Ulven kommer...

I min færden i det ofte udskældte og dog så populære facebook, støder jeg jævnligt på de status der gør opmærksom på, hvor tabubelagt det er at have en depression eller en psykisk sygdom, hvilket i min verden slet ikke er det samme. Der nævnes ofte hvor nedprioriteret dette er i dagens Danmark og hvor meget der ses ned på mennesker, der har måtte indse en psykisk barre, de ikke kan forcere uden hjælp, mens der opfordres til at man kopiere dette til sin status, hvis man overhovedet bekymre sig det mindste.

Og her er det så jeg trodsigt stiller op til verbal røvfuld, for jeg jeg ser det ikke som tabu, rettere tværdimod voldkneppes begrebet psykisk lidende og dyrkes som en besættelse, af den opmærksomhed det kan give at proklamere at have en "usynlig" sygdom. Jeg ser mennesker selv dianogsticere sig med depression, ved de lyse afteners aftagen, som pludselig bliver verdens bedste undskyldning for ikke at tage ansvar for sit eget liv og for at læne sig tilbage og lade alverdens ulykker regne ned over dem, uden at det kan bebrejdes dem det mindste. Det er jo sygdommens skyld og man kan jo ikke gøre for det......Christ!

Jeg siger på ingen måde at der ikke findes reelle psykisk syge, der vitterlig skal have hjælp til at komme ovenpå, hvad enten vi taler indlæggelse, samtaleterapi eller diverse psykofarmaka, hvilket jeg personligt mener vi er gode til at yde i dette velfærdssamfund. Men at vi skal passe på at det ikke ender, som i det gamle eventyr, og råber ulven kommer en gang for meget. Pludselig udviskes nuancerne og man begynder at sætte reelle syge i samme bås, som de lidt forkælede ansvarsfornægtere der har brug for en syndebuk for deres knuste drømme og så bliver det først et tabu.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvorledes livet var for 100 år siden eller som livet kan være for mennesker i den tredje verden. Her hører vi ofte om menneskers kamp for at overleve, men mere fordi det kniber med at vide hvor næste måltid skal komme fra eller hvornår den livgivende lokale brønd tørre ud og ikke så meget at deres far var alkoholiker og de blev drillet i tredje klasse, så de ikke kan rumme at tage vare på deres egne børn og passe et job. Hvorfor den enorme forskel? 

Jeg er ganske klar over at jeg nu bringer mange sind i kog og sætter tingene på spidsen, for at fremme min revsende holdning, men jeg mener faktisk at vi er velsignede med et super godt sundhedsvæsen til dem der trænger til hjælp og behandling, og at jeg ikke mener der burde ofres en krone på de klynkere der er blevet velsignet med et godt helbred og en hjerne de åbenbart nægter at benytte konstruktivt. Hvis man fortsat insisterer på at fastholde sin egen situation, ved at dyrke sindet som undskyldning til trods for en raskmelding, så har man selv et ansvar og må groft sagt tage sig sammen.

Så næste gang du ser en sådan status på facebook og gerne lige vil løfte pegefingeren og gøre opmærksom på dit knuste hjerte og din triste sjæl, så tænk lige på dem der rent faktisk gennemlever et helvede med skizofreni, borderline, cutting og invaliderende stress og hvad du bidrager med for at de kan få den hjælp de skal have for at overleve....reelt leve! I stedet for at klappe dig selv på skulderen, over at du nu har delt en status med en milliard andre og dermed vælte dig yderligere bekræftelse af hvor synd det er for dig at du ikke har en kæreste og at den sidste snublede med pikken forrest ind i naboen, så var det sikkert mere givende at donere din tid eller en skærv til foreningen SIND.

Som min gode ven udtalte en dag disse vise ord: You can choose to be the sheep or the wolf.... i know what i would choose!