Derfor...

I min candy floss omspundne sødsuppe-das, falder jeg til tider i svime over manden, jeg har valgt at dele mine timer med og ud af munden kommer de tre famøse ord, som jeg dog aldrig siger pr. automatik. Men jeg overvældes nogen gange blot af forelskelsens varme rus, der strømmer igennem kroppen, som var man blevet skudt med noget lækkert i den fedeste vene i armen. Og så falder ordene, uden større tanke virksomhed og analyse over hvem der sagde det sidst og hvor ofte og om han har fortjent dem, men nu er jeg heller ikke så god til dette bytte købmand spil, som helst skal gå op i en højere enhed for at kassen stemmer, med lige mange tyvere i hver skuffe.

Jeg elsker dig.... er mine ord, som måske i nogens øre ikke lyder af det vilde lyrik, men i min verden er det ord med magt og ansvar, som man ikke skal kaste om sig med, hvis man ikke reelt kan leve op til dem. Hans respons veksler lidt imellem at sige i lige måde eller jeg elsker også dig, min skat. Men det er faktisk sket en del gange hvor han, som en anden fræk spørge-Jørgen, stiller mig spørgsmålet om hvorfor jeg nu gør det og jeg står der fanget lidt i et ordspil som jeg ikke kan hitte ud af og får blot fremstammet øhhh bøhhh.

Men nu, kæreste min, har jeg sat mig for at du skal have et ærligt, reelt svar som ikke er noget nonsens, fremstammet i en sitution, hvor du på sadistisk vis elsker at se mig vride for at finde de rette ord.

Jeg elsker dig for du trofast og gladeligt, ringer hver morgen for at høre om jeg har sovet godt, med det mest sprudlende humør, Selvom du kun kan høre det halve på grund af den rungende motorlarm, samtidigt med du skal skælde den foran kørende ud for sløvsind på pedalen, så giver du mig den bedste start på dagen jeg kunne tænke mig.
Jeg elsker dig for den ro og tryghed, jeg har i mit indre og som du giver mig bare ved at være under samme tag som mig og vide at her er jeg ønsket, ikke af pligt men af lyst. Og der er ikke en dag hvor jeg ikke savner dig og glæder mig til at nyde hverdagen med dig ved den musselmalede dug, med kaffen dampende foran os.
Jeg elsker dig for den måde du modtager mig i dit hjem og invitere mig til at sætte mit aftryk og føle mig hjemme, med alle mine skøre påfund og ideer. De bliver godt nok skudt efter, men jeg vælger at tro det er for at du vil se om de vitterlig kan flyve, og ikke blot er ideer og påfund jeg har i et øjebliks kedsomhed og kvindelig laven-om-lyst. Og at min ide om at lave en tallerken om til et køkken ur ikke blot blev skudt ned som umuligt, men at du tog det op og lod dig rive lige så meget med som mig og du borede hullet med præcision, selvom uret stadig kun viser den sande tid 2 gange i døgnet.

Jeg elsker dig for den  måde du tager min datter til dig, som var hun din egen og involverer dig i hendes liv, tanker og færden, med drillerier, spas, støttende og opmuntrende ord, når hun imiterer hendes mors tankespin. Når du kalder hende Trold, fyldes jeg med varme og stolthed, med flashbacks til min egen barndom, hvor min egen far aldrig kaldte mig andet og stadig ikke gør. At du med stolthed og glæde lader hende vise dig sin verden med skole, klub og venner og med den største tålmodighed, hjælper hende med ligninger og regnestykker.

Jeg elsker dig for den måde, du roligt lægger hånden om min lænd og kigger mig dybt i øjnene, i de mest uventede situationer, som midt i madlavningen, over køledisken eller iført maleplettet tøj og med håret kørt i stilling alá Lotte Heise, der absolut hverken virker sexet eller tiltrækkende på mit hoved.
Jeg elsker dig for alle de kærlige og søde ord, der falder når jeg mindst venter dem og momentært slår mig ud af kurs og med tanker om, at dette er for godt til at være sandt. Når du smiler til mig og ud af mundvigen kalder mig KOST, men med øjne der fortæller så meget mere om den kemi, der slog gnister imellem os fra første møde.

Og sådan kunne jeg blive ved i evigheder om alle de små og store facetter, der samler billedet og gør at jeg knus elsker dig og priser mig lykkelig for hver dag vi er sammen.

That's why

Tilstoppet afløb...

Jeg trænger til at få afløb, for mange ting og i dag er den mest presserende at jeg har fået stjålet min nye Samsung Galaxy II, som er min livline til omverdenen, mine nærmeste og familien, der er langt væk. I sådanne situationer, vil min elskede datter med glæde skrive under på at jeg er ganske ulidelig at være i nærheden af, da mit stressniveau topper scalaen og mit ellers så sindige jyske temperament blusser i fuld flamme, og dette er til trods for hendes uendelig forsøg på trøst og at få et smil frem på mine læber. Sådan skal det sgu ikke være, så hun får lige et kys og et knus, for hendes empatiske væremåde og alene det får mine mundvige til at vende op ad og jeg priser mig lykkelig og stolt at være hendes mor.

Men afløb skal jeg have og hvad der ellers ville have været en "undre-blog", bliver nu nok en kende mere brysk og afklapsende, dagens oplevelser og humør taget i betragtning. Men here goes:

På et af mine ynglings debatforums har jeg i dag kunnet læse om en kvinde, der bevidst udgav sig for en anden på et dating-site for at kunne bevise at det alene var hendes størrelse, der afgjorde hendes manglende succes hos en bestemt mand. Han var nemlig kun til slanke piger og gav dermed ikke hende en chance, samt han rent faktisk har en kæreste, slank vel at mærke, og har haft slanke dates der lignede, og jeg citerer: "hun lignede noget der var slået i hovedet med en træsko, men slank det var hun" . Der er så mange ting galt i denne adfærd efter min mening, at jeg knap ved hvor jeg skal begynde.

For det første kunne det jo være at hvis man ikke selv tillægger sin størrelse og vægt mere fokus end nødvendigt, så nåede andre også at kunne betragte det indre og have lyst til at lære vedkommende at kende. Og inden det skydes mig i skoene at jeg ikke aner hvad jeg taler om, så hav i mente at jeg for 5 år siden var 25 kg tungere, og stadig den dag i dag hører til i den kurvede del af scalaen, så jeg ved udemærket godt hvor hårdt det kan være og at den hårdeste dommer er en selv. Og man kan desværre ikke forvente at det skal være tilladt selv at joke med det i selvironiens tegn, men forbudt område for alle andre!

For det andet, synes jeg denne kvindes udtalelser om "de slanke" er lige så nedværdigende og endda værre, og dømt akkurat kun på en ydre betragtning af hendes eget skønhedsideal, hvor kilo på sidebenene er smukkere end ørnenæser og sammenvoksede øjenbryn. Alene det at almindelighed gøres til noget grimt eller mindre smukt, siger meget om egen destruktiv selvopfattelse, hvor manglende selvværd og manglende selvindsigt åbenbart vejer tungere end kiloene på hofterne.

For det tredje er missionen for at ramme de såkaldte playere, vel forfejlet når man selv tyr til samme midler, uanset det bagved liggende motiv eller personlige meninger om vedkommende. Det er enhvers ret at tænke og mene hvad de vil og dermed også sætte de ønskede krav til en kommende partner om det så end er vægt, indtægt, udseende, intelligens eller noget helt andet. Den har både mænd og kvinder og det står enhver frit for at oprette en dating profil med slette hensigter, og det benyttes lige meget af begge køn, åbenbart.

Måske bliver man bare fravalgt og kasseret, når det indre er mindre attraktivt end det ydre og man gør det til en mission i livet at bevise det er alle de andre den er galt med og dermed pålægge andre ansvaret for egen manglende succes i kærlighedens kunst. Og den opførsel jeg kunne læse i dag var ikke alene grim, men også ansvarsfornægtende og mindre intelligent, hvis man gerne vil fremstå som et reelt og åbent menneske, der søger en partner. Kraftige mennesker har ikke ringere vilkår eller mindre chancer end alle andre, vil jeg vove at påstå, men negative mennesker giver til gengæld sig selv dødsstødet, også selvom de taler om sig selv og er man ked af sin vægt, sit udseende, sit job eller sit liv, er der kun en der kan gøre noget ved det... Guess who?

Og hermed vil jeg sige tak for min ret til at kaste op i offentligt forum og igen få gennemgang i mit indre tilstoppede afløb, omend man er enig eller ej.

