I did it...

Kan du huske fornemmelsen første gang du smagte softice? Den bløde, søde masse der smyger sig på tungen og som uden tændernes tyggen,  langsomt glider ned bagerst i svælget for til sidst at forsvinde ned i halsen. Mens du langsomt fortærer den, for at bevare nydelsen så længe som muligt, kan du alligevel ikke afholde dig fra, med en vis grådighed, at være en anelse forslugen og åbne gabet en lille smule mere for hver bid.

Hmm....det kan jeg desværre ikke, men jeg har dog nye minder. En første gang, som troede sig at være uladesiggørlig og var påregnet aldrig at ville hænde, efter mange års forsøg og test af forskelligt "udstyr". Måske er der blot tale om held, måske er der tale om en evne, netop JEG mestre til fulde og jeg hælder naturligvis til det sidste mulighed, narcissist som jeg er.
Jeg har altid vidst at mit velfungerende og evigt motionerede maxilla i samspil med de altid toptrimmede mandibula, godt krydret med en god potion stædighed, ville kunne udstå selv den længste marathon.

Anyway, er det en fed følelse og en dejlig tanke at det var en dødsdømt mission og alligevel gjorde jeg det sgu!
Og hvad præcis det var.... Ja, det er vi i hvert fald to der ved!

I did it...