Box-aholic

At være menneskekender. Det er en evne som mange bryster sig af at besidde, og som giver dem en indre tro på at de kan spotte det gode og det onde, så de hurtigt og ekspedit kan sortere skidt fra kanel. Tænker de må være særligt indrettede oven i hovedet, med sirlig opstillede kasser med labels, som de kan putte menneskerne i, de så skarpsindigt har vurderet, mål og vejet.
Det må være et super smart system, som både er pladsbesparende og som systematisk giver et overblik over hvem man skal bruge sin tid på.

Men.... (hadeordet), det må i reglen også være ret fattigt, for de oplever måske aldrig overraskelsesmomentet, når folk vinder ved nærmere bekendtskab. Jeg har skam tit og ofte haft en opfattelse af nye mennesker, et førstehåndsindtryk, der er tolket helt forkert og gjort til skamme ved nærmere selvsyn og kendskab. Jeg nævner i flæng og tag det nu ikke ilde op, når jeg nu detaljeret beskriver mine første tanker om jer.

Heidi, min dejlige veninde, mødte jeg første gang en forårsdag på Grundfos, hvor jeg med ryggen til, kunne høre hendes røst skære igennem larmen fra bippende loddeovne og en fræser med sløv bit. Min første tanke var "Gud, hvor hun larmer" Og det synes jeg sgu stadig hun gør men nu elsker jeg hendes kvikke sjove kommentarer og hendes dybsindige tanker, når jeg trænger til at lette hjertet og til tider galden. Heidi er typen, der fylder i et rum, men det er kun fordi hun har så stort et hjerte.

Martin, min elskede kæreste, som jeg første gang stiftede bekendtskab med ved en lidt popsmart scorereplik, som senere udviklede sig til direkte uterlige og fornærmende bemærkninger (læs til-svininger), der ikke just lå op til at det var amoriner der skulle flyve igennem luften. Mine tanker om manden var efter kort beskuelse  "Christ, han har travlt og er om sig, men han er sgu sjov". I dag viser historien sig som en ganske anden, hvilket nok ikke kommer som den store overraskelse, men nok mere fordi jeg har for alvor lært manden bag at kende. Martin er et følsomt og afsindigt intelligent væsen, som jeg ikke har lært at elske, men kunne slet ikke andet da han viste mig æren af at dele sit indre. Martin er en afsindig empatisk mand, der først tænker på andres følelser og hvad han kan gøre for at hjælpe, dog stadig med masser at latterkrampende humor.

Jeg har naturligvis også oplevet det modsatte og her kunne jeg skrive en lang og ret dårlig beskrivelse af et menneske, som jeg troede jeg kunne stole på, men som vidste mig sit sande jeg og det uhyggeligt grimme indre, der gemte sig bag det rolige og betryggende smil. Men det gider jeg ikke spilde mere tid på, for jeg har netop ikke mine bekendtskaber gemt i kasser med labels, men rodet rundt i mit hoved i et stort virvar af tanker og følelser. Og de dårlige gemmer jeg slet ikke på, de er røget ud, sammen med minderne om første gang jeg selv sad på potte og antallet af gange jeg har brugt ordet CRAP!

Jeg er ikke menneske kender, slet ikke faktisk. Jeg lader mig overraske gang på gang og heldigvis ofte til den positive side, når jeg når ind til det der virkelig betyder noget og hvor man har følelsen af at man får en lille stump af vedkommende med sig. Og det passer mig helt fint!

To fat for any box

Kærlighedens hundetegn

Efter at have oplevet det bedste fødselsdagsgilde, på mest romantiske vis
blive omdannet til en forlovelsesfest imellem to nyforelskede mennesker,
har mine tanker om dette emne gået i et dybere spin. Da jeg første gang
hørte min kære veninde beskrive sine følelser herom for mig, kunne jeg
præcis sætte mig ind i følelsen og behovet for at høre til, og glemme alt
om andres formanende, men velmenende råd, om det mon ikke lige var for
tidligt osv. For hvordan kan noget der føles så rigtigt, have en anden tid end
netop nuet?

Og hvorfor ikke gøre ord til handling and walk the talk, hvis begge parter føler 
sig sikre på dette og ikke mindst på hinanden; så sikre at de, måske
i ren barnetro og naivitet, tror på at de er hinandens one and only og kan se 
frem imod et langt og lykkeligt liv i hinandens nærvær?
 
Hvis man står i et forhold med tvivl og forbehold, så skal man naturligvis
ikke tage dette skridt, i håbet om at det måske kan være det, der fjerner
frygten for et eventuelt brud eller frygten for at binde og committe sig
100%. Men hvad er det egentlig denne famøse ring betyder for de forskellige
parter og hvad er det der gør vi tiltrækkes/afskrækkes af det lille stykke
ædelmetal, som vel nøgtern set er et symbol på en gensidig erklæret
kærlighed?
 
Tankerne fra en kvindes synspunkt kender jeg alt for godt, for her er der
tale om at "råbe på torvet" og vise hele verden, hvad man stolt har opnået
og vundet i kærlighedens spil. Samt det faktum at det er en håndgribelig
ting, som giver os en fornemmelse af samhørighed og at han tager vores

følelser seriøst og hengiver sig til sine egne følelser, uden afstand og 
forbehold for noget, men tør lade drømmene om en fælles fremtid rykke
indenfor rækkevidde.  Men samtidigt kan vi nok ikke fravige det faktum, 
at det er lidt som at sætte hundetegn i hundens halsbånd, når vi tagger ham
og viser omverdenen at han er vores, blot uden teksten 

"ring på dette nummer,ved bortløb". 

Den sidste del er heldigvis et mindre issue, men som føleles
som den del, mænd oftest bemærker og føler sig skræmt af, da de måske føler
at "halsbåndet" strammer lige lovligt meget og deres frihed pludselig
indskrænkes. Mænds følelse af en vis frihed er dem meget vigtig, også
selvom der i min verden, reelt ikke er nogen forskel på hvordan de skal/bør 
agere i et forhold, med eller uden ring.

Og dermed ikke sagt at mænd ikke vil forloves, for det har venindens
ny fundne kærlighed lige modbevist for åbent tæppe, men de vil nok gerne
føle at det er dem der tog den beslutning, uden at føle sig presset eller
lænkelagt til at føje vores trang til at offentliggøre forelskelsen,
forseglet med en en ring med navn og datostempling. Det kan virke som en
oldnordisk tankegang, når nu vi skriver 2011, men mon ikke det præcis er
sådan vi kvinder gerne vil have det, når alt kommer til alt? Vi vil jo
gerne overraskes og have benene slået væk under os i det uventede øjeblik,
han falder på knæ og beder om at du engang, når tid er, vil stå ved hans
side ved alteret og give ham dit JA, vågne ved hans side hver morgen og
kysse ham inderligt godnat hver aften.

De gjorde det! De to dejlige mennesker trodsede andres meninger og
holdninger, walked the talk og begav sig ud på et ukendt eventyr, uden
frygt eller forbehold og alene det at se glæden, stoltheden og
forventningens glæde i deres øjne, siger mig at det er det helt rigtige! Så
kæmpe stort tillykke til Lene og Michael, med ønsker om mange dejlige
oplevelser og nye drømme sammen, der endnu er på tegnebrættet.

Tillykke 

Under overfladen!

Man er efterhånden nået en sådan såkaldt voksen-alder og kan nu begynde at se tilbage på et liv, med en masse erfaringer på godt og ondt, solidt pakket i livets rygsæk, som sidder limet på vores ryg på vej til nye eventyr. Jeg ser tilbage på den store forandring der er sket med mig, både hvad angår min ydre fremtoning, men endnu mere i mit indre, efter en lang og sej proces og mange års kamp, med indre demoner, men også mange års værdifuld og givende læring.

Og forandringen frydede og pyntede, på den badebold der var pustet lidt for hårdt op og indeholdte den ilt-tomme luft, der selv med de største puf imod himlen og kast ud imod strømmen, ikke magtede andet end at drive imod den sikre og velkendte bred. Badebolden bristede, hvilket resulterede i en tur under overfladens stille bølger uden snorkel til et virvar af understrøm, ikke drivende, men kastet rundt i revets skarpe skær, men tilhørende rifter og ar, uden at kunne dirigere hverken retning eller dybde.

Jeg tænkte ofte, om jeg nogensinde kom op igen for at kunne trække den livgivende ilt ind og fylde lungerne, bare nok til at jeg kunne klare lidt mere af den turbolens jeg måtte face. Jeg lærte langsomt at svømme i det hav der var fyldt med både sirener og hajer, og fandt min evne til at holde vejret under vand og bekæmpe selv de største farer der truede min overlevelse. Det lyder pompøst og stort, men det var det egentlig ikke, for det var blot et spørgsmål om at nå det eneste mål, at trække vejret igen og kunne hvile i overfladen for en stund, uden følelsen at man blot driver.

Skulle jeg undgå at drukne, måtte jeg ændre på mig selv og genskabe en ny og forbedret version af Tina, som ikke skulle kunne overvinde alt, men i det mindste holde hovedet oven vande ved egen hjælp, længe nok til at modstå den næste hurdle. Hende tror jeg at jeg har fundet på min rejse i oceanet, selvom hun stadig til tider bliver trukket under overfladen og momentært glemmer sin evne til at lukke munden og holde vejret, med hosten og kvælningsfornemmelser som resultat, så svømmer jeg dog stadig imod den modsatte bred.

Men når det er sagt, er jeg dybt inde stadig den selv samme, blot i en mere afklaret og virkelighedstro udgave, som nu ved lidt mere om hvorledes jeg skal håndtere livet og dets mangfoldige oplevelser, uden at kende svarene på forhånd og med evnen til stadig at blive overrasket. Jeg er stadig et følsomt og måske endda naivt gemyt, selvom Bitchen i mig til tider er mere fremtrædende og springer ud i fuld flor, er det dog aldrig med vredesudbrud og affekt til følge, men selvom jeg virker fattet, padler mine fødder som ind i helvede under mig. Jeg vil aldrig være stærkere end mit svageste led og er ofte offer for min egen (over)følsomhed, som til tider smerter dybt, men som samtidigt minder mig om at jeg i det mindste prøver og selvom jeg dog endnu ikke er ved målet, lærer jeg endnu. Det fylder mig med ydmyghed, respekt og en realitetssans, der husker mig på at jeg stadig befinder mig sårbar, under overfladens stille vande. Det vand der har en evne til at slibe min kant!

I'm doing my best.

BE LIKE A DUCK. STAY CALM ON THE SURFACE BUT PADDLE LIKE HELL UNDERNEATH

"Sluger du?"

Det er efterhånden blevet det første man bliver spurgt om, når man begiver sig ud i den store menneskehandel kaldet Dating. For seksuelle præferencer er ikke alene blevet mere acceptable, men ligefrem et krav og en dyrkelse, der ikke kan blive outreret og avanceret nok. I kraft med at tabuer nedbrydes og emnet bliver hverdags kost over frokostbordet, rykkes vores grænser og dermed det kick der hører med når man bevæger sig på kanten, hvor ubehag møder fascination.

Det, der var frækt og grænseoverskridende i går, er i dag blot lidt middelmådigt og småkedeligt, for når man konstant søger sin grænse vil den pr. automatik rykke sig en anelse for hver gang der dømmes overtrådt. Denne fascination af at rykke egne grænser, ligger sikkert meget dybt i os i alle henseender og er medvirkende til at vi udvikler os som mennesker, men netop på punktet sex kontra forhold, kan jeg se nogle faresignaler, for hvad er det vi udvikler os til? Det er jo ikke uvæsentligt i hvilken retning vi bevæger os, når vi tager staffetten i hånden og springer over samtlige forhindringer, vi møder på vores vej igennem livet, uden at stoppe op og se hvor pokker vi bevæger os hen. Jo vildere jo bedre og idéen om at det skal gøre lidt ondt for at mærke vi lever, gælder åbenbart også i vores udfoldelser på lagnerne.

Vi glemmer jo fuldstændig det nærvær og den ømhed, som finder sted imellem to mennesker der giver sig hen til hinanden, uden brug af pisk, gagballs og diverse pig-besatte hundehalsbånd, mens vi iklædt latex, læder og indsmurt i brændvarme stearin-dråber jagter adrenalin-suset og flytter vores sexliv fra at være en intim leg, til at være et teatralsk fix. Vi fjerner os så meget fra basic og påfører det så mange lag at det på et tidspunkt må blive svært at gennemskue hvad der er skuespil og leg og hvornår man har forvandlet sig selv til en levende oppustelig Lolita-dukke, der ingen følelser bibringer, men blot yder den ønskede friktion!

I'm a simple kind a girl, og kan måske endda betegnes som gammeldags af opfattelse hvad angår det, der i disse swingertider, kan betegnes som "normale" præferencer, som ikke tiltaler mig. Jeg er ikke særlig avanceret og måske sågar endda hæmmet, men jeg er i det mindste til stede som mig selv og med fuld opmærksomhed på min kæreste, uden brug af masker, rollespil og 40 piskeslag for at opnå det klimaks, jeg nu engang finder bedst. Den følelse når man flyder sammen og kan give modparten en lille smule af sig selv, som topper i begær, lyst, drift og ikke mindst kærlighed, i stedet for trangen til at hente grydeskeen i køkkenet og tæve løs til der står Tubberware, spejlet hen over venstre balle og se smerten malet i modpartens ansigt. Behøver man smerten, både som afsender og modtager, for at mærke livet, mener jeg man burde være lidt bekymret, om der burde om rokeres og laves genvalg i øverste etage eller om man allerede er blevet et følelsesmæssigt afstumpet hylster.

Tilbage til spørgsmålet om jeg sluger..... JA, jeg sluger en kamel, hver gang jeg føler at jeg ikke følger trit med alle jer avantgarde sex-killinger og løver og jeg et kort øjeblik tvivler på om mine præferencer nu overhovedet rækker til at tilfredsstille den moderne mand! Men jeg vælger nu stadig følelserne over smerten, ANYTIME.... Det er min drift!

Slap me hard....or not!

Søvnens forbandelse

Klokken er rundet de 2:00 denne sene fredag nat og jeg sidder her bag pc'ens taster som så mange gange før i denne uge, hvor cyber fastholder mig til søvnløshed og i en drømmeverden hvor øjenkontakten ikke først skal vende en satellit imellem stjernerne. Men i aften havde natteroderiet en pris og jeg måtte betale ved kasse 1, uden returret og uden at få andet end dårlig samvittighed og ærgelse med derfra.

For jeg faldt i den dybeste snehvide-søvn, som jeg kun havde beregnet til en lille opfriskende speed-blund, men som desværre blev af længere varighed end ønsket, selvom den sikkert gjorde mig godt. For aftalen med prinsen, som jeg har ventet hele dagen på at se, glippede og jeg må nu nøjes med at betragte hans ord på skrift og mindes lyden af hans stemmes frejdige toner, der siger "hej, min skat", og jeg febrilsk forsøger at genkalde hans duft med næsen begravet i puden.

Jeg ved jeg kommer til at høre stemmen snart igen, og selvom det burde være en trøst, er det lige nu jeg føler mig snydt af søvnens drømme, hvor han dog netop har optrådt som min kronprins, og føler mig franarret virkeligheden. Jeg kan levende forestille mig hvad han har tænkt og med hvilke følelser han har set det lille græsgrønne ikon forblive passivt og telefonens motor-brummende larmende tavshed, mens han trofast har fastholdt sin del af aftalen. 

I Miss You While I Sleep, But I Will find You In My Dreams!

Sorry, min skat. Jeg kan ikke andet end undskylde med at jeg var væk i drømmen om os, som forfølger mig hver eneste gang jeg lukker mine øjne og lægger hovedet på den pude, der har en svag duft af dig tilbage, som jeg håber du snart genopfrisker.
Den opfriskende søvn er den der fylder min energi-depoter op, og selvom det er den, der får tiden til at gå med lidt hastigere skridt, til jeg ser dig igen, stjæler den også hvert sekund jeg kunne have nydt din stemme......Det er søvnens forbandelse!

When I need you....

Spare me...

Der er bare ting i denne verden man helst er foruden at vide noget om og dette er til trods for at man godt ved inderst inde at det eksisterer eller rettere har eksisteret. Der er oplevelser man helst er foruden og dem kan vi ikke ikke ændre på, når først toget kører og valget ikke længere er vores. Det hænder endda ligefrem at vi selv stiller spørgsmål, vi egentlig ikke vil høre svaret på og på forhånd ved vi burde lade være. Men hvorfor i alverden så ikke blot undlade at søge sig den oplysning?

Mange mænd er i tidens løb, blevet stillet spørgsmålet af deres respektive bedre halvdele, om netop de bukser hun i dagens anledning har valgt, gør hendes bag-ende større, selvom hun jo godt ved at stoffet ikke har fjernet de overflødige kilo. Så er hun sur!

Mange kvinder har måttet lægge øre til deres mænds, tidligere erobringer og avancerede seksuelle lagen-udfoldelser, som han så ofte har delt i omklædningsrummet og over en kold pilsner på den lokale pub med gutterne. Så er hun sur!

Mange fyre er blevet overrasket over den opmærksomhed en fremmed piges opmærksomhed, kan frembringe, når nu han ikke selv handler på det og ikke har intention herom, men blot lader stå til. Så er hun sur!

Mange piger har stiltiende måtte sidde interesseret og gennemse fotoalbums, med kramme og kysse-billeder af kæresten, i hed omfavnelse af den søde eks, med forelskelsens glimt i øjet, til evigt minde, som nu også er fastfrosset på hendes nethinde. Så er hun sur!

Nu kan man jo så spørge om hun-kønnet blot er et overfølsomt væsen, der burde være mere tolerant og måske ligefrem ligegyldig over for den slags, når nu det er hende I mænd har valgt. Men sådan tikker vi bare ikke, så husk på at vi desværre stiller spørgsmål vi ikke vil vide svaret på og at det ikke er uærligt at holde visse ting bagerst på tungen, selvom de ikke får mindre sandhed af det faktum. I skal ikke glemme fortiden eller ignorer verden omkring os, men skån os..... Ellers kunne jeg blive sur, jeg er kun kvinde!

Love the way you lie

Jeg, en "Shoppingko"

Jeg er misbruger! Jeg er så stærk afhængig af suset og det rush, jeg opnår at jeg ikke kan stoppe når først jeg fristes af mine sanser. Vi har vel alle en eller anden form for afhængighed eller noget der gør os glade, tilfredse og hvor vi ikke har noget problem med at lukke øjnene for den dårlige side af vores "drug", eller er det blot mig der savner rygrad?

Og hvad er så min afhængighed? Nogen ville nok sige at det er at bruge penge, men det kan ikke være sandheden, for jeg finder ingen glæde eller større tilfredsstillelse ved at smide et par tusind i El-giganten, hvilket mit meget forældede billerørs tv vidner om. Jeg kan sagtens holde kortet i pungen og sparer mine penge, hvis jeg ikke kan se dets værdi for mig, eller den manglende følelse af eufori og endorfinens prikken under huden.

Men hvad er så min fortrukne narko? Dullegrej er ordet og som alt andet her i verden koster det penge at pynte møddingen og sminke liget. Her taler vi alt fra stilletter, bælter, tasker, smykker og andre accessories, til make up og dufte, der kan skjule, fremhæve og endda ændre min fremtoning. Jeg er en sucker for dullegrej og kan feks. ikke mindes jeg nogensinde har været i Matas, uden at gå derfra med mindst en neglelak, selvom skuffen nu rummer en samling på ikke mindre end + 120 stk. Og naturligvis har jeg prøvet dem alle og gerne flere på samme tid, hvilket der jo også er plads til på de lange negle.

Og mange vil nu sikkert psyko-analysere mig som flygtende fra realiteterne og sætte mig i båsen som en sminket Barbiedukke, hvis største problem er når en negl knækker. Og hvis I nu synes det er den kasse jeg passer i, så er det fint med mig, for jeg ved jo at jeg indeholder så meget mere end det. Om jeg er bange for at blive gammel og forsøger at udsætte ældningens tegn, passer egentlig heller ikke, for jeg har det godt med mine 34 år og synes jeg ligner en sådan og jeg har for længst accepteret mine strækmærker, bulende lår og det faktum at mine bryster nu er påvirket af tyngdekraften. De fine linier og fure i ansigtet er en anden sag, for selvom jeg ikke sukker efter at en yngre fremtoning, så er det ikke ligefrem et ønske at se ældre ud end jeg er.

Mange mænd forstår heller ikke min passion for de dyre dråber i de små flasker, men værdsætter dog alligevel til en vis grænse at jeg gør det, så længe det ikke tager overhånd. Men det der er ekstremt for én, er normalt for en anden og blot fordi man skiller sig en smule ud fra mængden af alle de andre "narkomaner", er afhængigheden vel ikke værre end hvis jeg ikke kunne gå forbi bageren uden at købe en kage. Mange kvinder nyder jo at gøre noget ud af sig selv, dog på forskellige måder og at vi ikke har samme smag sætter vel blot kulør på verdens farvepalet.

At jeg har et udpræget indkøbs-gen er ingen hemmelighed, for som min dejlige datter engang sagde med stolthed i stemmen, efter at jeg havde modtaget en cow-parade-ko i gave, udstyret med alle accessories....: "men Mor, du er en ÆGTE shoppingko". Og ved I hvad? Jeg er ganske stolt af det, afhængig eller ej!

.....Og på falderebet, jo jeg var i Matas i dag!

Inspirationskilden

I did it...

Kan du huske fornemmelsen første gang du smagte softice? Den bløde, søde masse der smyger sig på tungen og som uden tændernes tyggen,  langsomt glider ned bagerst i svælget for til sidst at forsvinde ned i halsen. Mens du langsomt fortærer den, for at bevare nydelsen så længe som muligt, kan du alligevel ikke afholde dig fra, med en vis grådighed, at være en anelse forslugen og åbne gabet en lille smule mere for hver bid.

Hmm....det kan jeg desværre ikke, men jeg har dog nye minder. En første gang, som troede sig at være uladesiggørlig og var påregnet aldrig at ville hænde, efter mange års forsøg og test af forskelligt "udstyr". Måske er der blot tale om held, måske er der tale om en evne, netop JEG mestre til fulde og jeg hælder naturligvis til det sidste mulighed, narcissist som jeg er.
Jeg har altid vidst at mit velfungerende og evigt motionerede maxilla i samspil med de altid toptrimmede mandibula, godt krydret med en god potion stædighed, ville kunne udstå selv den længste marathon.

Anyway, er det en fed følelse og en dejlig tanke at det var en dødsdømt mission og alligevel gjorde jeg det sgu!
Og hvad præcis det var.... Ja, det er vi i hvert fald to der ved!

I did it... 

Min drøm, din hverdag.

Sidder her en solbeskinnet aften i pandekagehuset og en tanke nager i mit indre og selvom den er taget på forskud, men er alligevel svær at slippe. For tanken om at der pludselig er ganske få timer til at jeg skal drage hjem til en tom lejlighed, med visheden om at det varer længe til jeg ser kæresten min igen er skræmmende og lidt trist, selvom jeg glæder mig afsindigt til at få min skønne datter hjem og tilbringe tid med hende.

Jeg savner tit min datter når hun er hos sin far, men visheden om at hun kun er 2 km væk gør det langt lettere at håndtere end at vide man er en landsdel fra hinanden og at spontaniteten er en svær størrelse at udleve på den afstand. Og hvis man kan savne på forhånd, må det være det jeg allerede gør, selvom han i dette øjeblik sidder 1½ meter fra mig, med det dejligste smil på læben og øjnene begravet i ugens reklamer. En dagligdags-ting, som mange sikkert kan nikke genkendende til, men som vi ofte glemmer at værdsætte, men i dette nu er jeg blot lykkelig over at han sidder her og udføre hverdagens gøremål med mig ved sin side.

Det er den hverdag jeg savner, hvor man kommer hjem fra arbejde, træt og mæt at dagens oplevelser og med en lyst til at dele dem over en kop varm kaffe, mens mandagens aftensmad forberedes. Tænker andre nogensinde på hvor fantastisk det egentlig er, mens de sidder der og sukker efter deres såkaldte manglende og savnede frihed? Er de overhovedet klar over hvor meget en sådan lille ting kan betyde i en verden, som adskilt?

Simple ting, som at det er de samme øjne du kigger i hver aften hovedet lægges på puden og den samme stemme man høre hviske godmorgen hver eneste morgen, når det irriterende vækkeur bimler, har fået en enorm betydning for mig den seneste måned og jeg må blot suge hvert indtryk til mig. På den måde kan jeg genkalde mig fornemmelsen, når jeg ligger hovedet på puden alene i aften og når jeg har hørt vækkeuret ringe 5-6 gange inden mobilen bimler og hans stemme siger godmorgen, igennem telefonnettets forbindelse med morgenmaden halvt indtaget og 106'erens motor ræsende i baggrunden.

Jeg drømmer om at jeg en dag får den hverdag, hvor jeg kan irriteres over han nu igen har glemt at slå brættet ned på toilettet eller igen har hugget dynen, men lige nu nyder jeg det og savner det ligefrem. Og den dag min drøm bliver til virkelighed, hvilket jeg inderligt håber den gør, vil jeg se tilbage på denne blog og denne tid hvor jeg må sukke og savne og nyde hvert minut og sekund vi er sammen. Hvis jeg glemmer det så stik mig lige et hint eller endnu bedre, smæk det i hovedet på mig og påmind mig om hvor meget jeg har savnet det.

Mine egne ord har altid været at det er sundt at savne og at det puster liv i et hvert forhold, så man netop nyder den tid man er sammen, men lige nu synes jeg det er noget værre pis og crap at lukke ud (pardon my french), for det er ikke en skid sjovt at stå midt i det, selvom jeg inderst inde stadig står ved de ord. Men jeg ved det ikke kan nytte, så i stedet for at sidde her og betragte ham vimse nysgerrigt rundt omkring mig bag pc'en, vil jeg logge af  til tonerne af Celine Dion og suge til mig af indtryk og nyde det hverdagen bringer mig nu og dufte og berøring, til de næste 14 dages nætter og morgener, alene på puden....!

Min drøm! 

I may be crazy....

Jeg har netop tilbragt weekenden i et dejligt sommerhus, i de smukkeste omgivelser, med en flok fantastisk sjove mennesker. I har på bedste og mest underholdende vis, bidraget til at jeg nu har endnu et dejligt minde fastlåst bag pandeskallen, som jeg kan og vil fremkalde mig med glæde mange gange i fremtiden. I er uhyre forskellige og ligner på ingen måde hinanden, i hverken fremtoning, væremåde eller personlighed, men der er dog en fællesnævner, som jeg vil komme tilbage til.

Og selvom man tilbringer en hel weekend, druknet i sprittåger, høj musik og oversvømmet af latter, kommer man alligevel så tæt  på, at man ser dybere og mere end blot en flok festaber, der forstår sig på at feste. Bånd bliver knyttet og ægte venskaber opstår og fordomme bliver gjort til skamme, bedst som man tror man har stoppet en person i kassen, der passer på hylden. Man bliver forundret, overrasket og ens nysgerrighed bliver blot fodret, mens man sulter efter at vide endnu mere om det menneske der er bag de skøre indfald og de glade smil.

Jeg har skam dannet mig et indtryk af jer alle og det er slet ikke sikkert at det passer, men det er vurderet og spejlet i mig selv og min tilgang til jer. Jeg kunne vælge ikke at se mere end en samling tosser, der trænger til at få luft under vingerne og give los for en stund, men sådan er jeg ikke indrettet og jeg håber at bemærkningen "vi kender ikke hinanden om et halvt år" ikke indeholder sandheden, for der er så meget mere jeg gerne vil vide, se og opleve.

Jeg vil gerne vide hvem og hvilket oplevelser der har formet jer til den person I fremstår som i dag og hvilket oplevelser I har gjort for at nå dertil på godt og ondt. Jeg ville feste med jer igen anytime, men denne weekend er langt mere end blot endnu en fest i rækken for mig, som jeg mindes dagen derpå med tømmermænd og blodskudte øjne. Det er en delings-proces for vi, måske utilsigtet, har givet en lille del af os selv videre og fået sat endnu et billede på hinanden hver især.

Jeg takker fordi I har taget så godt imod mennesker der står mig nært og med åbent sind budt dem velkommen i vores lille gruppe af stærke personligheder , for det er fællesnævneren her. Tak fordi I gav og giver plads til min søster, Helle, som jeg holder afsindigt af og som på mange områder er et modstykke til mig, men alligevel med en fælles fortid og ikke mindst samme blod. Plads til bedste-veninden, Lene's, forelskelse, som jeg ikke kan undgå at tage til mig, når jeg ser den glæde han bringer frem i hendes øjne og med stolthed kalder hende sin kommende kone. Og ikke mindst plads til manden i mit liv, the one and only, min fantastisk dejlige kæreste Martin, som jeg kun har set frem til at vise denne del af mit univers, som I betræder og som jeg ønsker at dele alle mine oplevelser med i fremtiden.


Tak til alle I skønne mennesker, for at have vist mig endnu en facet af jeres verden og jeg føler mig en anelse privilegeret at have den fornøjelse at kunne kalde jer mere end blot bloggere fra en fjern dating-tid, men nu også mine venner! Det var ikke rammerne der gjorde denne weekend til en fest af dimensioner, men alle jer der deltog.  Og selvom vi er hårdt ramt af de våde varer og de vrikkende hofter, så håber jeg der må komme mange flere.....

 Tak for festen!

Hyænen i mig

Jeg sad forleden aften i muntert selskab af min søde niece, hvor kække bemærkninger og fjollet opførsel var hovedingredienserne i aftenens underholdning, mens kæresten hovedrystende så til, via cyber fra den anden side af Danmark. Sådanne aftener har jeg haft mange af, med min søsters ældste og denne aften, som alle de andre, gav mavekramper af latter, i en grad så det kan betegnes som workout og kan sagtens komme i betragtning som verdens (næst)sjoveste motionsform.

Men midt i al latteren, følte jeg dog seriøsiteten stikke hånden frem og klaske mig på kinden, så jeg fluks og på et splitsekund, blev hevet ud af den euforiske lattermarathon og fik mig til at spidse ørene og tænke Hmmm. Et lille stik af ejerfornemmelse og en følelse af at skulle forsvare mit domæne, var unægtelig, da en enkelt linie lyste op på min skærm og fik alle andre til at forsvinde og det satte et lille tankespin igang med minder fra en hyggelig weekend, ord og beretninger om andres intentioner sagt og fjerne erindringer fra en fortid, der var knap så lykkelig.

Min Hyæne-latter forstummede og den territoriale alpha-hun kom frem i mig, samtidigt med trangen til at markere mit territorie med fremskudt bryst og med ordene "Hertil og ikke længere - Trespassers will be shot". Dog kunne jeg ikke lade være med at undres. Mine tanker fløj omkring intentioner og signaler og undren over min egen ageren, der nok kom lidt overraskende. Var jeg jaloux? For det var jo blot en dans, et brev, en besked, et blik, men til trods for det startede mit indre rotorblink med blitzende lamper og en altoverdøvende sirene, så man skulle tro tysken var vendt retur.

Hyænens i mig, var klar på at forsvare sit afkom, sit pack og sin mage, med blottede hjørnetænder, et fastlåst blik og et målrettet angreb, for at statuere sin dominans og sit domæne. Det blev dog kun til et skin-angreb, uden blodsudgydelser og frygtelige gloser flyvende ud i cyber, men nærmere et hint om hvilken vej døren svinger i min verden. Og dette var ikke for at lægge bånd på mig selv eller med øje for hvad andre ville tænke, men nok mere en pludselig erkendelse af modpartens ynkelighed og himmelråbende desperation, som stod der lysende på min side. Blotlagt og afpillet enhver form for værdighed og med sin omtanke og hensyn til andre mennesker, stående som et blankt felt, klinisk desinfireret for al god opdragelse og takt. Et sørgeligt syn, der fik et kortvarigt sekunds empati frem i mig, men som dog hurtigt afløstes af ligegyldighed og med den effekt, at min latter og mit smil hurtigt vendte retur og jeg kunne kanalisere min energi til de mennesker der røre mig og har min hengivenhed og som ikke mindst får mig til at le.