Beauty Within

Ghostbusting

Jeg har startet et projekt, eller rettere jeg har frivilligt meldt mig til deltagelse, i min kærestes projekt om at forskønne det indre af hans i forvejen hyggelige hus. Min deltagelse er ikke af uselviske årsager, må jeg erkende, selvom jeg naturligvis helst vil fremstå som den støttende og altid hjælpende, der gør det udelukkende for hans glæde. Men jo mere og dybere jeg tænker over det, er det i allerhøjeste grad også for min egen skyld og som muligvis er med større ubevidste bagtanker end først antaget.

Dette hus er drømmehuset som han for år tilbage købte med sin ekskone og stiftede sin kernefamilie i. Dette skulle være deres base og være der, alle deres drømme skulle fødes og realiseres og skabe rammerne for deres familie. Men, som det er sket for mig og hundredvis af andre mennesker, brast deres drømme herom samspillende med kollapsen af deres ægteskab, og uanset om man bryder eller droppes er det en hård proces at gennemleve. Det var det også for min kæreste, som mistede hans livs kærlighed og en kæmpe del af hele hans eksistensgrundlag. Han havde vel næppe nogensinde kunne forestille sig, at leve uden hende og hele den store drøm om et liv på landet, med knægten løbende i baghaven, mens kærligheden blomstrede i takt med stok-roserne, blev sendt til det nærliggende slam-depot.

Og her står jeg så nu i huset, hvor hver en sprækket bjælke, hvert et skævt vindue og hver en skabslåge rummer minder om drømmene der var og drømmene der blev knust. Det er svært at betræde et hjem hvor en person har sat så store aftryk, omend usynlige for øjet, at sporene er som fugt-skjolder, der træder igennem uanset hvor mange lag maling der males på. Og måske skal det blot være sådan? Men jeg kan naturligvis ikke undlade helt at komme med alle mine gode, nye, friske ideer om hvorledes drømmen nu kunne se ud og forsøge at viske lidt ud på den grundtegning, der blev lagt for så mange år siden, hvor grundlaget var et ganske andet. Mit selviske jeg, vil nok til dels forsøge at sætte et lille aftryk i hans verden, der kunne lede tankerne imod andet end fortidens drømme og håb, og imod fremtidens og til dels og skabe et rum hvor også jeg på en måde, føler mig hjemme og hvor rummet emmer af mig også.

Og nu er det jo ikke fordi jeg ikke er klar over at dette ikke er mit hus, men i kraft af at jeg ser hvor store følelser han har haft og stadig lægger i disse vægge, drømmer jeg skam om at det en dag er med mig disse drømme udleves og allerhelst nye drømme. Derfor finder jeg en enorm lyst og energi til at sætte et lille præg af kvinde, en anden kvinde, i hans base, dog uden at overtræde hans grænser og slette hans drøm. Jeg vil blot gerne guide den en smule og en skønne dag indtage den pedistal, der i så mange år nu har tilhørt en anden.

Hun har haft en enorm indflydelse på min kæreste og farvet og formet ham til den han er i dag, på godt og ondt og det er jeg hende evigt taknemmelig for, da det jo netop er ham jeg elsker, og jeg hverken tror eller ønsker at kunne tage hendes plads.... Jeg vil have min egen plads, men ting tager tid og jeg indtager ventetiden med forestillingen om at investerer jeg nok kræfter, energi og kærlighed i dette, bliver det til en realitet en dag og det giver et afkast for os begge som vi kun havde turde håbe på. Jeg er villigt til at ofre blod, sved og tåre for noget jeg ikke tilnærmelsesvis kan kalde mit, men som jeg indrømmet ganske selvisk, håber på en aktie i og hvor jeg på ren Ghostbuster-vis, får fordrevet skeletterne og ånderne.

Ghostbusters

Men......

Hvor jeg dog hader det ord, som på mærkværdigste vis har en evne til at ophæve værdien af det forudgående, på godt og ondt. Og der er altid et men, har jeg måtte erfarer, selvom jeg ihærdigt forsøger at leve efter at det skal have så lidt indflydelse som muligt, på min opfattelse af ting der bliver sagt til mig. Så snart ordet men falder i en sætning, forventer man et modstykke af det netop udtalte, så ens fokus lægges der og de efterfølgende ord får hele opmærksomheden. Lad mig beskrive dette ved nogle sætninger:

"Jeg elsker dig, men....."

"Du er dygtig til dit job, men....."

"Du er en god mor, men....."

"Jeg stoler på dig, men....."

Jeg opfatter allerede inden sætningen afsluttes, at det er af mindre positiv karakter den ender og at der er verbal opkast på vej om jeg vil det eller ej. Det samme kan dog gøre sig gældende med det modsatte fortegn, som på samme måde negligere betydningen af første udtalelse:

"Vi har ikke altid været gode venner, men....."

"Du kan ikke få lov, men....."

"Du gør mig ked af det, men....."

"Du lavede noget lort forleden, men....."

Og efter disse fra start negative sætninger, forventer jeg at de afsluttes positivt, eller i det mindste opvejende og hvad der startede med at lyde som brok, forventes at ende i noget konstruktivt. Men, kan naturligvis også benyttes som afblødende for hvad man egentlig gerne vil sige og bliver nok også især brugt på den måde, at man vil markere sin mening og alligevel afværge de værste slag uden at efterlade blå mærker og for mange skrammer.

Anderledes kan det også menes og opfattes, at stille sig undrende for hvad man selv lige har udtalt og rent faktisk har svært ved selv at tale rent ud af posen, uden at have det pokkers ord som skjold.. Man stiller på den måde spørgsmålstegn ved sine egne ord og dermed ophæves den forgående del, som loddet på vægtskålen, ergo vejer disse ord ikke tungest og betydningen bliver tvetydig. Men, er et andet ord for tvivl og usikkerhed, for både afsender og modtager og som blot kamuflerer det ganske godt.

Børn har dog en langt lettere og betydelig mere ufiltreret tilgang til tingene, som gør dem langt lettere at forstå, uden det nødvendigvis har en anden mening, dog med et punktum, som letter modtagelsen uden yderligere behov for fortolkninger.

"Du er dum"

"Du er sød"

Vi har vel alle et men, uanset i hvilket af livets forhold vi taler, hvilket også nok ville være naivt at tro andet og alligevel har jeg endnu ikke lært at overse det lille ord helt og jeg erkender gerne at jeg til tider derfor bruger både tid og kræfter på at fortolke og analysere, på meningen frem for det sagte, MEN ......(indsæt selv resten og til egen fortolkning)!

What are words?

Ulven kommer...

I min færden i det ofte udskældte og dog så populære facebook, støder jeg jævnligt på de status der gør opmærksom på, hvor tabubelagt det er at have en depression eller en psykisk sygdom, hvilket i min verden slet ikke er det samme. Der nævnes ofte hvor nedprioriteret dette er i dagens Danmark og hvor meget der ses ned på mennesker, der har måtte indse en psykisk barre, de ikke kan forcere uden hjælp, mens der opfordres til at man kopiere dette til sin status, hvis man overhovedet bekymre sig det mindste.

Og her er det så jeg trodsigt stiller op til verbal røvfuld, for jeg jeg ser det ikke som tabu, rettere tværdimod voldkneppes begrebet psykisk lidende og dyrkes som en besættelse, af den opmærksomhed det kan give at proklamere at have en "usynlig" sygdom. Jeg ser mennesker selv dianogsticere sig med depression, ved de lyse afteners aftagen, som pludselig bliver verdens bedste undskyldning for ikke at tage ansvar for sit eget liv og for at læne sig tilbage og lade alverdens ulykker regne ned over dem, uden at det kan bebrejdes dem det mindste. Det er jo sygdommens skyld og man kan jo ikke gøre for det......Christ!

Jeg siger på ingen måde at der ikke findes reelle psykisk syge, der vitterlig skal have hjælp til at komme ovenpå, hvad enten vi taler indlæggelse, samtaleterapi eller diverse psykofarmaka, hvilket jeg personligt mener vi er gode til at yde i dette velfærdssamfund. Men at vi skal passe på at det ikke ender, som i det gamle eventyr, og råber ulven kommer en gang for meget. Pludselig udviskes nuancerne og man begynder at sætte reelle syge i samme bås, som de lidt forkælede ansvarsfornægtere der har brug for en syndebuk for deres knuste drømme og så bliver det først et tabu.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvorledes livet var for 100 år siden eller som livet kan være for mennesker i den tredje verden. Her hører vi ofte om menneskers kamp for at overleve, men mere fordi det kniber med at vide hvor næste måltid skal komme fra eller hvornår den livgivende lokale brønd tørre ud og ikke så meget at deres far var alkoholiker og de blev drillet i tredje klasse, så de ikke kan rumme at tage vare på deres egne børn og passe et job. Hvorfor den enorme forskel? 

Jeg er ganske klar over at jeg nu bringer mange sind i kog og sætter tingene på spidsen, for at fremme min revsende holdning, men jeg mener faktisk at vi er velsignede med et super godt sundhedsvæsen til dem der trænger til hjælp og behandling, og at jeg ikke mener der burde ofres en krone på de klynkere der er blevet velsignet med et godt helbred og en hjerne de åbenbart nægter at benytte konstruktivt. Hvis man fortsat insisterer på at fastholde sin egen situation, ved at dyrke sindet som undskyldning til trods for en raskmelding, så har man selv et ansvar og må groft sagt tage sig sammen.

Så næste gang du ser en sådan status på facebook og gerne lige vil løfte pegefingeren og gøre opmærksom på dit knuste hjerte og din triste sjæl, så tænk lige på dem der rent faktisk gennemlever et helvede med skizofreni, borderline, cutting og invaliderende stress og hvad du bidrager med for at de kan få den hjælp de skal have for at overleve....reelt leve! I stedet for at klappe dig selv på skulderen, over at du nu har delt en status med en milliard andre og dermed vælte dig yderligere bekræftelse af hvor synd det er for dig at du ikke har en kæreste og at den sidste snublede med pikken forrest ind i naboen, så var det sikkert mere givende at donere din tid eller en skærv til foreningen SIND.

Som min gode ven udtalte en dag disse vise ord: You can choose to be the sheep or the wolf.... i know what i would choose!

En bitter chokolade

Jeg har tænkt en del på fortiden. Sådan en har vi jo alle og som på mærkværdig vis har det med at poppe op en gang imellem, af flere grunde og som ikke altid er ufrivilligt, men nogen gange også fordi vi træder selv et skridt tilbage til en tid der var.
Jeg har fik selv en dårlig bismag af fortiden forleden, som nævnt i forleden dags blog, men som jeg valgte at lade ligge og forblive det den burde være. Nemlig fortid! Men hvad nu hvis jeg ikke havde gjort dette. Hvad nu hvis bolden var taget op og der blev spillet den ping pong, som blev lagt op til? Den tanke vil jeg lige lege lidt med og betragte set med mine naive øjne og se hvordan historien i så fald ville have udmøntet sig.

For det første vil jeg spørge mig selv, hvorfor jeg skulle ville træde skridtet tilbage og evt. sætte mig selv i en situation hvor jeg på den ene eller anden måde ville blive følelsesmæssigt påvirket, uanset om det ville være vrede, nysgerrighed eller glæde? Hvorfor ville en person der før har såret mig og frembragt tårer i mine øjne, pludselig frembringe en andet en rod og postyr i min verden?
Jeg er sikker på min omverden og mine nærmeste ville stille sig uforstående overfor dette valg og at jeg selv ville have lidt svært ved at kigge mig selv i spejlet med hovedet holdt højt, uden påmindelsen om at jeg burde være klogere end som så! "Jamen jeg ville jo bare lige...." Ja sikkert en hel masse, som lurer som en anden djævel, siddende hviskende på den venstre skulder, alt imens det højre øre er blevet døv, hvor fornuften ikke kan få taletid.  Men sådan er vi bare ikke altid og vi har til tider en tendens til at glemme og overse det indlysende, og alle de blinkende alarmklokker der roterer som et andet udryknings-fartøj. Det koster dyrt og jeg er ikke i tvivl om, at et tilbage skridt vil koste mere end jeg er villig til at satse og for mit vedkommende spiller jeg ikke for sjov, men for at vinde!

 Jeg er meget sort/hvid og der findes ikke den store gråzone på det område i min verden, men hvis nogen kan overbevise mig om andet og at der er en acceptable gråzone, er jeg skam lydhør. Jeg tvivler dog blot på at den findes, når vi selv står på modsatte bred og kan man ikke saglig og redelig argumentere for en handlen og ageren, så er man vel på mere glatis end Bambi. Jeg har ingen intentioner om at bidrage til nogens underholdning eller være deres narresut, blot fordi de keder sig i deres liv og lige skal se om de kunne endnu, ligeså lidt som jeg har lyst til at slå mig selv over fingerene med en hammer, samme sted, blot for at opdage det var rigtigt nok at det gjorde ondt. Jo, jeg er skam blondine, men af valg, og er min intelligens, min vilje og mine værdier så svære at spotte, så kender man mig vist ikke nok og bliver slemt overrasket. Lugter og smager det af skidt og lort, så er det sgu nok stadig ikke chokolade, Fister!

Leave it alone.....

Mit kinder-æg

Jeg elsker overraskelser, både som giver og som modtager og kan slet ikke få nok af det kick det giver når noget uventet sker og følelserne bringes til overfladen i en eksplosiv reaktion. Man jubler, bliver glad i låget, tuder, bliver stum eller skriger i vilden sky, men uanset reaktionen er den lige fantastisk at føle dybt inde, for man føler virkelig nuet. Der er ingen optakt, forvarsel eller en forventning der skal opfyldes og det er som om man får en mavepuster, der blot i stedet for at gøre ondt, kildre helt ud i fingerspidserne, som en mental orgasme. Men nogen gange kan overraskelserne også være af mere dyster, kedelig eller crappy karakter og selvom de ganske vidst ikke er så fede, så de tvinger dog stadig krop og sind til at mærke nuet og livet.

Jeg har fået 3 overraskelser i går, det rene kinder æg, af vidt forskellig karakter og som udmøntede sig i meget forskellige reaktioner fra min side og alligevel med en fællesnævner, bagage, som jeg vil vende tilbage til.

Den første kom i går eftermiddags, da der tikkede en sms ind fra min kæreste at han havde til sinde at ligge i min seng om 40 minutter. Den første tanke var: "Mon han tager pis på mig?" For sådan er der sgu aldrig nogen der har overrasket mig før og jeg var skeptisk til han havde fået mig overbevist om andet. Jeg fik pakket pc'en sammen med lynets hast og drønede hjem over og ganske rigtigt, der lå han og sov rævesøvn, blot ventende på min entre. Jeg var jublende glad, selvfølgelig for at se ham, men endnu mere for det han fortalte med handlingen at køre den lange vej, selvom han selv havde kørt et udslidende program og var brændt ud.
Jeg er ikke sikker på at min kære kæreste, rent faktisk forstod hvor stor betydning det har for mig, at blive prioriteret, uden forventninger om andet en samvær og tosomhed, men jeg kan fortælle så meget at det ikke gik ubemærket hen at jeg forlod mit skrivebord med et gigantisk smil fra øre til øre og blanke øjne.

Senere samme dag, tog jeg mig selv i min nysgerrighed at spørge til hans fortid, som man nu snakker i starten af et forhold og dette var til trods for at jeg nok kendte svaret, men blot havde et spinkelt håb om at jeg tog fejl. Ikke at det var noget alvorligt eller på nogen måde graverende, men jeg ønskede dog inderst inde at dette var min vildfarne fantasi og ikke en bagage som han og nu jeg, skulle gemme på. Men snot dum blondine, som jeg i et split sekund var, spurgte jeg og fik svaret ærligt og prompte og uden tøven, som jeg gør når jeg spørger ham om noget konkret. Min reaktion var ikke skuffelse eller undren, men til min egen skam, nærmere væmmelse, da de ufrivillige billeder poppede op for mine øjne og selvom jeg i hærdigt forsøgte at viske dem væk, brændte de sig fast som syre så det rislede mig op og ned af ryggen. Beklager, men blev sgu skræmt..

Plinge-ling, sagde min mobil så og jeg blev revet ud af mit indre horror dias-show, men blot for at kunne konstaterer at min egen fortid også spøgte denne helt almindelige mandag. En sms fra en fjern fortid var tikket ind efter lang tids uafbrudt tavshed, med en forsigtig håndsudrækning for en usmagelig dårlig opførsel over for mig og min datter og min underkæbe ramte bordet af bare overraskelse. Jeg blev pludseligt momentær ført 1 år tilbage i tiden og genkaldte mig den vrede og afmagt jeg følte på det tidspunkt, ikke mindst imod mig selv. Den person der påførte os så stor smerte, uden den mindste tanke for vores følelser, bad nu tilgivende om min opmærksomhed, og alt imens vreden og irritationen skyllede igennem hver en knogle, kriblede i fingrene for at affyre en svada af grimme gloser og en nedpilning af værste skuffe.

Jeg kigger op og ser ind i et ansigt med de dejligste øjne og et underspillet, men forstående smil, som måske har en fortid jeg ikke elsker, men som sidder lige her lys levende foran mig og som gang på gang vælger mig...mig.... MIG! Vreden forsvandt og personen på mit mobil-display, forvandlede sig igen til det han skal og bør være; Bagage og intet andet og som på ingen måde hverken fortjener eller skal have nogen som helst form for opmærksomhed. Det handler jo ikke om hvad vi før har lavet, og hvad vi har med os hver især af grumme eller gode minder, men om lige nu og hvad livet byder os. Hvordan vi behandler hinanden og hvor fantastisk det rent faktisk er at have en mand/kæreste jeg kan stole på, hvis ord holder vand, som bakker op når tingene ikke er lige candy-floss farvede og de lyserøde briller trænger til at blive pudset. Jeg skal ikke spilde min tid eller mine kræfter og hade hverken min eller hans fortid, for uden den var vores nutid ikke den samme og den har dog på forunderlig vis bragt os sammen og mig i denne tilstand jeg føler mig i nu..... Elsket!

My surprise

Glosuppe og kikærter

Kender du det, når et barn pludselig stirre på dig uden nogen grund, men blot af den årsag at du ser sgu da mærkelig eller på anden vis, spændende ud? Man kigger igen, smiler lidt forlegent og husker sig selv på, at børn er umiddelbare og mindre hæmmede, hvad angår det at betragte eller rettere overbeglo et andet menneske.

Børn har endnu ikke samme opfattelse af privatsvære, som voksne og mestre endnu ikke kunsten at kigge disket, eller den form for takt og tone eller hvad man kalder god opdragelse, i de voksnes univers. I denne pulje findes også, at man ikke bøvser ved bordet, selvom den trænger sig på, siger pænt tak for mad, i respekt for hvem end der har knoklet med at få frikadellerne lige store, siger pænt tak til faster Olga for julegaven, selvom den igen i år var blød og man hilser pænt og ordenligt og svarer når man tiltales. Listen er lang og jeg er nok lidt gammeldags anlagt, men jeg mener naturligvis ikke at børn skal kunne mestre dette fra fødslen, men at det er noget vi forældre har ansvar for at give dem med i bagagen, så de løbende bliver stærkere i social normal adfærd..... De er dog kun børn.

Men hvad pokker gør man, når et voksent og tilsyneladende, nogenlunde velfungerende menneske tillægger sig samme opførsel? Dette har jeg netop været ude for og min egen reaktion var lamslåethed og forbløffelse, over dette menneskes manglende sociale kompetencer eller rettere åbenlyse fravalg af selv samme og manglende respekt for et menneske der burde stå os begge nært. Guess not. Jeg plejer nu ellers at bryste mig af at jeg kan tale med alle mennesker, selv folk der ikke siger mig noget eller i min verden ikke lader til at være bagt færdig, men her måtte jeg give fortabt og trække mig og tage mig en pustepause med den klassiske tællen til ti. Jeg talte til ti rigtig mange gange!

Jeg plejer nu heller ikke at være mundlam eller på anden måde lide i stilhed når jeg ser "dårlig stil" og kan sagtens finde ligegyldigheden frem, men når nu man ved at dette er et menneske man sandsynligvis kommer til at sidde overfor igen, åd jeg den. Jeg åd at blive nedstirret i timevis, for dernæst at blive ignoreret når jeg henvendte mig, jeg åd at blive overbegloet, målt og vejet og sikkert fundet alt for let, samtidig med at jeg vartede op for at skabe en hyggelig atmosfære til trods. Jeg åd det gennemsyrede ubehag jeg følte og jeg åd fandme også den evindelige pissen territorie af, som blev affyret i skudsalver hvert kvarter, mens øjnene stikkede forfulgte min mindste bevægelse. Tror da fanden jeg var mæt, men alt dette gjorde jeg i respekt for et menneske jeg holder af og i kraft af mine forældres vise ord, som stadig følger mig. Synk ikke derned, Tina og tæl til ti!

Men ligeså ubehagelig, undrende, foruroligende en oplevelse det var, kan jeg kun trække på smilebåndet og opslå en kæmpe indre latter. For det krampe fremkaldende sjove er at aldrig har jeg set nogen betragte mine bryster så intenst og inderligt, for dernæst efterfølgende forsøge, på ikke særlig diskret vis, at skyde sit eget brystparti en smule mere frem, for hvert blik, med sin egen lille konkurrence kørende inde i hovedet. Den behøver jeg tilgengæld ikke æde, for du tabte..... Eat that og velbekomme!

Invisible...