så dybe spor, at vi er tvunget til at se indad og håndtere livet med andet, end 2 stk. panodil og nye impulskøb, for at skabe den forandring, som er livsnødvendig for vores eget livs udvikling og dermed livslyst. En muse!
I både fornuftens og drømmenes verden, lader vi os inspirere og særligt ved forårstide, begynder det at krible i os, for at skabe samme forandring som i naturens verden, hvor de så længe golde og bare grene, iklædes et flor af farver, kraft og liv. Ideerne er næsten større end hovedet kan rumme og trangen til at skabe, ændre og forny os, er overvældende og vi drager mere ud og forlader vores trygge rammer, for at sanse og indsnuse inspirationen i vores sociale netværk og ude i den pulserende verden. Sådan plejer det at være, også for mig, men af en eller anden mærkværdig grund, føler jeg mig for tiden, endnu mere knyttet og afhængig af mit hjem, min hule og det jeg kender og selvom jeg nok ikke helt kan lukke af for min kreative åre, finder jeg det svært at vende vrangen ud. Alle de ord, jeg normalt suger til mig, i løbet af dagen og som efter endt popning i mit hoved, finder vej til dette forum, bliver nu indlagret og gemt til bedre tider, som havde jeg ombyttet forår og efterår og som et andet egern, samlede til forråd.
Mine drømme henkastes og afløses af realisme og det er som om nogen konstant kniber mig i armen, for at jeg ikke skal forfalde til mit vanlige tankespin. Det lyder jo slet ikke som mig og kan måske lyde trist og sørgeligt, men jeg synes nu ikke jeg er ked af det, eller på nogen måde stående på randen af en depression i miniformat, men ikke desto mindre, kan jeg godt selv se at noget ikke er, som det plejer og at forårets spire, endnu ikke rigtig bryder igennem hos mig. Et eksempel er denne blog, som jeg slet ikke gider at skrive, for den falder mig desværre ikke ligefor og ordenes strøm er ikke så flydende, som min virtuelle hovedtømning har for vane at være. Dette er en tvangsblog og et skub i ryggen, for at grave lysten frem og omvende mine indre årstider.
Måske har jeg min hjerne blot haft brug for en middagslur, mit hjerte behov for at slå i et fast og roligt taktslag eller måske har der blot været udsolgt på alle hylder og ikke mere at give af, hvem ved?! Jeg sidder faktisk i skrivende stund og tager en beslutning, hvilket må siges at være en lille spire af gennembrud, for uanset hvad eller hvem, der har sat det på stand by og købt hele restlageret, så skal der nu geares op i omdrejninger igen og denne tvangsblog, skal være en inspirationsblog...... til mig selv!
Min muse skal blot vækkes fra sin dvale!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar