History repeats itself???

Hjemmet er vores base og sådan er det skam også for mig. Stedet hvor jeg føler mig tryg, finder hvile i både krop og sjæl, hvor mine regler, er lov og hvor tingene på hylderne har sin helt egen historie. Historien er dog kort og når jeg sidder her i mit budget-hjem og lade blikket vandre rundt, kan den gamle historie være svær at få øje på. For som jeg før har fortalt, nulstilte jeg livet som jeg kendte det, for 4 år siden og det gjaldt også mit daværende indbo, som jeg efterlod, som en anden nybygger, der drog imod øst, for at starte på en frisk.

Min hjem er præget af pigeting, et feminint touch, i både farvevalg og stil og den røde tråd, er der vitterlig i form af en ikke helt tilfældig placering af røde dimser og nips, samt et væld af billeder af min datter og jeg. Historien jeg læser i mit hjem, er forandring og ikke mindst skilsmisse, hvilket jo ikke både kan anskues positivt og negativt, alt efter med hvilke briller man ser. Jeg var opsat på at forandre mit liv, i en grad, at jeg ikke havde lyst til at se på noget, der kunne minde mig om den tosomhed, det var at opbygge et hjem sammen og ordene "jeg kan selv", skulle blive et mantra, der stadig hænger ved, her flere år efter.

Dengang var mantraet, sagt med tilfredshed og stolthed over at kunne stå på egne ben, selv hælde olie på bilen, rode med ledninger og til middelmådig tilfredshed, beherske brugen af en skruemaskine. Jeg husker tydeligt da jeg flyttede ind, med en skummadras og et cafésæt, som eneste møblement og stoltheden jeg nærmest følte hver eneste gang, jeg med succes fik slået et søm i væggen. Nu fremmer overdrivelse jo som sagt forståelsen, for sandheden er nok at jeg altid har været rimelig handy, uden den store frygt for at knække negle eller få snavs på tøjet, men det føltes blot anderledes tilfredsstillende, at skabe noget helt alene.

I aften, her 4 år senere, er det med et lidt andet syn jeg ser rundt, i mit trygge hjem, for nok har jeg selv skabt det, købt og samlet hvert et møbel, slået hvert et billede op og med to lamper til terrassen, som jeg kun kan klantre mig selv for, stadig ligger i skabet. Nu kunne det lyde som om jeg mangler en handyman, til at gøre det beskidte og hårde arbejde for mig, men det er nu mere indblanden jeg savner. Jeg savner at der står en hæslig og absolut ikke matchende kitsch-ting, som fortæller historien om kompromis, tosomhed, fællesskab og teamwork. Jeg savner at skabe noget i fællesskab, skabe en ny og livslang historie og allerhelst med en happy end.

Jeg synes egentlig ikke at jeg føler mig ensom, for jeg har nogle skønne venner og veninder, som gladeligt tropper op, hvis jeg skulle spørge, men jeg tror jeg er nået til et punkt, hvor jeg vitterlig er mæt af mit eget sololøb på hjemmefronten. Jeg mangler nok en god gedin diskussion om, hvor skabet skal stå, for selvom det har sin fordel at herske og regere bag disse fire vægge, er det lidt trættende, når ens eneste folkeskare er to hunde, der ikke engang gider lystre, men som heller ikke yder noget nævneværdigt og konstruktivt modspil, andet end et bjæf i ny og næ.

Jeg føler igen trangen til at forandre og tanken om at ændre mit hjem markant, tumler i min hjerne for tiden, også selvom jeg godt ved at jeg hverken har råd eller mentalt overskud, lige nu, men jeg trænger til en ny historie. Hvis jeg mærker efter, kan jeg faktisk have de ting, der betyder virkeligt meget for mig, i en enkelt flyttekasse og resten kunne gå direkte tilbage til Ikea, uden den store seperationsangst, hvis ikke garantien allerede var udløbet. Mantraet "jeg kan selv" er nu afløst af "jeg skal selv" og jeg føler for første gang, siden jeg flyttede for mig selv, at jeg er mæt af enkelthed. Jeg er træt af at være alene og jeg er træt af, at jeg kan kan selv, blot fordi jeg skal....Det burde jo være omvendt?!

Man siger historien gentager sig, men hvornår?!

Speaks for itself...!