Måske er jeg slet ikke så Bitchy endda, og dog, selvom jeg også er mor, kæreste, ven og et følelses menneske..... Men hyæne er jeg helt klart!

Ironic

Vores sommer, Vores tid!

Mens solen skinner på mine skuldrer, sidder jeg godt tilbagelænet, mæt og tilfreds med minder og oplevelser om en fantastisk sommer, der blot kun er begyndt og med garanti kommer til at byde på endnu flere. En sommer jeg sent skal glemme for alle de oplevelser og nye erfaringer, jeg er blevet beriget med og som nu er fastgjort på indersiden af hovedet, til evigt genkaldelse i min erindring og som jeg måske fremstiller i en rodet konstellation, men som giver mening for mig. Hvem skulle have troet at sommeren 2011 ville være den bedste ever...

En stor oplevelse var at se de varmeste øjne, mærke den blødeste kind og blive holdt om af de smukkeste skuldre, jeg har betragtet på afstand så længe og en mand, som viste sig endnu mere smuk, stærk og dejlig ved nærmere selvsyn, end jeg havde turde håbe. Det var vist det nærmeste man kommer Love At First Sight, da jeg pludselig stod indenfor armslængde af ham, der havde optaget så meget af mine tanker og stjålet min nattesøvn (og stadig gør) og som gav mig det mest inderlige, og dog blide, forsigtige kys, der omdannede min knoglemasse til gele. En første date, der viste sig at blive til mange flere og endnu bedre, udvikle sig til et forhold, en kæreste...MIN kæreste! WOW!

Og jeg har fået gaver! Gaver i form af små noter, der beskriver hans inderste følelser for mig og som han gerne deler med omverdenen, uden tanke for hvem der måtte se det og synes om disse velformulerede og beskrivende tanker. Det er en lyrisk og smukt beskrevet forelskelse, ført ud igennem cyber, der gennemborer skærmen og min linse og rammer solar plexus, hjertet og tårekanalerne på samme tid, så jeg får åndenød, hjertebanken og et følelsesmæssigt overtryk, hvis eneste afløb er ud af de blå øjne når armene ikke rækker. De står der endnu, de noter som jeg har læst om og om igen og sikkert vil læse mange gange endnu og i håbet om at de kan copy/pastes ind i erindringen og fastbrændes til evigt minde, som en tatovering på indersiden af pandeskallen.

Det første møde imellem min kæreste og min datter, der straks fandt en samhørighed og et fællesskab i samarbejdet om en så simpel opgave, som at slå et telt op på plænen, alt imens jeg undlod at blande mig, men tillod dem at finde deres egen melodi og takt, var også blandt minderne der brændte sig fast. Som mor, var det noget af det mest fantastiske at betragte de to, for hinanden, fremmede mennesker, knytte bånd og venskab så hurtigt og det gav mig et glimt af hvordan mine drømme så ud udlevet i real life, betragtet på behørig afstand.

Samme følelse havde jeg da min elskede 10 årige datter, tog hans hånd for første gang, krammede og kyssede ham godnat og insisterende forlangte at jeg gav ham mobilen, efter endt samtale med mig, da hun ringede fra sin ferie hos sin far, for at hyggesnakke. Alt dette bekræfter mig blot i min antagelse af, at jeg er den heldigste kvinde, at have disse to skatte omkring mig og giver mig følelsen af rigdom, selvom bankkontoen ikke ligefrem bugner og jeg ikke ligger på top 500 over Danmarks velhavere.

I det hele taget opdagelsen af, at de drømme jeg har gået med de sidste mange år, pludselig virker inden for rækkevidde og rent faktisk leves ud, hvor jeg tidligere har betragtet andres lykke og good fortune, med et stik af misundelse og troen på, at det var en uopnåelig drøm for mig og at jeg måtte tage til takke med det næstbedste. Jeg tør nu have endnu større drømme og tror på at det bedste sker og kommer til at ske, også for mig. Og det sker for mig lige nu og på den rejse jeg har sagt ja, til at begive mig ud på, i følgeskab med de mennesker jeg elsker allermest, er der ingen grænser for hvor langt vi når. The sky has no limit and we are ready for lift off!

Jeg kunne jo blive ved i uendeligheder med at berette om disse, for andre, små oplevelser og fylde hele min blog med lange beskrivelser om disse, for mig, nye erfaringer og opdagelser, jeg gør mig hver eneste dag og som jeg aldrig bliver træt af at fortælle om. Men som kæresten min siger, med visdom og erfaringens røst.... "Man skal aldrig servere det hele på én gang"! Og selvfølgelig har han ret, men der er lige en sidste ting, der skal med her på falderebet, beskrevet med et enkelt ord.

VORES......Det at have noget fælles. Ikke mit eller dit, til dig eller mig, men vores! Det ord, vores, vil vi opleve mange gange i fremtiden og det skal siges utallige gange endnu, men alt har en start og en begyndelse, midt i vores sommer, vores tid og dette er vores: VORES SANG!

"Best" intentions...?

Bedste-veninden og jeg, talte forleden om venskaber og de relationer, vi har med mennesker der af en eller anden grund er kommet ind i vores univers, uanset om vi taler kollegaer, venner eller blot bekendte. Folk der på en eller anden vis har betaget os og gjort det svært at slippe dem, selvom det ikke er mennesker der betyder noget i vores daglige univers. Fair nok, det stadie går vi vist alle igennem og har synet visse nye bekendtskaber med elevatorblikket og tanken om hvordan han/hun ser ud, uden stof på kroppen, liggende i vores seng.

