Man er efterhånden nået en sådan såkaldt voksen-alder og kan nu begynde at se tilbage på et liv, med en masse erfaringer på godt og ondt, solidt pakket i livets rygsæk, som sidder limet på vores ryg på vej til nye eventyr. Jeg ser tilbage på den store forandring der er sket med mig, både hvad angår min ydre fremtoning, men endnu mere i mit indre, efter en lang og sej proces og mange års kamp, med indre demoner, men også mange års værdifuld og givende læring.
Og forandringen frydede og pyntede, på den badebold der var pustet lidt for hårdt op og indeholdte den ilt-tomme luft, der selv med de største puf imod himlen og kast ud imod strømmen, ikke magtede andet end at drive imod den sikre og velkendte bred. Badebolden bristede, hvilket resulterede i en tur under overfladens stille bølger uden snorkel til et virvar af understrøm, ikke drivende, men kastet rundt i revets skarpe skær, men tilhørende rifter og ar, uden at kunne dirigere hverken retning eller dybde.
Jeg tænkte ofte, om jeg nogensinde kom op igen for at kunne trække den livgivende ilt ind og fylde lungerne, bare nok til at jeg kunne klare lidt mere af den turbolens jeg måtte face. Jeg lærte langsomt at svømme i det hav der var fyldt med både sirener og hajer, og fandt min evne til at holde vejret under vand og bekæmpe selv de største farer der truede min overlevelse. Det lyder pompøst og stort, men det var det egentlig ikke, for det var blot et spørgsmål om at nå det eneste mål, at trække vejret igen og kunne hvile i overfladen for en stund, uden følelsen at man blot driver.
Skulle jeg undgå at drukne, måtte jeg ændre på mig selv og genskabe en ny og forbedret version af Tina, som ikke skulle kunne overvinde alt, men i det mindste holde hovedet oven vande ved egen hjælp, længe nok til at modstå den næste hurdle. Hende tror jeg at jeg har fundet på min rejse i oceanet, selvom hun stadig til tider bliver trukket under overfladen og momentært glemmer sin evne til at lukke munden og holde vejret, med hosten og kvælningsfornemmelser som resultat, så svømmer jeg dog stadig imod den modsatte bred.
Men når det er sagt, er jeg dybt inde stadig den selv samme, blot i en mere afklaret og virkelighedstro udgave, som nu ved lidt mere om hvorledes jeg skal håndtere livet og dets mangfoldige oplevelser, uden at kende svarene på forhånd og med evnen til stadig at blive overrasket. Jeg er stadig et følsomt og måske endda naivt gemyt, selvom Bitchen i mig til tider er mere fremtrædende og springer ud i fuld flor, er det dog aldrig med vredesudbrud og affekt til følge, men selvom jeg virker fattet, padler mine fødder som ind i helvede under mig. Jeg vil aldrig være stærkere end mit svageste led og er ofte offer for min egen (over)følsomhed, som til tider smerter dybt, men som samtidigt minder mig om at jeg i det mindste prøver og selvom jeg dog endnu ikke er ved målet, lærer jeg endnu. Det fylder mig med ydmyghed, respekt og en realitetssans, der husker mig på at jeg stadig befinder mig sårbar, under overfladens stille vande. Det vand der har en evne til at slibe min kant!
BE LIKE A DUCK. STAY CALM ON THE SURFACE BUT PADDLE LIKE HELL UNDERNEATH
Ingen kommentarer:
Send en kommentar