I flere af livets forhold handler det om at finde det bedste i menneskerne omkring os og bruge deres resurser bedst muligt og finde netop den opgave eller niche, netop de mestre til fulde. Selvom vi gerne ville og vores intensioner er af den reelle karakter, evner vi ikke at være verdensmestre i alt og det er heller ikke meningen at vi skal være perfekte, men blot yde vores bedste. For er målet sat højt, vil vi altid stræbe efter at gøre det lidt bedre, lidt hurtigere og forhåbentlig høste roserne af vores indsats.
Sådan er det i vores job, hvor det i allerhøjeste grad handler om at vælge de rette team, som kan skabe de resultater, vi ønsker, samtidigt med at de selv vokser og udvikles. Når en leder har en jobsamtale, kan han naturligvis forholde sig til, at den langt under kvalificerede ansøger, har det drive og den spirit, der skal til og se bort fra at personen måske ikke har de rette stempler på cv'et. Og han kan måske vælge en anden, måske endda overkvalificeret ansøger, som måske ikke er helt ligeså sulten efter jobbet, men som helt sikkert kan det vedkommende skal på sit område, men for længst har sat sig godt til rette i kassen og lukket låget for mere input.
Det er også sådan med forældrerollen, i forhold til vores børn. Og selvom jeg kun har én af slagsen, er jeg dog ud af en børneflok på tre tøser, som til trods for nogenlunde samme opdragelse, er vidt forskellige og kan derfor godt have et grundlag for min påstand. Børn er ikke ens og selvom vi hurtigt kan blive enige om, at de alle er dejlige, afhænger barnets identitet og kunnen, i høj grad af prægningen fra os forældre. Og selvom vi ikke selv vælger vores børn, som medarbejdere til en jobsamtale, har vi dog en nogenlunde plan for deres udvikling og forventninger til at de helst kan kunne gå inden de er konfirmeret. Vi har i forældrerollen, fuldstændig slettet mindet fra vores egen barndom, om hvor åndsforladte forældre kan være, når de står og prædiker værdien af karakterer og vigtigheden af at kunne analysere digte, til UG, som om ret mange får brug for det på nutidens arbejdsmarkedet.
Når vi søger partner, som vi i dagens skilsmissesamfund, gør temmelig ofte, har vi også forventninger til hvilke kvalifikationer og værdier vores kommende partner, skal besidde og jeg har endda ladet mig fortælle at vi har en tjekliste, som overvejende bør kunne afkrydses ved +-siden. Han/hun skal kunne opfylde alle vores drømme, indfri vores forventninger og skabe resultater, naturligvis i kærlighedens fortærskede tegn og helst i tide, så vi også kan nå at nyde det. Kærlighed er ikke længere nok og der er et hav af udefrakommende faktorer, der falde på plads og vi skal have et garantibevis, med fortrydelsesret, inden vi tillader lykken at finde os og kaste os omkuld. Kærlighed er ikke længere en altoverskyggende og dybtfølt følelse, der kan få selv den mest begærlige til at sulte sig, men mere som bilen der står parkeret i indkørslen. Lykken måles i om vi kører Mercedes, som er bilen for den kvalitetsbevidste, med komfort og startssikkerhed for øje, eller om vi kører i en gammel spand af ubestemmelig herkomst, da emblemet er rustet væk, som vel er for dem der må nøjes.
Hvad med dig selv, kræsne Tina? Ja, jeg hører for det første under kategorien, brandentusiast, rent jobmæssigt. For nok har jeg hverken de rette uddannelser og de fancy diplomer, for at bestride mit job, men jeg brænder for det og håber blot det er nok?! Jeg er måske ikke den perfekte forælder, da jeg både bander og udgyder sjofle vittigheder, foran min datter, men jeg gør mit bedste for at sætte hende godt i vej og forberede hende på hvad livet kan bringe. Jeg kan ikke tolke digte og jeg er ingen haj til brøkregning, men jeg ved dog alligevel lidt om livet og elsker hende ubetinget, hvilket vel også en slags kvalifikation?! Og så kommer vi til kærligheden eller det gør vi jo så ikke, da jeg jo ikke har nogen virkelig kæreste, men mere sådan en Alfons Aaberg's bedste ven -slags kæreste, som ingen andre end jeg kan se. Her kan jeg desværre hverken fremvise resultater eller indfri forventninger, men jeg kan føle de allerstørste følelser og kunne de omskrives til en bilmodel, kørte jeg Ferrari! Men sandheden er at jeg kører en lille Peugeot og endda med utæt udstødning, og selvom den maskerer sig med lyden af en V8 motor, er det pure lydbedrag, men den er den rette til jobbet, nemlig at bringe mig ud og frem i verden og måske af endnu ukendte veje!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar