Kærlighed er en underlig størrelse og åbenbart noget man kan mestre, men også være ligeså dårlig til, som når jeg bilder mig selv ind, gerne efter mange genstandes indtagen, at jeg er en stjerne på et dansegulv og tror de stirrende blikke, er af ren benovelse?! Jeg har egentlig altid gået i den tro at kærlighed, var min niche, hvor jeg følte mig som oraklet, der havde oplevet det meste, på godt og ondt og netop derfor, havde fundet de vise sten til, hvorledes den ægte varer skulle strikkes sammen. En ekspert, der igennem livets skole, har lært hvorledes ægte, dybtfølt og gensidig kærlighed føles og hvorledes den smager, når den er ensrettet og man er galionsfigur, på en synkende skude.
Nu kunne det lyde som om, jeg har haft et hav af mænd i kufferten og skiftet dem ud, i takt med, hvad den nyeste mode-trend har dikteret, men det har jeg nu langt fra. Sandheden er at mit første virkeligt seriøse forhold, varede ikke mindre end 14 år og det eneste, jeg føler jeg kan bruge som et nogenlunde værdigt sammenligningsgrundlag, til trods for dets uundgåelige afslutning. For selvom jeg nu for 4 år siden, valgte at lade mig skille, så ser jeg nu tilbage på et ægteskab, med overvejende positive briller, hvilket naturligvis var før, vi ikke længere magtede at lukke flere huller i skroget og armene var blevet trætte, af at skovle vand over siden.
Efter en aften i selskab, med min eks-mand og vores datter, kan jeg ikke lade være med at spørge mig selv, hvad der gjorde, at vi holdt sammen i så mange år, til trods for vores åbenlyse forskelligheder?! Han var skam en god mand og er en god far, for vores datter og det der dengang, gjorde vores forhold så bund solidt, var at vi først og fremmest var hinandens bedste venner. Jeg havde 100% tillid til ham og en vished om at blive grebet, hvis jeg skulle snuble og fremstå et uperfekt menneske, som alle andre. Skulle jeg pludselig blive lam fra livet og ned, mistet synet eller en anden grufuld hypotese, var jeg dengang aldrig et sekund i tvivl om, at han stod mig bi og ikke flygtede bort og selvom det måske ikke ville have været tilfældet, hvis ulykken vitterlig var ude, var følelsen nu betryggende.
Denne følelse varede selvsagt ikke ved og vi gik hver sin vej, men dog en følelse jeg heller aldrig sidenhen har oplevet, til trods for et par forhold, hvor forelskelsen har været stormende, men også støbt i en mere overfladisk og solitær form. For den ubetingede tillid og det nære venskab, har ikke været kendetegnende for de få forhold, jeg har indladt mig på og netop manglen på dette, gjorde at jeg endnu mere ihærdigt forsøgte at ændre det til noget, jeg troede var perfekt, på bekostning af venskabets og tillidens værdier. Jeg mestrede ikke at vise mig, fra mine svage sider og lade dem bevise at de kunne opfylde mine og min datters behov for tryghed og give dem chancen for at gribe os. Den tillid kunne jeg ikke give dem, for inderst inde var jeg forvisset om, at hvis jeg lod mig falde bagover, ville de være et stormasket sikkerhedsnet, hvor jeg med lethed, ville glide igennem hullerne og min datter, helt uskyldigt, ville blive revet med i faldet.
Teamwork og tillid, findes skam stadig i mit forhold til min eks-mand, dog på en anden måde og selvom ungdommens kærlighed døde ud for længe siden, er det med en vis tilfredsstillelse, jeg kan sidde til et forældremøde og erfare at andre også oplever et godt samarbejde, om vores fælles barn. Vi kan stadig tale sammen og står sammen bag vores datter, med armene klar til at gribe, skulle hun have brug for os, både i fællesskab og hver for sig, hvilket i høj grad spejles i vores datters liv. Det fortæller mig, at han som far, var det helt rigtige valg, selvom han blev den forkerte mand for mig og selvom jeg måske ikke er noget kommende medalje-håb, inden for kærlighedens sport, så har jeg i det mindste mestret skilsmissens stafetløb og nået sikkert i mål, i ganske god stil. Se blot mit fantastiske livsværk, med de smukkeste blå øjne, som i aften blev skamrost til skyerne, for hendes evner og mange fantastiske kvaliteter. Noget må jeg jo gøre rigtigt!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar