....Og jeg vil have ny pilot, for selvom flyveturen har været helt forrygende og uden den store turbulens, føles landingen absolut som om at vi har tabt næsehjulet over åbent hav og at piloten har fået akut ADHD og Parkinson syndrom på samme tid. "Guuuud Tina, har du været ude at rejse?".... Og dertil må jeg desværre svare nej, men det sidste halve års tid, har jeg har fløjet, med vinden i ryggen i alle henseender og som enhver kvindes drøm, følt mig påskønnet, høj og vægtløs. Jeg føler, jeg har haft fremgang, både personligt, åndeligt, menneskeligt og sådan i det hele taget fået livets makeover nærmere målstregen.
Men som alt andet her i livet, varer det ikke evigt og den seneste tid, har da også været præget af en strid strøm af udfordringer, som ikke just har givet mig følelsen af luft under vingerne eller vind i sejlet. Og selvom jeg ved at der sikkert venter endnu flere udfordringer, gode som mindre gode, lige om hjørnet, kan jeg nok alligevel ikke lade være med at ynke mig selv en smule og synes at nu må det godt snart være en andens tur. Det er nok faktisk mere som at sidde på en tømmerflåde, ikke at jeg nogensinde har prøvet det, men man har vel set Cast Away?! For selvom sceneriet smager af romantik, solen skinner med en fantastisk kulør til følge og solnedgangen er som revet ud af en Spies-reklame, så kan man blot sidde der alene og vente på at det enten begynder at vinde lidt, en redningsmand kommer sejlende forbi eller også går bindingerne op, midt i Bermuda-trekanten og man er skånselsløs overladt til hajføde.
Nu er det så ikke lige min plan at placere mit legeme imellem tandsættet
på sådan en fætter, men jeg har dog åbenbart en evne til at rode rundt imellem stormflod og havblik, hvilket i øvrigt minder mig om en udsendelse jeg engang så på Discovery, at skulle man ende som hyggesnack i munden på en haj, skal man "bare" prikke den i øjnene.....Det må jeg huske! De sagde desuden også at den slet ikke vil æde dig, men bare tygge lidt og smage på sagerne, som var man en prøvesmagning i Føtex, for så at spytte dig blødende og såret ud til resten af havets opportunister. Så er det bare jeg tænker om den med øjnene nu også passer, for den vil jo dog andet end blot kigge???
Jeg hader dog egentlig at ynke mig selv og bryder mig i det hele taget ikke om, at skulle erkende at der er ting jeg ikke selv er herre over og som jeg ikke kan kontrollere eller få til at holde i en længere periode og hvis skyld er så det? Det er i hvert fald ikke min, så det må jo være en andens, f.eks din, kunne jeg foranledes til at sige, men taget i betragtning at dette åbenbart et en tilbagevendende cyklus i mit liv, må jeg nok erkende at jeg ikke helt kan frasige mig ethvert ansvar. Enhver er sin egen lykkes smed, siger et gammelt ordsprog, hvilket jeg nu også tror er ganske sigende, men hvad pokker hjælper det, når man ikke kan få vind i sejlet, uanset hvor meget man (for)puster?!
Hvad gør man så, når man har følelsen af at befinde sig på åbent hav på en tømmerflåde, brændt af solen og med himlen af Bermuda-trekanten over sig, får et sky-diving næsehjul i panden, mens bindingerne slipper deres ellers så faste tag og man agerer tandstik for den farlige og dog fascinerende, store hvide og opdager armene er for korte til at nå øjnene??? Man tager i ferieland, hvor både havbund og himmel er begrænset af fliser og beton, hvor hajerne er af den oppustede slags, hvor flyet lander sikkert, når din femmer er sluppet op og den eneste trekant i syne, er den man har glemt at vokse!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar