Box-aholic

At være menneskekender. Det er en evne som mange bryster sig af at besidde, og som giver dem en indre tro på at de kan spotte det gode og det onde, så de hurtigt og ekspedit kan sortere skidt fra kanel. Tænker de må være særligt indrettede oven i hovedet, med sirlig opstillede kasser med labels, som de kan putte menneskerne i, de så skarpsindigt har vurderet, mål og vejet.
Det må være et super smart system, som både er pladsbesparende og som systematisk giver et overblik over hvem man skal bruge sin tid på.

Men.... (hadeordet), det må i reglen også være ret fattigt, for de oplever måske aldrig overraskelsesmomentet, når folk vinder ved nærmere bekendtskab. Jeg har skam tit og ofte haft en opfattelse af nye mennesker, et førstehåndsindtryk, der er tolket helt forkert og gjort til skamme ved nærmere selvsyn og kendskab. Jeg nævner i flæng og tag det nu ikke ilde op, når jeg nu detaljeret beskriver mine første tanker om jer.

Heidi, min dejlige veninde, mødte jeg første gang en forårsdag på Grundfos, hvor jeg med ryggen til, kunne høre hendes røst skære igennem larmen fra bippende loddeovne og en fræser med sløv bit. Min første tanke var "Gud, hvor hun larmer" Og det synes jeg sgu stadig hun gør men nu elsker jeg hendes kvikke sjove kommentarer og hendes dybsindige tanker, når jeg trænger til at lette hjertet og til tider galden. Heidi er typen, der fylder i et rum, men det er kun fordi hun har så stort et hjerte.

Martin, min elskede kæreste, som jeg første gang stiftede bekendtskab med ved en lidt popsmart scorereplik, som senere udviklede sig til direkte uterlige og fornærmende bemærkninger (læs til-svininger), der ikke just lå op til at det var amoriner der skulle flyve igennem luften. Mine tanker om manden var efter kort beskuelse  "Christ, han har travlt og er om sig, men han er sgu sjov". I dag viser historien sig som en ganske anden, hvilket nok ikke kommer som den store overraskelse, men nok mere fordi jeg har for alvor lært manden bag at kende. Martin er et følsomt og afsindigt intelligent væsen, som jeg ikke har lært at elske, men kunne slet ikke andet da han viste mig æren af at dele sit indre. Martin er en afsindig empatisk mand, der først tænker på andres følelser og hvad han kan gøre for at hjælpe, dog stadig med masser at latterkrampende humor.

Jeg har naturligvis også oplevet det modsatte og her kunne jeg skrive en lang og ret dårlig beskrivelse af et menneske, som jeg troede jeg kunne stole på, men som vidste mig sit sande jeg og det uhyggeligt grimme indre, der gemte sig bag det rolige og betryggende smil. Men det gider jeg ikke spilde mere tid på, for jeg har netop ikke mine bekendtskaber gemt i kasser med labels, men rodet rundt i mit hoved i et stort virvar af tanker og følelser. Og de dårlige gemmer jeg slet ikke på, de er røget ud, sammen med minderne om første gang jeg selv sad på potte og antallet af gange jeg har brugt ordet CRAP!

Jeg er ikke menneske kender, slet ikke faktisk. Jeg lader mig overraske gang på gang og heldigvis ofte til den positive side, når jeg når ind til det der virkelig betyder noget og hvor man har følelsen af at man får en lille stump af vedkommende med sig. Og det passer mig helt fint!

To fat for any box