Men......

Hvor jeg dog hader det ord, som på mærkværdigste vis har en evne til at ophæve værdien af det forudgående, på godt og ondt. Og der er altid et men, har jeg måtte erfarer, selvom jeg ihærdigt forsøger at leve efter at det skal have så lidt indflydelse som muligt, på min opfattelse af ting der bliver sagt til mig. Så snart ordet men falder i en sætning, forventer man et modstykke af det netop udtalte, så ens fokus lægges der og de efterfølgende ord får hele opmærksomheden. Lad mig beskrive dette ved nogle sætninger:

"Jeg elsker dig, men....."

"Du er dygtig til dit job, men....."

"Du er en god mor, men....."

"Jeg stoler på dig, men....."

Jeg opfatter allerede inden sætningen afsluttes, at det er af mindre positiv karakter den ender og at der er verbal opkast på vej om jeg vil det eller ej. Det samme kan dog gøre sig gældende med det modsatte fortegn, som på samme måde negligere betydningen af første udtalelse:

"Vi har ikke altid været gode venner, men....."

"Du kan ikke få lov, men....."

"Du gør mig ked af det, men....."

"Du lavede noget lort forleden, men....."

Og efter disse fra start negative sætninger, forventer jeg at de afsluttes positivt, eller i det mindste opvejende og hvad der startede med at lyde som brok, forventes at ende i noget konstruktivt. Men, kan naturligvis også benyttes som afblødende for hvad man egentlig gerne vil sige og bliver nok også især brugt på den måde, at man vil markere sin mening og alligevel afværge de værste slag uden at efterlade blå mærker og for mange skrammer.

Anderledes kan det også menes og opfattes, at stille sig undrende for hvad man selv lige har udtalt og rent faktisk har svært ved selv at tale rent ud af posen, uden at have det pokkers ord som skjold.. Man stiller på den måde spørgsmålstegn ved sine egne ord og dermed ophæves den forgående del, som loddet på vægtskålen, ergo vejer disse ord ikke tungest og betydningen bliver tvetydig. Men, er et andet ord for tvivl og usikkerhed, for både afsender og modtager og som blot kamuflerer det ganske godt.

Børn har dog en langt lettere og betydelig mere ufiltreret tilgang til tingene, som gør dem langt lettere at forstå, uden det nødvendigvis har en anden mening, dog med et punktum, som letter modtagelsen uden yderligere behov for fortolkninger.

"Du er dum"

"Du er sød"

Vi har vel alle et men, uanset i hvilket af livets forhold vi taler, hvilket også nok ville være naivt at tro andet og alligevel har jeg endnu ikke lært at overse det lille ord helt og jeg erkender gerne at jeg til tider derfor bruger både tid og kræfter på at fortolke og analysere, på meningen frem for det sagte, MEN ......(indsæt selv resten og til egen fortolkning)!

What are words?