Man hører oftere og oftere at der sker en kortslutning i ægteskaber, der går i stykker og med børnene som lusen imellem neglene, der presser fra hver sin side, til det noget brister. Nogle har svært ved at håndtere følelsen af, at blive valgt fra og få af vide at deres iver for at sammenholde familien og være forsørgeren, ikke slog til. De bliver martyrer i deres egen lille vendetta, imod hvad de engang elskede og gør hvad de kan, for at det skal gøre ondt på modparten, i håbet om at lindre deres egen følelse af utilstrækkelighed. Andre påtager sig ofte offerrollen, som den svigtede og lader misforstået deres egne behov vige, for børnenes skyld og påtager sig alverdens smerte, på deres skuldrer, og ganske enkelt trykker på livets pause-knap.
Min dejlige veninde, som nu burde stå overfor sit livs romance og burde nyde den hverdag, der kommer når den første forelskelse har lagt sig, må nu slås med en eksmand, der nægter at give slip. Han nægter at give slip på noget han troede, han kunne besidde, eje og skrive en endegyldig slutseddel på, men som han stadig ikke forstår kan gøres op i penge og værdipapirer. Han glemmer sine børns kærlighed og respekt, i jagten på hvad han mener er hans ret og egendom og glemmer at kvinden, han valgte til at føde sine børn, er den bedste mor, nogen kunne tænke sig! Ægte værdier står sjældent nedfældet og hans blår, gør at han ikke ser, at hans børns behov for kærlighed fra begge forældre, uafhængigt af hinanden og kun fokuserer på at børnene bør deles i stil med møblerne og de flotte Ph-lamper.
Børn elsker deres forældre ubetinget og burde aldrig sættes i situationen, hvor de skulle vælge, hvor deres lys burde skinne mest, uanset alder. Det er efter min mening, en kæmpe misforståelse at leve sit liv igennem sine børn og ikke mindst give køb på sig selv, i handlen om deres gunst og agtelse. Børn er også mennesker, som hverken skal eller kan håndterer den magt, der indbefatter deres forældres lykke eller mangel på samme. Ja, men Tina, børn burde leve sorgfrit, ville nogen nok sige og jeg ville skam også selv gøre mit, for at lindre bumpene på min egen datters vej. Men vi har også en forpligtelse til at lærer vores børn om livets op og nedture og dermed ruste dem, til en verden der ikke er sort/hvid og at vat, er noget man bruger til at lægge ansigtsmasker eller lave nisse landskaber!
Jeg har selv været igennem, ikke mindre end to retssager om min datter, og ved om nogen, hvor hårdt det kan være at føle sig som den dårlige forældre, men jeg vil også samtidig sige, at man er ansvarlig for at leve et godt og værdigt liv, for sig selv. Livet er ikke betinget af, at man har valgt at sætte børn i denne verden, men hvis vi husker på, at deres lykke afspejles i vores egen, så er man på rette vej. De trives kun så længe vi selv trives og efter lang tids søgen, på vaklende ben, har min eksmand og jeg fundet et ståsted hvor vi begge, har det godt, hver for sig, med et godt samarbejde og med en blomstrende datter til følge. Sammen ville vi have givet vores datter opskriften, at leve på en løgn, ulykkelige hver især og uden evnen til at vise og lære hende, hvad oprigtig lykke er. At sætte din egen lykke først, er måske ikke så egoistisk endda, da det afspejles i dine børn og giver dem endnu en erfaring i, at livet er andet end vat-rundeller og skumgummi belagte vægge. Hvorfor lærer dine børn om betinget lykke, når hele verden står åben?!
Så, kære dig, der nu sidder der og lader dine tanker fyldes af anger, utilstrækkelighed og en afmagt, af at slå til og søger efter den hellige gral, til dine børns lykke.... Er DU lykkelig?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar