Even the gulls were cutton candy...

Jeg trængte vist mere til ferie end jeg selv anede og selvom der er GO på, med tre stk. pre-teenagere på slæb, så har både min veninde og jeg vist nydt godt af at komme hjemmefra den daglige trummerum. En ferie i venskabets og ikke mindst børnenes tegn, som blev temmelig stresset og ikke mindst presset, lige op til afrejse for os begge, af forskellige årsager og de første dage gik hvis med at falde ned og hver især lade tankerne finde rum til at flyve højt og frit med mågerne, under den solbeskinnede himmel.

Der sker noget inde i mit hovedet, når man sådan lukker hverdagen ude og giver plads til at tankerne kan flyve og selvom jeg ikke tænker mindre, så finder jeg en større ro til at tænke det hele til ende og nærme mig noget der ligner et facit. Og hvilke tanker er det så jeg går og brygger sammen, når jeg netop burde tømme hovedet?

Det er sjovt for mit tankespin har været endnu mere malerisk og drømmende end ellers, hvilket ikke siger så lidt, for til trods for at mine drømmes penselstrøg plejer at være farverige, har en farve været mere dominerende end ellers. Selvom lejlighedens vægge var malet majsgule, den skyfrie himmel var blå og mågerne var bevinget med snehvide fjer, havde det hele et candyfloss-farvet skær og uanset hvorhen jeg så, var der kærlighed i luften. Sådan ser kærlighedens farve nemlig ud for mig. Den er ikke rød, men rettere som det lyserøde sukkervat... Sødt, blødt, smeltende på tungen og en smule klistret!

Jeg tænkte meget over hvordan det ville have været, at have ham den rigtige med på sådan en ferie?! Hvordan ville det have været at slå øjnene op og flyde ind i de dejligste øjne, mens solens stråler brød igennem gardinerne, hvordan morgenkaffen ville smage i altanens skygge og blot i stilhed betragte det dybsindige ansigt, nyde udsigten og hvordan tiden kunne stå stille og løbe alt for stærkt, på samme tid. Hvorfor sad han ikke lige der og kastede sine elskelige blikke efter mig?

Hvordan ville han mon have ageret over for min datters iver for at hive folk op i den høje vandrutsjebane, af trapper der får benene til at syre til, men som man glemmer så snart maven kildre, på den alt for korte tur ned?! Hvordan ville han mon have reageret på hendes evindelige søgen efter én der tør tage hende i hånden og tillade det indre barn, spille bold med hendes?! Jeg kunne levende se det hele udspille sig for mig og når jeg lukkede øjnene, mens jeg lå der i det sydende boblebad, kunne jeg næsten mærke hans stærke arm om mit liv og hans bløde kind imod min. For ikke at tale om den ellers så veludførte lagune, med det oplyste turkisblå vand, som min datter hurtigt navngav "Snavegrotten", hvor kærligheden udspillede sig hos de mange par, som lod deres følelsers overflod tage over og forældrerollerne veg for kærestetid. Hvorfor var det ikke mig der flød vægtløs rundt i mørket, med vandfaldets buldren i baggrunden og ham den rigtiges læber på mine?

Hvordan ville det have været at sidde under palmerne og den sydlandske stemning, mens de lækreste gourmet måltider blev serveret, for at tilfredsstille vores sult og kildre vores smagsløg, med benene flettet sammen under de små borde, mens datteren forsøgte sig ud i fremmedsprogenes kunst? At fordybe sig i oplevelsen og ikke mindst hinanden over kaffen, mens datteren min lader endnu en energiladning eksplodere i legelandet. At afslutte dagen med en stille tur til stranden, hvor aftensolen danser en sidste dans over havets horisont, som frembragte de smukkeste farver og en stemning der ikke kan købes for penge og stå i den kølige Maj-vind og betragte solnedgangen. Den var så smuk og kunne ikke forestille mig noget mere fantastisk at være stille om, sammen om! Der var masser af stilhed, men hvorfor var han ikke med mig, lige der under himmelsens farvepalet?

Vi kunne have afsluttet aftenen på terrassen med stearinlyset glinsende i vinglasset røde druer, mens temperaturen i luften faldt i takt med solen og varmen stigende indeni og følelsen af lykke overstrømmende som en tsunami. Datterens lavmælte snorken, bekræfter mig i hendes krop er mæt og træt og lader op til endnu en dag af samme slags, mens hans ord og blik kunne fortælle mig at natten kun lige er begyndt, at livet kun lige er begyndt, med ham den rigtige...

Sådan var min ferie ikke og selvom den var fantastisk dejlig, trods den vanskelige start, så satte de candyfloss-farvede tanker og drømme blot baren en tak op, men samtidig synliggjorde de også hvad det egentlig er jeg vil have. Jeg vil have ham, men han er der kun, bag lukkede øjne. Jeg har et bjerg der skal bestiges, for at dette skal blive virkeligt og at ham der kan farve hvide måger lyserøde, også får øjnene op for at jeg er den rigtige for ham. At dette måske også kunne være hans drøm, som dog i fællesskab er inden for rækkevidde og som kan farves i nøjagtig den farve vi vil. For min skyld kan de være alle regnbuens farver, så længe de farves af vores pensel...

No doubt in my mind....

Airborne and Blown away

....Og jeg vil have ny pilot, for selvom flyveturen har været helt forrygende og uden den store turbulens, føles landingen absolut som om at vi har tabt næsehjulet over åbent hav og at piloten har fået akut ADHD og Parkinson syndrom på samme tid. "Guuuud Tina, har du været ude at rejse?".... Og dertil må jeg desværre svare nej, men det sidste halve års tid, har jeg har fløjet, med vinden i ryggen i alle henseender og som enhver kvindes drøm, følt mig påskønnet, høj og vægtløs. Jeg føler, jeg har haft fremgang, både personligt, åndeligt, menneskeligt og sådan i det hele taget fået livets makeover nærmere målstregen.

Men som alt andet her i livet, varer det ikke evigt og den seneste tid, har da også været præget af en strid strøm af udfordringer, som ikke just har givet mig følelsen af luft under vingerne eller vind i sejlet. Og selvom jeg ved at der sikkert venter endnu flere udfordringer, gode som mindre gode, lige om hjørnet, kan jeg nok alligevel ikke lade være med at ynke mig selv en smule og synes at nu må det godt snart være en andens tur. Det er nok faktisk mere som at sidde på en tømmerflåde, ikke at jeg nogensinde har prøvet det, men man har vel set Cast Away?! For selvom sceneriet smager af romantik, solen skinner med en fantastisk kulør til følge og solnedgangen er som revet ud af en Spies-reklame, så kan man blot sidde der alene og vente på at det enten begynder at vinde lidt, en redningsmand kommer sejlende forbi eller også går bindingerne op, midt i Bermuda-trekanten og man er skånselsløs overladt til hajføde.

Nu er det så ikke lige min plan at placere mit legeme imellem tandsættet på sådan en fætter, men jeg har dog åbenbart en evne til at rode rundt imellem stormflod og havblik, hvilket i øvrigt minder mig om en udsendelse jeg engang så på Discovery, at skulle man ende som hyggesnack i munden på en haj, skal man "bare" prikke den i øjnene.....Det må jeg huske! De sagde desuden også at den slet ikke vil æde dig, men bare tygge lidt og smage på sagerne, som var man en prøvesmagning i Føtex, for så at spytte dig blødende og såret ud til resten af havets opportunister. Så er det bare jeg tænker om den med øjnene nu også passer, for den vil jo dog andet end blot kigge???

Jeg hader dog egentlig at ynke mig selv og bryder mig i det hele taget ikke om, at skulle erkende at der er ting jeg ikke selv er herre over og som jeg ikke kan kontrollere eller få til at holde i en længere periode og hvis skyld er så det? Det er i hvert fald ikke min, så det må jo være en andens, f.eks din, kunne jeg foranledes til at sige, men taget i betragtning at dette åbenbart et en tilbagevendende cyklus i mit liv, må jeg nok erkende at jeg ikke helt kan frasige mig ethvert ansvar. Enhver er sin egen lykkes smed, siger et gammelt ordsprog, hvilket jeg nu også tror er ganske sigende, men hvad pokker hjælper det, når man ikke kan få vind i sejlet, uanset hvor meget man (for)puster?!

Hvad gør man så, når man har følelsen af at befinde sig på åbent hav på en tømmerflåde, brændt af solen og med himlen af Bermuda-trekanten over sig, får et sky-diving næsehjul i panden, mens bindingerne slipper deres ellers så faste tag og man agerer tandstik for den farlige og dog fascinerende, store hvide og opdager armene er for korte til at nå øjnene??? Man tager i ferieland, hvor både havbund og himmel er begrænset af fliser og beton, hvor hajerne er af den oppustede slags, hvor flyet lander sikkert, når din femmer er sluppet op og den eneste trekant i syne, er den man har glemt at vokse!

Jeg trænger vist til en "puste-pause"!

Basic Needs...

Tænk sig at leve i en verden uden duft og den dertilhørende smagssans. At sidde ved et veldækket bord, med alt hvad øjet og maven kan begære, klar til at indtage perler til smagsløgene, for dernæst at smage absolut intet. Hvad værre må være, er at have en erindring om, hvorledes en velberedt okse-steak smager, begærligt betragte den med mundvandet dryppende fra mundvigene og efterfølgende være efterladt med smagen af intet. Så kan det vel i grunden være ligegyldigt om man spiser steak, rugklapper med leverpostej eller en tør riskiks, hvilket i øvrigt smager okay i min verden?!

Jeg ved godt at meningen med føde er at tanke vores depoter op, til at kunne få energi og overleve og at smagen evt. kunne betragtes som en sekundær ting eller ligefrem fryns, når man får et måltid serveret. Men det er vel ikke kun smagen, der gør at vi overhovedet har lyst til at stille sulten, men også fordi det er et basalt behov i livet og fordi vores mave knurrer fra tid til anden, som kroppens brændstofstank og indikerer at det er ved tide at fylde på?! Jeg har faktisk intet problem med at lade aftensmaden bestå af riskiks, hvis jeg er på farten eller blot er alene og skal have mavens reservetanks-lampe slukket, men jeg elsker derimod også et velberedt og velsmagende måltid, i godt selskab, som de fleste andre. Og selvom lysten ikke kræver andet end en kiks, så spiser jeg skam....det andet er afholdenhed, hedder anoreksi og det dør man af.

Sådan forestiller jeg mig, at det må føles at være frigid eller impotent! Hov, det var da noget af et spring og en spøjs sammenligning, men jeg har tænkt en del over det, så prøv lige at følge med.

Forestil dig at være impotent eller for kvindens vedkommende frigid, og miste evnen eller lysten til noget, man i bund og grund ved, er forbundet med stort velbehag og nydelse?! Man føler stadig den basale trang, lysten i sindet, men når man kommer til selve agten, kan man ikke mærke noget eller i værste fald er det forbundet med smerte. Og som med den smagsløse fileterede ko, kunne man måske ligeså godt lade være, arkivere det under has-beens, been there done that og det er præcis, hvad jeg tror mange gør i den situation. Det må være et sandt helvede og ganske frygteligt!

Brevkasser på nettet er fyld med overskrifter som: "Min kone/mand har ikke lyst" og jeg forstår skam også, at brændt barn skyr ilden, men det jeg ikke helt forstår er hvorledes man samtidigt kan undertrykke det menneskelige behov for nærhed og intimitet, med et andet menneske og endda et menneske man efter sigende skulle elske højt? Sex, elskov, lystigt begær (kært barn har mange navne) er jo meget andet end penetration og kopulation og er i høj grad den kropslige og fysiske måde, at vise sine følelser for hinanden på. Den kan jo udføres på mange andre måder end det direkte samleje, uden at jeg dog skal indgå en nærmere beskrivelse. Jeg ved godt at orgasmen er målet for nogen og at følelser ikke nødvendigvis er et must for alle, men det er måske blot modstykket til enkelte mennesker, man finder i de frigide og impotente, som i deres egen mangel på tilfredsstillelse, samtidigt mister lysten til at give selv samme, uden at kunne performe 100% selv. Kan man være følelses-anorektiker?! Dette er ikke en håne-blog og jeg forsøger naturligvis ikke at skære alle over en kam og håber skam også, at dette er undtagelsen hos de stakkels mennesker, som har disse forfærdelige lidelser.

"Nu er elskov jo ikke alt, Tina og man kan sagtens have et godt liv uden" og dertil vil jeg svare både ja og nej, set fra min verden... Selv som single, er jeg ikke nødtvunget til at undvære det, så ja, men jeg er personligt hellere foruden, hvis ikke mine og hans følelser er med, hvilket dog også gør at jeg ikke kunne forstille mig et liv i tosomhed, uden nogen form for begær eller berøring. Elsker jeg en mand, føler jeg mig kronisk "sulten", reservetanks-lampen blinker konstant og min basale trang til intimitet, er ikke kun at finde fysiologisk i min krop, men også mentalt i mine følelser og i mit hjerte! Jeg har behov for at høre hans åndedrag, mærke hans kys, fornemme hans hud imod min og trække hans duft helt ned i mit inderste og ikke mindst stille hans sult. Jeg tror faktisk at hvis jeg en dag ikke længere selv evner at føle den slags sult, er jeg følelsesmæssigt invalideret eller i overhængende livsfare.....Noget vil i hvertfald føles dødt for mig!

Måske er det ikke meningen jeg skal forstå det og jeg håber inderligt at jeg aldrig nogensinde får behovet for at grave dybere efter en løsning og kan nøjes med at undres..... Og nu fornemmer jeg sulten melde sig!

Hungry Eyes!

Somebody?!

You First!

Man hører oftere og oftere at der sker en kortslutning i ægteskaber, der går i stykker og med børnene som lusen imellem neglene, der presser fra hver sin side, til det noget brister. Nogle har svært ved at håndtere følelsen af, at blive valgt fra og få af vide at deres iver for at sammenholde familien og være forsørgeren, ikke slog til.  De bliver martyrer i deres egen lille vendetta, imod hvad de engang elskede og gør hvad de kan, for at det skal gøre ondt på modparten, i håbet om at lindre deres egen følelse af utilstrækkelighed. Andre påtager sig ofte offerrollen, som den svigtede og lader misforstået deres egne behov vige, for børnenes skyld og påtager sig alverdens smerte, på deres skuldrer, og ganske enkelt trykker på livets pause-knap.

Min dejlige veninde, som nu burde stå overfor sit livs romance og burde nyde den hverdag, der kommer når den første forelskelse har lagt sig, må nu slås med en eksmand, der nægter at give slip. Han nægter at give slip på noget han troede, han kunne besidde, eje og skrive en endegyldig slutseddel på, men som han stadig ikke forstår kan gøres op i penge og værdipapirer. Han glemmer sine børns kærlighed og respekt, i jagten på hvad han mener er hans ret og egendom og glemmer at kvinden, han valgte til at føde sine børn, er den bedste mor, nogen kunne tænke sig! Ægte værdier står sjældent nedfældet og hans blår, gør at han ikke ser, at hans børns behov for kærlighed fra begge forældre, uafhængigt af hinanden og kun fokuserer på at børnene bør deles i stil med møblerne og de flotte Ph-lamper.

Børn elsker deres forældre ubetinget og burde aldrig sættes i situationen, hvor de skulle vælge, hvor deres lys burde skinne mest, uanset alder. Det er efter min mening, en kæmpe misforståelse at leve sit liv igennem sine børn og ikke mindst give køb på sig selv, i handlen om deres gunst og agtelse. Børn er også mennesker, som hverken skal eller kan håndterer den magt, der indbefatter deres forældres lykke eller mangel på samme. Ja, men Tina, børn burde leve sorgfrit, ville nogen nok sige og jeg ville skam også selv gøre mit, for at lindre bumpene på min egen datters vej. Men vi har også en forpligtelse til at lærer vores børn om livets op og nedture og dermed ruste dem, til en verden der ikke er sort/hvid og at vat, er noget man bruger til at lægge ansigtsmasker eller lave nisse landskaber!

Jeg har selv været igennem, ikke mindre end to retssager om min datter, og ved om nogen, hvor hårdt det kan være at føle sig som den dårlige forældre, men jeg vil også samtidig sige, at man er ansvarlig for at leve et godt og værdigt liv, for sig selv. Livet er ikke betinget af, at man har valgt at sætte børn i denne verden, men hvis vi husker på, at deres lykke afspejles i vores egen, så er man på rette vej. De trives kun så længe vi selv trives og efter lang tids søgen, på vaklende ben, har min eksmand og jeg fundet et ståsted hvor vi begge, har det godt, hver for sig, med et godt samarbejde og med en blomstrende datter til følge. Sammen ville vi have givet vores datter opskriften, at leve på en løgn, ulykkelige hver især og uden evnen til at vise og lære hende, hvad oprigtig lykke er. At sætte din egen lykke først, er måske ikke så egoistisk endda, da det afspejles i dine børn og giver dem endnu en erfaring i, at livet er andet end vat-rundeller og skumgummi belagte vægge. Hvorfor lærer dine børn om betinget lykke, når hele verden står åben?!

Så, kære dig, der nu sidder der og lader dine tanker fyldes af anger, utilstrækkelighed og en afmagt, af at slå til og søger efter den hellige gral, til dine børns lykke.... Er DU lykkelig?

D.I.V.O.R.C.E

Fly by....

Da jeg var barn, var jeg dybt fascineret af sommerfugle! Ikke kun fordi de var smukke, men også den transformation de gennemgår, for at opnå deres skønheds-status i insekt-verdenen. Der findes jo ikke noget smukkere insekt, som kan flakse rundt, i uvilkårlig orden, diffust og uden retning og stadig se ud som om det danser på himlen.

Jeg fik ofte af vide, at jeg ikke måtte fange dem, da de dermed mistede støvet på vingerne og ikke længere evnede flyvningens kunst, hvilket naturligvis blot øgede fascinationen yderligere. For sommerfuglen opnåede derved en mystisk, næsten magisk status, hos en naiv lille pige med slangekrøller, der med en nysgerrig appetit på livets oplevelser, sorgløst samlede naturens smukkeste væsener, op i sine små hænder. Som oftest var det med den største respekt for alle de levende væsener, jeg fandt interessante og som blot blev indsamlet til kortvarig studie, for derefter at blive sat tilbage i det grønne. Lige med undtagelse af dengang jeg, en varm solbeskinnet sommerdag, fik efterladt en skrubtudse, på kølerhjelmen af en af min far's biler, som stod i salgsrækken, klargjort og shinet. Bilen var skinnende flot og ren og min kvækkende, nye bedste ven, skulle skam have ikke mindre end det bedste, udover min hengivenhed. Hvor mange timer, den ellers så nuttede og bløde skrubtudse, sad der i den stegende hede, husker jeg ikke, men da jeg vendte retur efter den, sad der blot en indtørret, ristet og forvokset rosin, som jeg så derefter behørigt kunne begrave i skam, mens jeg grædende, undskyldte mange gange. Jeg var 7 år og vidste ikke bedre!

Nu er jeg en voksen kvinde og jeg er stadig ligeså fascineret af de små nuttede tudser og ikke mindst sommerfuglen, som til enhver tid er velkommen her, på mit lille træbelagte stykke paradis. Et paradis jeg den seneste tid, har lagt mange kræfter i og glædet mig til at kunne fremvise og nyde, omgivet af den smule liv man nu kan forvente, mens sommerfuglen stadig er forpuppet. Jeg kan skam stadig finde af lysten til at fange den flyvende farvepalet og selvom de små barnehænder, nu har fået lidt længere fingre, med glitrende knojern og farverige klør, så er naiviteten vist ikke helt forsvundet med årene. Jeg kan dog åbenbart stadig også, ganske utilsigtet, slå støvet af vingerne og se det forslåede væsen, fordufte til himmels og fortrække til mere fredelige, vante enge, mens jeg genopfrisker barndommens hemmelige afskedsritual og siger mit eget stille farvel. Jeg er 35 år og ved åbenbart ikke bedre!

Bye bye, Butterfly!