Hvor er mit rivejern?

Jeg ønsker mig et rivejern! Sådan ét, har jeg erfaret at jeg slet ikke ejer, eller også har det forputtet sig i rodeskabet i køkkenet, som ellers jævnlig bliver ryddet op, men som har en evne til at rode sig selv til, som var en skabs-tyfon kommet forbi. Jamen hvordan pokker har jeg overhovedet overlevet uden sådan et, de sidste 4 år, bliver jeg spurgt og dertil kan jeg kun skamfuldt indrømme, at råkost desværre ikke står øverst i min kostpyramide og at jeg sjældent laver hjemmelavet kartoffel-rösti.

Når jeg tænker nærmere over det, er mit køkken måske egentlig dårligt ekviperet, siden jeg flyttede ind i min lille lejlighed og har slet ikke alle de remedier og da slet ikke af det rigtige mærke, som skal til for at overleve i et moderne samfund. Jeg har ingen fancy Kitchen-Aid køkkenmaskine stående, jeg har heller ingen Global-knive i blokken, men de er dog skarpe nok til at skære i selv det sejeste stykke bøffel, så safterne springer og mit spisestel har heller ingen bølger, men ligner dog noget der har været en tur igennem et rev, i høj sø. Og alligevel formår jeg at spise, hver eneste dag og kan endda til tider, fremtrylle et gourmet-måltid, som er en konge værdig, hvis jeg skal gå imod janteloven og selv sige det.

Sådan har det ikke altid været og der var også engang jeg gik op i, at have de rigtige mærker i skuffen og helst i nyeste design, også selvom det blot samlede støv og sjældent blev brugt. Der var engang, hvor jeg samlede til huse, af alverdens grej og alligevel havde jeg ikke et lykkeligt køkken-liv eller tilnærmelsesvis det liv jeg søgte, og dengang fandt jeg overhovedet ingen nydelse i at lave maden, men mere at spise den, hvilket også resulterede i temmelig mange overflødige kilo på hofterne. Kiloene er næsten alle smidt nu og jeg nærmer mig den vægtklasse jeg havde i mine unge år og maden der før, var en dårlig substitut for lykkefølelse er nu afløst af glæden ved rammerne omkring måltidet. Apropos vægt, tror jeg heller ikke jeg ejer en køkkenvægt, hvilket fortæller en del om, hvor meget jeg bager og hvor store brød jeg slår op!

Men jeg elsker faktisk at lave mad og jeg nyder at forkæle andres smagsløg, når der er dømt hygge og luften emmer af kærlighed, hvad enten det er til min datter, mine veninder eller manden, jeg skulle kaste mit hjerte efter. Men nu kommer endnu en indrømmelse, for jeg elsker det ikke så meget, at jeg gider stå og præparere et måltid til mig selv, som er mere avanceret, end at smøre en rugbrød med leverpostej, som dog kan toppes med en agurk, når det skal være ekstra festligt! God mad afhænger, i min lille verden, ikke af ingredienserne eller hvor fint bordet er dækket, men af selskabet og selvom jeg ellers ikke er særlig glad for at blive kostet rundt, er det nu dejligt når der står en og fortæller at tomaterne jo ikke snitter sig selv, når man står og falder i trance over, hvor godt selskabet smager!

Det er jo ikke fordi, jeg ikke stadig elsker mad, men jeg elsker blot mere samværet omkring et velberedt måltid og det er selvom jeg laver maden solo, eller endnu bedre, er så velsignet at have deltagende selskab, hvor man kan tale sammen og evt. nyde et glas vin, imens de lidt for slidte gryder damper. Så måske skulle jeg i stedet konkludere, at det eneste mit køkken reelt mangler er endnu en kok, selvom man siger at for mange kokke fordærver maden?! Hvad gør det at steaken er lidt sej og pastaen ikke er al-dente, men nærmere al-dental, og knaser mere end godt er, når man stadig kan se tilbage på en aften, der er mindst 5 Michelin-stjerner værdig....selv uden et rivejern!

Vi kan li' at ha' noget vi kan rive i.... 

Familieforøgelse...

Vi kan nu tilføje Louis Vuitton, til vores lille familie. Og nej, det er ikke taske-kongen, men vores lille Pomeranian, som flyttede ind igår. Det er gået over alt forventning og vi er alle forelskede i den lille ræverøde pelsklump. Han passer desuden godt ind her, da han ligesom os andre, elsker kys, kram og kærtegn!

Freaky Friday...

Jeg sidder her en fredag aften alene, kun med hundens rungende snorken og radioen, som eneste selskab, alt imens jeg varmer mine kolde fingre ved at laden dem motionere over det virtuelle løbebånd. Ikke at jeg aldrig er alene, for det sker skam jævnligt, men dette er altid på hverdage og efter en lang begivenhedsrig dag på job, hvor man mæt af dagens oplevelser, trænger til lidt ro i hovedet. Nu jeg tænker over det, kan jeg ikke mindes jeg det sidste år har tilbragt en fredag aften helt alene, sådan på spontan vis, og aftenens planer blev skam også lidt ufrivilligt udsat, for som altid, var der skemalagt en dagsorden. Den stod på hygge og hjernetømning, opladning og "mor"-somhed, med familiehygge i højsædet og masser af knus, kram og den omsorg jeg føler jeg ikke har givet nok, på det sidste. Surpice, surprice....? NOT!

Før i tiden var jeg god til at hive en fredag aften ud af kalenderen, trække stikket til omgivelserne og lade verden stå stille, for at dyrke lidt selvforkælelse, i form af pleje af krop og sjæl. Selvtilfreds iføre mig min pæneste natkjole og elske mig selv, uden det skulle lyde lummert på nogen måde, men selv det var en planlagt handling. Jeg er sådan indrettet at jeg straks sætter tankerne i gang med at lede efter andet at benytte fritimerne konstruktivt på, for selvom jeg hverken er skuffet eller føler mig ensom, så burde jeg gøre noget, når nu planerne røg ud med skraldeposen og ugens reklamer. Men hvorfor egentlig det? Hvorfor sidder jeg og planlægger og prioriterer, hvad jeg ellers burde gøre, fremfor at slå håret ned og blot nyde at jeg bare kan være mig, måske udvide min horisont med en god bog, finde svar på mine tanker og lade alt andet vente til i morgen eller endnu senere? Hvorfor sidder jeg her? Hvorfor logger jeg på arbejds-pc'en i håbet om at komme lidt på forkant med mandagens udfordringer, som jeg ved, forsinkes af mandagens kommende kursus i elementær brandslukning.....?

Brandslukning? Sikkert en fornuftig ting at høre om, men det kræver vist mere og andet end en fiktiv brand, for at vide hvorledes jeg ville reagere i den givne situation, da man jo ikke aner hvor cool man ville agere på en akut krise-situation eller det blot ulmede lidt i hjørnet. Vil dog gerne berolige mine kollegaer om at jeg naturligvis finder kappen frem og redder alle dem og det, der er i brand. Tjek, vand på mennesker og kulsyre, der hvor det slår gnister....Eller var det omvendt? Arghhh....CRAP! Okay, jeg yder min fulde opmærksomhed, Hr. Brandmand (men har engang set hvordan sådan én, skal se ud, så forventningerne er store).

Jeg håber at den sobre tone kommer igen på mandag, for den fløj da op igennem ovenlys-vinduerne i dag, i forventningens tankespin, med det resultat at man mistede koncentrationen, i så voldsom grad, at mit i forvejen rastløse og fjollede humør, blot blev endnu mere fjantet. Det er svært at besvare seriøse opkald, om manglende vand i rørene, uden at man foreslår at rørlæggeren lægger en tur forbi, når man er ramt af fredag, hvilket egentlig ikke hævede samtalens niveau sønderligt. (Godt hun tog det pænt og med et smil på læben). Mon fredag, kan betegnes noget nær sindssyge, når det hele sitrer på én, fra det tidspunkt man møder ind og tankerne kun kredser om at det snart bliver tid til at punche ud igen og stå foran døren af verdens mørkeste gang?

Jeg har virkelig været ramt af fredag i dag, som var det ikke en ugentlig, men nærmere årlig begivenhed, som man med stor forventning har set frem til i lang tid og nu sidder jeg så her og mærker stilheden og roen vende langsomt tilbage, selvom fredagen er lidt endnu. Det er pludselig Tina-tid og normalt ville jeg dulle igennem med negle, ansigtsmasker, blød musik og et glas rødvin (ikke nødvendigvis i den rækkefølge), men jeg skal vist ikke tømme mere hjernemasse ud i dag/aften, på fjantet og tastet vis.... Jeg skal ikke undres i cyber, udgyde mine fredags-frustrationer til andre eller sidde og længes efter selskab! I'm out of office...

Have a Freaky Friday!

Ghostbusting

Jeg har startet et projekt, eller rettere jeg har frivilligt meldt mig til deltagelse, i min kærestes projekt om at forskønne det indre af hans i forvejen hyggelige hus. Min deltagelse er ikke af uselviske årsager, må jeg erkende, selvom jeg naturligvis helst vil fremstå som den støttende og altid hjælpende, der gør det udelukkende for hans glæde. Men jo mere og dybere jeg tænker over det, er det i allerhøjeste grad også for min egen skyld og som muligvis er med større ubevidste bagtanker end først antaget.

Dette hus er drømmehuset som han for år tilbage købte med sin ekskone og stiftede sin kernefamilie i. Dette skulle være deres base og være der, alle deres drømme skulle fødes og realiseres og skabe rammerne for deres familie. Men, som det er sket for mig og hundredvis af andre mennesker, brast deres drømme herom samspillende med kollapsen af deres ægteskab, og uanset om man bryder eller droppes er det en hård proces at gennemleve. Det var det også for min kæreste, som mistede hans livs kærlighed og en kæmpe del af hele hans eksistensgrundlag. Han havde vel næppe nogensinde kunne forestille sig, at leve uden hende og hele den store drøm om et liv på landet, med knægten løbende i baghaven, mens kærligheden blomstrede i takt med stok-roserne, blev sendt til det nærliggende slam-depot.

Og her står jeg så nu i huset, hvor hver en sprækket bjælke, hvert et skævt vindue og hver en skabslåge rummer minder om drømmene der var og drømmene der blev knust. Det er svært at betræde et hjem hvor en person har sat så store aftryk, omend usynlige for øjet, at sporene er som fugt-skjolder, der træder igennem uanset hvor mange lag maling der males på. Og måske skal det blot være sådan? Men jeg kan naturligvis ikke undlade helt at komme med alle mine gode, nye, friske ideer om hvorledes drømmen nu kunne se ud og forsøge at viske lidt ud på den grundtegning, der blev lagt for så mange år siden, hvor grundlaget var et ganske andet. Mit selviske jeg, vil nok til dels forsøge at sætte et lille aftryk i hans verden, der kunne lede tankerne imod andet end fortidens drømme og håb, og imod fremtidens og til dels og skabe et rum hvor også jeg på en måde, føler mig hjemme og hvor rummet emmer af mig også.

Og nu er det jo ikke fordi jeg ikke er klar over at dette ikke er mit hus, men i kraft af at jeg ser hvor store følelser han har haft og stadig lægger i disse vægge, drømmer jeg skam om at det en dag er med mig disse drømme udleves og allerhelst nye drømme. Derfor finder jeg en enorm lyst og energi til at sætte et lille præg af kvinde, en anden kvinde, i hans base, dog uden at overtræde hans grænser og slette hans drøm. Jeg vil blot gerne guide den en smule og en skønne dag indtage den pedistal, der i så mange år nu har tilhørt en anden.

Hun har haft en enorm indflydelse på min kæreste og farvet og formet ham til den han er i dag, på godt og ondt og det er jeg hende evigt taknemmelig for, da det jo netop er ham jeg elsker, og jeg hverken tror eller ønsker at kunne tage hendes plads.... Jeg vil have min egen plads, men ting tager tid og jeg indtager ventetiden med forestillingen om at investerer jeg nok kræfter, energi og kærlighed i dette, bliver det til en realitet en dag og det giver et afkast for os begge som vi kun havde turde håbe på. Jeg er villigt til at ofre blod, sved og tåre for noget jeg ikke tilnærmelsesvis kan kalde mit, men som jeg indrømmet ganske selvisk, håber på en aktie i og hvor jeg på ren Ghostbuster-vis, får fordrevet skeletterne og ånderne.

Ghostbusters

Men......

Hvor jeg dog hader det ord, som på mærkværdigste vis har en evne til at ophæve værdien af det forudgående, på godt og ondt. Og der er altid et men, har jeg måtte erfarer, selvom jeg ihærdigt forsøger at leve efter at det skal have så lidt indflydelse som muligt, på min opfattelse af ting der bliver sagt til mig. Så snart ordet men falder i en sætning, forventer man et modstykke af det netop udtalte, så ens fokus lægges der og de efterfølgende ord får hele opmærksomheden. Lad mig beskrive dette ved nogle sætninger:

"Jeg elsker dig, men....."

"Du er dygtig til dit job, men....."

"Du er en god mor, men....."

"Jeg stoler på dig, men....."

Jeg opfatter allerede inden sætningen afsluttes, at det er af mindre positiv karakter den ender og at der er verbal opkast på vej om jeg vil det eller ej. Det samme kan dog gøre sig gældende med det modsatte fortegn, som på samme måde negligere betydningen af første udtalelse:

"Vi har ikke altid været gode venner, men....."

"Du kan ikke få lov, men....."

"Du gør mig ked af det, men....."

"Du lavede noget lort forleden, men....."

Og efter disse fra start negative sætninger, forventer jeg at de afsluttes positivt, eller i det mindste opvejende og hvad der startede med at lyde som brok, forventes at ende i noget konstruktivt. Men, kan naturligvis også benyttes som afblødende for hvad man egentlig gerne vil sige og bliver nok også især brugt på den måde, at man vil markere sin mening og alligevel afværge de værste slag uden at efterlade blå mærker og for mange skrammer.

Anderledes kan det også menes og opfattes, at stille sig undrende for hvad man selv lige har udtalt og rent faktisk har svært ved selv at tale rent ud af posen, uden at have det pokkers ord som skjold.. Man stiller på den måde spørgsmålstegn ved sine egne ord og dermed ophæves den forgående del, som loddet på vægtskålen, ergo vejer disse ord ikke tungest og betydningen bliver tvetydig. Men, er et andet ord for tvivl og usikkerhed, for både afsender og modtager og som blot kamuflerer det ganske godt.

Børn har dog en langt lettere og betydelig mere ufiltreret tilgang til tingene, som gør dem langt lettere at forstå, uden det nødvendigvis har en anden mening, dog med et punktum, som letter modtagelsen uden yderligere behov for fortolkninger.

"Du er dum"

"Du er sød"

Vi har vel alle et men, uanset i hvilket af livets forhold vi taler, hvilket også nok ville være naivt at tro andet og alligevel har jeg endnu ikke lært at overse det lille ord helt og jeg erkender gerne at jeg til tider derfor bruger både tid og kræfter på at fortolke og analysere, på meningen frem for det sagte, MEN ......(indsæt selv resten og til egen fortolkning)!

What are words?