Men hvad med venskaber af det modsatte køn. Kan det helt og aldeles holdes totalt følelses- og begær-frit på længere sigt, eller vil den ene af parterne, på et eller andet tidspunkt ikke tænke tanken længere og måske endda udvikle sig til nære følelser?

Findes der totalt aseksuelle forhold, imellem mænd og kvinder, hvor det ikke på et eller andet tidspunkt går i kage med at adskille linierne, eller kan et langt og tæt venskab imellem to hetroseksuelle mennesker af hvert sit køn rent faktisk forefindes? Jeg tror det faktisk ikke, for selvom vi gerne ynder at kalde os moderne mennesker, der lever i 2011, så kan vi ikke fjerne de mekanismer og naturlige drifter der ligger dybt forankret i os og som gør at vi på et eller andet tidspunkt vil tænke tanken, måske endda udvikle dybere følelser for vennen/veninden eller også ser vi kun venskab og den anden part ser og ønsker langt mere.

Det er derudover i flere videnskabelige undersøgelser påvist at det kommer til at ske, før eller siden, for den ene af parterne. Der er en grund til at vi tiltrækkes og fastholder venskabet til en af det modsatte køn, som jo ikke taler samme sprog og som ikke helt er i samme tankemode og det er et lille skjult crush eller en betagelse. Og netop af samme årsag mister vi behovet for disse "modvægts-venner" når vi selv etablerer familie og slår os ned. Hvor mange ser du lige i ægteskaber og fast forakrede forhold, hvor sladder-slyng veninden er en mand og foldbold-bedste vennen er en kvinde? Not Very Often.....

Og nu vil I sikkert påstå at disse venskaber er blevet brudt af jalousi og manglende tillid til partneren, men den har jeg blot svært ved acceptere og godtage, da jalousien ikke er en noget der automatisk følger med vielsesattesten eller en inficering der kommer ved det første barns undfangelse. Nej, disse venner og veninder udfylder et behov, så længe vi er uden modspil fra det andet køn på hjemmefronten og i følelseslivet og den dag vi får det er behovet væk. Ligeledes kan en sådan ven udfylde en hemmelig drøm om at blive hans/hendes, selvom vedkommende er i forhold, men lidt har jo også ret.

Betyder det så at man ikke MÅ have venner af det modsatte køn, når man sætter ringen på hendes/hans finger? Naturligvis ikke, det skal man da bare fastholde så længe venskabets intentioner forbliver reelle og det udmunder i en oprigtig og kammeratlig form. Men lur mig om det bliver ved det, for evigt tid for begge af de involverede......... Det er et blår at tro det handler om noget dybere end menneskelige instinkter og hulemandens tanker, til trods for at vi lever i 2011. Kender du dine venner/veninders "bedste" intentioner?

At råbe på torvet

Kender du den trang, man får til at stille sig på en kasse, blottet for hæmninger og råbe sine drømme ud på torvet og ud over en folkeskare, i håb om at hele verden høre det? Den følelse kender jeg alt for godt, men har i tidernes morgen fået det råd, at når trangen dertil bliver for gennemtrængende og man slet ikke kan trække vejret i bare iver for at dele sine inderste følelser og tanker med verden, skal man stærkt overveje om der vitterlig er noget at råbe om. Man bør lige slå koldt vand i blodet, lægge låg på den boblende gryde, bevare jordforbindelsen og på ægte jysk manér, holde følelserne på et lav-niveau, uden armene i vejret og se tiden an, for tænk nu hvis du tager fejl.

Og I min verden er det da det dårligste råd man kan give en person, at skulle tøjle og lægge bånd på sig selv, i stedet for at hylde og glædes over at her rent faktisk er et menneske der udviser sand lykke og glæde, som man ellers kun husker fra barndommens dage, før fornuften overtog forstanden og følelser fik frit løb. Dengang hvor, når man slog sit knæ, så græd man af lungernes fulde kraft, upåvirket af andres meninger og holdninger til opførslen og hvor man i glædesrus kunne løbe rundt med hænderne højt hævet over hovedet, over sin nye cykel med hele tre gear.

Hvorfor skal man, i en alder af 34 år, være i total kontrol og sikre sig at man i ord og handlinger, ikke virker som et lalleglad fjols på speed eller blot et lykkeligt, naivt barn med blodet fuldt af sukker, i stedet for give slip et øjeblik og smide tøjlerne og tillade sig selv de største drømme? Men ak nej, vi skal helst hæmme den overflod af reaktioner og følelser der sprudler indeni, for det er det mest fornuftige og påpasselige at gøre, alt imens vi kvæler vores store drømme, håb og forventninger og lader dem putte i den kasse, hvor barndommens naivitet også ligger hengemt.

Så er det nu jeg går i baglås, alt imens jeg bander hvem end der fandt på janteloven, langt ind i helvede, hvis han ikke allerede er der! For jeg nægter simpelthen at tøjle min glæde når nu den endelig er her, jeg nægter at holde mig ved jorden når nu jeg langt om længe har lært at flyve og jeg nægter at tie stille når jeg nu endelig har noget der er værd at råbe om. Nej så hellere frem med kassen og op på podiet og råbe ud til verden, hvor freaking fucking lykkelig jeg er og med en overdøvende røst berette, hvor fantastisk det er at være mig lige nu. 

Jeg er måske lidt tosset, men jeg vil ikke se tiden an.... Min tid ER nu, så hør mig gjalde, ellers kan der købes ørepropper til spotpris i Silvan!

Dreaming Out Loud...