Min drøm, din hverdag.

Sidder her en solbeskinnet aften i pandekagehuset og en tanke nager i mit indre og selvom den er taget på forskud, men er alligevel svær at slippe. For tanken om at der pludselig er ganske få timer til at jeg skal drage hjem til en tom lejlighed, med visheden om at det varer længe til jeg ser kæresten min igen er skræmmende og lidt trist, selvom jeg glæder mig afsindigt til at få min skønne datter hjem og tilbringe tid med hende.

Jeg savner tit min datter når hun er hos sin far, men visheden om at hun kun er 2 km væk gør det langt lettere at håndtere end at vide man er en landsdel fra hinanden og at spontaniteten er en svær størrelse at udleve på den afstand. Og hvis man kan savne på forhånd, må det være det jeg allerede gør, selvom han i dette øjeblik sidder 1½ meter fra mig, med det dejligste smil på læben og øjnene begravet i ugens reklamer. En dagligdags-ting, som mange sikkert kan nikke genkendende til, men som vi ofte glemmer at værdsætte, men i dette nu er jeg blot lykkelig over at han sidder her og udføre hverdagens gøremål med mig ved sin side.

Det er den hverdag jeg savner, hvor man kommer hjem fra arbejde, træt og mæt at dagens oplevelser og med en lyst til at dele dem over en kop varm kaffe, mens mandagens aftensmad forberedes. Tænker andre nogensinde på hvor fantastisk det egentlig er, mens de sidder der og sukker efter deres såkaldte manglende og savnede frihed? Er de overhovedet klar over hvor meget en sådan lille ting kan betyde i en verden, som adskilt?

Simple ting, som at det er de samme øjne du kigger i hver aften hovedet lægges på puden og den samme stemme man høre hviske godmorgen hver eneste morgen, når det irriterende vækkeur bimler, har fået en enorm betydning for mig den seneste måned og jeg må blot suge hvert indtryk til mig. På den måde kan jeg genkalde mig fornemmelsen, når jeg ligger hovedet på puden alene i aften og når jeg har hørt vækkeuret ringe 5-6 gange inden mobilen bimler og hans stemme siger godmorgen, igennem telefonnettets forbindelse med morgenmaden halvt indtaget og 106'erens motor ræsende i baggrunden.

Jeg drømmer om at jeg en dag får den hverdag, hvor jeg kan irriteres over han nu igen har glemt at slå brættet ned på toilettet eller igen har hugget dynen, men lige nu nyder jeg det og savner det ligefrem. Og den dag min drøm bliver til virkelighed, hvilket jeg inderligt håber den gør, vil jeg se tilbage på denne blog og denne tid hvor jeg må sukke og savne og nyde hvert minut og sekund vi er sammen. Hvis jeg glemmer det så stik mig lige et hint eller endnu bedre, smæk det i hovedet på mig og påmind mig om hvor meget jeg har savnet det.

Mine egne ord har altid været at det er sundt at savne og at det puster liv i et hvert forhold, så man netop nyder den tid man er sammen, men lige nu synes jeg det er noget værre pis og crap at lukke ud (pardon my french), for det er ikke en skid sjovt at stå midt i det, selvom jeg inderst inde stadig står ved de ord. Men jeg ved det ikke kan nytte, så i stedet for at sidde her og betragte ham vimse nysgerrigt rundt omkring mig bag pc'en, vil jeg logge af  til tonerne af Celine Dion og suge til mig af indtryk og nyde det hverdagen bringer mig nu og dufte og berøring, til de næste 14 dages nætter og morgener, alene på puden....!

Min drøm!